Uden sjæl…
Grethe Sørensen var lige kommet hjem hun havde været hos frisøren, som hun plejer, trods sine 68 år. Hun forkæler sig stadig med det nyt hår, lidt ordnede negle, og sådan noget giver hende lidt energi og godt humør. Hendes mand, Anders, kom hende i møde i entreen, mens han tørrede hænderne i et viskestykke:
Grethe, der var én af dine slægtninge forbi, mens du var væk. Jeg sagde, du kom hjem senere. Hun sagde, hun ville prøve igen, sagde han.
Hvilken slægtning? Jeg har jo nærmest ingen familie tilbage. Det er nok et fjernt blad på stammen, som skal bede om noget. Du burde have sagt, jeg var taget til Nordjylland eller et eller andet, svarede Grethe lidt småirriteret.
Hvorfor dog lyve? Jeg synes, hun lignede én fra din familie høj, rank, på en måde mindede hun lidt om din mor (Gud hvile hende). Jeg tror ikke, hun kom for at tigge. Hun virkede ordentlig, pænt klædt et pænt damefrakke, flotte støvler, rigtige smykker, prøvede Anders at berolige hende.
Omkring tre kvarter senere bankede slægtningen faktisk på. Grethe åbnede selv, og hun måtte indrømme, at kvinden mindede meget om hendes afdøde mor. Hun var smart klædt, dyr frakke, lækre handsker, små diamantøreringe den slags Grethe kunne spotte på ti meters afstand.
Grethe inviterede straks kvinden ind til det dækkede bord.
Nå, vi må hellere få sat navne på jeg er Grethe, og det er Anders, min mand. Hvordan hænger du egentlig sammen med mig? spurgte hun, nysgerrig.
Kvinden nølede lidt, rødmede og sagde: Jeg hedder Rikke… Rikke Hansen. Der er faktisk kun lidt alder imellem os. Jeg fyldte 50 den 12. juni. Siger den dato dig noget?
Grethe blev helt bleg.
Jeg kan se, du har regnet den ud. Ja, jeg er din datter. Men bare rolig jeg har ikke tænkt mig at bede dig om noget. Jeg ville bare se min mor, sådan rigtigt. Jeg har levet hele mit liv uden at forstå, hvorfor min mor ikke elskede mig. Hun døde for otte år siden. Jeg forstod aldrig, hvorfor min far elskede mig, mens min mor ikke gjorde og min far gik bort kun for to måneder siden. Det var først da, han fortalte mig om dig. Han bad mig tilgive dig, hvis jeg kunne, fortalte Rikke og blev tydeligt rørt.
Jeg forstår ingenting? Har du en datter? spurgte Anders, chokeret.
Det ser sådan ud. Jeg forklarer dig det senere, sagde Grethe.
Så jeg er din datter? Ja, så har jeg set dig. Hvis du tror, jeg vil undskylde eller bede om tilgivelse, tager du fejl jeg har ikke gjort noget forkert. Jeg håber, din far har fortalt dig det hele. Og hvis du håber på rørstrømske følelser, kan du godt glemme det ikke så meget som en tomme! Undskyld, svarede hun koldt.
Må jeg besøge dig igen? Jeg bor i Rødovre, i et stort hus. Kom over med Anders, så kan du vænne dig til, at jeg findes. Jeg har billeder af min søn og mit barnebarn med måske du vil se dem? spurgte Rikke forsigtigt.
Nej. Jeg ønsker ikke kontakt. Glem mig farvel, svarede Grethe og viste hende døren.
Anders bestilte et taxi til Rikke og fulgte hende ud. Da han kom tilbage, var Grethe roligt i gang med at fjerne tallerkenerne og kiggede uforstyrret på fjernsynet.
Hvor kan du dog være så kold! Du burde være general! Har du virkelig ingen sjæl? Jeg har jo altid haft mistanke om, at du er hårdhjertet, men jeg troede ikke, det var SÅ slemt, sagde Anders.
