Mikkel, var det dig, der gjorde rent ude i gården? Anne rørte sin søn på skulderen.
Drengen fór sammen og hev hovedtelefonerne af. Monstrene slås stadig lystigt på computerskærmen, men Mikkel kiggede ikke længere på dem.
Hvad, mor?
Spørger bare, om du har været hjemme længe?
Nej, jeg kom lige.
Men hvem har så gjort rent i gården?
Hvordan skulle jeg vide det? Måske var det Freja?
Anne smilede. Hendes treårige datter var måske nok en lille bestemt en, men den slags bedrifter kunne hun altså endnu ikke klare.
Sjovt!
Jamen, så må det være nissen!
Selvfølgelig! Den gode gamle nisse! Nu må du holde op! Gå hellere hen til farmor og hent Freja hjem. Hun bliver altid derovre for længe, og jeg skal i gang med aftensmaden. Er du sulten?
Ja! Vi fik boller i kantinen, men det var efter anden time. Mor, hvornår får vi egentlig lov til at komme i første skifte?
Ved det ikke, skat. Har ikke hørt noget nyt. Skolen er stopfyldt.
Nå, men så kan man da sove længe om morgenen. Mikkel fik som sædvanligt det bedste ud af situationen.
Anne kyssede ham på issen, daskede ham let på øret, da han prøvede at vride sig fri, og gik ud i køkkenet.
Teenagere
Tretten år gammel, og han tror allerede, han er voksen men hver gang Annes læber rammer det mørke, stride hår, ligesom hans fars, står han stille som et lam.
Hendes to børn var vidt forskellige. Mikkel, høj og mørkhåret med blå øjne, var som snydt ud af næsen på sin far, Søren. Ikke kun af udseende temperamentet var også ved at vise sig. Stædig, ansvarlig, godhjertet måske havde han ikke gjort rent i gården, men han havde uden tvivl vasket op og skuret køkkengulvet. Hvor finder man ellers sådan en hjælper? Måske når lillesøster bliver større.
Freja var Annes lille mirakel. Næsten ti års ventetid og et håb, der var ved at glippe men så kom hun, pigebarnet med det lyse, let krøllede hår som kamille på en eng og de samme blå øjne som Mikkel. Hun havde sin mors blidhed nærmede sig stille og lagde sig ind til mor eller bror og blev bare stående sådan.
Freja, hvad laver du?
Lyset i hendes smil forvandlede stuen. Der var ingen, der smilede som hendes datter, det var Anne sikker på. Det var Sørens smil, og ham var der ikke mere
Anne havde lyst til at skrige af savn, men hun måtte holde sammen. Børnene var der.
Søren arbejdede som brandmand. Han reddede folk og en gang reddede han med livet som indsats en hel familie ud af en brændende gård. Bagefter gik han ind igen for at hente den gamle bedstemor, der ikke ville forlade sine dyr og det hele endte fatalt, da flammerne lukkede sig om huset.
Anne vidste før nogen anden, at Søren ikke kom tilbage. Hun mærkede det i hjertet, der hamrede og begyndte at gøre ondt – og hun slap Freja, der protesterede, og råbte til svigermor Lisbeth, som var kommet for at hjælpe med babyen:
Mor, tag hende! Jeg skal ringe!
Hun husker endnu, hvordan hun kørte mod brandstationen i nabobyen uden at mærke, at ammeblusen var blevet våd, og hænderne sitrede af kramper.
Hvordan hun holdt ud på kanten af afgrunden dengang, ved hun stadig ikke.
Det var børnene, der holdt hende oppe. Mikkel forlod hende aldrig det første lange stykke tid.
Mikkel, nu skal du altså i seng! Annes svigermor, Lisbeth, ældre, men stålfast, gav aldrig slip, sørgede for både Anne og babyen.
Jeg bliver her hos mor! Mikkel rystede på hovedet og lagde sin lille hånd mod Annes kind. Farmor, hvorfor er hendes hænder så kolde?
Anne husker kun alt det der i glimt. Ligesom da hun pakkede legetøj og børnetøj ned, febrilsk, uden at tænke.
Jeg kan ikke være her længere Hele tiden føles det som om Søren åbner døren og råber som altid: Så er jeg hjemme!
Det er forståeligt, Anne. Kom hjem til mig, så finder vi ud af det.
Nej, det kan jeg ikke … Undskyld. Der er også så mange minder om ham der. Jeg tager ud i mormors gamle hus.
Men barn, det er jo ikke blevet boet i årevis! Kan du tage børnene med derud?
Bare vi får gjort lidt rent og får styr på det og så er du jo tæt på, jeg kan ikke klare det alene.
