En dyr fornøjelse
Alberte, er det nu igen? Hvor længe skal det blive ved? Jeg knokler jo kun for din kat!
Katten, som Alberte febrilsk forsøgte at få ned i transportkassen, vred sig fri fra hendes hænder, landede med et dump på gulvet og forsvandt ind i hjørnet af gangen, hvor den begyndte at jamre dybt og ynkeligt. Ud fra dens blik havde Balzac, som Alberte for længe siden havde døbt sin kat i daglig tale kaldt Bassen i sinde, hvis det stod til ham, at forvandle sit ubetydelige katteliv til noget af stor værdi.
For længe siden, for Bassen havde boet hos hende i over ti år nu. Hvor gammel han reelt var, vidste Alberte aldrig helt. Hun havde slæbt ham hjem fra gaden bestemt ikke som killing. Allerede som voksen, men stadig ung, havde dyrlægen sagt til Albertes mor, da de første gang var i klinikken.
Det var Albertes mor, Lisbeth, der dengang havde holdt katten tæt ind til sig, svøbt i et gammelt barneudertæppe hele vejen hen til Frederiksberg Dyreklinik.
Hjælp ham!
Hvor har I fundet det dyr? spurgte dyrlægeassistenten med løftet bryn. Det er jo bare en gade-kat!
Hvad betyder det? Det er MIN kat! Hjælp ham nu! Kan I ikke se, den har det dårligt? Tror I, mine penge fejler noget i forhold til dem, der kommer med stambogskatte og pels, eller hvad?
Lisbeth var så vred, at assistenten hurtigt besluttede sig for ikke at modsige hende. Hun gjorde klogt i det.
Lisbeth Marianne Pedersen var usædvanlig stædig. Det skulle man også være. Prøv selv at opdrage et barn alene uden nogen mand, samtidig med at man passer to gamle forældre alt sammen på lønnen fra en børnehavepædagog. Så vokser man tænder!
Lisbeth kunne sagtens tage kampen op, men hun var samtidig overraskende blid. Hun elskede børn og katte, og sommetider også hunde selvom hun fra barndommen egentlig var lidt bange for dem.
Hun lod ingen slippe af krogen hverken naboerne, forældrene i institutionen eller nytilkomne, der troede, at en spinkel enlig kvinde var nemt bytte.
Hun gjorde det aldrig råbende eller ondt, men formåede altid at finde det rigtige argument, der straks ændrede stemningen. Konflikter, der kunne udvikle sig til skænderier, gled straks i en uventet retning. Pludselig stod hun alene i det fjerneste hjørne og lyttede, og før man havde set sig om, fortalte hendes modstander om deres egne problemer og klagede deres nød. Lisbeth lyttede, følte med dem, og efter lidt tid gik folk derfra med tak og undskyldning.
Hvordan det virkede, vidste hun ikke. Hun havde et sjældent talent for at lytte ikke for at overdøve, men virkelig høre andre.
Men det talent virkede kun udenfor hjemmet. Når det gjaldt de nærmeste, kunne Lisbeth intet gøre.
Manden forlod hende efter én uge som gift. Hendes mor havde sidenhen spøgefuldt bemærket, at det var længere end forventet.
Det gjorde ondt. Men hun måtte give hende ret: Man kunne ikke rigtig bygge familie med en som hende; måske derfor sagde hendes mand, da han gik:
Du er kvinde, som jeg er balletdanser!
Det ramte Lisbeth, men da hun opdagede, at hun var gravid, slap tankerne. Kvinder kan føde, mænd kan ikke!
Fødslen af Alberte ventede hun mere spændt på end nogensinde før. Hendes liv havde ikke mange festlige anledninger men nu, nu skulle der ske noget stort!
Men hendes egen mor støttede hende ikke.
Hvorfor, Lisbeth? Det bliver en byrde! Du er ung og køn, lidt fremtid har du da efter barnet? Sidde og knap dig sammen og leve af rugbrød! Børn er dyrt! Du forstår det ikke endnu, men du kommer til det!
Men mor,” svarede Lisbeth, “har vi ikke altid levet sådan?
Netop! Og hvad har det ført godt med sig?
Lisbeth tænkte over det. Hun plejede at lytte til sin mor, men nu var alt i hende imod denne indlysende løsning.
