Mor er udmattet
Kirstine råbte så højt af kasseassistenten, at kvindens hænder rystede.
Hvor lang tid skal du bruge?! Kan du ikke passe dit arbejde ordentligt, så bliv hjemme!
Undskyld, sagde den ældre dame og scannede varerne endnu hurtigere, selvom hun allerede havde travlt.
Kirstine, Jakob lagde forsigtigt en hånd på sin hustrus albue, nu må det være nok, lad os gå.
Hun snurrede rundt imod ham:
Hold dig fra det her! Hvem har spurgt dig om noget?
Jakob så ned, undskyldende, og sagde ikke mere. Han sagde aldrig mere.
***
Hjemme duftede der af kylling med krydderurter. Svigermor Karen stod ved komfuret og rørte i suppen.
Nå, I er hjemme! Jeg har lavet kyllingesuppe med båndnudler. Sæt jer, så serverer jeg.
Jeg har sagt hundred gange, du ikke skal rode rundt i mit køkken, hvæsede Kirstine. Bor du her nu, eller er du bare på besøg?
Karen blev bleg og lod skeen glide ned i gryden.
Jeg ville jo bare hjælpe til…
Jeg har ikke brug for hjælp! Jeg kan fint selv finde ud af det!
Syvårige Mads kom løbende ud fra værelset.
Mor, hej! Villy fra opgangen sagde, at jeg er en svagling! Men jeg er da ikke svag, vel?
Gå din vej, snærede Kirstine. Kan du ikke se, jeg har travlt?
Mads stivnede. Kiggede på farmor. Hun kiggede væk.
Kirstine smækkede døren bag sig og gik ind på værelset.
***
Sådan var det altid hos dem.
Dagen lignede hinanden. Kirstine vågnede vred, gik i seng vred og brugte tiden imellem på at råbe ad alle omkring sig. Mand, svigermor, søn, ekspedienter, kollegaer, fremmede.
En sjælden gang greb hun sig selv i at tænke: “Hvad er det, jeg har gang i?” Men tanken forsvandt i et sort hul, der virkede umuligt at kravle ud af.
Jakob holdt ud. Var vant til det. Ti år som ægtefolk havde lært ham én ting: Ti stille og skyg i baggrunden.
Han arbejdede to jobs, bragte penge hjem, gjorde alt, hvad hun sagde. Når Kirstine sov, sad han ofte i køkkenet med en kop te og kiggede ud i luften. Tænkte.
Karen var flyttet ind for tre måneder siden for at hjælpe med Mads, mens begge forældre var på arbejde.
Hun havde sagt ja, og mærkede dagligt Kirstines blikke fulde af irritation.
Mads… han levede bare. Løb, legede, stillede spørgsmål. Hver gang han gik til sin mor, stødte han mod en mur.
I starten græd han. Senere stoppede han. Gik over til sin farmor og sad stille ved hendes side det var nemmere sådan.
***
Fredag skete det, der tit skete.
Kirstine kom hjem fra arbejde i ekstremt dårligt humør: Chefen havde skældt ud, kollegaen havde stukket hende, nogen trådte på hendes fod i S-toget.
Lige før hun trådte ind ad døren, havde Mads spildt saft på den nye lysegrå sofa, der var købt på afbetaling.
Han stod der med det tomme glas og kiggede skrækslagent på den røde plet, der bredte sig.
Hvad har du dog gjort?! skreg Kirstine, ved du overhovedet, hvad den sofa har kostet?!
Det var ikke med vilje, mor. Please, råb ikke. Jeg bliver bange for dig
Han er bange, siger han! råbte Kirstine bare højere, det eneste du kan, er at ødelægge alt! Mit liv er et mareridt på grund af dig!
Undskyld, mor…
Gå ind på dit værelse! Jeg vil ikke se dig!
Mads gik. Kirstine fortsatte med at råbe ud i tomheden, indtil hendes stemme forsvandt.
***
Den nat kunne hun ikke sove. Gik ud i køkkenet og satte sig ved vinduet. Det småregnede udenfor.
Hun sad længe og så på regndråberne, der gled ned ad ruden. Alt føltes trættende og håbløst. Alt hvad hun ønskede var, at det holdt op. At hun fik stilhed.
Hun faldt i søvn over bordet, uden hun opdagede det.
Vågnede kold, klokken var over fire.
Lejligheden var stille. Jakob sov, Karen sov, Mads sov.
