Jens trådte ind af døren og gik ud i køkkenet. På bordet stod aftensmaden klar og ventede på ham. Mærkeligt, hvor er Mette? tænkte han undrende. Han gik ind i soveværelset, hvor hans kone sad på gulvet og pakkede tøj ned i en sportstaske.
Skal du ud at rejse? spurgte Jens med en beklemt stemme.
De har sendt mig til Rigshospitalet til undersøgelse. De har nogle alvorlige mistanker, svarede Mette pludseligt.
Alvorlige mistanker? Du mener vel ikke… Det, som din mor gik bort af? Jens sank og kunne ikke få øjnene fra sin kone, som han stadig ikke forstod kunne befinde sig i den situation.
Flere dage gik, hvor Jens ikke kunne finde ro. Bekymringen for Mette fyldte alt, mens hun gennemgik undersøgelser inde i København, og han selv blev hjemme i deres lille hus i en landsby uden for Roskilde med både håb og frygt for de beskeder, der måtte komme fra hospitalet.
Mette havde aldrig beklaget sig over noget som helst, og Jens havde vænnet sig til at tro, at hun var stærk og uden problemer. Deres ægteskab havde varet i tredive år. De havde opfostret to børn sammen, og hele hjemmet holdt sammen på hende. Maden, rengøringen, alt husarbejdet. Jens havde altid tænkt, sådan skulle det være. Det var ikke et mandfolk, der vaskede op eller stod ved gryderne.
Og dog passede den stereotype ikke på Mettes hverdag, for hun arbejdede også som bogholder på samme fabrik som Jens. Han kom hver dag hjem, klagede over trætte ben og hårdt arbejde, lagde sig på sofaen og tændte for fjernsynet.
Mette smuttede ud i køkkenet, lavede mad til dem begge og frokost til dagen efter, vaskede op, ordnede stuen og lagde tøj sammen… Husarbejde, som aldrig sluttede. Og hun sagde aldrig et ondt ord om det, bad heller aldrig om hjælp og Jens havde ærligt talt aldrig tænkt på at tilbyde det. Hvorfor skulle han? Det var jo kvindearbejde.
Så da Mette en dag sagde, at hun havde taget fri for at gå til lægen, blev Jens overrasket.
Hvad er der i vejen? spurgte han. Føler du dig syg?
Jeg håber ikke, det er noget alvorligt, svarede hun. Jeg har bare haft det lidt skidt på det sidste.
Du kunne måske tage nogle vitaminer, foreslog han. Det er jo snart forår.
Måske, nikkede hun og trak på skuldrene.
Om aftenen fortalte hun, at hun skulle ind til byen til yderligere undersøgelser.
Hvorfor? udbrød Jens forfærdet.
Lægerne har nogle bekymrende mistanker omkring min helbredstilstand og har derfor sendt mig til Rigshospitalet, svarede hun stille.
Du mener vel ikke… Det samme, som din mor døde af?
De ved det endnu ikke, prøvede hun at berolige ham, selvom hun allerede havde grædt i skjul, mens han var på arbejde. Jeg har billetterne til bussen. Jeg skal afsted i morgen klokken otte. Du må spise alene i aften, ikke? Der er frikadeller og kartofler på komfuret, og salat står på bordet. Jeg vil lige gøre mine ting færdige og i seng i ordentlig tid.
Har du spist?
Nej, jeg har ikke lyst, mumlede Mette og gik i gang med tasken.
Jens så på hende og kunne ikke rumme tanken om, hvad der måske var på vej. Mette, som altid havde haft så meget liv, som aldrig havde klaget. Pludselig…
Mette lukkede tasken. Jeg tror, jeg har alt med, sagde hun.
Husk opladeren til mobilen, foreslog Jens.
Ja, god idé, svarede hun taknemmeligt. Jens, skal du ikke have noget at spise?
Nej, jeg har heller ikke lyst.
Jeg har vel gjort dig ked af det?
Ja, nikkede han.
Hans blik faldt på sportstasken. Den var den samme, som hun stolt havde købt fire år tidligere, da de skulle til Skagen sammen. Hvor hun havde glædet sig til rejsen; hun havde købt sig to farverige badedragter, en flot sommerkjole og en ny stråhat. De havde ikke været væk sammen i mange år, altid holdt ferien på kolonihaven.
Men de kom aldrig afsted. Jens chef havde spurgt, om han kunne tage en kollegas vagt på fabrikken og lovet en god bonus. De ville jo gerne have lavet om i soveværelset, og pengene ville være nok til det. Jens troede, at Mette forstod og accepterede, og måske gjorde hun, men den nat hørte han hende græde stille i mørket. Hun sagde, det var en dårlig drøm, men nu forstod Jens, det var af sorg over at måtte aflyse turen.
Året efter blev det heller ikke til noget. Mette nævnte slet ikke længere ønsker om at komme til havet. For Jens passede det fint. Han var tilfreds med kolonihaven, hvor han kunne grille med venner og tage en dukkert i åen tæt på. Hvad skulle man også bruge penge på dyre rejser for? Herhjemme kunne man jo hygge lige så godt.
