Skæg og ballade
Malene! Malene, må jeg kigge med?
Linas hvisken hvisler gennem hele klassen, og fru Hansen løfter blikket over brillerne fra den karakterbog, hun er ved at udfylde.
Nielsen! Kan du ikke sidde stille? Skriv det selv!
Men fru Hansen, det er altså svært! Lina giver sig aldrig uden modstand.
Hvem har sagt, at det skal være let? Og forresten, Lina, Malene har et andet sæt opgaver. Så det hjælper dig slet ikke at spørge hende.
Hvad? Hun sidder jo på forreste række!
Netop derfor! Fru Hansen trækker på smilebåndet og efterligner Linas tone. Jeg har lavet et sæt specielt til hende.
Ej, det er snyd! Lina begraver hovedet i sin notesbog, men straks efter leder hun videre efter en udvej.
Ingen lagde mærke til, at Malene krøb sammen ved sit bord og nægtede at løfte blikket fra siderne.
Alle lærere vidste, at hun var hele klassens livline. Hun fik hovedet med fra start, og det udnyttede alle uden samvittighedsnag. Og hvis hun nægtede, blev vennerne hurtigt til fjender.
Malene var ikke smålig, hun lod selvfølgelig folk kigge med, men hun prøvede som moren altid sagde at gøre det på en måde, hvor læreren ikke kunne brokke sig.
Malene, jeg ved godt, at du er meget hjælpsom. Men husk dine egne interesser. Skal du ind på drømmestudiet, kræver det gode karakterer. Lad være med at ødelægge det pga. de andres sjusk.
Morens ord var kloge, men Malene sukkede bare, når hun hørte dem. Gad vide, om moren havde fornemmelse af, hvor svært det er at være dygtig i en klasse, hvor det virker ligegyldigt for alle andre…
Mor havde flyttet Malene til denne skole efter skilsmissen fra hendes far. Der var mange grunde, også at lillebroren voksede op hos faren og den nye familie mens forældrene endnu var gift. Ingen forklarede Malene noget. De voksne brugte hendes børneværelse og tuscher som ventil for deres konflikter, og Malene farvelagde side efter side med sort farve. Omhyggeligt, uden at lade én eneste lys stribe slippe igennem.
Det var farmoren, der først opdagede hendes dystre billeder.
Hvad er det dog, I har gjort? Se nu, hvordan barnet har det!
Farmoren holdt med Malenes mor, og midt i sin frustration begyndte hun at fortælle historier om, hvordan Malenes far altid var på eventyr, men dog vendte tilbage uden børn. Det havde Malenes mor ikke fået lov til at prøve.
Og du tilgav ham?
Hvad skulle jeg gøre, Oline? Jeg elskede ham Og jeg vidste, han elskede mig. Ellers var han ikke kommet tilbage igen og igen.
Hvordan kunne du tilgive?
Jeg gjorde det jo heller ikke helt. Jeg levede og led. Og tænker nu hvorfor? Fordi jeg ikke havde modet til at gå videre. Måske skal du takke dit held for, at din eks mand fik et barn udenfor jeres ægteskab. For jeg kender dig, Oline. Du havde bare taget ham tilbage, ikke?
Måske… Det gør frygteligt ondt…
Jeg ved det, men det er Malene, jeg tænker på. Hun står mellem jer og kan ikke gøre for noget af det. Barnet fortjener bedre. Du er klog! Gør, hvad du kan, så Malene ikke bliver klemt.
Det er kun os voksne, der er skyld i det her…
Til sidst gjorde Malenes mor noget, ingen havde regnet med. Hun satte seksårige Malene foran sig og sagde det, som det var.
Malene, fra nu af bliver det dig og mig. Far og jeg bor ikke sammen længere.
Hvorfor?
Vi bliver skilt. Du og jeg bor sammen. Du ser far i weekenderne eller når det passer. Han forsvinder ikke. Det lover jeg!
Og du? Malenes vrede tårer løb ned ad kinderne. De voksne bestemmer altid…
Jeg går ingen steder, skat.
Endelig forstod hun, hvad Malene frygtede, når hun tegnede og trykkede alt sort.
Det tog tid at give Malene ro og en forklaring, og selvom det var svært, begyndte det langsomt at gå fremad. Malene så sin far. Ikke så tit, som hun ønskede, men nok til at forstå det var ikke hende, men hendes mor, far havde forladt. Han forkælede stadig Malene, lavede aftaler med Oline om at holde barnets tarv i fokus. Malene var med på ferie med farens nye familie, legede med lillebror og fandt langsomt ud af det med Irina, fars nye kone, som heldigvis var sød hun var ingen sur kælling, og børn kunne hun lide.
