Er du helt fra forstanden? Jeg har sagt til Nina, at du ville komme! Jeg lavede aftalen for, at hun kunne lægge det bedste stykke til dig!
Rikke frøs på stedet med indkøbsposen i hånden. Svigermor, Karen, stod i køkkendøren, med armene over kors og stirrede så skarpt, at det føltes som om Rikke havde begået bankrøveri, ikke blot handlet i supermarkedet.
Karen, undskyld, jeg nåede ikke over på torvet, Rikke forsøgte at lyde rolig. Jeg skulle hente dit kjole fra rens, og så forbi apoteket…
Og du kunne ikke bare ringe? Advarsel? Nina ventede på dig til lukketid! Hun ringede og tudede til mig bagefter, sagde at jeg havde skuffet hende!
Rikke lagde langsomt posen på bordet. Noget sank inde i hende.
Det er godt kød, friskt hun pakkede det ud og viste Karen pakken. Kig, marmoreret oksekød, dansk, kølet
Karen så ikke engang på kødet. Hun gik over til bordet og skubbede posen væk med spidsen af fingrene.
Det dér fra supermarkedet er fyldt med kemi. Søren vil aldrig spise det, hans mave er for sart.
Søren købte selv sådan noget kød i sidste uge, brød det ud af Rikke.
Dumt sagt. Karen blev knaldrød i ansigtet.
Netop! Manden skal selv klare indkøbene, mens konen farer rundt og laver Gud ved hvad! Tre år, Rikke. Tre år i familien og du bidrager stadig ikke! Kan ikke lave mad, hjælper ikke til, gider ikke få børn…
Karen, nu er det altså urimeligt.
Urimeligt? svigermor fnøs. Da jeg var ung, kyssede jeg min svigermors fødder; turde ikke sige hende imod. Og du? Højt på strå, bestemmer selv, ignorerer alt…
Karen gik ud i gangen og rev tasken ned fra knagen. Hendes bevægelser var hårde og larmende.
Jeg har sagt til Søren længe: Skil dig af med hende, mens du kan. Find én, der værdsætter dig. Ikke sådan én
Hun fejede hånden igennem luften, tog skoene på uden at rette hælen, og forsvandt.
Rikke stod krampagtigt med fingrene om køkkendøren.
Farvel, Karen.
Der kom ingen svar. Døren smækkede. Stilheden bredte sig over lejligheden.
Rikke satte sig langsomt på det kolde køkkengulv, ryggen mod væggen. Oksekødet lå ensomt på bordet hun kunne ikke holde ud at se på det. Eller på det skinnende køkken. Eller på bryllupsbillederne på væggen, hvor Karen smilede som om nogen havde presset en tegnestift ind i skoen.
Tre år. Tre år med opskrifter han havde elsket siden barndommen. Tålmodighed ved søndagsfrokoster med svigermor, hvor kartoflerne absolut skulle være skåret i tern ikke både. Smil, nikkede, undskyldte for ting hun aldrig var skyld i.
Men stadig ikke god nok. Stadig “han skulle hellere skilles.”
Rikke lagde hovedet tilbage, støttede baghovedet mod væggen. Loftet trængte til at blive malet, måtte hun sige det til Søren.
Selv det virkede ligegyldigt nu.
I to uger levede Rikke som en hemmelig gæst i sit eget liv. Karen ringede ikke, Søren svarede på hendes vegne. De søndagsfrokoster blev aflyst med undskyldninger, og hvis de mødte hende på gaden, var det kun et hurtigt “hej” og væk.
Så ringede notarien.
Rikkes morfar en forslået skikkelse, hun måske havde set fem gange i sit liv var gået bort. Det viste sig, han havde efterladt hende et lille sommerhus, fyrre kilometer fra København. Et beskedent stykke jord i havekolonien “Morgenrøden”.
Vi må da se stedet, Søren spandt nøglerne med en afskallet jordbær-nøglering. Skal vi tage afsted lørdag?
Rikke nikkede. Lørdag, så.
Hun havde kun overset én ting.
Søren, jeg tager med! Karen dukkede op klokken halv otte, i gummistøvler og med flettet kurv. Nina siger, der er gode svampe derude!
Rikke sagde ingenting. Hun samlede bare stille termokanden. Forude ventede en “herlig” dag.
Sommerhuset var præcis som Rikke havde forestillet sig.
Et skævt lille hus, en vildtvoksende have, hegn holdt sammen af et par rustne søm. Indenfor duftede der af fugt og gamle aviser.
Søren, Rikke hviskede og trak ham i ærmet. Kan vi ikke sælge? Hvad skal vi med det? Brugt alle weekender på ukrudt og jord Det er ikke vores liv.
Søren nåede ikke engang at svare.
Sælge? Karen rejste sig bag dem, som om hun voksede op af jorden. Er I tosset? Det er jo et stykke af Danmark! Mit største ønske har altid været en egen have
Hun lagde hånden dramatisk mod sit bryst. Hendes øjne funklede.
