Folk var forbløffede: Hunden i det forladte hus passede slet ikke hvalpe
Dagbog, 3. marts
I dag, da jeg kom hjem fra Netto med tunge poser, gik tankerne rundt i hovedet på mig. Knæene gjorde ondt igen, barnebarnet havde lovet at ringe, men jeg har ikke hørt fra hende, og denne vinter den var både sjappet og grå. Sådan gik jeg, fortabt i egne tanker, da jeg snublede og var lige ved at falde på fortovet.
Jeg blev forskrækket og vendte mig om en mager, rødbrun blandingshund pilede forbi mine fødder. Man kunne næsten tælle ribbenene på den, og pelsen var filtreret i totter.
Hov, hvor skal du hen din bandit! glippede det ud af mig.
Men hunden bremsede ikke. Det var som om, den havde travlt. Den bar noget, der lignede et stykke rugbrød i munden.
Hende har sikkert nogle hvalpe gemt et sted, mumlede jeg til mig selv. Foråret er jo på vej, så kommer de jo frem.
Jeg justerede poserne og gik videre, men det nagede mig. Der var noget, der ikke stemte.
Dagen efter skete det samme. Den samme røde skygge for forbi gården, igen med noget mad i munden og igen satte hun kursen mod det gamle, forladte hus ovre bag Karensgade, hvor fru Serina boede før. Det er et halvt år siden, hun gik bort, og siden har huset bare stået.
Bodil, se, det er din hundeven igen! råbte naboen Lise ned fra altanen. Hver dag det samme. Hvor mon den får mad fra?
Hvilken mad? Jeg stoppede op.
Du kan da se det den har det i munden. Den må rode i skraldespande, tænker jeg. Det er nok hvalpene den passer, morsinstinkt.
Er du sikker på, det er hvalpe?
Hvem ellers? Det er forår, naturen kalder.
Jeg nikkede, men noget i baghovedet blev ved at gnave. Hvalpe? Eller hvad?
Rødbrunen smuttede som vanligt ind mellem brædderne i det gamle plankeværk ved huset og blev væk. Jeg tøvede.
Hvorfor ikke kigge efter? Alle i gården snakker jo om det, tænkte jeg, så jeg klemte mig gennem samme hul. Træværket knagede, men holdt. Indenfor voksede brændenælder for foden, og brudt glas og rusten skrammel lå spredt.
Langt tilbage hørtes en svag lyd. Nærmest som et ynkeligt klynk.
Jeg gik efter lyden, rundede det sammenfaldne skur og frøs.
Foran den gamle hundegård sad rødbrunen. Og foran hende lå en stor, sort hund med grånende snude. Hun var lænket med en kort, rusten kæde.
Blind.
Øjnene var slørede og matte bag et hvidt slør. Hele kroppen var uhyggelig mager, pelsen fuld af filtre. Hun lå på siden og trak vejret tungt.
Rødbrunen lagde brødet foran hende, puffede blidt til det med snuden og ventede.
Den sorte hunhund mærkede brødet, snusede sig frem og begyndte at spise grådigt. Rødbrunen blev siddende roligt, uden at logre, bare kiggede.
Da brødet var væk, slikkede hun blidt sin vens snude og lagde sig helt tæt.
Jeg kunne ikke røre mig. Tårerne brændte bag øjnene.
Du godeste Hun fodrer hende. Selvom hun er sulten selv, så deler hun hver dag, tænkte jeg.
Hvor længe jeg stod der, ved jeg ikke. Men pludselig så rødbrunen op på mig, som om den ville sige: “Hvad venter du på? Hjælp til eller gå væk.”
Jeg hviskede, Vent jeg er tilbage straks.
Jeg styrtede hjem så hurtigt, jeg kunne. Knæene brokkede sig, det stak i siden, men jeg stoppede ikke. Hjemme fandt jeg alt spiseligt fra køkkenet kogt kylling, grød, leverpostej hældte vand i en skål og kom tilbage.
Alt var, som jeg havde set før: rødbrunen lå henslængt ved siden af den blinde.
Se her, pustede jeg ud og satte mig ned. Her er mad.
Jeg lagde kyllingen foran rødbrunen. Hun rørte det ikke. Kiggede kun på sin ven.
Du må da spise selv, sagde jeg lidt insisterende. Du er jo helt tynd.
Jeg forstod. Flyttede kyllingen hen til den blindes snude. Hun åd straks. Rødbrunen slikkede sig om munden, men ventede.
Først da den sorte hund var mæt, tog hun forsigtigt den sidste bid.
Sådan hviskede jeg.
Begge drak vand, mens jeg tørrede øjnene.
Hvorfor græder du? lød det bag mig. Lise stod ovre ved hullet i hegnet og gloede.
Se selv, sagde jeg stille. Det er hende her, hun fodrer ikke hvalpe.
Lise sagde intet, snøftede bare.
Hvem har mon efterladt hende sådan?
Det må være Serina. Hun holdt hende altid i snor. Da hun døde, var der ingen, der tænkte på hunden.
Et halvt år alene
Og kun den her rødbrune har fundet hende. Kommer med mad hver dag.
Lise satte sig ved siden af, klappede rødbrunen.
Dygtig, du er dygtig.
Hen på aftenen kom næsten hele opgangen ud i gården. Én havde mad med, en anden et gammelt tæppe. Mændene forsøgte at klippe kæden over, men den var for tyk.
En vinkelsliber skal der til, sagde Henrik, mens han gik hjem efter værktøjet.
Næste morgen mødtes vi allesammen igen.
Pas på nu, Henrik! råbte Lise. Du må ikke skræmme hende!
Jernet knitrede, gnister fløj. Den sorte hund skælvede, prøvede at sno sig væk.
