Fars kolonihave
Jeg fandt ud af, at fars og min kolonihave var blevet solgt, ved et rent tilfælde. Jeg stod og ringede til min mor fra telefoncentralen i Aarhus, da jeg ved en teknisk fejl blev koblet ind på en samtale mellem min mor og min moster Ingrid, som bor i København. Jeg stod der og lyttede, mens de snakkede begejstret om den gode pris, de havde fået, og hvor mange ting de nu kunne gøre endda hjælpe mig lidt med penge! Sådan noget sker kun i film, havde jeg troet. Nu stod jeg der, tredje part i en samtale, bare på grund af en forveksling fra telefonisten.
At høre min mors og moster Ingrids stemmer, så velkendte og kære, over 150 kilometer væk, sådan føltes mærkeligt. Fysik havde altid været en svær ting for mig, selv om far insisterede på, jeg skulle lære det.
***
Far, hvorfor er september-solen så anderledes?
Hvordan, frøken Astrid?
Jeg ved ikke helt den er blødere, eller noget. Lysere, men ikke så skærende som i august.
Du må lære fysik, Astrid. Himlens position i september er helt anderledes! Fang et æble! Far grinede og kastede et kæmpe rødt æble til mig, blankt og duftende af honning.
Filippa?
Nej, de er ikke modne. Det er det stribede Ingrid Marie.
Jeg bed i æblet, det knasede, saftigt og sødt, og smagen af sensommer fyldte min mund. Jeg var aldrig blevet god til æblesorter eller fysik. Det var mit problem, for jeg, Astrid Møller, var for andet år i træk forelsket i min fysiklærer. Universet drejede sig kun om ham og om fysiske love, som aldrig passede ind i en stilet skolebog. Far gennemskuede mig bare på mine tomme øjne og manglende appetit. Jeg havde fortalt ham det sidste år, grædt i hans favn hele natten. Mor var på rekreation i Skagen, og storesøster var på universitetet i Odense.
Far blev altid glad ude i kolonihaven, han gik rundt og nynnede melodier, aldrig hjemme der var det mor og min søster, der bestemte takten. Mor var bibliotekar på flyvestationen, en stolt og flot kvinde, med kobberrøde krøller, farvede med henna lugtede af urter og regn, når hun kom ud fra badeværelset. Alle bemærkede hendes skønhed. Far var lidt lavere, næsten ti år ældre end hende, usynlig. Det syntes mor i hvert fald jeg hørte hende sige det til Ingrid engang, og blev såret.
Vores Poul er lidt gennemsigtig. En mand behøver ikke være flot.
Gennemsigtig, især ved siden af mors lysende hår, store færdigheder og utæmmede temperament. Mor elskede orden og komfort. Hun måtte leve med fars soldaterkammerater, som han kaldte dem; de sov ofte på gulvet i vores lille lejlighed, der var kun to værelser. Mens far var i hæren, kom de forbi, nogen for et overnatningssted, andre for hjælp til arbejde. Det var Poul og hans drenge. I 1960 røg han med i den store hær-nedskæring og blev pensioneret som major. Efter krigen blev han chefmekaniker på Aarhus telegrafstation. Hans soldaterkammerater hjalp med at bygge kolonihaven. Skiftevis gravede de jorden og satte huset op et lille hus med veranda. Når jeg lå deroppe og læste om sommeren, sendte far skåle med stikkelsbær og jordbær op til mig. Bedste tider. Mor holdt sig fra haven for at passe på sine flotte hænder, som jeg beundrede, og som far kyssede.
De hænder skal dele bøger ud, ikke hakke i jorden, sagde han og blinkede til mig.
***
De første regndråber trommede på verandataget i september. Livlige, uden det sædvanlige efterårsmørke. Jeg lagde bogen væk.
Astrid, kom ned, mor og Ingrid kommer snart, vi skal til at lave frokost, sagde far med sin lyse stemme, der altid lød frisk i haven.