Tanken om ikke at få barnet var som en mørk dyne, der kvalte hende. Hvordan kunne hun tage livet af noget, der allerede var vokset i hende? Det handlede ikke om noget fysisk det var mere tanken om, at hun kunne være både kvinde og mor. Hvem havde ret til at tage det fra hende?
Pointen kom da hendes mormor uanmeldt dukkede op i København. Hun trampede ind med sit tørklæde, som kun blev fundet frem ved særlige anledninger, og sagde:
Du skal bare føde, Lisbeth! Jeg hjælper dig!
Men mormor, hvad med morfar, alene hjemme på gården?
Han kan klare det! Og ellers tager vi ham hjem til os. Det skal jo nok gå!
En fin, sammenbundet klud landede på bordet. Lisbeth kendte straks det gamle familietørklæde, broderet til mormors fødselsdag.
Kan du huske det her? Pak ud!
Lisbeth havde aldrig før eller siden haft så mange penge i hænderne.
Morfar har solgt huset. Nu går der en vej gennem landsbyen, og jorden er penge værd. Her er alle opsparingerne. Til en lejlighed, ikke stor, men nok. Så må du klare resten selv.
Det kan jeg ikke, mormor
Du kan alt, Lisbeth! Ikke noget pjat. Ikke for dig for barnet. Hvem ellers, hvis ikke moderen?
Den dag blev drejepunktet, hvor Lisbeth og hendes mor skiltes fuldt ud i tanke og sind.
Nå, nu er det på den måde. Da jeg bad om hjælp, sagde I, at intet kunne lade sig gøre. Nu kommer du med penge og alt ordnet! Hvad skal jeg sige?!
Mormor sendte hende ud og talte længe med sin datter.
Men moderen fattede aldrig, hvorfor Lisbeth fik alt det, enhver kvinde kunne drømme om: støtte, hjælp, et hjem. Det var bedre end at vinde i Lotto!
Lisbeth forstod heller ikke. Hun havde ikke dummet sig. Barnet var med hendes mand. Det var vel ikke hendes skyld, at det gik galt. Rigtigt nok sagde mormor: “Når to ikke kan trække læsset sammen, er det ingen, der skal have hele skylden.”
Lejligheden, mormor fandt, var en fireværelses, slidt men en perle. Med et hold friske polske håndværkere og mormors skarpe ledelse, blev alt lavet godt på et par måneder, og da børnesengen blev sat på plads, begyndte Lisbeth at græde.
Hvorfor græder du nu, du fjols? Nu skal du glæde dig! Mormor tørrede næsen og befalede hende i gang med det nye køkken.
Alberte blev født lidt før tid. Lisbeth var nervøs, men alt gik godt. Pigen voksede frisk og mild op. Måske var det ikke så mærkeligt, for Lisbeth havde gennem sin mors hårde kærlighed lært, at sådan ville hun aldrig opdrage sit eget barn.
Din mormor er blevet din nærmeste! Selvfølgelig hun købte jo lejligheden og hjælper med barnet. Hvad har jeg fået lov til? I lader mig end ikke komme forbi med mit barnebarn!
Mor, du er velkommen, hvis du bare lader dramaet ude! Alberte bliver bange.
Bange! Hun fatter ikke noget hun er et spædbarn!
Mor… du råber… du skælder ud, hviskede Lisbeth næsten grædende.
Men hendes mor ville ikke høre.
Vent bare, den dag din datter taler til dig på samme måde!
Det kommer ikke til at ske! tårerne forsvandt pludselig.
Åh, jo! Opdragelse er alt. Jeg forkælede dig, og nu får jeg det tilbage.
Tak, mor. Lisbeths stemme blev rolig som aldrig før.
For hvad da?
For lærdommen. Nu ved jeg præcis, hvordan jeg IKKE skal gøre!
Hvad er det dog, du siger?! men Lisbeth lyttede ikke længere.
I hovedet gentog hun: “Jeg vil ikke være som hende.”
Men det er nemmere sagt end gjort.
Lisbeth tvivlede altid på, om hun fandt vejen rigtigt med Alberte. Pigen var ikke sart, men havde en vilje af stål. Hun vidste selv som lille, hvad hun ville, og kunne skaffe det med charme og udholdenhed.
Mor, må jeg få et stykke slik?
Efter frokost, Alberte.
Alligevel ikke nu?
Nej.
Okay, mor. Må jeg så få TO stykker efter frokost, hvis jeg spiser hele min mad?
