28. april
Jeg kom hjem i dag og gik ud i køkkenet, hvor aftensmaden stod klar på bordet. Mærkeligt, hvor er Signe, tænkte jeg. Jeg gik ind i soveværelset og så min kone sidde på gulvet, hvor hun var i gang med at pakke en taske.
Skal du ud at rejse? spurgte jeg.
Jeg har fået en henvisning til hospitalet i Odense til undersøgelse. De har nogle dårlige mistanker, sagde Signe pludselig.
Hvad mener du med dårlige? spurgte jeg overrasket. Har du Det, din mor døde af?
Signe sad der, og jeg kunne ikke fatte, hvad der skete.
De sidste mange dage har jeg ikke kunnet finde ro. Jeg har været meget bekymret for Signe, som har været til undersøgelser i Odense. Jeg blev tilbage herhjemme i vores landsby lidt uden for Middelfart og ventede på nyt fra hende med både uro og håb.
Signe har aldrig klaget over noget, og jeg har taget for givet, at hun ikke fejlede noget. Vi har været gift i tredive år og har opfostret to børn sammen. Hele huset har altid hvilet på Signes skuldre madlavning, rengøring og alt det andet. Jeg har altid tænkt, at det sådan var det, og at det ikke var mænds sag at vaske op eller stå ved komfuret.
Signe har da heller ikke bare været hjemmegående hun arbejder som bogholder på samme firma, som jeg. Når vi kom hjem fra arbejde, brokkede jeg mig fast over, hvor træt jeg var, og smed mig så på sofaen foran fjernsynet. Signe gik straks ud i køkkenet, lavede aftensmad og madpakker til næste dag, vaskede op, gjorde rent, lagde tøj sammen, og sådan blev det bare ved. Husarbejdet slutter jo aldrig.
Her har altid været rent og hyggeligt, og på bordet var der altid frisklavet mad. Jeg bryder mig ikke om at spise det samme to dage i træk, så Signe brugte meget tid i køkkenet. Hun har aldrig bedt om hjælp, og det faldt mig aldrig ind at tilbyde det. Hvorfor skulle jeg? Det var jo kvindearbejde, tænkte jeg.
Da Signe en dag tog fri fra arbejde for at gå til lægen, undrede jeg mig.
Hvad er der? spurgte jeg. Er du syg?
Jeg håber det ikke, sagde Signe. Jeg har bare ikke haft det godt på det sidste.
Du skulle måske tage nogle vitaminer? Det er jo forår, foreslog jeg.
Måske, sagde hun og trak på skuldrene.
Om aftenen, da jeg kom hjem, sagde hun, at hun skulle til Odense til undersøgelse.
Hvordan? Hvorfor det? spurgte jeg.
De har nogle dårlige mistanker, så nu skal jeg undersøges på sygehuset, svarede hun.
Dårlige Mener du?
Det er kun en mistanke, forsøgte Signe at berolige mig, selvom jeg kunne se, hun var bange og havde grædt, mens jeg var væk. Jeg har købt billet til bussen, jeg tager afsted kl. otte i morgen tidlig. Du må spise aftensmad selv, der er frikadeller og ris på komfuret, og salat på bordet. Jeg må pakke og vil gerne tidligt i seng.
Har du allerede spist, spurgte jeg.
Jeg har ikke lyst, svarede hun og fortsatte med tasken.
Jeg kiggede på hende og kunne ikke tro det. Signe, min stærke Signe kunne der virkelig være noget alvorligt galt? Hun har altid klaret alt. Og pludselig
Jeg tror, jeg har det hele med, sagde hun.
Glem ikke opladeren til mobilen, mindede jeg hende om.
Tak, Anders, den skal straks ned. Hvorfor spiser du ikke?
Jeg har heller ikke lyst
Har jeg gjort dig ked af det?
Ja, nikkede jeg.
Jeg så på tasken, hun pakkede, og kom til at tænke på den gang for fire år siden, vi pakkede til stranden. Det var lige den samme taske, hun købte til den ferie, vi så aldrig kom på. Hun glædede sig sådan og havde købt badedragter, sommerkjole og en stråhat. Men så fik jeg et ekstra arbejde på fabrikken, hvor direktøren lovede en god bonus. Jeg sagde ja, for så kunne vi male soveværelset noget, vi længe havde talt om.
Jeg troede, Signe var glad, men den nat hørte jeg hende græde sagte. Hun sagde bare, hun havde drømt noget dårligt. Nu kan jeg se, hun græd over den strandtur, der aldrig blev til noget.
Det blev aldrig til noget året efter heller. Signe holdt op med at tale om det, og jeg var egentlig kun lettet. Jeg ville ikke rigtig nogen steder hen, syntes da godt om vores sommerhus, hvor der altid var noget at lave, grill og venner. Der er jo også en å ved sommerhuset, hvor man kan bade. Hvorfor skulle man bruge penge på at rejse, når man kunne hygge sig hjemme?