Men kæden gav efter.
Så, nu er du fri, sagde Henrik og pustede ud.
John ja, jeg, Bodil, har været nabo til ham i 40 år satte sig ned og strøg hundens hoved.
Vil du med hjem til mig? spurgte jeg sagte. Du skal få mad, der er varmt. Jeg tager også dig med, rødbrune ven. Begge to.
Den sorte viftede svagt med halen, som for at sige ja.
Jeg prøvede selv at løfte hende, men hun var for tung.
Her, jeg tager hende, sagde Henrik roligt og tog hende op. Hvor bor du?
Tredje opgang, nummer toogtyve.
Da vi krydsede gården, trak folk til side. Rødbrunen fulgte os tæt hele vejen, ørerne ned, halen mellem benene.
Bare rolig, sagde jeg til hende. I kommer begge med.
Udenfor opgangen sad de sædvanlige damer på bænken.
Bodil, hvad er nu det? udbrød Agnete utilfreds. Hiver du hunde med ind?
Ja, ganske rigtigt.
Men de er jo beskidte, og hvad med lopperne?
Jeg vasker dem.
Og hvad vil naboerne sige?
Hvad skulle de kunne sige! råbte jeg højere end jeg har gjort længe. Den hund har siddet lænket, blind og sulten i et halvt år! Ingen opdagede noget. Ingen kun hende her! Vi gik bare forbi. Hver eneste dag.
Stemmen rystede, og jeg måtte tage en dyb vejrtrækning. De gamle damer tav, så væk.
Jeg anede det ikke, mumlede én. Da Serina døde sagde ingen noget.
Netop! Ingen sagde noget! Jeg tørrede tårerne væk. Ingen gad hjælpe.
Jeg gik med Henrik og rødbrunen i hælene.
Hjemme lagde jeg et gammelt tæppe på gulvet, og Henrik lagde forsigtigt den sorte hund der. Skal jeg hjælpe med noget? spurgte han.
Nej tak, det klarer jeg, sagde jeg og lukkede døren bag ham.
Rødbrunen satte sig ved siden af den blinde og kiggede undersøgende på mig. Jeg mærkede taknemmeligheden og blev helt blød om hjertet.
Nå, så hilser vi på hinanden. Jeg hedder Bodil. Hvad skal I hedde?
Rødbrunen gøede sagte.
Du bliver Rikke, sagde jeg, og du, vendte jeg mig mod den sorte, bliver sorte Luna. Er det mon ikke i orden?
Jeg satte mad foran Luna. Hun snuste lidt, men ville ikke tage det alt var nyt og skræmmende.
Kom så, lokkede jeg og rakte hende lidt i hånden.
Luna tog det forsigtigt.
Dygtig pige, hviskede jeg. Spis bare.
Jeg fodrede hende tålmodigt, bid efter bid. Rikke holdt vagt ved siden af, men pludselig lagde hun hovedet på mit knæ. Jeg forstod godt, hvad det betød: den reneste taknemmelighed.
Senere ringede Lise.
Hvordan har de det?
De sover lige nu. Jeg sover ikke, svarede jeg træt.
Hvad tænker du på?
På at vi mennesker nogle gange er værre end dyr. Se nu, en hund kan ikke glemme en anden. Men vi vi går bare videre hver dag. Ser intet. Eller vælger ikke at se.
Bodil, du må ikke tage det så tungt.
Jeg kan ikke lade være! Det er så flovt! For Lunas skyld jeg skammer mig!
Jeg lagde røret, satte mig på gulvet ved de sovende hunde, krammede benene og græd stille.
Efter en uge blev Luna langsomt stærkere. Først lå hun bare og spiste lidt, så begyndte hun forsigtigt at rejse sig usikkert, men hun prøvede. Rikke forlod hende næsten ikke, som en blindehund.
Du har fundet dig den bedste førerhund, Luna, sagde jeg. Der findes ikke bedre.
Snart kendte alle i gården historien. Lise havde selvfølgelig fortalt det videre.
Har du hørt om Bodil? sagde damerne på bænken Hun har taget to hunde ind! Og den ene havde siddet i et halvt år!
Og den anden fodrede hende! Kan du tro det?
Når jeg lufter dem, standser folk op. Nogle smiler, andre ryster på hovedet.
Du er godt nok sej, Bodil, sagde Henrik til mig en dag. Et rigtigt menneske.
Der tager du fejl, svarede jeg. Det er Rikke, der er det rigtige menneske her. Jeg gik bare ikke forbi til sidst.
En aften bankede det på. Udenfor stod en yngre kvinde.
Hej, er du Bodil?
Ja, hvem er du?
Jeg hedder Mette. Jeg har hørt om hundene, om hvad du har gjort. Jeg er dyrlæge og vil gerne hjælpe uden beregning, hvis jeg må.
Jeg blev helt paf.
Uden beregning?
Ja. Jeg vil bare gerne hjælpe. Må jeg kigge på Luna?
Kom indenfor.
Mette undersøgte Luna grundigt og sagde:
Hun er gammel og syg. Hendes syn kommer aldrig igen. Men hun kan godt få det godt. Så længe du passer hende rigtigt.
Hvordan gør jeg det?
Hun forklarede, gav vitaminer og medicin.
Hvor meget skylder jeg?
Ingenting, smilede hun. Det er til dig fra mig og alle de andre, der hørte historien.
Tårerne prikkede igen i mig.
Tak.
Nej, tak til dig, sagde Mette og klappede Rikke.
Efter hun gik, sad jeg alene i sofaen. Luna lå for mine fødder, Rikke lå tæt på. Og jeg mærkede, måske for første gang i mange år, at jeg virkelig betød noget for nogen.
Og det det er da lykke.