Lisbeth lo af sin lille charmetrold og gav hende to stykker, når tallerkenen var tom.
Sådan blev Albertas stærke karakter formet af små ting. Hun lærte, at ballade ikke nyttede, men charmerede også mormor helt ud af dårlig stemning:
Bedste, du må ikke skælde ud! Du er så smuk, skænderi laver rynker. Kom!
Hvorfor? Mormor stoppede, satte sig, og så sad Alberte på skødet og kørte fingrene over pande og øjne.
Se, nu bliver du fin igen!
Lisbeth smilede, mens hun så på dette spil.
Efterhånden fandt familien en rytme.
Lisbeth arbejde, mormor og nu også morfar, der var flyttet til byen, passede Alberte, og det hele gik. Indtil mormor blev syg. Lægerne kunne ikke sige meget, men Lisbeth forstod.
Skal vi rejse til Tyskland, bedste? Der er bedre hospitaler!
Nej, Lisbeth, min tid er gået. Jeg er ikke bange for at dø, men jeg vil savne jer. Særligt morfar. Pas på ham.
Sådan noget skal du ikke sige!
Nå nok om det! Kom nu, min pige.
Det var netop engang dér, hvor Alberte slæbte Bassen hjem.
Den dag, hvor Bassen første gang kom ind i lejligheden, forsvandt Alberte også. Hun gik fra skolen, ad stien hjem, og var væk.
Farfar, som gik hende i møde, missede hende med bare to minutter.
Hvor kunne en pige, på en snorlige sti midt i byen, forsvinde hen? Det var umuligt.
Alle ledte; klassekammeraternes forældre, store børn, Lisbeth, som blev tilkaldt fra arbejde, farfar og mormor alle.
Men Alberte fandt selv hjem.
Hun dukkede op, netop som Lisbeth var på vej i politiet; hendes grædende ansigt formede smerten for alt for tydeligt. Lisbeth sagde ikke et ord; hun tog bare Albertas dyne, pakkede den halvt bevidstløse kat ind og spurgte kun:
Er du okay, skat? Er det dig, det gør ondt?
Nej, mor, han har ondt! Ikke mig
Lisbeth styrtede ud.
Dyrlægen lå heldigvis tæt på, men Lisbeth nåede at forstå, at denne kat ville blive hendes for Alberte nægtede at afgive ham.
Det gik ikke helt galt. Arbejdere havde skræmt en flok hunde væk fra Bassen, så han slap nogenlunde nådigt. Han var forslået og mærket, men intakt. Dyrlægen tryllede, og snart lå katten igen hjemme hos Lisbeth og Alberte.
Husk nu, vaccinerne, så snart han er frisk! Han er ikke nogen gadekat mere, denne dreng.
Lisbeth nikkede og gispede over regningen.
For de penge kunne jeg købe TO racekatte mumlede hun for sig selv, men betalte.
Da hun hjemme så, hvor få penge der var tilbage, og overvejede økonomien med pension og sit pædagogarbejde, undrede hun sig: Hvordan skulle det hænge sammen?
Der var også medicin til både kat og mormor at betale, og Albertas fødselsdag nærmede sig. Den var vigtig Lisbeth ville gøre alt for, at hendes pige ikke som hende selv skulle mindes barndommens fødselsdage med skuffelse.
Mor, må jeg sige noget? spurgte Alberte, som skulle have været i seng, men kom listende og krammede hende i køkkenet.
Hvad nu?
Ingen gaver til mig, okay? Kan han ikke blive her? Han kan være min gave
Lisbeth krammede hende, så ned på det grå kræ, som havde taget plads ved hendes fod og spandt mod det gamle køleskab. Hun ville bestemme over katten, men han flyttede sig aldrig, hvis ikke det var for at putte sig op ad dem.
Det siger sig selv, at Bassen blev hos Alberte.
Mærkeligt nok denne flossede, hjemløse kat, var hurtigt tryg og velopdragen. Han blev dybt knyttet til de gamle. Særligt mormor gav han aldrig slip på.
Og han fik helt sit eget liv i familien, som forandrede alt.
Efter at have betalt for kattens behandling, besluttede Lisbeth, at nok var nok. Overlevelse på pædagogløn og to pensioner var slut. Hun tog det store spring og blev barnepige i en velhavende familie anbefalet af en veninde og fortrød ikke et sekund.