Giv mig nøglerne! Jeg får det her på fode, planter blomster, ordner huset. Om et år takker I mig!
Rikke betragtede i tvivl Karen, der stod dér blandt vissent løv og strålede.
Karen, der er arbejde til…
Rikke, Søren trykkede blidt hendes albue. Lad nu mor få sin vilje. Hun elsker det. Skader det dig?
Det gjorde det ikke. Det var bare mærkeligt. Men skænderi var endnu værre.
Rikke rakte tavst nøglerne hen til Karen.
…To måneder gik som i en tåge. En underlig, surrealistisk tilstand, hvor Karen kun ringede om vigtige ting, aldrig kom uden invitation, og vildt nok nævnte hverken kød fra supermarkedet, manglen på børnebørn eller forkert skårede kartofler. I telefonen lød hun glad næsten munter: “Søren, her går det så fint! Jeg har travlt, vi snakkes!”
Rikke forstod ingenting. En fælde? Stilhed før stormen? Var Karen blevet syg og skjulte det?
Søren, hviskede hun en aften. Er din mor virkelig okay?
Helt okay, Søren løftede skuldrene. Hun er optaget af sommerhuset. Siger der er så meget at lave, at hun ikke kan sove.
Fredag ringede Karen selv.
I skal komme ud i morgen! Jeg laver grill, og I skal se det hele. Har ordnet så meget! Kom og se!
Søren, jeg vil ikke, sagde Rikke rystende på hovedet, da invitationen blev bragt. To måneder med fred, og nu så…
Rikke, min mor har virkelig lagt arbejde i det. Hun bliver så ked af det hvis vi ikke dukker op.
Hun bliver altid fornærmet.
Vær nu sød, Søren så på hende med så meget længsel, at Rikke opgav.
Lørdag, altså…
Men lørdag genkendte Rikke ikke sin svigermor.
Karen stod ved lågen i en sommerkjole af hør, med solbrune arme og rød kinder. Ikke det pressede smil, men et levende grin glattede rynkerne om øjnene og tog ti år fra hende.
Så er I her! Endelig! Karen slog armene ud, og Rikke gik næsten automatisk frem og lod sig omfavne.
Karen duftede af jord, dild og noget sødt, som honning.
Haven var totalt forvandlet. Flotte, lige rækker med grønsager langs et nyrenoveret hegn, unge solbærbuske, og under vinduet glimtede morgenfruer.
Kom nu med, jeg viser jer det hele! Karen hev dem med rundt. Se her: jordbær! Fantastisk sort, naboen delte med mig. I juni kommer de første bær. Her får jeg tomater og agurker. Jeg sylter til efteråret I får det meste, jeg beholder kun lidt!
Rikke mødte Sørens blik; han så lige så forbløffet ud.
Mor, har du gjort alt det alene? spurgte han.
Ja, hvem ellers! lo Karen, utrolig let og ung. Mine hænder fejler intet, hovedet kører. Og naboerne er så hjælpsomme. Utrolige folk herude! Ikke som i byen.
Inde i huset var der også magiske forandringer: Nye gardiner, pudsede vinduer, broderet dug. Ingen fugtdunst, bare duft af kage og friske urter.
Se nu, Karen satte hjemmelavet mælk og et pakke i pergament på bordet. Fra Zina hun bor to huse væk. Frisk gede-mælk. Og kød fra egen opdræt. I får det meste med; jeg beholder kun smør og lidt ost.
Rikke stirrede på pakken. Kød fra naboen. Ingen bemærkninger om Nina på torvet.
Karen Er du glad her?
Karen satte sig på taburetten. Noget blødt og ukendt glimtede i øjnene.
Rikke, hun kaldte hende for første gang ved fornavn, jeg har drømt om det her hele mit liv. Eget hus, egen have, hænderne i jorden og hovedet fri. Jeg har været kvalt i byen forstod det bare aldrig. Men her…
Hun så ud ad vinduet.
Her lever jeg.
På hjemvejen sad de stille. Søren kørte, og på bagsædet klirrede glas med mælk og ost.
Hør sagde han pludseligt, måske kan vi faktisk få børn nu? De kan tage sommeren hos Karen.
Rikke fnøs, men smilede alligevel.
Jeg troede, vi skulle sælge det. Den første dag. Tænkte, hvad skal vi med det gamle skur?
Jeg husker det.
Men det her sted det har ordnet alt. Mellem mig og din mor. På to måneder noget jeg ikke kunne på tre år.
Søren bremsede ved et lys, drejede sig mod hende.
Min mor var bare ulykkelig. Nu… nu er hun ikke længere.
Rikke nikkede. Udenfor tændtes byens lys. Derhjemme ventede lejligheden og bryllupsbillederne. For første gang på tre år, var det let at tage hjem.
Vi må besøge hende oftere, sagde hun lavt.
Og blev selv overrasket over, hvor oprigtigt det føltes. Helt ærligt.
