Åh, Kristiane! Hvor er du dog landet på det helt rigtige tidspunkt! Jeg aner ikke mine levende råd!
Kristiane satte det tunge net med dagligvarer på bænken foran opgangen og sukkede.
Hvad er der sket, Vernerine?
Rolig nu, Kristiane! Tålmodighed er en dyd især med ældre folk! Også selv om de kan være temmelig besværlige.
Og hvis nogen kendte Vernerine Steensgaard, så vidste alle på Østerbro, at besværlig dét var hun! Ingen kunne skabe ballade som hende.
Men hvorfor damen?
Jo, fordi Vernerines ballader altid var sirligt indpakket i høflighed, men man blev alligevel forpustet af hende.
Søde, du tager fejl.
Jeg er ikke din søde!
Åh, hvilket tab! I min ungdom var det nærmest en gave at blive kaldt sød, men tiderne skifter jo. Nu, nå, tabt generation! Men du skal altså samle op efter din hund.
Og hvis ikke?
Så går du og dit hundelort viralt på hele Østerbro, min skat!
Dem, der troede, Vernerine bare var en sur gammel kone, tog grueligt fejl. Hun fik overbevist folk lynhurtigt om, at hendes trusler ikke var blot ord. Dagen efter havde den skyldige sit billede og beskrivelse af forseelsen tapet op på samtlige lygtepæle og opslagstavler alle erklæret skamfuldt: Vi er ikke stolte af dem her! Printeren, hun havde fået forklaret af den unge fyr ovenpå, kørte på højtryk takket være hendes solide folkepension og børn, der slæbte billige pakker A4-papir hjem til hende i stor stil.
Lidt bøder for overivrig offentliggørelse bragte ikke Vernerine ud af fatning. Tværtimod hun mødte behørigt op til retsmødere og bukkede for dommerne: Beklager at tage jeres tid, mine herrer! I retten så man hende mere som et uundgåeligt twist i hverdagen end som noget egentligt problem.
Nogle gange blev hun sågar rost for sit engagement! Da hun efter ti års kamp fyldt med benhårde skænderier med teknik- og miljøfolk fik lavet nyt kloaknet i hele kvarteret, blev der helt stille om hende. Bilejerne, som ikke længere skulle agere ubåde efter hvert regnskyl, nikkede høfligt, når hun ilede forbi, og spekulerede: Bliver det mon mig næste gang?
Hun var en evig torn i øjet på hundeejerne især dem, der bare lod vovserne lave numse uden snor eller pose. Disse folk fik samme tur som dem, der hellere ville drikke dåseøl på bænk end at tage sig af deres børn, eller dem, der ikke betalte børnepenge, eller for den sags skyld, folk, der festede højlydt til kl. 05 eller bare ignorerede, at vi skal være her allesammen.
Det var ikke alle, der syntes lige godt om Vernerines indsats. En aften blev hun overfaldet i en mørk passage på vej hjem fra sin søster. Slap billigt, da en forbipasserende skræmte overfaldsmændene væk men hendes stædighed voksede bare. Hvis hun blev et problem for nogen, så gjorde hun tydeligvis noget rigtigt!
Skaderne svandt med tiden, men benet groede lidt skævt sammen. Men Vernerine var pragmatisk:
Nu ved jeg da, om jeg skal have paraplyen med så pyt!
Gerningsmændene blev snuppet hun havde efterhånden connections i hele lokalpolitiet. Ud over at politimanden Allan nu også var hendes nabo (hun havde forklaret hans mor, at voksne mænd også kunne bruge et lommetørklæde), kom han altid spænende, når hun ringede:
Allan, skat, du er simpelthen uundværlig!
Hvem kunne dog modstå? På bare seks måneder havde Vernerine tryllebundet både hans kone, børn og hans frygtindgydende mor, takket være rådet om ikke at besøge sønnike dagligt, fordi en voksen mand skulle da klare sin egen forkølelse.”
Allans mor gik markant mindre på uanmeldt visit efter den samtale, og familien fik endelig ro!
Kristiane, som havde været hjemmehjælper nogle år, kendte naturligvis til legenden Vernerine og hendes forbindelser, så hun tabte næsten indkøbsnettet, da hun så den gamle dronning sidde med våde øjne på bænken.
Hvorfor græder du?
Åh, Kristiane din gamle, hjælpsomme veninde nu er Frida gået bort…
Nej, hvad?! Kristiane løftede forskrækket blikket mod Fridas vinduer.
Allan er deroppe nu. Frida er her ikke mere…
Kristiane satte sig ned på bænken, med møje forbi. Hvilken dag! Først oversvømmelse hjemme og ungerne kom for sent i skole, derefter skænderi med Kim. Godt nok var han den mest elskelige mand, der ikke rørte alkohol eller cigaretter, og som knoklede for familien noget veninderne begejstret mindede hende om. Men hun havde fået nok! Den skide pære i gangen kunne hun jo for pokker godt selv have skiftet!
Men livet mindede én om, at det hele kunne forsvinde på et splitsekund…
Frida havde bestilt kattemad dagen før… og nu var hun væk.
Kristiane snøftede og så flød tårerne for alvor. Vernerine fiskede et renskuret lommetørklæde op og lagde det i Kristianes skød.
Præcis sådan et havde Frida givet hende til jul: Mit ydmyge bidrag i taknemmelighed, Kristiane!
Åh, hvor er det yndigt! Er de broderede initialer mine?
Selvfølgelig. Noget større kan jeg ikke give. Du ved, min pension rækker ikke til meget.
Frida, min mormor plejede at sige, at den bedste gave er, at nogen husker én.
Klog sag! Er hun her endnu?
Nej, de er væk allesammen… min familie er bare Kim og ungerne nu.
