Blev til tjenestepige
Da Alvilde besluttede sig for at gifte sig, blev hendes søn og svigerdatter helt chokerede over nyheden og vidste ikke, hvordan de skulle reagere.
Er du sikker på, at du vil lave sådan et stort skift i livet i din alder? spurgte Katrine, idet hun kiggede søgende på sin mand.
Mor, hvorfor så drastisk? sagde Rasmus nervøst. Jeg forstår godt, du har været alene længe og nærmest opfostret mig selv, men nu at blive gift, virker altså tosset.
I tænker sådan, fordi I er unge, svarede Alvilde roligt. Jeg er treogtres og ingen ved, hvor længe jeg har tilbage. Men jeg har ret til at leve de sidste år sammen med den, jeg elsker.
Men skynd dig ikke for meget med vielsen, prøvede Rasmus at tale sin mor til ro. Du kender jo kun Jørgen fra et par måneder tilbage, og allerede vil du vende op og ned på hele dit liv.
I min alder skal man ikke vente og lade tiden løbe fra sig, sagde Alvilde. Og hvad andet skal jeg vide om ham: han er to år ældre, bor sammen med sin datter og hendes familie i en rummelig lejlighed, får god folkepension og har sommerhus.
Hvor skal I så bo? undrede Rasmus sig. Vi bor jo sammen, men der er ikke plads til én mere her.
Bare rolig, Jørgen vil ikke røre vores kvadratmeter, så jeg flytter ind hos ham, forklarede Alvilde. Hans lejlighed er stor, jeg har det godt med hans datter, alle er voksne, der bliver ingen konflikter.
Rasmus var nervøs, men Katrine forsøgte at få ham til at forstå og acceptere moderens valg.
Måske er vi bare egoister? undrede hun sig. Det er jo rart for os, at din mor hjælper med Ida. Men hun har ret til et eget liv, og nu har hun muligheden vi skal ikke stå i vejen.
Det er én ting, hvis de bare boede sammen, men så skal de giftes? rystede Rasmus på hovedet. Vi mangler bare hvid kjole og bryllupsfest med lege.
De er fra en anden generation, måske føles det tryggere og mere rigtigt for dem, forklarede Katrine.
Så blev Alvilde gift med Jørgen, som hun tilfældigt havde mødt på gaden, og flyttede ind hos ham. I starten gik det godt; familien tog hende pænt ind, Jørgen behandlede hende ordentligt, og Alvilde turde tro, at hun på sine gamle dage fik chancen for lykke og kunne glæde sig over livet igen. Men snart viste det sig, at rollen i den nye familie ikke skulle være så let.
Kunne du lave gryderet i aften? spurgte datteren, Mette. Jeg ville gøre det selv, men jeg har så travlt på arbejde og du har jo god tid.
Alvilde forstod hentydningen og begyndte at overtage madlavningen med alt hvad det indebar: indkøb, rengøring, tøjvask og endda besøg til sommerhuset.
Nu er vi gift, så sommerhuset er vores fælles domæne, sagde Jørgen. Datteren og svigersønnen har ikke tid at tage derud, barnebarnet er stadig lille så vi skal klare det hele selv.
Alvilde brokkede sig ikke; hun nød egentlig at være en del af en stor og hjælpsom familie, hvor ansatte og ansvar blev delt. Med sin første mand fik hun aldrig sådan et fællesskab han var doven og snu, og stak af da Rasmus blev ti. Siden har ingen set ham på tyve år. Nu føltes det rigtigt, og besværet var ikke tungt, og trætheden gjorde ikke sur.
Mor, tror du virkelig, du skal knokle i haven? sagde Rasmus. Dine blodtryk stiger jo hver gang, trænger du til det?
Jo, selvfølgelig jeg nyder det faktisk, svarede hun. Når Jørgen og jeg laver et godt høstudbytte, deler vi gerne med jer.
Rasmus var dog skeptisk, for efter flere måneder havde ingen inviteret dem hjem til Jørgen og Mette. Rasmus og Katrine havde selv inviteret Jørgen, som altid sagde, han ville komme, men så lod undskyldningerne vente. Til sidst accepterede de, at ny familie ikke virkede interesserede i nære relationer. Det vigtigste for dem var, at Alvilde var lykkelig.
