Min pige, hvordan har du det? Hvordan har din søn det? For resten, har du fundet på et navn?
Han har ikke noget navn. Nye forældre kan selv vælge senere. Jeg lader ham blive, mor Jeg lader ham blive Vi betyder ikke noget for nogen, vi er helt alene i hele verden.
Sofie, vil du have din baby ind til amning?
Nej, som jeg sagde. Jeg skriver under på at give ham fra mig.
Sygeplejersken rystede på hovedet og gik ud. Sofie vendte sig mod væggen og brast i gråd. Mødrene inde på stuen udvekslede blikke og fortsatte med at amme deres babyer.
Sofie ankom midt om natten, alt gik hurtigt. Drengen vejede tre et halvt kilo, sund og fin. Da hun kastede et blik på ham, begyndte hun straks at græde men ikke af glæde.
Det hele er i orden, hvorfor græder du? Du har fået en god dreng, stærk og sund. Måske havde du håbet på en pige? Det kommer nok næste gang.
Jeg beholder ham ikke Jeg tager ham ikke med hjem.
Jamen dog. Hvorfor ikke? Du behøver ikke at tage en beslutning lige nu tænk dig om, det er jo dit barn, har du ikke ondt af ham?
Astrid, Sofies værelseskammerat, sad på bænken i besøgsrummet med sin mand. Hun fortalte grinende, hvor sødt deres datter trækker på næsen, og de lo sammen. En kvinde dukkede op med en pose og bad om at få Sofie ud.
Astrid gik ind på stuen og hentede Sofie.
Min pige, hvordan har du det? Hvordan har drengen det? Har du fundet på et navn?
Han har ikke noget navn. Lad de nye forældre give ham et. Jeg lader ham blive, mor Vi er ikke noget for nogen, vi er helt alene i verden.
Sofie gemte ansigtet i hænderne og græd. Astrid blev utilpas og sagde hurtigt farvel til sin mand.
Du er ikke alene, min pige, jeg er her for dig. Og Mads ja, hvad kan jeg sige han har lyttet mere til sin elskerinde, der har bildt ham ind, at barnet ikke er hans. Så blev han sur og gik. Men han kommer sig nok og vender hjem. Her, jeg har taget noget mad med til dig, spis så du får nærende mælk til babyen. Og måske skal du kalde sønnen for Emil.
Sofie gik ind på stuen og skubbede posen ind i kommoden. Barnestemmer lød ude på gangen. Sofie gik ud.
Er det min?
Ja, det er din egen.
Så vil jeg gerne amme ham.
Sygeplejersken rejste sig og hentede babyen. Han græd, ansigtet helt rødt af anstrengelse.
Ikke græd, lille ven Mor skal nok give dig mad.
Sofie forsøgte uerfarent at lægge ham til. Astrid kom hen og hjalp. Barnet blev stille og begyndte at spise. Sofies ansigt blødte op i et smil hvor er han sjov, den lille fyr, snøfter og kæmper.
Fra nu af kom Emil til sin mor ved hvert måltid. Sofie nød at kigge på hans lille næse, de sammenknebne bryn.
Sofie, var det din mor, der kom før? Hun virkede rar.
Nej, det var svigermor. Min mor døde, da jeg var lille, og far drak hele tiden, så min tante opfostrede mig. Senere blev jeg gift og flyttede ind hos min mand. Vi havde det godt, indtil han fik en anden.
Han stak af til hende og vil ikke se mig mere. Jeg blev helt kulret af det og så startede fødslen.
Hvad vil du gøre nu, hvor du har babyen?
Min svigermor vil gerne have, at vi bor sammen. Hun er alene nu, hendes mand døde for mange år siden, og hendes eneste søn er stukket af. Hun er god og rar, hun har altid været sød ved mig.
Så flyt ind hos hende, hun vil elske at passe Emil og hjælpe dig. Og din mand vender sikkert hjem, når han får tænkt sig om.
Det gjorde Sofie. Hanne, svigermor, hjalp med det hele og forgudede sit barnebarn.
