Du opdrager ham til at blive en vatnisse
Hvorfor har du meldt ham til musikskole?
Frida Jensen marcherede forbi svigerdatteren, trak vanterne af mens hun gik.
Godmorgen, Frida Jensen. Kom indenfor, vær så god. Jeg er også glad for at se dig.
Sarkasmen forsvandt som tåge over Limfjorden. Svigermoren smed vanterne på kommoden og vendte sig mod Anna.
Johannes fortalte mig det i telefonen. Han strålede! Jeg skal spille klaver! Hvad er det for noget? Skal han være en lille pige nu?
Anna lukkede døren, langsomt, kontrolleret. Alt for at holde sig fra at skrige så højt hun kunne.
Det betyder, at jeres barnebarn lærer musik. Han kan virkelig godt lide det.
Synes du! Frida fnøs, som om Anna netop havde sagt, at himlen var gul. Han er seks år, han aner da ikke selv, hvad han kan lide. Det er dig, der skal styre ham. En dreng, arving, mit barnebarn og du opdrager ham til hvad?
Svigermoren gik ud i køkkenet, trykkede på elkedlen som om hun selv boede der. Anna fulgte efter, tænderne presset sammen med en sitren i kæberne.
Jeg opdrager ham til at være lykkelig.
Nej, du opdrager ham til at blive en vatnisse! Frida satte næverne i siden. Du burde have meldt ham til fodbold! Til karate! Så han kunne blive en rigtig mand ikke… ikke sådan en pianist!
Anna lænede sig op ad dørkarmen. Talte til fem. Det hjalp ikke.
Johannes spurgte selv. Selv. Han elsker musik.
Elsker! Frida slog ud med hånden. Martin løb med drengene og spillede ishockey, da han var på hans alder! Og din dreng? Spiller skalaer? Det er jo til grin.
Noget inde i Anna smuldrede. Hun gik væk fra døren og hen til svigermoren.
Er du færdig?
Nej, jeg er ikke færdig! Jeg har længe villet sige til dig…
Og jeg har længe villet sige Johannes er min søn. MIN. Og det er mig, der bestemmer, hvordan han opdrages. Det blander DU dig ikke i.
Frida blev ildrød.
Hvordan taler du til mig?!
Gå hjem.
Hvad?!
Anna gik forbi hende i entreen, tog Fridas frakke og stak den i hænderne på hende.
Du må gerne gå. Ud af mit hjem.
Du smider mig ud?! Mig?!
Anna åbnede hoveddøren. Tog fat i svigermorens albue og trak hende mod trappen. Frida strittede imod, vred sig men Anna gav sig ikke. Hun fik hende ud over tærsklen.
Jeg skal nok få min vilje! råbte Frida, ansigtet forvredet af raseri. Hør mig! Jeg lader dig ikke ødelægge mit eneste barnebarn!
Farvel, Frida Jensen.
Martin skal nok få det at vide! Jeg fortæller ham alt!
Anna smækkede døren. Lænede sig op ad den og pustede ud, helt til der ikke var mere luft tilbage.
Der lød stadig dæmpede råb bag døren et øjeblik, så fodtrin ned ad trappen. Stilhed efter to minutter.
Svigermoren trak hende til vanvid til sidst. Konstant kritik, råd og formaninger hvordan hun skulle opdrage, hvad hun skulle lave mad, hvilket tøj der var rigtigt. Martin så ingen problemer. Min mor vil os jo det godt, Hun er erfaren, Du kan da bare høre hende. Hans mor var hellig for ham. Hendes ord var lov. Og Anna måtte bare holde ud. Dag for dag, besøg efter besøg.
Men ikke i dag.
Martin kom hjem fra arbejde ved syv. Anna hørte ham komme, og vidste straks at Frida havde ringet sådan som han smed nøglerne og gik tungt ud i køkkenet, uden at kigge ind til Johannes og hans tegnefilm.
Johannes, skat, bliv her lidt, Anna satte sig foran sønnen, satte store høretelefoner på hans ører og satte hans yndlings-robotserie på iPaden. Far og jeg skal lige snakke.
Johannes nikkede, forsvandt ind i skærmen. Anna lukkede døren til børneværelset, gik ud i køkkenet.
Martin stod ved vinduet, armene krydset. Han vendte sig ikke, da Anna kom ind.
Du har smidt min mor ud.
Ikke et spørgsmål. En konstatering.
Jeg bad hende gå.
Du skubbede hende ud! Martin vendte sig, kæberne spændte. Hun græd til mig i telefonen i to timer, Anna! To timer!
Anna satte sig ved bordet. Benene var tunge efter en lang arbejdsdag nu dette oveni.
Og du synes ikke det er et problem, at hun sårer mig?
Martin tøvede et sekund, slog så ud med hånden.
Hun bekymrer sig jo bare om Johannes. Hvad er der galt i det?
Hun kaldte min dreng en vatnisse. Vores dreng, Martin. Han er seks!
Ja, hun sagde det vist i vrede, det sker jo. Men hun har ret, Anna. En dreng skal have sport. Holdånd, styrke…
Anna så længe på ham, indtil han mistede øjenkontakten.
Min mor tvang mig til gymnastik som barn. Hun bestemte du skal være gymnast, punktum. Fem år, Martin. Fem år hvor jeg græd før hver træning. Spagaten og hårde træninger, tabe mig, bad hende tage mig væk.
Martin var tavs.
Jeg hader stadig sportshaller. Stadig. Og jeg vil ikke presse min søn. Vil han til fodbold fint. Men kun hvis han selv vil. Ikke af tvang.
