25. april
I dag kørte jeg fra Aarhus til Farsø en lille by ude på Himmerlands marker for at besøge min moster Karen. Hun er min mors storesøster, og før moren døde, bad hun mig om at holde lidt øje med moster Karen. Moster er efterhånden blevet gammel og skrøbelig. Jeg har igen og igen spurgt hende, om hun ikke vil flytte ind til os i byen hun kan få sit eget værelse, der er både gårdhave og andre ældre damer, og hun ville have selskab. Men hun nægter. Hun forlader ikke sit gamle røde hus.
Så jeg bruger hvert kvartal fem dage på at tage fri uden løn fra mit arbejde. Turen tager to dage tur-retur, og de sidste tre hjælper jeg med alt det praktiske; vinterbrænde, indkøb, havearbejde. Heldigvis er jeg selv afdelingsleder og kan styre den slags selv. Ejeren af firmaet er min barndomsven, ellers gik det nok ikke.
Denne forår blev mit besøg udskudt til slutningen af april der har været meget på arbejdet. Da jeg kom, kunne jeg se, at vinteren havde tæret på moster Karen. Hendes nabo, fru Ingrid, fortalte, at de havde måttet ringe efter ambulance to gange.
Hvorfor sagde du ikke noget? Hver gang jeg ringede, sagde I bare, at alt var fint.
Karen ville ikke have dig rendende og tage fri fra arbejde, forstår du da. Hun sagde, jeg ikke måtte forstyrre.
Jeg gik i Brugsen efter sukker og salt som moster havde bedt om og lidt ekstra: havregryn, leverpostej, dåsetomater. Udenfor huset sad der pludselig en hyrdehundehvalp på trappen, måske fem måneder gammel. Stort hoved og snude og store, rolige øjne.
Moster, hvor har du hunden fra?
Han dukkede op for en måned siden, en frysende skravl. Jeg kunne ikke nænne andet end at tage ham ind. Nu er han en del af huset.
Jeg satte mig på knæ og klappede hunden, og den lagde straks hovedet på mine ben. Hundene var altid forbudt hjemme hos os, men drømmen forblev. Nu i mit liv med Line, min kone er der ikke plads til dyr. Vi havde engang en kat, men den forsvandt pludselig, og Line blev aldrig helt sig selv igen. Vi har ikke børn, og med tiden har vi vænnet os til bare at have hinanden vi rejser ofte.
Hvad hedder han?
Viggo. Det var også min gamle kats navn.
Jeg grinede:
Kan man overhovedet kalde en hund et kattenavn?
Han reagerer da, så det går vel.
Alle de dage hos moster Karen fulgte Viggo i hælene på mig. Da jeg skulle hjem, bad jeg moster love at ringe, hvis hun havde brug for hjælp og ikke holde noget skjult mere.
Du slider dig jo op for min skyld, dreng. Jeg har ikke længe tilbage.
Sludder, moster Karen. Du er min familie. Og jo længere tid, jo bedre.
Hun nikkede og blev tavs et øjeblik.
Må jeg bede dig om én ting? Hvis jeg dør, må du ikke efterlade Viggo. Han hører til nogen, forstår du? Tag ham med dig, vil du?
Viggo puffede til mit ben, og jeg nikkede.
Jeg lover, moster. Hvis det sker, tager jeg ham med hjem til Aarhus.
En måned efter gik moster Karen bort. Jeg ordnede alt det praktiske, og sammen med Viggo tog jeg på kirkegården for at lægge blomster.
Det blev tid til hjemrejsen. Jeg puttede Viggo i snor, købte pladsbillet til vogn for dyr og fandt vores kupé i toget. Allerede da vi steg ind, rejste den eneste anden passager sig, og gav sig til at stirre.
Det er jo en ulv, det dér! Hvad har du gang i?
Slap nu af, det er en hyrdehund, og den hedder Viggo, sagde jeg.
Jeg er jæger. Kender godt ulve, og dét dér er en!
Viggo løftede overlæben og knurrede.
Hvis jeg var dig, sad jeg stille, sagde jeg til manden.
Han rejste sig og mumlede, at han hellere ville sidde ude på gangen. Så sad jeg og min ulv alene, og jeg kiggede ham i øjnene.
Er du ulv, lille ven? Han lagde hovedet på mine ben og logrede og jeg smilede. Jeg var ligeglad hvem hans far var, for Viggo var fantastisk.
Senere stak togføreren hovedet ind.
Undskyld, er det en ulv? Eller en hyrdehund?
Hyrdehund. Jeg har papir på ham han er godkendt.
Hun nikkede, og jeg fandt på, at jeg selvfølgelig havde papirerne men havde glemt dem ved billetsalget. Heldigvis sad nabokonen fra Farsø, fru Ingrids datter, i billetskranken alt løste sig.
Vi kom hjem. Allerede næste formiddag tog jeg Viggo med til dyrlægen. Hun undersøgte ham grundigt.
Jeg troede du måske arbejdede i cirkus? Det er en ulv.
Jeg grinede:
Arh, bare en god blanding fra Farsø. Min moster døde, og hun bad mig give ham et hjem.
Dyrlægen så grundigt på ham.
Han er blanding halvt tysk hyrdehund, halvt ulv. Den slags er rolige, loyale og lette at have du kan trygt tage ham med hjem.
Line forelskede sig i Viggo. Hun vaskede og fodrede ham hver dag, gik lange ture. Ti måneder gik.
En aften i december gik Line og Viggo tur i Mindeparken. Med ét sprang Viggo ud i mørket Line råbte og kaldte, men han kom ikke tilbage. Netop som hun ville ringe mig op, dukkede han op i mørket, slæbende på et sammenrullet tæppe.
Line løb hen og så, at det var en baby. Endnu levende, knap en måned gammel. Selvom hun selv er sygeplejerske, ringede hun straks til 112 og politi.
Ambulance og politi var der hurtigt. Line tog Viggo hjem og skyndte sig så til børnemodtagelsen, hvor jeg mødte hende. Det var en lille pige sund og rask med et brev hvor moderen bad om, at hun måtte få et godt hjem. Der stod: “Hun hedder Astrid.”
Da Line så hende, var hun solgt. Hun kiggede spørgende på mig, og jeg nikkede. Line sagde til personalet, at vi ønskede at adoptere hende. To måneder senere blev Astrid en del af vores hjem.
Livet tog en drejning, vi aldrig havde regnet med det blev præcis som moster Karen havde sagt: Viggo kom ikke til vores hus uden grund.
Jo ældre jeg bliver, jo mere forstår jeg: Nogle gange fører livet og gamle løfter én på veje, man aldrig havde forventet. Og selv en ensom, tilsidesat hund kan vise sig at bære lykken ind i dit liv.
