Jeg kunne bare ikke forlade ham, mor, hviskede Mikkel. Forstår du? Jeg kunne bare ikke.
Mikkel var fjorten, og hele verden virkede som om den var imod ham. Eller rettere ingen gad forstå ham.
Nu er den lille ballademager der igen! mumlede fru Karen fra lejlighed nummer tre, da hun skyndte sig over på den anden side af gården. Han har kun sin mor, og så sådan går det!
Mikkel gik forbi med hænderne dybt nede i lommerne på de slidte jeans og lod som om han ikke hørte noget. Men det gjorde han.
Hans mor arbejdede igen sent. På køkkenbordet lå der en seddel: “Frikadeller i køleskabet, varm dem op”. Og så var der stille. Altid stille.
Nu gik han hjem fra skole, hvor lærerne igen havde taget en snak om hans opførsel. Som om han ikke var klar over, at alle så ham som et problem. Det var han godt. Men hvad skulle han gøre ved det?
Hey, dreng! råbte hr. Henrik, naboen fra stueetagen. Har du set den halte hund herude? Den burde jages væk.
Mikkel stoppede og kiggede.
Der, ved affaldscontainerne, lå der faktisk en hund. Ikke en hvalp en voksen hund, rødlig med hvide pletter. Den lå helt stille, kun øjnene fulgte folkene omkring. Kloge øjne. Men triste.
Kan nogen ikke bare få den væk? istemte fru Karen. Sikkert syg!
Mikkel gik nærmere. Hunden rørte sig ikke, men logrede svagt med halen. På bagbenet var der et flænge, blodet størknet.
Hvorfor står du der bare? sagde hr. Henrik irriteret. Tag en kæp og jag den væk!
Så knækkede noget indeni Mikkel.
Prøv bare at røre ham! røg det ud af ham, idet han stillede sig beskyttende foran hunden. Den gør ikke nogen fortræd!
Sådan, sagde hr. Henrik overrasket. Nu har vi os en beskytter.
Og jeg vil beskytte ham! Mikkel satte sig forsigtigt ned ved hunden og rakte forsigtigt hånden frem. Hunden snusede til Mikkels fingre og slikkede hans hånd.
Der var noget varmt inde i brystet på Mikkel. For første gang i lang tid var der nogen, der faktisk behandlede ham venligt.
Kom, hviskede han til hunden. Kom med mig.
Derhjemme lavede Mikkel en seng til hunden af gamle jakker i hjørnet af sit værelse. Mor var først hjemme senere så der var ingen der kom og skældte ud eller smed “snavset” ud.
Såret på benet så ikke godt ud. Mikkel begyndte at google, fandt artikler om førstehjælp til dyr. Han læste med rynket pande medicinske ord, men han gjorde sig umage for at forstå det hele.
Det skal renses med brintoverilte, mumlede han og rodede i husapoteket. Og så jod på kanten af såret. Forsigtigt, så det ikke gør ondt.
Hunden lå stille og lod ham bandagere benet. Så på ham med en taknemmelighed, Mikkel ikke havde oplevet længe.
Hvad mon du hedder? Mikkel lagde forsigtigt forbindingen om benet. Rød er du jo. Skal jeg kalde dig Røde?
Hunden gøede svagt som om han sagde ja.
Om aftenen kom mor hjem. Mikkel var klar på ballade, men mor så bare på Røde og mærkede forbindingen.
Har du selv lagt den? spurgte hun stille.
Ja, fandt vejledninger på nettet.
Og hvad vil du fodre ham med?
Jeg finder på noget.
Mor så længe skiftevis på ham og på hunden, der slikkede hendes hånd forsigtigt.
I morgen tager vi til dyrlæge, sagde hun. Vi skal lige have set på benet. Har du et navn til ham?
Røde, sagde Mikkel med et lille smil.
For første gang i mange måneder var der ikke en mur af misforståelser imellem dem.
Næste morgen stod Mikkel op en time før han plejede. Røde prøvede at rejse sig, men peb af smerte.
Bare lig dig, sagde Mikkel beroligende. Jeg henter lidt vand og mad.