Selvfølgelig hjælper jeg! I er de eneste, jeg har nu
Lad os nu ikke begynde at græde igen, mor. Du tager dig af Freja; jeg skal lige have styr på det sidste. Mikkel spiser nærmest aldrig mere, kun hvis jeg sidder med ved bordet, og jeg selv har ingen appetit.
Det går ikke! Lisbeth blev skarp i stemmen. Du er mor! Hvis du passer på dig selv, klarer børnene sig også! Hvis du går ned, hvad med dem? Jeg magter det ikke længere, alderen og helbredet. Pas på dig selv!
Anne kyssede svigermor på hænderne og begyndte at pakke igen. Bare væk! Glæden og lykken i den lille lejlighed kom ikke tilbage, og væggene mindede for meget om alt, der var tabt.
Mormors gamle hus modtog hende koldt og tomt. Hendes egen skyld. Havde glemt det i lang tid.
Anne gik gennem rummene, strøg sine fingre langs væggene, børstede støvet af den gamle kommode, der stadig havde mormors broderede dug, og slog vinduerne op til den kolde efterårsluft.
Mor, tag børnene imens. Jeg kommer senere og ammer Freja.
Klarer du dig selv?
Ja.
Men alene blev hun ikke længe. Efter en halv times tid stod hendes gamle veninde Rikke i døren.
Jamen altså, skulle du ikke lige sige, du kom forbi? Så stolt, altså. Hvor har du klude henne?
Rikke var altid handlingsorienteret. Hun kunne snakke i timevis, men for venner knoklede hun videre.
Anne tørrede sæben af hænderne og gav veninden et akavet kram.
Hej
Hej! Hvor er ungerne?
Hos mor.
Så hvad står du der for? Lad os komme i gang!
Rikke røg ud af favntaget og fandt en balje med vand.
Rikke! Anne måbede.
Ja? Nå, du mener … Ja. Sådan er det.
Hvornår?
I februar. Hvorfor ser du sådan ud? Jeg er gravid, ikke syg.
Med hvem?
Det ved du da! Rikke svingede kluden over vindueskarmen. Føj, hvor her er beskidt!
Emil? Men han
Er rejst, ja. Jeg bliver enlig mor. Anne, det kan vi snakke mere om senere.
Kommer han tilbage?
Emil? Nej. Frihed er vigtigere for ham. Men jeg får en søn, Anne eller en datter
Har du fået det at vide endnu?
Nej, det er stadig hemmeligt. Men det er mit barn, forstår du, Anne? Mit!
Anne vidste, hvor meget det betød for Rikke. Første ægteskab røg på grund af barnløshed svigerfamilien gav hende skylden. Men da Oskar giftede sig igen, blev der heller ikke børn med det samme og så viste det sig, at det vist var ham, der havde problemet.
Rikke var lettet hun havde for længst tilgivet ham. Havde hun ikke skilt sig fra Oskar, var hun aldrig kommet dertil, hvor hun ventede barn nu, om så Emil ikke blev.
De ryddede og vaskede til langt ud på aftenen. Det var hele arbejdet værd. Huset åndede, rystede søvnen af sig og blev næsten levende igen.
Rikke satte sig tilfreds ved bordet, mens Anne lavede te.
Hvor alt bare går stærkt så uendelig hurtigt
Kunne du huske dengang vi løb herud, stjal nybagte boller og fór til fjorden, mens min mormor råbte:
Det var tid til rigtig mad!
Vi vinkede bare: Om en time!
En time blev altid til den halve dag. Og så hjalp vi i haven, efter varmen fortog sig, for sådan et sted havde brug for flere hænder. Mormor arbejdede jo ude på gården, og alene kunne hun ikke det hele.
Anne var hendes yndlingsbarnebarn. Moren døde i barselssengen, og Annes far kunne ikke magte hende, så han kørte til byen og efterlod ansvaret hos mormor. Da han fik barn med sin nye kone, tog mormor Anne med til byen, men ikke længe og Anne husker på bagsædet, hvordan mormor pludselig blev tavs og tørrede tårer bort.
Mormor døde, da Anne lige var fyldt atten. Hun havde dårligt lagt mærke til, hvor meget hun var blevet svagere alt handlede om Søren og den forelskelse.
De fik kun trange tre måneder til at sige alt det vigtige. Men mormor nåede at gøre noget, Anne var hende evigt taknemmelig for: Hun tilkaldte Sørens mor, Lisbeth, da hun selv var for svag til at gå ud. Efter den dag var Anne aldrig alene.
Anne begyndte at kalde Lisbeth for mor, allerede før hun og Søren blev gift.
Må jeg? spurgte hun forsigtigt, og Lisbeth nikkede.