I begyndelsen var Alvilde glad og følte sig nyttig, men opgaverne blev flere og flere og til sidst begyndte det at gøre hende træt. Jørgen klagede over ryg eller hjerte hver gang de kom til sommerhuset. Den omsorgsfulde hustru lagde ham til hvile, mens hun selv slæbte grene, samlede blade og tog affald med ud til komposten.
Igen suppe? rynkede næsen svigersønnen, Anders. Vi fik det i går, jeg troede på noget nyt i dag.
Jeg nåede ikke meget mere, og havde heller ikke tid til indkøb, undskyldte Alvilde. Jeg har vasket alle gardinerne, hængt dem op igen blev træt og måtte hvile mig.
Det kan jeg godt forstå, men jeg bryder mig ikke om suppe, sagde Anders og skubbede tallerkenen væk.
I morgen laver Alvilde sikkert et festmåltid til os alle, indskød Jørgen.
Og faktisk stod Alvilde hele næste dag i køkkenet for at servere mad, der blev spist på en halv time. Så skulle hun rydde op, og sådan gik dagene. Nu var der utilfredshed fra både datter og svigersøn over både mad og rengøring, og Jørgen tog ofte deres parti og lod Alvilde stå som skurk.
Jeg er heller ikke ung mere og forstår ikke, hvorfor jeg skal bære det hele alene, sagde hun til sidst ved et protestudbrud.
Du er min kone, derfor skal du holde orden i vores hjem, svarede Jørgen.
Som kone har jeg ikke kun pligter, men også rettigheder, græd Alvilde.
Hun fandt ro igen og forsøgte stadig at please alle i hjemmet. Men én dag brast det hele. Mette og Anders skulle til fest hos venner og ville have Alvilde til at passe barnebarnet.
Lad den lille være hos morfar eller tage hende med, for jeg skal besøge min egen barnebarn i dag, sagde hun.
Hvorfor skal vi alle indrette os efter dig? udbrød Mette vredt.
Det skal I ikke, men jeg skylder jer heller ikke noget, mindede Alvilde dem om. Min barnebarn har fødselsdag i dag, jeg sagde det allerede tirsdag. Alle ignorerede det, og nu vil I tvinge mig til at blive hjemme.
Det går altså ikke, rasede Jørgen. Mettes planer falder til jorden, og din barnebarn er for lille du kan bare gratulere hende i morgen.
Det går heller fint, hvis vi nu sammen besøger mine børn, eller du bliver her med den lille, til jeg er tilbage, sagde Alvilde.
Jeg vidste det, det skulle ikke blive godt med dit ægteskab, sagde Mette ondt. Hun laver middelmådig mad, rengøringen er dårlig og hun tænker kun på sig selv.
Mener du virkelig det efter alt jeg har gjort her? spurgte hun Jørgen. Vær ærlig, søgte du en kone eller bare en hushjælp?
Nu prøver du at give mig skylden, blinkede han hurtigt. Lad nu være med at lave et drama ud af ingenting.
Jeg stiller bare et simpelt spørgsmål og forventer et ærligt svar, gav hun sig ikke.
Hvis du har det sådan, så gør som du vil men sådan en indstilling til pligter accepterer jeg ikke i mit hus, svarede Jørgen stolt.
Så siger jeg op, sagde Alvilde og gik i gang med at pakke sammen.
Vil I tage imod den umulige mormor igen? spurgte hun, og trak sin taske og gave til barnebarnet. Jeg blev gift, kom hjem igen, nu vil jeg bare ikke mere, spørg ikke til noget, sig bare: vil I have mig?
Selvfølgelig, løb Rasmus og Katrine hende i møde. Din gamle værelse venter og vi er glade for at have dig tilbage.
Er I glade bare sådan? spurgte hun, og håbede på de ord hun længtes efter.
Hvorfor skulle man ikke være glad for sine nærmeste? svarede Katrine.
Nu vidste Alvilde med sikkerhed, hun ikke var tjenestepige. Hun hjalp til i hjemmet, passede barnebarnet, men søn og svigerdatter udnyttede hende aldrig og respekterede hende. Her var hun mor, mormor, svigermor og familiemedlem aldrig hushjælp. Alvilde flyttede hjem for altid, søgte selv skilsmisse og forsøgte ikke at tænke tilbage på oplevelsen.
Man kan sagtens være hjælpsom og tage ansvar, men ingen har pligt til at leve sit liv som tjener for andres behov. Respekt og kærlighed vejer tungere end alle praktiske opgaver det er det, der virkelig betyder noget i et hjem.