Siden havde hun altid job. Hun blev anbefalet videre, lønnen steg, for hun forstod børn. Og hver aften, hun kom hjem, nussede hun Bassen bag øret.
Tak, gamle ven. Hvis ikke for dig
Bassen svarede med sit dybe spinden, puffede til hendes hånd og sendte blikket efter Alberte. Hun var hans yndlings. De hang sammen undtagen de timer, hvor mormor kaldte efter ham. Resten af tiden sad Bassen ved Albertes side: til lektier, til gråd ved mormors dør, til de mange sorger, da også morfar forlod dem.
Han var der, da Lisbeth uventet fandt kærligheden og efter mange overvejelser giftede sig og blev endelig set og elsket for den, hun var. Den nye mand dyrkede hende og fandt hurtigt sammen med både svigermor og svigerfar og satte dem endda af og til af i sin Volvo.
Snart sås Lisbeths mor gå ud af opgangen med en kasse forspirede tomater, og med stolthed erklære til naboerne:
Svigersønnen kommer. Han tager mig ud til sommerhuset.
Alberte var begyndt på et erhvervsgymnasium og havde fundet sit eget hjem den gamle lejlighed, hun var vokset op i. Hun flyttede ikke med den nye familie. Det var hér, hun inviterede sin nye kæreste; og det var hér, han så paladset.
Wow, Alberte, du bor luksuriøst!
Ha, hold nu op
Hvor meget plads! Hov, hvad er det?
En spyttende, vred kat styrtede ud af soveværelset, sprang direkte på Mikkel. Han fór forskrækket tilbage Bassen forsøgte at ramme den indtrængende.
Få den væk! råbte Mikkel, som aldrig blev ven med katten.
Han jagede Bassen, når han troede, Alberte ikke så det.
Men året gik, og de blev gift. Noget ændrede sig. Mikkel begyndte at påpege fejl; han begyndte at bruge ord, der ville have chokeret Lisbeth, hvis hun havde hørt dem; for nu hørte hendes datter de samme ting, hun selv havde hørt engang.
Hvad er du for en kvinde, Alberte? Kan du overhovedet lave dansk mad? Det her er jo bare rød suppe! Du lærer det aldrig, hvad?
Babba lærte hende at lave mad første suppe som tiårig det kunne han ikke brokke sig over.
Han havde dårligere held, indtil Bassen gav ham en anledning.
Hvad fejler den kat? rasede han, da han så regningen fra dyrlægen. Alberte, du er bindegal! Jeg bruger ikke så mange penge på mig selv!
Mikkel, Bassen er ikke bare en kat han er familie!
Min familie? Glem det! Den dag jeg skal have sådan en afhængig slægtning, er jeg ikke med mere!
Mener du virkelig det?
Hvad tror du? Jeg smider den ud, hvis det sker igen!
Alberte, som lige om morgenen havde opdaget, hun skulle være mor, sagde ikke noget i det øjeblik, men tænkte, at de må tale senere.
Men gamle Bassen, nu godt oppe i årene, kunne endnu ikke selv klare bakken. Alberte måtte af sted til dyrlægen igen. Netop da hun prøvede at få Bassen i transportkassen, kom Mikkel hjem fra sin morgenløbetur.
Han gik meget op i helbred, spiste sundt, motionerede, og rasede over, at Alberte ikke kunne forstå det væsentlige: “Intet er vigtigere end sundhed!”
Da han hørte om kattens næste dyrlægebesøg, smed han sin sportssko hårdt mod døren og råbte:
Nok! Den kat skal ud af mit hus! Jeg betaler ikke for det skidt! Ud med den!
Så går jeg også! svarede Alberte for første gang hurtigt og vredt. Om det var hormonerne, eller bare nok var nok, vidste hun ikke.
Fint med mig! Jeg har fået nok!
Noget ændrede sig i luften. Noget blev knust. Den kvinde, som i går ville være i et komplet hjem for barnets skyld, vidste nu, at dette ikke var det, hun ønskede.
Hun mindede ham ikke om, at lejligheden var hendes. Hun sagde heller ikke, at han ikke kunne smide hende ud.
Hun sagde ingenting.
Hun tog forsigtigt nøglerne fra hans lomme og åbnede døren.