Da Emil blev en måned, dukkede faderen, Mads, op. Sofie var i supermarkedet på det tidspunkt.
Mor, jeg tager til Tyskland med Line, har fået arbejde der. Ville bare sige farvel og forresten, kan jeg få lidt penge til turen?
Der er ikke noget til dig Du forlod din gravide kone, og hun var tæt på at efterlade barnet på hospitalet. Nej, du skal ikke have penge af mig. Jeg har Emil, og han har mere brug for det du må klare dig selv.
Lille Emil græd op, og Hanne fór over til vuggen.
Vil du virkelig ikke engang se på din egen søn? Han ligner dig.
Han er ikke min søn Sofie har bare fundet på et eller andet, hvorfor skulle jeg tage mig af andres barn?
Ja, du er ikke klog, Mads. Gå du bare videre med dit dårlige valg.
Hanne gik på pension, og Sofie overtog hendes job. Emil startede i børnehave, og de tre boede trygt og godt sammen.
Hanne, bliver din svigerdatter ved med at bo her? Man skulle ellers tro, du hellere ville have din søn hjemme.
Sofie er mig kærere end Mads, og Emil er mit kæreste barnebarn. For dem lever jeg, Karen, så hold nu op med sladder.
Nabokonen Karen rystede på hovedet og gik videre. Hun forstod virkelig ikke Hannes valg hendes søn havde altid været det vigtigste, men man vælger jo ikke sit lod i livet.
Hanne bemærker, Sofie pludselig pynter sig mere og tit går ud om aftenen.
Sofie, hvad hedder han så?
Hvem, mor?
Nå, ham du render over til Fortæl nu, jeg er nysgerrig.
Jamen, vi går bare tur Han er på besøg hos familien her i byen, vi mødtes tilfældigt.
Ved han noget om Emil?
Ja, han ved alt.
Så tag og inviter ham hjem, du behøver ikke skjule ham for mig. Hvis han er en god mand, så bare kom an.
Anders, som han hed, kom forbi med en kurv bær og en hjemmebagt tærte fra sin moster. Emil fik en legetøjsbil og en fodbold. Aftenen forløb med latter og gode historier Sofie grinede, og Hanne smågræd af latter. Da Anders var gået, spurgte Sofie straks:
Hvad synes du om ham, mor? Er han en god mand?
Ja, min pige En charmerende, ordentlig og respektfuld mand. Og det vigtigste: han elsker dig. Lad ikke lykken gå forbi!
En måned senere kom Anders og bad Hanne om Sofies hånd.
Nu skal I ikke bekymre jer. Vi skal bo i Aarhus, hvor jeg har et stort hus. Vi elsker hinanden og Emil betyder alt for mig. Vil du give os din velsignelse?
Hanne vinkede farvel til Sofie, Anders og Emil, der flyttede til byen de lovede at skrive og komme på besøg. Nu må Hanne klare sig selv lidt endnu.
Et år gik. Pludselig dukkede Mads op med den betuttede, forsømte dreng han havde fået med Line.
For pokker, Mads, se dig hvad laver Line? Vasker hun aldrig tøj?
Tja Der er ikke mere Line hun stak af med en rig fyr. Vi har brugt alle pengene, alt er væk Og så kom jeg i tanke om, at jeg har min mor og mit barndomshjem.
Godt du huskede det efter alle disse år.
Ja, og om Emil Line indrømmede, hun løj dengang for at splitte os, og jeg troede hende. Så nu vil jeg lære min søn at kende. Hvor er han?
Du lod lykken gå dig forbi. Sofie er gift med en god mand nu og glad. Emil er skrevet ind på ham, du har ingen søn her længere. Og nu pakker jeg mine ting og flytter hen til dem. Sofie har fået en datter, og jeg vil hjælpe til og møde mit barnebarn. Pas hjemmet har du forstået?
På togstationen sidder Hanne og tænker over, hvor forunderligt alt kan ende. Hvor meget det betyder at være noget for nogen, at have nogen at hjælpe og holde af som hun engang hjalp Sofie. Havde hun ikke gjort det, kunne alt have været endt helt anderledes for dem alle.
