Åh, altså… Jeg var lige nødt til at fortælle dig om den episode hjemme hos min far. Tænk dig, jeg kommer forbi min lejlighed på Frederiksberg, hvor jeg har lagt så meget energi i indretningen. Du ved, dansk minimalisme, lyse farver, bløde tæpper hele pakken. Og så møder jeg en hæklet, hvid serviet på min kommode. Far, hvad sker der? Har du plyndret den lokale antikbutik eller hva? siger jeg. Jeg anede altså ikke, at han var til gamle nips og nallere. Det hele ligner noget, mormor Grethe ville have stillet frem til påske.
Far kommer ud fra køkkenet og er tydeligt lidt nervøs. Jamen, Lærke, du kommer jo bare sådan uden at ringe, mumler han. Jeg øh, ventede dig faktisk ikke.
Det er ikke ligefrem den varmeste velkomst. Og hold nu fast du skulle bare se stuen! Mine tykke gardiner, dem jeg har fundet nede i Illums Bolighus, er erstattet af et gennemsigtigt net af nylon. Hele stuen lugter af stegte sild og cigaretter, og far ryger jo ikke engang. Sofaen fra BoConcept er gemt væk under et fugtigt polyester-tæppe med et kæmpe tigerhoved, og på sofabordet står der en plastikvase med lyserøde, syntetiske blomster. Jeg aner ikke, om jeg skal grine eller græde.
Jeg konfronterer ham: Far, hvad foregår der her? Hvor kommer det hele fra? Han prøver at forklare: Jeg er ikke alene mere, Lærke. Ville have sagt det, men ja, du ved.
Hvem er det nu, der render rundt her? Jeg troede, vi havde en aftale og det var bestemt ikke med gæster. Ser du, mine forældre blev skilt sidste år. Mor tog det cool og kastede sig ud i yoga, venner og selvudvikling. Far derimod, jamen han stod bare tilbage med sin gamle, faldefærdige lejlighed på Amager, hvor han har lejet ud til diverse folk i ti år. Da sidstebe borger satte ild til stedet med en cigaret, var der ikke penge til at istandsætte, og han lod bare det hele være. Nu skulle han bo der igen, men altså det lignede mere en horrorfilm end et hjem.
Sidst han stod der, flæbede han: Lærke, jeg ved ikke, hvordan jeg skal klare mig her det er jo livsfarligt at bo her. Jeg fryser, har ingen penge til renovering. Og så kan man jo ikke lige lade sin far fryse ihjel, vel? Min lejlighed stod samtidigt tom, efter jeg flyttede sammen med min mand, Rasmus. Så jeg sagde, han kunne bo dér midlertidigt, men kun én regel: Ingen gæster.
Han var taknemmelig. Jeg lover, det bliver stille og roligt, sagde han. Ha! Stille og roligt Mens vi står og taler, åbner døren til badeværelset, og ud svæver en dame nok i halvtredsårsalderen klædt i min elskede, bløde morgenkåbe. Hendes former kan knap skjules af stoffet, og hun udbryder jovialt med dyb, rusten stemme: Nå, Jens, vi har besøg? Du kunne godt have sagt, jeg skulle tage andet på.
Jeg tabte kæben. Undskyld, hvem er du? Og hvorfor har du min morgenkåbe på? Hun svarer: Jeg hedder Birgitte, din fars kæreste. Slap nu af, jeg fandt bare en kåbe den hang jo bare der.
Blodet hamrer i mine tindinger. Tag den af. Nu. Min far prøver at trøste: Lærke, rolig nu Men jeg afbryder: Far, du har taget din kæreste med ind i min lejlighed og ladet hende rode i mine ting! Synes du selv, det er okay?
Birgitte ruller med øjnene og sætter sig tungt i sofaen, For en opførsel, Lærke! Hvis jeg var din far, havde jeg givet dig en skideballe. Det rager da ikke dig, hvem Jens vælger at bo med.
Jeg er målløs. Hun sidder der i min morgenkåbe, misbilligende blikket rettet mod mig. Det rager mig, fordi det er mit hjem, siger jeg. Hun kigger på far: Er det sandt, Jens? At det ikke er din lejlighed? Far står mast op ad væggen, skiftevis stirrende på mig og Birgitte, håbende på at dramaet løser sig selv.
Så jeg siger det. Far er kun gæst her. Jeg har givet ham lov til at bo, men ikke til at tage gæster og slet ikke til at lade nogen rode i mine ting. Birgitte rødmer helt voldsomt, snerrer til min far: Så du har løjet for mig? Sagde, det var dig, der ejede stedet!
Far prøver at redde den: Du har bare misforstået, Birgitte Men hun er rasende. Tak for din ærlighed! Nu skal jeg høre for det fra din datter! Min tålmodighed er brugt op: Ud, siger jeg. Begge to. I har en time. Hvis I ikke er gået, så bliver det med politiet.
Jeg vender mig for at gå, men far løber efter mig og beder: Lærke, vil du virkelig smide din far ud? Du ved, hvilken tilstand min gamle lejlighed er i. Han tager fat i min arm, og for et sekund får jeg ondt af ham. Men så ser jeg på Birgitte sidder overlegent i min kåbe, stirrer på mig som om hun ejer stedet. Hvis jeg siger ja nu, har hun skiftet låsene før weekenden.
Så jeg siger: Du må finde dig en lejelejlighed, far det var ikke aftalen, at der skulle bo andre her. Du har selv bragt dig i den situation.
Birgitte afbryder: Lad hende beholde sin fine lejlighed. Kom nu, Jens. Du har opdraget en utaknemmelig én. De pakker sammen på en halv time. Far går, bøjet og tavs. Hans blik er som en våd hund, der bliver smidt ud i regnen. Men jeg bliver stående.
Jeg åbner straks alle vinduer, lufter ud, smider alt, Birgitte rørte, ud. Dagen efter kommer der rengøring og en låsesmed. Nu føles det rigtigt igen bare mig og min ro.
Fire dage senere ringer far. Jeg har ikke snakket med ham i mellemtiden.
Hvor er du glad nu? Birgitte er gået fra mig. Hun holdt kun tre dage i min gamle lejlighed. Hun sagde, jeg er en fattigrøv og løgner, og så tog hun til sin søster.
Far, det kunne du jo godt have regnet ud. Hun ville bare bo der, hvor det var nemmest for hende.
Han sukker og beder mig: Kan jeg komme tilbage? Jeg vil bo alene, lover jeg!
Jeg kigger ned. Han sidder der alene i sit rod, men det har han selv skyld i. Han har været utro, løjet og nægtet hjælp. Jeg har stadig lidt ondt af ham, men jeg nægter at lade ham mudre mit liv til igen.
Nej, far. Få nogen til at hjælpe dig. Renover din egen lejlighed. Jeg kan anbefale dig håndværkere, hvis du vil ellers må du klare dig selv.
Så lagde jeg røret på.
Det er hårdt, ja, men jeg gider ikke flere pletter på min morgenkåbe eller min sjæl. Der er noget skidt, man bare ikke skal slippe ind igen hverken i lejligheden eller i sit eget liv.
