Jørgen, de her katte har boet her siden før du nogensinde kendte mig. Hvorfor i alverden skulle jeg skille mig af med dem? spurgte Anne med en bidende kulde i stemmen. Det, du foreslår, er jo forræderi
Anne boede i en lille by på Sjælland, gemt væk i frodige haver og alléer fyldt med gamle lindetræer. Om sommeren lukkede trækronerne lyset ude over de stille veje, og blomsterbede strålede fra tidligt forår til sen efterår, så luften var tung af parfumeret duft. Her var det let at tænke over livet, lykken og alt det, der virkelig betød noget
Annes mor var væk for længst, og det blev hendes moster, Nina Madsen, der opfostrede lille Anne. Nina fandt aldrig selv kærligheden hun haltede lidt og var så stille, at hun ofte blev glemt. Men al hendes omsorg gav hun sin niece. Anne elskede hende betingelsesløst og kaldte hende altid bare mor Nina.
Mor Nina, hej! Jeg er hjemme! lød det glade råb ovre fra entreen hver dag efter skole, senere efter aftenvandringen eller fra gymnasiet.
Min lille skat! Hvordan har du det?
Anne lærte tidligt at læse. Mor Nina læste højt for hende, især bøger om dyr og fugle, når de sad i lænestolen om aftenen. Det blev deres lille tradition.
En dag, da Anne var tolv, bar hun på en grådig, jamrende killing.
Mor Nina, den her er så lille og alene. Den har ingen, Annas stemme skælvede af tårer.
Anne, lad os da beholde den, sagde Nina og lagde armen om hende.
Sådan flyttede Frida ind hos dem. Et par år efter tog Nina selv endnu en lille kat med hjem.
Tænk, Anne, nogen havde stillet en papkasse med killinger på arbejdet! Vi delte dem imellem os, fortalte hun opgivende, støvet i gangen.
Mor Nina, nu har vi to kattepiger! Er det ikke fantastisk?
Anne brugte timer på at lege med den nye killing, og Frida snusede til hende, før hun blidt løftede hende i nakkehuden og sprang op i sofaen. Der vaskede hun hende omhyggeligt, som en ægte mor.
Tiden gik. Anne begyndte at overtage flere pligter: rengøring, indkøb, madlavning. Hun huskede mor Ninas medicin, kendte alle lægernes navne, fulgte hende altid til tjek. De havde det godt sammen de læste, så film og teater, snakkede om alt.
Så mødte Anne Jørgen til en kunstudstilling. Hun skjulte ingenting. Mor Nina blev straks en smule urolig, syntes der var noget beregnende over ham men slog det hen som moderlig bekymring.
Hun slap Anne ud i voksenlivet, for hendes lykke var vigtigst. Anne og Jørgen lejede en lejlighed sammen.
Nu kom Anne kun hjem til mor Nina hver tirsdag og lørdag. Lørdagene forsøgte hun at få Jørgen med, men der var altid en undskyldning.
Anne, altså, de katte Forstår du, der er lugt, hår, madskåle. Hvordan har du holdt det ud?
Jørgen vred sig, kneb læberne sammen. Anne grinede bortforklarende.
Jørgen, du skulle vide, hvor meget sjov de giver!
Ja, det kan du jo synes
De er så underholdende! Når de tumler, farer af sted med hjemmesko, leger fangeleg, og så det spind, når man ligger med dem på brystet.
Nej, Anne, jeg kan simpelthen ikke lide dem. Du må ikke tage det ilde op, svarede han surt. Det er jeres kvindeting hygge, katte, sludder Jeg bliver hellere hjemme. Lav nu noget lækkert til aftensmad, så savner jeg dig imens
Efterhånden fik mor Nina det dårligere. Anne kom næsten dagligt forbi efter arbejde. Hun spurgte, om de ikke skulle flytte hen i mosterens lejlighed, men Jørgen nægtede blankt, og Anne følte sig revet midt over.
Arbejde og omsorg voksede: vasketøj dagligt, gulvvask med klor, sygepleje der lugtede af alder og tristhed. Anne så i øjnene, at det nærmede sig slutningen
Mor Nina gik bort stille, ved daggry. Anne var hos hende. Længe hviskede de sammen, og Anne læste til sidst højt, før hun lagde sig til at sove under natlampen.
Hun vågnede til fuglesang gennem ruden. Smed vand i ansigtet og gik ind:
Mor Nina åh, mor
Rystende greb hun sin telefon.
Jørgen, mor er væk, lød det, gennem tårer, så han vågnede straks.
Efter begravelsen var der kun et stort tomrum tilbage. Den sidste familie var væk. Foran sengen lå en konvolut: testamentet og et brev.
“Min kæreste Anne.
Du er alene nu. Jeg kan aldrig kramme dig mere. Din mor forsvandt, da du var lille. En far kendte du aldrig. Så var det bare mig.