På vej tilbage fra toilettet standsede hun uden for Mads’ værelse. Døren stod lidt på klem. Hun kiggede ind for at se, om han havde sparket dynen af sig.
Han lå krøllet sammen, holdt om puden. På bordet, ved siden af sengen, lå en åben kladdehæfte, en helt almindelig med tern, men med et omslag fuldt af kampvogne.
Kirstine ville gå, men pludselig så hun ordet:
MOR.
Hun tog hæftet op og satte sig på sengekanten. Læste.
Det var en dagbog.
Første indførsel var fra september.
I dag råbte mor igen. Far sagde hun er træt. Jeg ville give hende et kram, men hun trak sig væk. Det er nok fordi, jeg er dårlig.
Kirstine synkede og vendte siden.
Oktober. I dag har farmor fødselsdag. Jeg lavede et kort med blomster til hende. Ville give det i morges. Men mor råbte igen af far, så jeg lod være. Lagde det under min pude. Måske giver jeg det, når mor ikke er hjemme.
Videre.
November. Jeg ødelagde legetøjsbilen, som far gav mig. Med vilje. Tænkte, at hvis jeg ødelagde noget mit eget, ville mor ikke råbe. Men hun råbte alligevel. Sagde, jeg ikke kunne passe på noget. At jeg var dum.
Kirstines hænder rystede nu.
December. Snart er det jul. Jeg har skrevet til julemanden. Bad om, at mor ikke råber mere. Men sådan en gave kan man nok ikke få.
Januar. Vi fik til opgave i skolen at skrive, hvad vi vil være, når vi bliver store. Jeg skrev, at jeg vil være usynlig. Så mor ikke kan se mig og aldrig råber. Læreren blev underlig og ringede til far. Far kom og talte med mig. Han sagde, at mor egentlig er sød, hun har det bare svært. Jeg ved det jo godt. Jeg husker, hvordan hun var før. Hun gav mig kram. Og grinede. Men hun griner aldrig mere.
Kirstine sad som fastfrosset. Tårer dryppede ned på hæftet, fik blæk til at flyde ud.
Februar. I dag spildte jeg saft på sofaen. Mor råbte i lang tid.
Når hun råber, føles det som om, jeg dør i små bidder. Først ørerne, så hjertet, så sjælen. Jeg lagde mig og lukkede øjnene. Tænkte; hvis jeg dør i søvne, mon hun så græder? Eller siger hun bare: Nå ja, nu er der én mindre at bekymre sig om?
Hæftet gled ud af Kirstines hænder. Hendes skuldre rystede, men hun lavede ingen lyd. Hun turde ikke vække drengen. Hun var bange for at han skulle se hende sådan her. Hun var bange for alt.
Hun sad længe. Tyve minutter måske, måske en time. Så lagde hun hæftet på plads, forlod værelset.
Gik ind til sig selv. Lagde sig ved siden af Jakob. Stirrede op i loftet til det blev morgen.
***
Mads vågnede først næste morgen.
Åbnede øjnene, strakte sig, satte sig op i sengen. Han så døren stod på klem og huskede gårsdagens drama. Suk.
Han listede ud i gangen. Alt var stille. Underligt. Normalt skramlede mor allerede med tallerkener og råbte, at Alle er nogle dovne sjæle!
Han kiggede ind i køkkenet.
Mor sad ved bordet. Hun råbte ikke, lavede ikke larm. Hun sad bare og så ud ad vinduet. Der stod en kop te, der for længst var blevet kold.
Mor? spurgte Mads forsigtigt.
Hun vendte sig om. Hendes ansigt så anderledes ud ikke vredt, ikke træt, bare noget helt andet. Han kunne ikke forklare det.
Godmorgen, sagde Kirstine sagte. Kom og spis.
Han satte sig ved bordet. Mor satte en tallerken havregrød foran ham. Hun satte sig overfor.
Mads spiste, men holdt øje med hende. Ventede bare på at det gamle mønster gik igang igen. Men intet skete.
Mor, sagde han til sidst, hvad er der?
Ingenting.
Hvorfor siger du ikke noget?
Jeg tænker.
På hvad?
Kirstine så længe på ham. Så rakte hun ud og aede ham blidt over håret. Uden grund.
Jeg tænker på dig, sagde hun stille. På os.
Mads sad stille med skeen i munden.
Mor, er du syg?
Nej, skat. Tværtimod jeg er ved at få det bedre.
Han forstod det ikke, men nikkede. Det betød intet, bare hun ikke råbte.
Spis op, sagde Kirstine. Det er tid at komme i skole.