Men begivenhederne satte sig fast i Malene. Indimellem tænkte hun over, om far kun havde forladt familien, fordi der manglede noget. Han levede jo lykkeligt med Irina og ville have børn med hende. Hvorfor gad han ikke opdrage hende? Måske passede hun ikke ind?
Mor og farmor forsikrede hende om, at hun var elsket, men tvivlen nagede stadig og dukkede især op, når Malene virkelig havde brug for tryghed.
Det var ikke tydeligt i starten. Hun fik bare rystende knæ og fik black out, dengang hun skulle recitere et digt foran hele skolen i 1. klasse.
En hel uge øvede hun det lille digt med sin mor. Hun reciterede foran spejlet med indlevelse og var sikker på, hun kunne det. I børnehaven fik hun altid de sværeste roller, fordi de voksne stolede på, hun lærte det udenad og udførte det perfekt.
Men denne gang gik det galt. Malene fik mikrofonen, så sine forældre i mængden og glemte alt. Tårerne trillede, men ikke et ord kom frem.
(Skole)inspektøren satte sig på hug, strøg hendes kind og hviskede:
Vil du sige det til mig senere?
Malene nikkede bare.
Til alt held glemte fru Hansen senere ikke det. Da timen sluttede, ventede hun på at høre Malenes digt.
Så Malene, vil du gengive dit digt for mig? Jeg vil så gerne høre det!
Det virkede som en lille ting en førsteklasses elev, der ikke kan sige et digt. Men det var afgørende for Malene. Hun rettede ryggen, slap morens hånd og fremførte digtet så flot, at de voksne klappede.
Dygtigt! Jeg vidste, du kunne!
Men Jeg kunne ikke foran alle…
Men du klarede det her! Og prøv at se, vi klappede! Det er underordnet, om det var til samlingen eller her. Du er sej, Malene! Det lover jeg dig som inspektør, faktisk!
Den oplevelse glemte hun aldrig. Da fru Hansen blev hendes klasselærer i de ældre klasser, blev hun ekstra glad for, at den voksne var en, hun stolede på. Fru Hansen passede på Malene.
Din datter er så følsom, Oline. Hun er god og klog men hun er sart. Overvej at flytte hende over i en matematikklasse. Her Tja, her er det almindelige børn, som ikke går synderligt op i skolearbejde. For Malene er det hårdt. Hun prøver at gemme sig i mængden, men gør det ved at trække sig, ligesom hun svøber sig ind i tæpper.
Oline forstod, men kunne ikke gøre noget. Matematikskolen lå i den anden ende af København, og ingen kunne hente og bringe Malene. Fars familie ventede et barn mere, farmor var syg, og Oline sled på to job for at få råd til en større lejlighed. Der var ikke meget plads til dem længere i den etværelses, hun fik efter skilsmissen.
Vær tålmodig, skat. Jeg skal have styr på lidt ting, så finder vi ud af det til slut. Oline var træt, men holdt Malene tæt ind til sig i sofaen foran fjernsynet.
Det er okay, mor. Jeg skal nok klare mig…
Hvordan går det i skolen?
Fint! Malene prøvede at lyde frisk, men hun tænkte, at sådan rigtigt gik det ikke for godt.
Fint? Oline begyndte at kilde hende i siden. Så hør nu, og detaljer!
Malene grinede og forsøgte uden held at undvige. Så sagde hun det hele til moren.
Rigtigt blev hun aldrig åbent mobbet i klassen, men hun kunne høre de andres hvisken bag ryggen:
Så er det Malene igen, der skal vise sig frem! Hørte I hende oppe ved tavlen i historietimen? Så er der ikke meget chance for, vi andre får topkarakter, når hun svarer på den måde. Kunne hun ikke bare have svaret ligesom vi andre?!
Ingen sagde noget direkte til hende ikke før den dag, hvor det hele brød løs.
Malene! Ti minutter! Jeg kan ikke nå det! Linas sure hvisken fik Malene til at række et stykke kladdepapir hen til hende.
Fru Hansen havde fået en sms og bemærkede ikke noget.
Mikkel, hendes sidemand, skubbede ubemærket sin opgave hen til hende, så hun bedre kunne se opgaven.
Tak hviskede Malene og pegede diskret på fejlen.