Nu pakkede Mette i den samme taske, men denne gang til hospitalet i København… Ikke stranden, ikke ferie. Og Jens var bange for, om hun overhovedet ville komme hjem igen.
Han spiste ikke den aften. Han lå vågen længe og hørte sin kone græde sagte. Han havde lyst til at kramme hende og sige, at det nok skulle gå, men han turde ikke.
Om morgenen fulgte han hende til bussen. De krammede længe, og en klump sad i halsen, da han til sidst lod hende gå.
Mette, hviskede han, da hun steg op. Min elskede, lad alt være i orden…
Han følte sig tom, men han måtte tvinge sig selv på arbejde. Endelig kunne han trykke tanker væk, men ved hjemkomsten vendte uroen og savnet tilbage. Huset føltes tomt uden hende. Han tvang sig at varme resterne fra aftenen før og spise lidt.
Han prøvede at slappe af med fjernsynet, men intet bandt hans opmærksomhed. Han fandt i stedet fotoalbummet frem og bladrede i billederne af deres liv. Der var dem fra bryllupsdagen. Mette så så fin ud, spinkel og smuk. Hun havde stadig noget særligt, men dengang… Han huskede tydeligt, hvordan han for første gang så hende til sin vens fødselsdag. Hun kom sammen med en anden fyr, Jens selv havde en pige med, men Mette havde tryllebundet ham fra det første blik. Aldrig havde han troet på kærlighed ved første blik, men den aften oplevede han det.
Hans daværende kæreste, Line, bemærkede hurtigt hans blikke og lavede en scene udenfor.
Fint, sagde Jens. Vi burde have brudt op for længst. Jeg har aldrig elsket dig.
Line gik bort, tårerne løb men snart fandt hun sammen med Viktor, der altid havde beundret hende.
For at vinde Mette måtte Jens kæmpe, selv efter hun var gået fra sin kæreste. Hun var ikke nem at få; men hun faldt til sidst for Jens og hans vedholdenhed.
Nu sad Jens med albummet og levede alle de lykkelige stunder igennem på ny… Hvor havde han været lykkelig sammen med hende. Og hvor lidt havde han sat pris på det! Hvornår havde han sidst sagt, at han elskede hende? Eller blot takket hende for maden? Han kunne ikke huske det. Han havde bare taget hendes omsorg for givet det var jo sådan, det skulle være.
Først nu gik det op for ham, hvor meget Mette egentlig havde båret på sine skuldre. Mens han selv tog alt for givet, tog hun sig af alt dagligt, år efter år. Når han var syg, lavede hun hyldebærsaft og hønsekødssuppe, lyttede og trøstede ham. Men hvis hun selv blev syg, tog hun bare en pille og gik på arbejde.
Tanken om at miste hende skræmte ham… I de dage, hvor Mette var indlagt til undersøgelser, levede Jens nærmest på autopilot. De talte sammen dagligt, men hun havde endnu ikke svar. Han blev mere og mere rastløs.
Hans skyldfølelse tyngede ham han havde ikke været den bedste mand. Ofte egoistisk, ofte blind for hendes behov. Hvis bare han kunne gøre det godt igen…
En aften ringede telefonen.
Jens, gode nyheder! Mistanken var ubegrundet. Der er problemer, ja, men det er ikke så alvorligt, sagde Mette lettet.
Er det sandt? Udbrød Jens. Åh Mette, hvor er jeg lykkelig!
Få dage senere stod han på Roskilde station og ventede på hende. I hånden havde han en buket hvide liljer, hendes yndlingsblomst.
Jens, hvorfor har du brugt penge på blomster? smilede Mette overrasket. Men tusind tak, det varmer virkelig.
Hvor jeg dog har været bekymret for dig, hviskede han og holdt hende tæt. Jeg elsker dig… Undskyld.
Hvorfor undskylde? spurgte hun forundret.
Jeg har ikke været en særlig god mand Jeg har glemt at tage hensyn.
Hvad mener du? Har du været mig utro?
Nej! Aldrig! Jens blev rød i kinden. Jeg har bare været for egoistisk, ikke hjulpet nok. Men det skal være anderledes nu. Jeg har også en overraskelse
Hvilken overraskelse?
Jeg har købt to billetter. Om en måned har vi ferie, og vi tager til Skagen havet og sandet, ligesom vi drømte om.
Skagen? Hvad så med kolonihaven?
Pyt med den, grinede Jens. Vi kan jo købe kartoflerne på torvet.
Jeg kan næsten ikke kende dig, Jens
Jeg kan heller ikke kende mig selv, Mette. Jeg blev så bange for at miste dig Nu vil jeg passe på dig som mit dyrebareste. Jeg elsker dig!
Åh, Jens! Mette lo med blanke øjne. Måske var det hele nødvendigt, for at jeg skulle høre de ord fra dig. Kom, lad os gå hjem… Jeg elsker også dig.