Mads drak den slat te, der var tilbage, rejste sig og begyndte at finde skoletaske frem. Ved døren stoppede han.
Mor, mumlede han genert I aften… du råber ikke igen, vel?
Kirstine satte sig ned på hug foran ham.
Hør her. sagde hun fast. Jeg ved ikke, om jeg kan lade være helt. Men jeg vil gøre alt hvad jeg kan, for ikke at råbe. Jeg vil virkelig prøve. Så du aldrig mere skal være bange. Forstår du?
Mads nikkede.
Og hvis det ikke går? hviskede han.
Hvis det ikke går må du sige det til mig. Bare sig: Nu gør du det igen. Så husker jeg det.
Husker hvad?
Alt, hun kyssede ham i panden. Skynd dig nu afsted.
Han gik. Kirstine blev stående i gangen og lyttede til elevatorens dør, der smækkede. Så blev der helt stille.
Jakob kom ud fra soveværelset, søvnig og med håret strittende til alle sider.
Hvorfor er du så tidligt oppe? spurgte han.
Kunne ikke sove.
Han så på hende, søgende.
Er du okay?
Jeg har det fint, svarede Kirstine. Kommer du og spiser morgenmad?
Jakob fulgte med ud i køkkenet. De satte sig, han hældte te op…
Jakob, sagde Kirstine pludselig. Hvorfor elsker du mig?
Han satte teen fra sig, overrasket.
Hvad?
Hvorfor elsker du mig? Jeg er jo… jeg er jo en slags monster.
Jakob kiggede længe på hende, alvorligt.
Du er ikke et monster, sagde han. Du har bare glemt, hvem du var.
Hvem var jeg?
Du er meget, smålo Jakob. Jeg husker alt. At du kan være varm, sjov, kærlig. At du kan kramme, så man næsten får kvælningsfornemmelse… Jeg husker det hele, Kirstine. Det er dig, der har glemt det selv…
Kirstine sagde ikke noget.
Jeg håber sådan, du finder tilbage til den, du var, tilføjede han. Jeg venter så længe, det tager.
Hun nikkede og tog hans hånd.
***
Den dag råbte hun ikke ad nogen.
Mads kom hjem fra skole, smed skoletasken, skynder sig hen og krammer hende bare sådan.
Mor, jeg fik topkarakter i dag!
Flot, roste hun. Jeg er stolt af dig!
Han frøs midt i det hele og så forbløffet på hende.
Virkelig?
Virkelig.
Han smilede. Bredere end hun havde set ham gøre i månedsvis.
Mor, ved du hvad jeg tænkte i skolen: hvad nu hvis mor krammer mig i aften? Og du gjorde det rigtigt!
Skøre unge, Kirstine trak ham ind til sig. Nu skal jeg kramme dig hver dag!
***
Senere på aftenen gik Kirstine ind til ham. Mads sov allerede. På bordet lå kladdehæftet.
Hun bladrede om til den sidste side og fandt en kuglepen frem. Skrev under hans ord:
Søn, jeg elsker dig så højt. Undskyld. Jeg vil prøve alt, hvad jeg kan.
MorSå lagde hun pennen fra sig, strøg ham over håret og satte sig lidt på sengekanten. Hun lyttede til hans rolige åndedrag og mærkede en varme brede sig i brystet, en blid, skrøbelig håb. Noget nyt, hun næsten havde glemt fandtes.
Næste morgen lå solen på dynen i striber. Kirstine åbnede vinduet, slap den friske luft ind, og for første gang i lang tid føltes rummet ikke klaustrofobisk, men som om der var plads til at trække vejret og måske, bare måske, til at le igen.
Da familien samledes om morgenbordet, glimtede noget ubemærket i luften. Ingen sagde det højt, men de mærkede alle, at noget var ændret. Stemmernes tone, hændernes berøring, måden lyset lagde sig over deres ansigter.
Bagest i kladdehæftet lå en side blank og venter.
Kirstine så på Mads, på Jakob, på Karen, og tog en dyb indånding. Uden at vide, hvor vejen fører, men parat til at turde den første skridt.
Og den eftermiddag, da regnen stoppede og himlen blev blå, stod de tre generationer i gården og lod ansigterne ramme af solen. Mads greb sin mors hånd og trak hende med i legen. Hun tøvede, men løb så løb og lo, som hun ikke havde gjort i årevis.
For det var aldrig for sent, tænkte Kirstine, aldrig for sent at tage nogen i hånden og begynde forfra.