Hvor trist Men misforstå mig ikke du er heldig med familie! Jeg havde aldrig selv børn. Til gengæld en bunke slægtninge, der altid skulle fortælle mig, hvordan jeg burde leve. Så nu sidder jeg her, alene med mine katte. En niece har ligefrem spurgt, om jeg var ved at gøre klar til de hvide tøfler du ved, kirkens futter…
Om dig?
Jo. Jeg skulle afgive min lejlighed til niecen; jeg skulle bare indlogeres på plejehjem. Family first, you know.
Men du elsker dem alligevel?
Jeg kan ikke lade være… Og lejligheden har jeg testamenteret til niecer og nevøer i små portioner, men ingen må få det hele. Kan du forestille dig, hvordan de ville behandle mine katte? De hader dem! Vil kyle dem ud som affald!
Det sker ikke, Frida!
Kender du dem da?
Nej, og det behøver jeg ikke! Ved du hvad, testamenter kattene til mig!
Kan man det?
Selvfølgelig kan man katte er også ejendele! Så bliver det godhed på testamente. Hvis du elsker dine pelsede venner så højt, skal INGEN gøre dem fortræd!
Du er en engel, Kristiane! Jeg havde aldrig tænkt den tanke!
Første kat, Ib, havde boet hos Frida i ti år anden kat, Solveig, havde Vernerine fundet foran Fakta og leveret med ordene: Du forstår dig på katte, ho Frida! Jeg har allergi men jeg kunne ikke lade den stakkel være!”
Eneste betingelse var: Ikke flere katte! Men Solveig viste sig få uger senere at være Solvejgine og ankom en morgen med et kuld små, spindende pelsklumper.
Ib, vis dig nu værdig og opfør dig som kattefar ellers fratager jeg dig køkkenskabet!
Kristiane grinede, hver gang hun så den samling katte og tilbød gerne at hjælpe med killingerne. Plads har jeg nok og ellers må vi sende bud efter Vernerine, hun kan få ting til at ske!
Nu sprang Kristiane op fra bænken med et sæt. Kattefamilien er sulten!
Hun hentede sit arv allerede samme dag. Allan hjalp med at bære kurven: Gem én killing til os! Ungerne har tigget siden vi flyttede og min mor er heldigvis flyttet …
Klart! Når han er lidt større, er den din!
Tak!
Og hvad med Fridas familie vil de overhovedet hjælpe?
Pff, de bad os selv klare alt…
Kristiane var ved at slippe kurven i chok. Så gør JEG det alt sammen! For vi kan ikke bare lade hende gå i glemmebogen, når hun har været så god!
Allan smilede bredt og klappede Kristiane på skulderen: Du lyder som en kvinde, jeg kender men du, jeg hjælper til!
Hjemme i huset i indre København, arvet fra Kristianses farfar, ventede Kim og børnene. Her var altid trygt for, som hun så ofte havde tænkt: Et hjem er ikke bare mursten, men alle de kloge følelser og tossede mennesker, der bor i det.
Indenfor var der leben! Kim kom ud i bryggerset: Hej du undskyld den skide pære! Jeg har fikset den og nu går vandhanen også. Tulipanerne skal jo have vand, ikke?
Og hvad slæber du her? spurgte han, tog overrasket kattekurven.
Kæledyr…
Hvad?
Børnene jublede, da Kristiane løftede gedint op i tæppet: Kan vi beholde dem ALLE?!
Ib fandt sig hurtigt til rette og kvitterede med både mus på trinnet og diskrete møder med Vernerine i hendes have. Han glemte tilsyneladende aldrig Frida og kravlede op i det gamle træ for at kigge længselsfuldt mod hendes vinduer.
Når resten af byen lagde sig til ro, patruljerede Ib huset, nussede Kristiane om benet, og næsten hver nat gemte han sig i kurven hos Solveig og killingerne.
Begravelsen? Halve kvarteret dukkede op kollegaer, gamle elever, børn, voksne. Gode mennesker glemmer man ikke! sagde Vernerine stille til Kristiane.
Nætterne gik, huset summede af liv og Kristiane tænkte meget over, hvorfor hun var begyndt at tude for ingenting, hvorfor morgenkvalmen blev værre og hvorfor hun ikke engang havde fortalt Kim det endnu. Hendes hemmelighed havde ny betydning: Snart bliver vi én til i familien!
En nat forsvandt Ib sporløst. Kristiane gik fra vindue til vindue, kunne ikke sove: Han er aldrig væk så længe! Han drukner jo i regnen!
Kim forsøgte at berolige: Vi finder ham. Han er jo kat…”
Da hun endelig sad og blundede op ad natten, vækkede Solveig hende resolut med et klo-mærke. Udenfor hylede Ib vildt og indtrængende. Samtidig kom den første duft af røg
Sæt i gang! Brand! Ud, alle sammen! skreg Kristiane, greb den ene unge, basket den anden hen til Kim og snappede kurven med killinger i farten.
Det var nabolaget, der havde ringet brandvæsnet kom, stuehuset stod endnu, kun skuret var brændt.
Godt, I vågnede! Her er lidt røg, men det skal nok gå! sagde brandmanden opmuntrende.
Bag huset, i nattens kølige mørke, sad hele kattefamilien trygt sammen med børnene og Kim.
Senere, da roen var genskabt, nussede Kim Kristiane: Er du okay? Du ved, at det hele nok skal gå? Og du jeg har opdaget det altså. Der er endnu en på vej…
Jeg er bare nervøs.
Hold nu op vi klarer det hele. Os, børn, katte, hus. Hvad mere kan man ønske sig?
Kristiane smilede, kiggede i nattemørket op mod stjernerne.
Tak for al din godhed, Frida. Resten lover jeg nok at tage mig af.
