Malene, hvad siger du til, at du og Larina kommer forbi i dag? spurgte søsteren, Marie, med håbefuld stemme. Jonas er taget til Sjælland, og jeg sidder helt alene med børnene. Det er så kedeligt.
Malene pressede fingerspidserne mod næseryggen, mens hun i desperat fart gennemgik mulige undskyldninger. Den ene mere latterlig end den anden. Hvis hun brugte arbejdet, ville Marie ikke tro hende det var lørdag. Hvis hun påstod, hun var træt, ville spørgsmålene, rådene og de formanende ord komme væltende. Malene bed sig i læben, trak vejret dybt for at samle sig.
Marie, det går desværre ikke i dag, sagde hun, og forsøgte at lyde så bedrøvet som muligt. Larina er blevet sløj, vi er bare hjemme og kommer ikke ud.
Der var en tung pause i telefonen, så efterfulgte Maries lange sukkelyd.
Det var da synd, trak Marie ordene ud. Det kunne ellers have været så hyggeligt, mens børnene legede sammen…
Malene rullede med øjnene og var glad for, at søsteren ikke kunne se det. Det ville blive endnu en af de dage, hvor Larina løb rundt efter Maries unger, mens de voksne sad i køkkenet over kaffe.
Ja, det er ærgerligt, svarede Malene. Vi ringer, når hun er frisk igen.
Marie sukkede lidt mere, ønskede Larina god bedring, og lagde på. Malene satte telefonen fra sig med en underlig latter. Hele opkaldet havde varet fire minutter. Ikke ét eneste ord om, hvordan Malene selv havde det, job, humør eller noget som helst. Marie havde kun ringet for at høre, om de kunne komme forbi gratis børnepasser, det var det hele.
Larina stod pludselig i døren. Hun betragtede sin mor med alvorlige øjne.
Var det moster Marie, igen? spurgte Larina.
Malene nikkede og lagde telefonen ved siden af sig på sofaen. Larina satte sig tæt ved hende og trak benene op under sig. Et udtryk af irritation blandet med lettelse gled over hendes ansigt.
Mor, jeg har altså ikke lyst til at tage derhen mere, sagde Larina bestemt.
Malene hævede øjenbrynene og ventede roligt. Larina trak kort vejret og rystede tankerne sammen.
Hun skubber altid børnene over på mig, surmulede Larina. Jeg skal passe dem, lege, holde styr den ældste er altså kun fem! Jeg er træt af altid at være barnepige.
Malene betragtede sin niårige datter og kunne ikke skjule sit smil. Larina var allerede god til at sætte grænser og sige, hvad hun tænkte. Hun forsøgte ikke at gøre sig mindre hun sagde tingene, som de var. Malene mærkede en stolt varme indeni.
Det lover jeg dig, sagde hun og strøg Larina over håret. Det sker ikke igen.
Larina sendte hende et taknemmeligt smil og gik væk.
Malene lænede hovedet tilbage og stirrede op mod loftet, lod tankerne vandre frit. Udviklingen i deres familie var mærkværdig. Marie var fire år yngre, men havde allerede fire børn. Fire! Malene rystede på hovedet. Hun havde kun Larina en datter, der endnu havde et stykke vej at vokse. Tænk, hvor meget omsorg og tid, der stadig skulle postes i hende og Marie havde fire på én gang.
Malene masserede tindingerne og lukkede øjnene kort. Marie havde altid ment, at alle skulle hjælpe til med hendes børn. Forældrene, Anna og Jørgen, blev de første, der blev involveret. Sidenhen var det svigerforældrene, naboerne, vennerne, selv fjerne onkler og tanter. Hele den store familie drejede rundt om Maries fire børn. Alle, undtagen Marie selv.
Tankerne fik Malene til at trække på smilebåndet. Selv havde hun altid klaret det meste selv, kun ringet efter hjælp fra sin mor, når hun virkelig ikke kunne når hun var syg, arbejdet truede med fyring, eller hun var helt udmattet. Resten klarede hun. Det var hårdt, især tidligere, men hun klarede den jo. Larina var blevet en fantastisk pige selvstændig, klog, med ben i næsen.
Men Marie blev kun mere krævende for hvert år.
Malene skubbede de tunge tanker væk og rejste sig beslutsomt op. I dag havde hun befriet sig for søsterens krav, og det var sejr nok. Lørdagen ventede med alt sit bøvl opvaskemaskinen skulle tømmes.
Ugen gik i en strøm af arbejde og madpakker, indkøb og vasketøj. Fredag aften vibrerede mobilen med Maries navn. Malene trak vejret dybt og tog den.
Malene, hvordan går det så med Larina? Maries stemme dryppede af falsk omsorg. Er hun frisk igen?
Ja, helt som før, sagde Malene og lænede sig op af væggen. Hun render rundt, som om intet er hændt.
Dejligt! Marie lyste op. Så skal I altså næsten komme til weekendhygge og overnatte!
Malene sukkede lydløst. Så var vi der igen.
Det kan ikke lige blive til overnatning, svarede hun. Men jeg kan komme forbi en tur lørdag formiddag.
Tavshed i røret. Marie havde tydeligvis håbet på mere men med lidt forhandling sagde hun til sidst modvilligt ja, hvis det bare var for et par timer.
Lørdag morgen var diset og råkoldt. Malene trak sin jakke på og tog alene bussen. Turen tog en halv time, plus ti minutters gåtur til Maries villalejlighed.