Der var ikke noget hundemad hjemme. Han måtte ofre den sidste frikadelle og bløde lidt brød op i mælk. Røde spiste, ivrigt, men forsigtigt og slikkede hver en krumme.
I skolen svarede Mikkel for første gang ikke skarpt til lærerne. Han tænkte kun på én ting hvordan har Røde det? Har han smerter? Savner han mig?
I dag virker du anderledes, sagde klasselæreren overrasket.
Mikkel trak bare på skuldrene. Han havde ikke lyst til at fortælle de ville bare grine.
Efter skole styrtede han hjem, ignorerede de sure blikke fra naboerne. Røde tog imod ham, glad, kunne nu stå på tre ben.
Nå, makker, skal du ud? sagde Mikkel og lavede et hjemmelavet halsbånd af en snor. Bare pas på med benet.
I gården skete det utrolige. Fru Karen tabte næsten sit frø, da hun så dem:
Han har taget den ind! Mikkel! Er du helt fra snøvsen?
Hvad så? sagde Mikkel roligt. Jeg passer på ham. Han er snart rask.
Passer du på ham? fru Karen kom nærmere. Hvor får du råd til medicin? Stjæler du fra din mor?
Mikkel knyttede næverne, men sagde ikke noget. Røde trykkede sig ind til hans ben som om han mærkede at nu var der spænding i luften.
Nej, jeg stjæler ikke. Jeg bruger mine egne penge. Har sparet op fra min madpakke, sagde han lavt.
Hr. Henrik rystede på hovedet:
Dreng, du ved godt det her er et levende væsen, ikke? Ikke et legetøj. Han skal fodres, plejes, luftes.
Nu startede hver dag med en gåtur. Røde blev hurtigt rask, kunne næsten løbe igen, selvom han stadig haltede lidt. Mikkel lærte ham kommandoer tålmodigt, time efter time.
Sid! Dygtig! Gi pote! Sådan!
Naboerne kiggede undrende til. Nogle rystede på hovedet, andre smilede. Men Mikkel så kun de taknemmelige øjne hos Røde.
Han blev en anden. Ikke med det samme men langsomt. Holdt op med at svare igen, begyndte at rydde op hjemme og fik endda bedre karakterer. Han havde fået et mål. Og det var kun begyndelsen.
Tre uger senere skete det, Mikkel frygtede allermest.
Han gik med Røde på aftentur, da en flok herreløse hunde sprang frem bag garagerne. Fem, seks styk vilde, sultne, med ild i øjnene. Alfahunden, en stor sort hanhund, knurrede og gik fremad.
Røde trak sig instinktivt om bag Mikkels ryg. Han kunne stadig ikke løbe, benet gjorde ondt. Flokken kunne lugte svagheden.
Tilbage! råbte Mikkel og svingede snoren. Gå væk!
Men flokken veg ikke. De omringede dem. Den sorte alfahund knurrede højere, gjorde sig klar til at springe.
Mikkel! en kvindestemme lød ovenfra. Løb! Lad hunden og løb!
Det var fru Karen, der hang ud af vinduet. Bag hende stod flere af naboerne.
Dreng, lad nu være med at være modig! råbte hr. Henrik. Den kan ikke løbe, den stikker af alligevel!
Mikkel så på Røde. Han rystede, men stak ikke af. Pressede sig helt ind til sin ejer, parat til at følge ham uanset hvad.
Den sorte hund sprang først. Mikkel skærmede sig med armene, men bidet ramte skulderen. Tænderne flænsede igennem jakken og rev i huden.
Og Røde, trods smerter og frygt, kastede sig ud for at beskytte Mikkel. Hang fast i benet på alfahunden med alle sine kræfter.
Slagsmålet begyndte. Mikkel slog fra sig med fødder og hænder, forsøgte at skærme Røde fra bid. Han fik flænger og skrammer, men han veg ikke.
Herregud, hvad sker der! råbte fru Karen ovenfra. Henrik, gør noget!
Hr. Henrik kom stormende ned ad trappen med en kæp og et jernrør hvad han nu kunne finde.
Hold ud, dreng! råbte han. Jeg hjælper dig!
Mikkel var ved at gå ned under presset fra flokken, da han hørte en velkendt stemme:
Så er det nok!