Min pige, jeg elsker dig så meget! Husk det. Når du græder, eller når du er glad, vil jeg være tæt på dig.
Lejligheden er din nu. Den har jo altid været det, men nu er det rigtigt. Det betyder noget at have sit eget, om det så er småt og gammelt.
Anne, jeg har bare ét ønske. Pas på mine gamle piger. Frida og Misse. De har kun dig nu.
Og så bliv lykkelig! Jeg elsker dig.
Din mor Nina”
Anne tudede, læste brevet igen og igen. Hun klappede kattene, hviskede blide ord, klyngede sig til dem. De var for hende, hvad mor Nina var: familie.
Hun besluttede at flytte ind i lejligheden, rydde op, bygge et nyt liv, tage sig af kattene.
Jørgen nægtede at flytte med.
Anne, lad os bo hver for sig så. Jeg kan ikke bo med de katte. Og der er den der gamle-lugten hans blå øjne blev mørkere.
Det skar i hende, men sorgen lagde et tæppe over alt andet.
Langsomt fandt hun sin balance. Hun legede med kattene, vaskede gardiner og tæpper, læste yndlingsbøger. Hun og Jørgen sås mindre og mindre. Og det blev lettere.
En dag bankede det på døren.
Jørgen? Hej! Kom ind, hun smilede.
Anne! Jeg har savnet dig! Han kyssede hende. Her er hyggeligt! Og ingen lugt! Har du endelig skilt dig af med dem?
Hun trak sig brat væk.
Hvad mener du, skilt mig af med dem?
De der gamle katte. De stinker! Jeg husker tydeligt hår, madskåle
Han kiggede ind i stuen.
De er her endnu?
Frida rullede med halen, Misse vaskede sig dovent.
Jørgen, de her katte har været her længe, før du dukkede op. Hvorfor synes du, jeg skal smide dem ud? Annes stemme var isnende.
Anne, vær nu fornuftig. Lejligheden er fin du kunne lave et moderne hjem, købe nye møbler, fjerne kattene!
Han stod tæt, så hende dybt i øjnene. Hun bøjede ikke blikket.
Jørgen, det du beder mig om, er forræderi.
Det er bare sund fornuft. Jeg siger jo ikke, du skal smide dem ud. Lad os finde et internat. Jeg betaler endda for at få dem anbragt trygt!
Betaler du? Du forstår intet. Jeg kan ikke give dem væk. De har kun mig. De er min familie!
Du må tænke på fremtiden: karriere, ægteskab, børn. Klokken tikker
Tænk over det. Jeg kan ikke bo med katte. Det er mig eller kattene.
Han sagde det med selvsikkerhed, kompetent, som om det hele gav mening. Men ét blik i Anne så tog tvivlen fat. Hun smilede hverken over udsigten til bryllup, eller overfaldt ham. Der var bare træthed og distance.
Han så hende forvirret. For ham var de kattebare dyr. Tung last. Han anede ikke, at de for Anne var båndet til mor Nina, til hjemmet, hjertet.
Pludselig vidste Anne, at hun aldrig kunne leve i krav, kolde kompromiser. Det var mere end kærlighed, mere end tryghed. Presset kvælede hende. Når han krævede, hun skulle opgive dem, kunne hun ikke se børn eller bryllup. Kun tab.
Jørgen, gå. Jeg behøver tid for mig selv. Jeg er ikke kommet mig ovenpå mor Ninas død og så stiller du krav. Gå.
Fint! Du skal ikke tro, jeg kommer rendende efter dig mere!
Han stormede ud, smækkede døren så glasset dirrede. Kattene for sammen på sofaen, og Anne snappede efter vejret.
Tårerne pressede, men lettelsen var lige så tydelig. Hun satte sig, trak dem tæt, borede ansigtet i deres pels:
Mine små, mine elskede! Jeg slipper jer aldrig! I er min familie. Mor Nina, kan du høre det? Jeg slipper dem aldrig!
Et par dage efter, sent, så hun Jørgen stå på gårdspladsen og stirre op mod vinduerne som om han håbede, noget var forandret.
Da hun dukkede op, tog han et skridt imod hende. Men hun løftede hånden: Nej, Jørgen. Nej! Jeg bliver hos kattene! og lod hoveddøren smække bag sig.
Et punktum for det forhold. Helt stille.
Kattene levede deres liv ud, og hver spinden, hvert blødt poteaftryk mindede Anne om mor Nina, om barndommens lys og varme ungdom.
Familie er ikke bare blod. Det er hjertebånd, omsorg, nærvær kærlighed. Og kærlighed slår ikke handel eller forræderi.
For der, hvor man varmer med sjælen, er der rart at være. Og hører man blid spinden fra en pelsklump ved sin side så er der rigtig hjem.