For første gang havde Anne nogensinde nogen at kalde mor. Hun åbnede ikke op for nogen, bortset fra mormor, men nu havde hun fået endnu en person, der virkelig holdt af hende.
Der var aldrig ufred mellem Anne og Lisbeth bare hjælp, omsorg og rare råd. Hvor mange kender nogensinde én, der er familie i hjertet og ikke bare på papiret?
Derimod oplevede Anne også den type familie, hvor man intet bånd har som da mormor døde, og far, stedmor og hendes mor ankom fra byen:
Flot hus, solidt. Kan give en god sum.
En høj, fremmed dame gik rundt i haven og rystede på hovedet.
Alt er da forsømt! Man skal rydde op, det vil køberne have.
Hvilke købere? Anne vågnede lidt op.
Ugen efter mormor var død, var hun som i en tåge. Gjorde lidt, spiste lidt mest fordi Lisbeth pressede på.
Hvilke købere? spurgte farens svigermor, mens hun skubbede stropperne op på sommerkjolen. Annes mave vendte sig. Dem der vil købe huset, selvfølgelig!
Anne sagde ikke mere, men styrtede om bag udhuset og græd. Da hun kom tilbage, stod Lisbeth der.
Ud med jer. Nu!
Hvem er du egentlig, og tror du, du bestemmer her?
Huset er Annes. Skøde og alt er i orden. Jeg hjalp selv med det hele. Væk med jer. Troede I ville vride arven af en forældreløs?
Så roen blev genskabt. Lisbeth fik hende ind, puttede hende under dynen.
Ingen skal gøre dig fortræd. Din mormor krævede det af mig. Ta morgenkåben på, så laver jeg te. Sov lidt, og så tager vi fat igen.
Anne så først sin far igen til sit bryllup. Han var ikke inviteret. Han dukkede op alligevel.
Der var dans og ballade, nogen prøvede at svøbe Søren ind og Anne lo højt.
En hånd på skulderen. Hun vendte sig stadig leende.
Hej, min datter
Hun blev så paf, at hun ikke fandt ord. Faren lagde nogle nøgler i hendes hånd.
Undskyld. Spørg Lisbeth om papirerne. Vær lykkelig!
Han var væk igen, inden hun nåede at sige noget.
Lejligheden, han gav Anne, var lille, men hyggelig, lyst køkken, to værelser. Hun gik rundt, forstod ikke helt, hvorfor hun skulle flytte væk fra mormors hus.
Her får I det lettere, sagde Lisbeth. I byen er der muligheder, du må tage en uddannelse.
Hun satte sig midt i køkkenet, meget tilfreds. Lisbeth havde fundet faren, fået ham til at forstå, at datteren fortjente lidt hjælp.
Jo, men hvornår? Anne smilede lidt.
Hvor langt er du?
Det er stadig tidligt. Søren ved det ikke engang endnu.
Det er godt. Jeg hjælper dig. Du er klog din hjerne må ikke stå stille.
Anne tog et deltidsstudie, Lisbeth hjalp hvor hun kunne, passede Mikkel, kom med rugbrød og fiskefrikadeller.
Da Anne fik arbejde, og Mikkel startede i børnehave, kunne de endelig slappe lidt af.
Vi tager til vestkysten! Søren holdt sig for ørerne og lo, da pigerne hvinede. Det var deres første og sidste ferietur de svømmede sig trætte, mens Mikkel legede i sandet sammen med farmor. Så gik de bytur langs molen, når mørket faldt på, og stjernerne spredtes over himlen.
En aften blev Anne og Lisbeth på molen, mens Søren kørte Mikkel i karrusel. De slentrede og snakkede om ingenting.
Helt ude på kanten skændtes et par. De råbte, skubbede hinanden, gik så vrede mod land.
Lisbeth sukkede:
Hvorfor mon? Folk slår tiden ihjel på skænderier. De forliges nok, men taber både dag og nat. Hvorfor dog?
Er du sikker på, de bliver gode venner igen?
Når man råber så højt, bærer man på meget. Se, hvordan hun græd. Han kiggede flere gange tilbage. Men den aften får de aldrig igen. I unge, I har ikke boet sammen længe. Husk parret, hvis I selv endda begynder at spilde tiden på skænderier. Man ved jo aldrig, hvor længe man har hinanden, Anne. Aldrig
Anne var hende evigt taknemmelig for det gode råd. Hun kunne love sig selv tiden med Søren blev aldrig spildt.
Anne løftede gryden af komfuret og næsten tabte den, da en skygge gled forbi køkkenvinduet. Hun gispede. Det var ikke Mikkel. En mand hang i skumringen i gården.