Der var ikke brug for forklaring. Malene og Mikkel havde siddet sammen siden børnehaveklassen. Et par tal og et lille nik, så forstod de hinanden. Mikkel rettede sin fejl, og Malenes kladde gled over på Linas bord. Resten af timen var der stille.
Efter timen begyndte balladen.
Helt ærligt, hvad bilder du dig ind, Malene?! Jeg når det aldrig! Du sidder bare og glor! Du kalder dig veninde! Lina dunkede i Malenes bord.
Lina, du tager fejl! Malenes stemme var rolig, men indeni voksede vreden.
Hvorfor skulle hun hele tiden stå til tjeneste for andre?
Stå til regnskab det var farmorens udtryk. Hun brugte det, når hun ikke ville bande foran Malene.
Du er en pige, ikke havnearbejder. Opfør dig ordentligt!
Men farmor, du bander da selv! Jeg har hørt dig!
Jeg er en moden dame, lille ven. Jeg må gerne bande lidt. Du skal holde dig til det fine. På dig lyder det ikke kønt!
Drenge bander…
Det er noget andet! Og husk der er ting, mænd må, som ikke passer sig for dig. Det er bare sådan. Du vil vel ikke giftes med en, der ser dig som én af drengene?
Hvorfor ikke?
For ordentlige mænd gifter sig ikke med kammerater. Han vil være ven med dig, men lover dig ingen ring. Forstår du?
Tror nok Mor, var det også sådan for dig og far?
Lidt… Men spørg dem selv, det er ikke min sag.
Og farmoren forklarede: Du skal gemme lidt til dig selv. Det giver dig noget særligt.
Malene havde virkelig lyst til at bande nu, præcis ligesom Lina og hendes veninder, men noget holdt hende tilbage.
Lina, drop det nu! Mikkel pakkede sammen. Det er dig selv, der er ude på overdrevet!
Venner gør sådan noget for hinanden! Lina rullede med øjnene. Du får jo også hjælp, Mikkel!
Det er ikke sandt! Malene kunne ikke stoppe sig selv. Han klarer det selv! Jeg retter kun, hvis han beder om det. Jeg har hjulpet dig, så hvorfor er du sur?
Hun skubbede tasken på ryggen og gik, mens hun forsøgte at skjule tårerne, mens alle kiggede.
Lina råbte ikke efter hende, men mumlede lavt:
Jeg har forstået, Malene Nielsen. Bare vent…
De talte ikke sammen resten af dagen. Eller den næste. Eller ugen efter.
Lina talte slet ikke til Malene, og klassen ventede spændt på, hvad hun havde i ærmet.
Lina manglede ikke fantasi til at gøre livet surt for dem, hun ikke brød sig om, og det trak op til drama.
Malene anede ikke, hvad der ventede, men Lina overraskede hende.
Kom nu, Malene! To uger uden at sige noget! Skal vi ikke blive gode venner igen? Lina smilte stort, og Malene lod sig bløde lidt op.
Jeg er ikke sur.
Det kan de fleste dog se! Nå, men fortæl, skal du holde nytår hjemme eller ud?
Der var ingen irritation i Linas stemme, så Malene gav slip. Pyt med det.
Det skulle hun ikke have gjort. For Lina kendte ikke til at tilgive, ikke engang opdigtede fornærmelser.
Da Malene fandt en mærkelig seddel i sin taske, forbandt hun det slet ikke med Lina.
“Malene! Jeg er vild med dig. Mikkel”
Håndskriften lignede Mikkels, og det faldt hende ikke ind, det kunne være fra en anden.
Hun vidste ikke, at Lina havde hjulpet dansklæreren med at slæbe stilehæfter i en uge og undervejs havde fundet én fra parallelklassen, hvis skrift lignede Mikkels. Ved hjælp af veninder og lidt pres fik Lina produceret denne seddel og lirket den over i Malenes taske i omklædningsrummet.
Malene var til volley, mens Linas veninder sørgede for afledninger.
Kom så, Malene! Hårdere slag!
Ingen viste tegn på noget, da Malene hev sedlen frem.
Hvad har vi der? Jøsses Malene, du lader dig ingenting mærke! Piger, tjek lige! Mikkel er vild med hende! Lina dansede rundt, svingede sedlen i luften. Hvad er planen?
Lina, giv mig sedlen!
Slap nu af! Eller, nej, jeg har en bedre idé! Mikkel! Lina for ud af pigernes omklædning og bankede på ved drengenes.