Og nu lagde Signe sine ting i rejsetasken, men ikke for at tage til stranden, men til byen til undersøgelser Hvad nu hvis det gik galt? Tanken skræmte mig.
Jeg spiste ikke den aften, og jeg kunne ikke sove om natten. Jeg lå ved siden af hende og kunne høre hende græde sagte. Jeg havde lyst til at tage hende ind til mig og trøste hende, men gjorde det ikke.
Næste morgen fulgte jeg hende til rutebilstationen. Vi krammede længe før bussen gik, og jeg kunne næsten ikke give slip. Jeg stod længe efter og så bussen køre, mens tårene pressede på.
Signe, hviskede jeg, næsten uhørligt. Min kære, lad alt gå godt
Jeg følte mig tom, men måtte tage mig sammen og gå på arbejde. På kontoret blev jeg lidt distraheret, men da jeg kom hjem, var alting tomt og trist. Jeg gjorde mig umage med at varme resterne fra i går og spiste en smule.
For at finde ro fandt jeg fotoalbummet frem og bladede i billederne. Her var vi, nygifte Hun var så smuk, slank, og selvfølgelig er hun det endnu, men dengang Jeg kunne næsten ikke tænke på andet, dengang jeg mødte hende.
Vi mødtes til min vens fødselsdag. Signe var der sammen med en anden fyr, jeg selv havde en veninde med. Men med det samme jeg så Signe, var jeg solgt. Hvis nogen dengang havde sagt, man kunne blive forelsket ved første blik, ville jeg have leet ad det. Men sådan blev det.
Samme aften skændtes jeg med min daværende kæreste, Katrine, som opdagede blikket mellem Signe og mig. Udenfor, midt i et skænderi, sagde jeg: Fint, lad os bare gå hver til sit, jeg har aldrig rigtig elsket dig.
Katrine gik væk i tårer, men havde fundet en anden allerede ugen efter Viktor, som hun kendte fra skolen. De blev gift kort efter.
Det tog lang tid at vinde Signe. Selvom hun blev single, var hun ikke straks interesseret. Men med tiden svarede hun på mine følelser
Bladene i albummet mindede mig om alt det smukkeste i vores liv sammen, og jeg tænkte: Hvor lykkelig har jeg ikke været med hende, uden rigtig at forstå det. Hvornår har jeg sidst sagt, jeg elsker hende? Eller givet hende et kompliment? Selv tak for maden tror jeg næppe, jeg har sagt. Det var bare selvfølgeligt, at hun tog sig af det. Det er jo, sådan det skal være troede jeg.
Nu gik det for alvor op for mig, at Signe bar hele hjemmet på sine skuldre, mens jeg troede, hun var af stål og aldrig blev træt. Hvis jeg var syg, gjorde hun alt for mig kogte suppe, lyttede, trøstede mig. Var hun syg, var det en Alvedon og så på arbejde.
Tanken om at kunne miste min Signe skræmte mig dybt. Disse dage, mens hun var til undersøgelserne, levede jeg nærmest på autopilot. Vi snakkede sammen på telefonen hver dag, men Signe sagde ikke noget sikkert
Jeg fortrød, at jeg havde været så selvoptaget og uopmærksom. Gad vide, om jeg kunne gøre noget bedre, hvis jeg fik chancen
Anders, jeg har gode nyheder! Det var falsk alarm. Jeg fejler nok noget, men ikke dét! sagde Signe en aften i telefonen, imens jeg gik hvileløst rundt derhjemme.
Er det rigtigt? udbrød jeg. Åh Signe, hvor er jeg lettet
Et par dage senere hentede jeg hende i rutebilstationen. Jeg havde købt en buket hvide liljer til hende hendes yndlingsblomst.
Anders, hvorfor har du spildt penge på blomster? grinede hun glad men jeg blev nu også glad for dem, tak!
Jeg har været så bange, Signe, sagde jeg og tog hende i favn. Jeg elsker dig så højt. Tilgiv mig
For hvad? spurgte hun. Har du været mig utro?
Nej, nej! udbryder jeg. Jeg mener bare, jeg burde have hjulpet dig mere, været bedre. Men det skal jeg nu. Og så har jeg en overraskelse!
Hvilken?
Jeg har købt billetter, næste måned har vi ferie, og vi skal til Vesterhavet!
Vesterhavet? Hvad med sommerhuset?
Det kan være lige meget, måske skulle vi endda sælge det? Vi kan købe grønt på markedet.
Jeg kan næsten ikke kende dig, Anders
Jeg kan heller ikke kende mig selv, Signe. Jeg var så bange for at miste dig Nu vil jeg passe på dig. Du er min største skat. Jeg elsker dig sådan.
Åh Anders! Signe smilte og tørrede en tåre væk. Måske var det hele nødvendigt, for at vi kunne sige sådan til hinanden. Kom, lad os gå hjem Jeg elsker også dig.