Vi mødtes, da jeg var 28, ikke? Kære Anders, sjælen har jeg mistet for længe siden. Jeg var en bondepige, der ville væk fra landsbyen derfor knoklede jeg i skolen, kom ind på universitetet som den eneste fra klassen.
Da jeg var 17, mødte jeg Lasse. Jeg elskede ham tosset han var 12 år ældre, men det gik mig ikke på. Byen var fantastisk efter en opvækst med ingenting min SU rakte ikke, jeg var altid sulten, og derfor sagde jeg ja til alt cafeer, is, middage.
Han lovede ikke noget, men jeg var sikker på, at vores kærlighed ville ende i ægteskab.
Så en aften inviterede han mig i sommerhus, og jeg var ikke i tvivl. Jeg følte, han var min. Snart blev jeg gravid.
Jeg fortalte Lasse det han blev glad. Men da jeg spurgte, hvornår vi skulle giftes jeg var jo 18, det kunne lade sig gøre sagde han bare: Har jeg nogensinde lovet dig at blive gift? Det har jeg ikke. Og jeg bliver heller ikke gift jeg er allerede gift…
Hvad med barnet? Hvad med mig?
Du er ung, sund, smuk du kan sagtens klare dig. Tag orlov fra studiet, bo hos os i sommerhuset indtil fødslen. Min kone og jeg kan ikke få børn, hun er lidt ældre. Når du har født, tager vi barnet. Vi ordner det hele. Vi betaler dig også for det.
Man talte jo ikke om surrogatmoderskab dengang men det var i praksis det, jeg blev. Hvad skulle jeg ellers? Tage ned til landsbyen og gøre familien til grin?
Jeg boede hos dem til jeg fødte hans kone holdt sig væk, måske var hun jaloux. Jeg fødte en datter hjemme jordemoderen kom, alt var i orden. Hun blev straks taget med. Jeg ammede ikke. Fik hende aldrig at se igen. En uge senere blev jeg pænt bedt om at tage af sted, og Lasse stak mig nogle penge.
Så tilbage til universitetet, siden job på fabrik jeg fik en lille lejlighed. Masser af venner, men der var aldrig nogen, som ville giftes, før du dukkede op. Da var jeg 28, og det virkede bare nødvendigt.
Resten kender du vi har haft det godt sammen. Godt hus, tre biler, fin have, og vi har rejst hvert år. Fabrikken klarede sig i 90’erne, fordi der kun var ét sted at lave dele til traktorer, ingen vidste, hvad de lavede i de andre afdelinger. Fabrikken har stadig hegn og vagttårne. Vi gik på tidlig pension, har alt vi kunne ønske os. Ingen børn, og sådan er det. Når jeg ser, hvordan unger er nu om dage sluttede Grethe.
Nej, vi har ikke haft det godt. Jeg har elsket dig, prøvet hele livet at varme dit hjerte uden held. Ok, vi fik ikke børn, men du kunne jo heller aldrig vise omsorg ikke en kat, ikke engang en lille hund kunne du tage ind. Min søster bad dig endda hjælpe min niece for en uge du sagde nej.
Og i dag kom din egen datter, hvordan tog du imod hende? Din datter! Blod af dit blod! Var vi yngre, gik jeg måske bare min vej. Nu er det for sent. Det er koldt ved din side, Grethe, sagde han trist.
Grethe blev faktisk lidt forskrækket han havde aldrig talt så hårdt til hende før.
Hendes rolige liv blev forstyrret af den datter.
Anders flyttede ud på sommerhuset. De seneste år har han boet der. Han har nu tre hunde, alle fundet på vejen, og et ukendt antal katte.
Han er sjældent hjemme. Grethe ved godt, at han besøger Rikke, har mødt hele familien han er godmodig med oldebarnet.
Han var nu altid lidt blød, og det bliver han nok ved med, tænker Grethe.
Hun har aldrig fået lyst til at lære datteren, barnebarnet eller oldebarnet at kende.
Grethe tager alene til havet, hun slapper af, får ny energi, og har det faktisk rigtig godt.
