Jens trådte ind i lejligheden, men da han åbnede døren til køkkenet, ventede aftensmaden allerede dampende på bordet som en forladt ø. Alt var dækket op, og maden duftede, men hvor var Helle? Han gik som i slowmotion gennem de lange korridorer, der pludselig syntes snoede og fremmede, og ind i soveværelset, hvor Helle sad på gulvet og foldede sine trøjer sammen og lagde dem i weekendtasken.
“Skal du ud at rejse?” spurgte Jens, hans stemme forvrænget som gennem tyk is.
“Jeg har fået en henvisning til Rigshospitalet,” mumlede Helle, som om ordene kom svævende fra et andet sted. “De har dårlige mistanker”
“Dårlige hvordan?” spurgte Jens og følte, at hans stemme knækkede som porcelæn.
“Du mener vel ikke… det samme som… der tog din mor?” Hun svarede ikke, men kiggede ind i væggen med øjne store som måner. Jens kiggede på hende længe, som om han for første gang blev klar over, at hun eksisterede.
Dagene gled forbi, uvirkelige og bølgende, og Jens kunne ikke finde ro, kun tavse timer hvor han ventede på nyt fra Helle, der nu var draget ind til København for undersøgelser. Han blev hjemme i rækkehuset i Sorø, og alting sitrede med en nervøs forventning, som når tågen lægger sig over engen og det hele føles skrøbeligt.
Helle havde aldrig beklaget sig. Hun tog sig altid af hjemmetmadlavning, støvsugning, vasketøj, det hele. Jens tænkte ikke over det. Han forestillede sig, at “sådan var det bare”. Han kom hjem fra kontoret hvor de begge var bogholdere i den samme virksomhed, sukkede tungt, kastede sig på sofaen, tændte for fjernsynet, lod rutinerne sløre dagens formål.
Helle gik straks i gang i køkkenet: hakkede kartofler, rørte sovs, skyllede salat. Derefter ordnede hun opvasken, støvede reolerne, lagde skjorter sammen. Hjemmet var altid ryddeligt, maden frisk og variationen storJens brød sig ikke om at få det samme to dage i træk, så Helle svedte og snittede dag efter dag, uden at klage, uden at bede ham om at hjælpe. Hvorfor skulle han? Det var ikke noget for mænd.
Så en dag bad Helle om fri fra arbejde for at tage til lægen. Jens undrede sig.
“Hvad er der dog galt?” spurgte han.
“Forhåbentlig ingenting,” svarede hun og trak på skuldrene. “Men jeg har det ikke helt godt for tiden.”
“Måske skulle du tage nogle vitaminer? Foråret er jo krævende,” foreslog han.
“Hm, måske,” svarede hun lavmælt.
Samme aften fortalte Helle ham, at hun måtte til Københavntil undersøgelser på hospitalet.
“Hvordan? Hvorfor nu det?” udbrød Jens og følte, at stuen på mærkelig vis trak sig sammen.
“Der er mistanke om noget slemt. Så lægen har sendt mig videre.”
“Slemt? Du mener da ikke det samme som din mor” Han stirrede på hende, men hun faldt hen i tavshed, allerede et sted langt væk.
“Det er kun en teori indtil videre,” sagde hun hurtigt. “Jeg rejser i morgen tidligt med toget. Du spiser bare alene, ik? Der står frikadeller og kartofler i gryden og salat på bordet. Jeg skal lige have pakket færdig og tidligt i seng.”
“Har du spist?”
“Nej, jeg har ikke appetit nu,” sagde Helle og foldede sine bluser sammen med underlige, drømmende bevægelser.
Jens stod tavst og kiggede på hendes taske og tænkte pludselig på dengang fire år tidligere, hvor de ville til Skagen sammennetop med denne taske. Helle havde glædet sig som et barn til rejsen, købt badedragter, sommerkjole, stråhat. Men Jens havde sagt ja til ekstra arbejde, da chefen lokkede med et stort tillægde kunne jo bruge pengene til at renovere soveværelset. Helle sagde ikke noget, men han kunne om natten høre hende græde sagte og sagde det bare var et mareridt. Nu forstod han, at hun græd over drømmen, der aldrig blev til noget.