Marie åbnede døren, straks spejdende bag Malene.
Hvor er Larina? spurgte hun skarpt.
Hun har travlt, svarede Malene og gik ind. Hun laver lektier. Der er matematikprøve på mandag.
Marie rynkede på næsen, som om hun havde smagt noget surt. Hun smækkede døren.
Din datter er da blevet for næsvis, sagde Marie og lagde armene over kors. Hun gider hverken komme eller ringe.
Lydene af børn og skramlen bag dørene blandede sig i lejligheden. Malene tog jakken af uden at flytte blikket fra Marie.
Hun er bare træt af at være barnepige for dine, svarede Malene roligt.
Marie brændte rød i ansigtet, øjnene blev smalle.
Det er helt normalt! hævede hun stemmen. Ældre børn hjælper med de små!
Nej, ikke når det ikke er ens egne, stod Malene fast.
Det er hendes fætre og kusiner! Marie slog ud med hænderne. Det burde hun bare kunne!
Hun er ti, Marie. Malene knyttede næverne. Hun er stadig et barn. Ikke din personale.
Marie trådte nærmere, hendes blik lynede. Gråd fra børneværelset overdøvede kort samtalen, men Marie reagerede ikke.
Hun skal lære det, snerrrede Marie. Så lærer hun at tage ansvar for børn.
Hun har ikke brug for de lektioner, svarede Malene lige så hårdt. Hun har ingen små søskende.
Netop! udbrød Marie. Så kan hun lære det hos mig!
Malene tog et skridt baglæns, målløs. Marie skjulte ikke, hvad hun ville bruge Larina til.
Hører du dig selv? spurgte Malene spidst. Du vil bare have gratis pasning.
Hvad skulle der være i vejen med det? Marie satte hænderne i siden. Jeg kan ikke klare det alene!
Så hvorfor valgte du fire børn? kom det, før Malene overhovedet tænkte sig om.
Marie rystede vredt. Ansigtet næsten lilla, pulsåren dunkede på siden af halsen.
Din datter er jo næsten voksen! skreg hun. Hun kunne godt hjælpe efter skoletid!
Det var dråben. Malene mærkede alt det ophobede slippe.
Nu må det stoppe! snerrede hun. Du smider dine problemer over på alle andre!
Jeg beder bare om hjælp! insisterede Marie.
Du kræver den, sagde Malene. Det er et ansvar, du selv har valgt.
Forældrene hjælper da også! Og svigermor! I vender mig bare ryggen!
Mor og far er gamle og trætte nu, Malene lukkede jakken. De har ret til ro, ikke til at være børnepassere for evigt.
De elsker det, insisterede Marie og greb hende i armen.
Malene slængede sig løs, trådte tilbage mod døren. Marie stod rødglødende i entreen.
Larina og jeg kommer ikke mere, sagde Malene og åbnede døren. Find dig en anden barnepige.
Hun gik ud uden at se sig tilbage. Maries vredesråb rungede bag hende, og døren smækkede tungt.
Om aftenen ringede moren, Anna. Malene så på skærmen og tog telefonen.
Hvad er det dog, du har gjort? Annas stemme skælvede. Marie er helt ude af den! Hun ringede og var ved at bryde sammen!
Mor, jeg sagde bare sandheden, svarede Malene og satte sig ned.
Hvilken sandhed? At du ikke vil hjælpe din egen søster?
Der er forskel på at hjælpe og at lade sig udnytte, sagde Malene køligt.
Hun er alene, Malene! Fire børn! Jonas hele tiden af sted! Hun har brug for jer!
Men det er ikke mit valg, mor. Ikke mit eller Larinans, svarede Malene.
Larina kunne da godt tage sig af børnene lidt af og til! Alle hjælper Marie, men du skal altid være så speciel!
Nej, mor. Min datter skal ikke tvinges til at passe dine andre børnebørn.
Det er da familien! Anna hævede stemmen nært grænsen til råb.
Malene gik hen til vinduet. Tusmørket bredte sig, gadelamperne blev tændt.
Mor, hvis I har lyst til at bruge al jeres tid på børnebørnene, så gør det men jeg har mit eget liv.
Du er så egoistisk! moren lød nu regulært vred.
Jeg har min familie. Min mand, min datter. Jeg skal ikke indrette mig efter Maries ønsker.
Malene trykkede røret fra sig og satte det på sofaen, ansigtet begravet i hænderne.
To varme arme lagde sig rundt om hende bagfra. Larina krammede hende tæt, hovedet mod Malenes skulder.
Mor, jeg hørte det hele, hviskede datteren lavt.
Malene vendte sig, tog Larina ind til sig og duftede til hendes hår af børneshampoo.
Det hele gør jeg for dig, sagde Malene blidt. Og jeg bliver ved.
Larina smilede op til hende, med øjne fulde af taknemmelighed og kærlighed.
Jeg ved det, mor, sagde hun og trykkede Malenes hånd. Tak.
Der stod de i stille mørke med armene om hinanden, mens byen tændte lys udenfor. På den anden side af København sad Marie og brokkede sig til sin svigermor og græd. Husets telefon trak runde efter runde mellem slægtninge, som talte om den kolde ældste datter. Men her, i dette hjem, herskede ro og varme.
Malene havde truffet sit valg. Også selvom det kostede hende noget hos familien. For Larina var vigtigere. Hendes barndom, hendes frihed hendes ret til bare at være et barn.