Malene blev hvid i hovedet.
At hun var vild med Mikkel, vidste kun hendes dagbog og moren.
Er det dumt, mor?
Hvorfor?
Det føles for tidligt…
Kan der være noget der hedder for tidligt for forelskelse?
Elsker jeg ham?
Endnu ikke. Det du oplever, hedder forelskelse.
Hvad betyder det?
Det er som at stå i døråbningen til noget stort glæde, lykke, smerte, måske endda lidt had. Det er stærke følelser. Elsk det men hold hovedet koldt!
Malene gik med sin hemmelighed, bange for at miste kontrollen.
Nu!
Lina opdagede selvfølgelig straks, hvad der foregik. Den måde, Malene foldede sedlen sammen og så mod omklædningsdøren, fortalte det hele. Hun indså ikke med det samme, at Mikkel havde været optaget af volley hele tiden, og slet ikke kunne have lagt sedlen.
Drengene dukkede op, og Mikkel så forvirret ud, mens Lina viftede med sedlen. Malene var bleg og bange.
Hvad sker her?
Fru Hansen var pludselig der, og klassen blev stille. Den klasselærer dukkede altid op i de værst tænkelige øjeblikke. Alle vidste, at nu var der ballade i vente.
Fru Hansen, der er noget vildt! Lina kyssede sedlen og løftede den i vejret. Se lige! Forlovelse!
Lina, hvad taler du om? Hvad har du dér?
En seddel! Mikkel har skrevet til Malene, at han kan lide hende!
Forvirringen bredte sig, men Fru Hansens blik var mørkt. Stilhed! Malene?
Hun mindedes den dag i første klasse, dengang hun havde grædt på samlingsdagen, og fru Hansen havde opfordret hende til at sige digtet senere. Du kan godt!
Nu gjorde Malene det igen. Løftede hovedet, trådte væk fra væggen og stillede sig overfor fru Hansens milde blik.
Lina tog min seddel. Jeg ville ikke vise den til nogen.
Jeg forstår. Mikkel? Fru Hansen så strengt på drengene.
Ja! Det er mig, der har skrevet den!
Mikkel skubbede sig fri af vennegruppen, gik hen til Lina og snuppede sedlen. Det er ikke okay at læse andres breve, Lina.
Du lyver! Lina nåede ikke længere. Hun indså, planen var slået fejl.
Ingen latter, ingen mobning. Malene skulle få lov at slippe.
Inderst inde bar Malene dog stadig på frygten for at falde igennem, blive udstødt eller gjort til grin.
Men lige dén dag, ændrede noget sig. Hun holdt hovedet højt og ikke af frygt.
En varme bredte sig i ryggen, og Malene trak på skuldrene. Det er nok ikke vinger, der vokser ud af mig? Folk kan ikke flyve
Men det føltes, som om hun kunne lette glemme frygten og svæve.
Lina? Fru Hansen rynker panden.
Det var bare for sjov! Linas stemme var ynkelig.
Giv mig sedlen Mikkel rakte den til Malene og smilede. Den er din. Og du viser ikke flere breve fra mig, vel? Fru Hansen bliver der stil imorgen? Frk. Kirk sagde, vi skulle skrive. Jeg er ikke klar!
Tak for ærligheden, Mikkel. Stil bliver der. Men ny overskrift: Venner. I må hellere se at komme til time klokken har ringet! I løb!
7.B stormede afsted, uden at bekymre sig om rødglødende Lina, de fjogede smil mellem Malene og Mikkel, eller den lille, hvide seddel, Malene krampede i hånden.
Sedlen limede hun ind i sin dagbog. Hun beholdt den som en skat, indtil hun på sin bryllupsdag overrakte Mikkel sin gamle bog.
Værsgo, min mand.
Hvad er det, frue?
Vores begyndelse…
Stolte du sådan på mig at jeg må læse alt, du skrev?
Du ved det meste!
Men ikke alt.
Hvad aner du ikke om? Malene lænede sig ind mod ham, mens vennerne råbte kyss! og glassene klirrede.
Husker du din teori om forelskelse og dørtrin?
Ja?
Tog du skridtet over den tærskel?
Malene smilede, og hendes lavmælde svar overdøvede glimtet og musikken:
Helt sikkert. Jeg lukkede endda døren bag mig. Jeg er ikke bare forelsket længere.
Hvad mener du?
Jeg elsker dig.
Nu forstår jeg! Skal vi kysse, Malene?
Det er på tide!