Men jeg tøvede, løftede hovedet mod den tunge himmel, ansigtet vådt af regn. Jeg krammede mig selv for varmen. Heroppe var jeg tættere på himlen og fjernere fra jorden, solstrålerne brød gennem skyerne over nabohaverne. Fysikken glemt, og på første semester som journaliststuderende i Aarhus boede jeg nu på kollegium.
De første par uger i september boede jeg dog på fremleje sammen med ejeren og andre studerende. Alt var nyt og litteraturen dyb. Hele gruppen blev betaget af lærerne en intellektuel karisma. Men bagefter var der ensomheden: jeg spiste i kantinen, gik lange ture i byens gader hvor alt var fremmed og smukt, og ensomheden klemte. Det føltes ikke som mig, Astrid, der gik ad den stejle Metalbakken, snublede over mine nye laksko, hørte hundene gø.
I køkkenet duftede det af fars æbler, han havde givet dem til udlejeren som tak og den søde, tunge duft fik tårerne frem og hjertet til at banke uroligt.
Da jeg flyttede på kollegium, fandt jeg ud af, at mine roomies var tyske udvekslingsstuderende fra DDR Viola, Magda og Marion. Mit hoved var ømt af tysk ved dagens ende, så jeg røg ud i gården. De tyske piger kom altid og lånte cigaretter, og insisterede på at betale til stor undren for danskerne. Til gengæld elskede de mors syltede tomater til stegte kartofler. Når mine lagre slap op, kunne de hive en pølse frem, men bød aldrig. Sidst i maj, når deres studieår var ovre, fyldte de affaldsbeholderen med vinterstøvler købt til den russiske vinter. Så snuppede vi danskere dem i smug
***
Astrid, snit lige kålen, jeg graver gulerødder op. Bouillonen er klar.
Køkkenvinduerne dugede efter lang kogning. Det store grønne kålhovede foldede sig ud på skærebrættet som blonder. Jeg tog et blad sådan smager jorden. Jeg hakkede kålen så det rungede, og duften spredte sig. Jeg åbnede vinduet og lukkede efterårsblade, æbler og røg ind. Jeg kunne se far, ryggen bøjet, spaden i jorden jeg vidste, han havde ondt. Jeg smed kniven, løb ud, krammede ham han vendte sig, holdt mig og kyssede mig på hovedet.
Ingrid kom alene den aften, mor blev hjemme på grund af migræne.
***
Nu lå gymnasiet bag mig, kollegiet og studenterægteskabet, min første job på “Avisen Nyt fra Flyvepladsen”, fars første hjertetilfælde, min datters fødsel og ja, min skilsmisse. Fem år, så meget var sket. Min mand gik til en anden, og jeg boede med min to-årige datter Marie på leje. Far kom hver anden weekend med mad, legede med sit barnebarn.
Astrid, lad nu være med at blive sur på mor over hun ikke kommer så tit hun bliver så køresyg. Og ved du hvad, jeg tror hun har fundet sig en ven
Far, for pokker i jeres alder?
Far lo, men det lød bittert. Så blev han stille. Jeg så, hvor grå og træt han var blevet. Han nynnede ikke engang længere.
Far, skal jeg tage ferie fra mandag? Vi kunne tage i kolonihaven, mens der stadig er varme. Bare os tre?
***
Haven var dækket af blade, sidste lune oktoberuge. Vi tændte ovnen, lavede te med solbærblade. Jeg lavede kartoffelpandekager. Far rev blade sammen, Marie hjalp og smed dem ud bagefter og lo. Smørret syede og sprøjtede. Inde fra haven kunne jeg høre far nynne.
Henunder aftenen tændte vi bål. Naboernes haver var tomme, vejen ligeledes. Far satte brød på kirsebærgrene, hjalp Marie med at grille. Jeg sad og holdt hænderne tæt på ilden, det har altid fascineret mig.