Førstnævnte ferie blev der aldrig til noget med, og næste år droppede Helle helt at spørge. Hun lod bare tiden flyde. Jens syntes det var rart nok ikke at skulle nogen steder. Hvad skulle de med strande og dyre hoteller, når sommerhuset og grillen ventede, og søen tæt ved var lige så god som Kattegat.
Nu pakkede Helle denne taske, men denne gang som en slags nattevagt på vej mod hospitalets grå søjlegange. Jens fik en klump i maven, som forvandlede alting til en slags kold ost.
Han spiste ikke aftensmad den aften; lagde sig bare i sengen ved Helle, lyttede til hendes stille gråd i mørket. Han ville trøste hende, men kunne ikke få armene til at bevæge sig.
Næste morgen fulgte han hende til stationen. De stod i disen, krammede, og Jens havde ikke lyst til at give slip. Han så toget forsvinde, mens tårerne pressede sig på bag øjenlågene.
“Helle bare du klarer den” mumlede han næsten lydløst.
Han gik hjem, følte sig hul og manglede tyngde, men tog sig sammen og tog på arbejde. En mærkelig automatik overtog ham. Men da han kom hjem, var alt mærkeligt tomt, stilheden knitrede. Han tvang sig selv til at varme de kolde frikadeller og spise lidt.
Han tændte tvetder var ingenting. Tog fotoalbummet ud af skabet og bladrede gennem billederne. Her var de unge og nyforelskede, Helle rank og smilende, og Jens mærkede et stik i brystet. De mødtes til Ingers fødselsdag. Helle kom med en fyr. Jens havde også en pige under armen, men da han så Helle, føltes hun som midtpunktet i hele rummet. Det var umuligtkærlighed ved første blik? Han lo hånligt over det, men alligevel blev han ramt.
Han slog op med sin kæreste den aften. Hun græd, men fandt hurtigt sammen med en anden. Helle var ikke let at vinde for Jens, men han bød sig til, ventede, forfulgte, indtil hun til sidst sagde ja. Så begyndte det liv, han nu bladrede gennem: feriebilleder, barnedåb, bryllupsfest, jul hjemme i huset.
Jens spekulerede på, hvornår han sidst havde sagt til Helle, at han elskede hende, eller bare takket hende for aftensmaden. Han havde taget alt for givet, for Helle KLAREDE det jo bare. Når han var syg, fik han hyldebærsaft og suppe, hun var omsorgsfuld. Når hun selv var syg, tog hun bare et glas vand og gik søvnigt på arbejde.
Nu begyndte han at mærke panikkens iskolde smag. Hvad hvis han mistede Helle? Hver dag ringede de sammen, men svarene var tåget og usikre. Hans hænder rystede på arbejdet, og om natten kunne han ikke finde ro.
Så, en dag ringede telefonen. Helle talte med stemme som forårsluft:
“Jens, jeg har gode nyheder! Det er ikke det, de frygtede. Jeg har nogle problemer, men det er ikke alvorligt!”
“Er det rigtigt? Helle, hvor er jeg lettet!”
Nogle dage senere stod Jens på stationen i Sorø med en buket hvide liljer, hendes yndlingsblomster. Helle smilede, overrasket over blomsterne.
“Jens, for pokker, hvorfor bruge penge på blomster? Men tak, det er dejligt!”
“Jeg har været så bekymret for dig,” hviskede han og gik hende i møde. “Jeg elsker dig. Undskyld”
“Undskyld for hvad dog?”
“Jeg har ikke været den mand, jeg burde. Du har båret det hele.”
“Jens,” grinede Helle, “du har da ikke været mig utro?”
“Nej! Bare forsømt dig alt for meget. Det skal ændre sig nu. Og jeg har en overraskelse: jeg har købt billetter. Om en måned holder vi ferieved havet!”
“Havet? Hvad med huset og haven?”
“Vi sælger huset om nødvendigt. Vi køber kartoflerne på torvet og spiser is på molen!”
“Jeg kender dig dårligt igen, Jens”
“Jeg har frygtet at miste dig. Nu skal jeg passe på dig som den største skat. Jeg elsker dig.”
Helle smilede og tog ham under armen.
“Måske skulle alt dette ske, for at vi kunne huske på det. Kom, lad os gå hjem. Jeg elsker også dig, Jens.”