Det var mor. Hun kom løbende ud fra opgangen med en spand vand og kastede det på hundene. Flokken sprang væk, gøende.
Henrik, hjælp! råbte hun.
Hr. Henrik kom til med kæppen, og et par naboer kom også ned. Herreløse hunde indså hurtigt, at nu var de i undertal de stak af.
Mikkel lå på asfalten med Røde i favnen. Begge blødte, begge rystede. Men de var i live. Usårede.
Skat, mor satte sig ved siden af ham og tjekkede forsigtigt hans sår. Du skræmte mig vildt meget.
Jeg kunne bare ikke lade ham være, mor, hviskede Mikkel. Forstår du?
Jeg forstår, sagde hun stille.
Fru Karen kom ned i gården, gik tættere på. Hun så på Mikkel med et blik, som om hun aldrig havde set ham før.
Du kunne være død for en hund.
Det var ikke bare for en hund, afbrød hr. Henrik. Det var for en ven. Forstår du forskellen, Karen?
Hun nikkede bare. Tårerne løb ned af kinderne.
Kom, sagde mor. Vi skal hjem og rense sår. Og Røde skal også tjekkes.
Mikkel kom langsomt på benene og bar Røde op. Hunden peb svagt, men logrede alligevel glad for at Mikkel var ved siden af.
Vent lige, stoppede hr. Henrik dem. Skal I til dyrlægen i morgen?
Ja.
Jeg kører jer. Og jeg betaler for behandlingen den hund har gjort sig fortjent til det.
Mikkel så overrasket op.
Tak, Henrik. Men jeg kan selv.
Der er ikke noget at diskutere. Du kan betale tilbage, når du får råd. For nu han klappede Mikkel på skulderen. Vi er stolte af dig. Ikke sandt?
Naboerne nikkede stille.
Der gik en måned. En helt almindelig oktober-aften, og Mikkel kom hjem fra dyreklinikken, hvor han nu hjalp til som frivillig i weekenden. Røde løb ved siden af benet var næsten helet, han haltede kun lidt nu.
Mikkel! råbte fru Karen. Vent lige!
Mikkel stoppede og ventede på et nyt skæld ud. Men Karen rakte ham en pose med hundefoder.
Det er til Røde, sagde hun lidt usikkert. Godt foder, det koster lidt. Du passer jo så godt på ham.
Tak, Karen, sagde Mikkel oprigtigt. Vi har foder nu. Jeg arbejder lidt på klinikken, dyrlægen Anne betaler.
Tag det alligevel. Du får nok brug for det.
Mor var i køkkenet og lavede mad. Hun smilede, da Mikkel kom ind:
Hvordan går det på klinikken? Er Anne tilfreds med dig?
Hun siger jeg har gode hænder. Og tålmodighed. Mikkel klappede Røde på hovedet. Måske bliver jeg dyrlæge, jeg overvejer det ret seriøst.
Hvordan går det i skolen?
Fint. Selv Nielsen fra fysik roser mig for at være opmærksom.
Mor nikkede. På den ene måned var Mikkel blevet en helt anden. Svarede ikke igen, hjalp til hjemme, hilste endda på naboerne. Og, vigtigst han havde fået en drøm.
Ved du hvad, sagde mor, Henrik kommer forbi i morgen. Hans bekendte har en kennel, de mangler en hjælper. Han vil tilbyde dig et lille job.
Mikkel lyste op:
Seriøst? Må Røde komme med?
Selvfølgelig. Han er jo næsten tjenestehund nu.
Om aftenen sad Mikkel og Røde i gården og øvede ny kommando “vogt”. Hunden gjorde sit bedste og så op på Mikkel med trofasthed i blikket.
Hr. Henrik satte sig på bænken ved siden af.
Skal du så i kennelen i morgen?
Ja, med Røde.
Så må du hellere komme tidligt i seng. Det bliver en travl dag.
Da Henrik var gået, sad Mikkel lidt endnu i gården. Røde lagde hovedet i Mikkels skød og sukkede tilfreds.
De havde fundet hinanden. Og fra nu af ville de aldrig være alene igen.