Jeg venter barn. Jeg må ikke stresse. Bassen forstår det; det gør du ikke. Tag dine ting, gå nu. Vi taler, når du er rolig. Men jeg vil ikke mere. Hvis du let kan smide væk, hvad der har levet med mig hele livet, hvad gør du så med mig, når jeg bliver træt? Mine følelser betyder intet? Så er det slut. Der har været meget godt, Mikkel, men det dårlige er blevet for stort. Gå nu. Tag dine ting senere. Jeg må af sted med Bassen. Han lider. Jeg har ansvaret. Sådan skal det være. Det er det rigtige…
Mikkel protesterede ikke, men smed hurtigt sine ting i sportstasken og gik.
Alberte vidste, han ikke havde hørt, at hun var gravid han kunne kun tænke på at slippe af med katten.
Hun satte Bassen i transportkassen. Han kravlede ind, nu forsonet. Hun spurgte lavmælt:
Klar? Nu ændrer vi tingene og starter med dit fjæs, gamle ven.
Katten blev raskere igen. Hans alder trykkede dog, og Alberte måtte gentage veterinærbesøg mange gange fremover. Men Bassen ville leve sine sidste år elsket og forkælet særligt af Albertas datter, som blev den eneste i verden, der måtte alt med ham.
Der fandtes ingen bedre barnepige, end en spindende, gammel gadeprins, der lagde sig på puden ved siden af det latterfyldte barn, som var hendes miniature så meget at Alberte ville opkalde hende efter sin mor, hvis ikke Lisbeth havde frarådet hende det.
Tal med Mikkel, det er jeres barn. I skal ikke bo sammen, men det her vidunder er for altid jeres ansvar. I har strakt jer langt for at holde en slags freden. Nu må I gøre mere for den lille. Det bliver hårdt, men nødvendigt.
Alberte lyttede for første gang til sin mors råd. Det overraskede Mikkel.
Mærkeligt. Jeg har aldrig set dig som særlig klog.
Man udvikler sig vel. Hvad siger du?
Tak, faktisk. Tak fordi du satte barnet over din egen stolthed. Jeg vil hjælpe, Alberte.
Han holdt ord.
Lille Lærke fik to hjem. Hun fattede ikke voksnes mærkelige logik, men hun havde to senge og to yndlingskaniner en hos mor, én hos far. Hun havde mormor Lisbeth og farmor Helle. Kærligheden var allestedsnærværende og Lærke forstod: Hvis folk elsker dig, må de også høre sammen, på en eller anden måde. Det budskab førte hun videre lige så naturligt, som Alberte engang havde gjort.
Kun den gamle kat kendte sandheden om Lærke. Han sagde den aldrig højt ikke fordi han ikke kunne, men fordi det ikke var nødvendigt.
Alle ved det jo: Hvis kattemor er mild, får killingerne også et godt sind.
Og det havde lille Lærke. Hun ville en dag selv lægge hånden på sit barns kind og sige:
Hej, min skat. Jeg har ventet så længe på digKattens hale lavede et lille takkebevægelse, da han lagde sig til ro i solstriben fra det store vindue, og Lærke listede sig op ved siden af, lænede kinden mod hans varme pels og sukkede lykkeligt. Alberte betragtede dem fra døråbningen, en stille, uendelig ømhed i brystet. Hun mærkede sin mors blik bag sig og vidste, at kærligheden gik videre, selv når man begik fejl, selv når man tvivlede og faldt. For her i det lille hjem fyldt med minder, krøllede tæpper og spor af børnegrin mærkede hun, at selv det svære kunne bæres, så længe man valgte at elske.
Udenfor begyndte forårssolen at varme gaden. Basser spandt, og Lærke faldt i søvn, som børn gør, når verden er tryg. Og mens dagens uro gled bort, tænkte Alberte på alt det, de havde vundet og mistet: gamle penge i et klæde, et stædigt hjerte, nye begyndelser, og en pjaltet kat, der blev familien dyrt men uendeligt mere værd.
I det øjeblik mærkede hun, at denne glæde, født af kamp og overgivelse, ikke kunne købes. Den var arvet, givet videre som en lille, usynlig tråd mellem generationer. Måske var livet netop sådan: en dyr fornøjelse, men den smukkeste investering, hun nogensinde ville gøre.
Og med det løftede hun sin datter op, satte hende på hoften, kyssede hendes hår og lovede, som sin mor og mormor før hende at hun altid ville kæmpe for dem hun elskede, og aldrig sætte prisskilt på en lykkestund.