Første tanke var at låse døren, men børnene og Lisbeth kom snart og hvad hvis han stadig var derude?
Den varme gamle kaffekande brændte i hånden, men Anne slap ikke. Hun så ud ad vinduet, trak vejret dybt og gik mod døren.
Gården lå i mørke. Hun havde glemt at tænde lyset.
Hvem dér?!
En dør knirker i skuret, hun stivnede.
Hvad vil du?! Jeg råber!
Den mørke skygge gik hen mod trappen. Anne bakkede.
Bare rolig, Anne! Det er mig. Anders.
Anne åndede lettet op og hoppede straks igen, da kanden brændte hendes ben. Hun mumlede bandende og satte den fra sig.
Hvad laver du i min gård, Anders? Hvorfor gik du ikke bare ind?
Den lille, muskuløse mand så kejtet ned, ligesom Mikkel gjorde, hvis noget var gået galt.
Beklager … Døren i skuret hældede lidt. Ville ordne den før jeg tager op til bierne i morgen. Ved ikke hvornår jeg er tilbage.
Anne forstod nu det hele gården, der var gjort ren, lågen, der var repareret, de nye brædder foran annekset.
Så det er dig, der er min lille nisse! Anne grinede.
Nisse?
Ja! En hjælper, der holder øje med det hele men slet ikke drikker mælk. Mikkel siger, vi skal have en kat nissen keder sig. Keder du dig?
Lyset fra køkkenet var nok til at vise, at Anders rødmede.
Undskyld, jeg skulle have sagt det før.
Tak, Anders. Men hvorfor?
Han svarede ikke, men vinkede og forsvandt over hækken, hvor Lisbeth og børnene stod.
Nå, så har han vist meldt sig igen! Lisbeth lo og rakte Anne en pose mælk. Stil den på køl, skat.
Hvad mener du, mor? Vidste du det?
Hele landsbyen ved det da! Anders har været vild med dig, siden du og Søren fandt sammen. Har du aldrig tænkt på hvordan han kigger på dig?
Nej
Virkelig? Tror du på den?
Jeg havde virkelig ikke set det, mor
Nå, nu skal vi tale om det! Men først i seng med børnene, for nu får vi meget at snakke om.
De snakkede hele natten lang. Anne lavede stadig te, Lisbeth talte videre.
Han kom til mig for et år siden. Ville fri, fordi du ikke har andre end mig. Rævklo! Han vidste at det ville gøre indtryk!
Og sagde du ja?
Hvorfor ikke? Du er ung, Anne. Skal ikke bare være husholderske for mig, når børnene flyver fra reden. Jeg ved du elskede Søren sådan kæmpe kærlighed får man nok én gang i livet. Men nogle er heldige og får lov igen, selv efter smerte. Måske elsker du aldrig nogen som ham men hvis du får fred og tryghed, så bliver jeg glad. Og Mikkel har brug for en mandlig rollemodel. Vi elsker ham, men det er ikke nok. Anders er allerede hans ven. Har du vidst, at han lærer ham at køre bil?
Nej …
Så sagde han det ikke. Han er bange for at træde dig over tæerne.
Hvorfor?
Måske tror han, at du vil mene han svigter Sørens minde?
Det er fjollet!
Så tal med din søn. Han vil gerne have Anders tættere på, men tør ikke af respekt for sin far. Freja er jo kun lille og kan ikke huske sin far, men Mikkel og så du, Anne
Hvad med mig? spurgte Anne og kiggede ned.
Intet! Lisbeth smilede. Hæld mere te op, så vi kan snakke videre.
Et år senere blev Anne og Anders gift. Og endnu et år efter kom endnu en søn til verden.
Se nu der, mor, sikke et hår! Anne tog huen af den lille derhjemme og nussede den sjove tot af lyst, krøllet hår, ligesom Frejas.
En vaskeægte lille nisse! Lisbeth svøbte babyen ind og tog ham på armen. Velkommen, lille ven! Du kan kalde mig farmor Dorte.
Mor
Sådan skal det bare være! Gå du ud og am jeg laver kaffe.
Den store røde kat, Anders havde givet Mikkel, kom slentrende, listede sig op i vindueskarmen og betragtede Anne og den lille sovende baby. Stilheden satte sig ved siden af katten, lagde armen om, og nød synet lykken, så skrøbelig og fin. Passer du på den, varer den længst.
Et sted klingede en teske, Freja grinede, og stilheden forsvandt for at lade endnu en af hverdagens beskyttere tage over. Katten vaskede sig grundigt og gjorde sig klar til at tage imod den nye lille én.
Gå nu! Her er passer alt på plads også uden dig.