Min mor vil jo bare det bedste…
Så må hun få sig en ny søn og opdrage ham, Anna rejste sig men hun blander sig ikke mere i Johannes opdragelse. Det gør du heller ikke, hvis du holder med hende.
Martin rørte uroligt på sig, men Anna gik allerede ud af køkkenet.
Resten af aftenen sagde de intet. Anna puttede Johannes, sad længe i mørket i børneværelset og lyttede til hans rolige åndedrag.
De næste par dage gik i anspændt tavshed. Så kom Martin med en joke over aftensmaden, Anna smilede. Isen begyndte at smelte. Fredag talte de normalt igen men emnet Frida undgik de begge.
Lørdag morgen vågnede Anna brat. Hun blinkede mod uret klokken otte. Alt for tidligt for en fridag. Martin sov endnu, Johannes sikkert også.
Var det en drøm, der vækkede hende?
Så hørte hun en sagte metallisk lyd i gangen. Nøglen i døren.
Anna fór op, hjertet hamrede op i halsen. Tyveknægte, midt på formiddagen? Hun greb mobilen fra kommoden og smed sig ud på gangen på tåspidserne.
Hoveddøren gik op.
Frida Jensen stod på dørtrinnet. Klynge nøgler i hånden, sejrssmil på læberne.
Godmorgen, lille svigerdatter.
Anna stod i bare fødder på koldt trægulv, slidt T-shirt og pyjamasbukser. Frida så ned på hende med en mine, der sagde: Her har jeg ret til at bryde ind, klokken otte lørdag morgen.
Hvor har du nøgler fra?
Frida viftede med dem foran Annas næse.
Martin gav dem. Han kom forbi forleden Mor, tilgiv hende, hun mente det ikke så han bad om tilladelse for dig.
Anna blinkede. Én gang. To. Forsøgte at fordøje det hun hørte.
Hvad laver du her? Så tidligt?
Jeg kommer for at hente barnebarnet, Frida havde allerede frakken af og hang den på knagen. Kom Johannes! Farmor har meldt dig til fodbold, første træning i dag.
Raseri skyllede over Anna, tykt som havgus, et vildt, rasende mørke. Hun vendte sig og stormede ind i soveværelset.
Martin lå, vendt mod væggen. Lod som om han sov Anna så skuldrene spændte.
Op!
Anna, lad os snakke senere…
Anna hev dynen af ham, tog ham i armen og trak ham ind i stuen. Martin snublede, vred sig men Anna gav sig ikke.
Frida Jensen havde allerede indtaget sofaen, gennembladerde et blad fra sofabordet.
Du gav hende nøgler til min lejlighed.
Martin sagde ikke noget. Flyttede sig akavet.
Det er min lejlighed. Min. Købt før ægteskabet. For mine egne kroner. Hvordan kunne du give din mor nøgler til mit hjem?
Altid så smålig! Frida smed bladet. Mit, dit… Du tænker kun på dig selv! Men Martin tænker på sin dreng, derfor gav han mig adgang så jeg kan være farmor, når du ikke vil.
Hold mund!
Frida gispede fornærmet, men Anna så kun på Martin.
Johannes skal ikke gå til fodbold. Ikke før han selv vil.
Det bestemmer du ikke! Frida sprængte op. Du er midlertidig! Du tror, du er sær og vigtig? Martin holder kun ud på grund af drengen!
Stilhed.
Anna vendte sig langsomt mod sin mand. Han sagde intet.
Martin?
Intet ord. Intet forsvar.
Fint, Anna nikkede, et underligt koldt ro bredte sig. Midlertidig. Og nu slutter det. Tag din søn, Frida Jensen. Han er ikke min mand mere.
Du tør ikke! Frida blev kridhvid. Du må ikke bare forlade ham!
Martin, Anna sagde stille, så han så det i hendes øjne. Du har en halv time. Tag dine ting og forsvind. Eller jeg smider dig ud som du ligger i pyjamas, det rager mig ikke.
Anna, vent, kan vi ikke…
Vi har sagt nok.
Hun så mod svigermoren og smilede skævt.
Du kan beholde nøglerne. Jeg skifter låsene i dag.
…Skilsmissen tog fire måneder. Martin ville tilbage, ringede, skrev, dukkede op med blomster. Frida Jensen truede med retten, myndigheder, gamle venners forbindelser. Anna hyrede en god advokat, løsrev sig helt.
To år forsvandt hurtigt…
…Musikskolens festsal summede af stemmer. Anna sad tredje række, klamrende sig til programmet: Johannes Møller, 8 år. Beethoven, Ode til glæden.
Johannes kom ud på scenen alvorlig, koncentreret, i hvid skjorte og sorte bukser. Han satte sig ved flyglet, lagde hænderne på tangenterne.
De første toner strømmede ud i salen, og Anna blev så stille, hun glemte at trække vejret.
Hendes dreng spillede Beethoven. Sin selvvalgte stykke, arbejdede timelangt ved tangenterne, valgte den til koncerten helt selv.
Da den sidste akkord døde ud, brød salen ud i klapsalver. Johannes rejste sig, bukkede, fandt sin mors blik smilte bredt og lykkeligt.
Anna klappede med alle andre, tårerne løb.
Alt rigtigt. Hun gjorde det, der skulle gøres. Satte barnets lykke før alt før andres meninger, før ægteskab, før frygten for ensomhed.
Sådan må enhver mor gøre.