Jeg huskede min første sommerlejr i Jylland, guitaren, forelskelsen i natten og i musikken ikke i nogen person. Ved bålet ser alles ansigt anderledes ud i skæret, hemmeligheder i øjnene. Der mødte jeg min ex-mand. Netop i denne uge blev jeg indkaldt til partimøde på arbejdet. De ville have mig ind i Socialdemokratiet. Dagen før havde jeg øvet på partiet og kongresmaterialerne. Pludselig spurgte de ind til min skilsmisse, hvem var skyldig, om jeg var robust nok. Jeg begyndte at græde. En kollega forsvarede mig: “Det her er et møde for bøller, ikke socialdemokrater!” Det vil jeg huske resten af livet
Da mørket faldt på, slukkede vi ildstedet. En bil stoppede ved lågen. Døren blev smækket mor! Flot og moderne frakke, sagde hun hun havde fået lift af en kollega fra arbejdet. Marie løb hende i møde, far trak sig, kyssede mor akavet.
Hvem var det?
Poul, det var bare en kollega, han gav mig et lift
Over middagen gik samtalen trægt, Marie blev umulig. Mor talte om mit arbejde, men tænkte på noget andet. Far havde blikket på mor, skuldrene sank. Aftenen var ødelagt.
***
Et år senere døde far. Et stort hjertetilfælde to dage inde i en varm oktober. Efter begravelsen tog jeg ferie og boede på kolonihaven. Marie boede hos sin farmor.
Alt gled ud af mine hænder. Æblehøsten var enorm. Jeg gav spande til naboerne, kogte syltetøj som far elskede med mynte og kanel. Fars gamle ven, Jens Erik, kom og hjalp.
Jeg bliver nogle dage, Astrid, graver op, beskærer træer, hvis du vil.
Jens Erik, tusind tak!
Fra hans “Astrid” kom tårerne, og samtidig kom følelsen af at alt var slut. Før havde jeg troet, far kom tilbage, at det hele bare var en grim drøm. I begyndelsen, når jeg vågnede, kunne jeg ikke huske hvorfor jeg havde det så skidt. Sekunder, så kom tankerne buldrende: Far var væk.
Så ramte skyldfølelsen at jeg ikke kunne holde ham her.
Du må ikke sælge haven, jeg skal nok hjælpe til. Den Antonovka, du står der, den valgte vi sammen, du var lille. På vej til Odense fortalte Poul mest om dig, ikke din søster. Han sagde træerne ville overleve ham. Han så altid grundigt på hver plante, jeg blev utålmodig
Jens Erik blev tre dage, gravede, beskærede, plantede gødning, satte tre gule chrysantemum ved trappen.
Man skal egentlig plante dem lidt før, men efteråret er mildt, de skal nok klare sig! Til minde om Poul Roserne skal også dækkes, det bliver næste gang.
Vi krammede farvel. Regnen begyndte. Jeg stod længe og så efter Jens Erik. Han vinkede Gå ind. Regnen hamrede mod taget. En vind skubbede lågen i med et suk. Chrysantemumbladene lå gule på trappen. Alt her var fars, og vil altid være hans. Regn, træer, duftene, jorden. Han er her stadig, og alt det skal jeg lære nu. Marie og jeg kommer hver uge, to timer med bus. I foråret, når sneen er væk, kan vi måske få lagt varme ind. Jeg må begynde at spare op. I foråret tager jeg med Jens Erik til Fyn og køber hvid ribs, som far altid ønskede sig.
***
Et halvt år efter, i april, lige da den sidste sne kom, blev kolonihaven solgt. Jeg fik det tilfældigt at vide på en samtale fra telefoncentralen, da jeg ringede hjem på vej tilbage fra Fyn. I den lille telefonboks stod min hvid ribs i en pose, pakket ind i en våd, gammel barnebluse.
Jeg har lært, at tiden tager sine egne beslutninger, og at man skal give slip, selv når hjertet stritter imod. Fars kærlighed, haven og minderne det er alt sammen stadig mit, så længe jeg husker.
