Far, mød min kommende kone, og din svigerdatter, Pil! smilede Boris, så lykkelig, at hans øre flagrede.
Hvem?! Professoren, dr.phil. Rasmus Filten, spærrede øjnene op. Er det en slags spøg? For sjov er det godt nok ikke!
Med et hvilende blik stirrede han på neglene, der var sorte af jord under Pils grove fingre. Det slog ham, at det her må være en pige, der aldrig havde set hverken en håndvask eller en grøn sæbe. Ellers var det umuligt at forklare, hvordan skidtet kunne gro sådan fast.
“Gid dog, at min kære Laura ikke nåede at se denne skændsel! Vi lagde jo al vores opdragelse i knægten, ville give ham de fineste manerer,” svingede det rundt i hovedet.
Det er ægte nok! Boris lød nærmest trodsig. Pil bliver hos os, og om tre måneder skal vi giftes. Hvis du ikke vil med, så klarer vi det alene!
Goddag! sagde Pil og trådte helt hjemmevant ind i køkkenet, bar en slidt stofpose og begyndte opliste: Kanelsnegle, hindbærmarmelade, tørrede svampe… hun tømte indholdet ud på bordet.
Rasmus tog sig til brystet, da Pil plaskede den hvide, broderede dug til med rød marmelade.
Boris! Kom nu til dig selv! Gør du det her for at gøre mig rasende, så har du virkelig overgået dig selv Hvor har du fundet den her bondepige? Hun skal ikke bo i mit hus! råbte professoren fortvivlet.
Jeg elsker Pil. Min kone bor berettiget på min adresse! smilte Boris spidst.
Rasmus mærkede bare, hvordan sønnen spillede med ham; han gad ikke tage slagsmålet. Tavs listede han mod sit lille arbejdsværelse.
Relationen mellem far og søn havde ændret sig drastisk for nylig. Efter Lauras død blev Boris uregerlig, droppede universitetet, talte grimt, og levede, som om næste dag aldrig kom.
Rasmus havde håbet på forandring at Boris skulle blive den kærlige, reflekterede unge mand igen. Men jo mere tiden gik, jo mere fjern blev Boris. Og nu stod han der med en pige fra landet, udmærket klar over, at faren aldrig ville bifalde valget, og derfor havde han taget hende med
Om lidt blev Boris og Pil gift. Rasmus nægtede at deltage, han ville ikke have denne svigerdatter ind i familien. Hans vrede blev kun større, når han tænkte på, at den dygtige Laura hustru, mor, og hjemmets dronning var blevet byttet ud med en, der knap kunne føre en sætning sammen.
Pil lod ikke til at lade sig mærke af svigerfarens kulde, forsøgte bare endnu mere at please ham. Men det hjalp ikke, for Rasmus så kun mangel på dannelse og fine træk
Efter en kort tid som gift mistede Boris hurtigt lysten til hverdagslivet, og begyndte at drikke og gå i byen. Rasmus hørte ofte voldsomme skænderier, og lettedes hver gang måske tog Pil snart sine ting og forsvandt for altid.
Hr. Filten! løb Pil ind, grædende. Boris vil skilles Han smider mig ud og jeg venter barn!
Ud? Du er da ikke hjemløs. Rejs bare tilbage til din landsby. Og det, at du er gravid, giver dig ikke ret til at bo her efter en skilsmisse. Jeg blander mig ikke, sagde Rasmus, lettet over at en påtrængende svigerdatter snart var fortid.
Pil græd og begyndte at pakke. Hun forstod ikke, hvorfor svigerfar hadede hende fra begyndelsen; hvorfor Boris havde leget med hende som en hundehvalp, og smidt hende ud. Så hvad hun var jo fra landet? Hun havde jo også et hjerte og følelser
***
Otte år gik Rasmus Filten boede nu på et plejehjem i Greve. Alderdommen havde sat sine spor, og Boris udnyttede situationen, og fik hurtigt indlogeret sin far, for at slippe egne byrder.
Den gamle mand havde affundet sig der var ingen anden vej. Hele sit liv havde han givet kærlighed, respekt og omsorg til så mange, at han månedligt fik takkehilsner fra tidligere studerende Men sin egen søn var han ikke lykkes at opdrage til et ordentligt menneske
Rasmus, du har gæster, sagde hans værelseskammerat, som kom ind med frisk luft i lungerne.
Hvem? Boris? nåede den gamle knapt at tænke, før han huskede, at Boris nok aldrig kom. Hans søn hadede ham jo dybt.
Ved ikke. Sygeplejersken sagde jeg skulle kalde på dig. Skynd dig, mand! sagde den anden med et smil.
Rasmus greb sin stok og slentrede ud i gangen. Da han gik ned ad trappen, blev han ganske stum hun stod der, og han kendte hende med det samme, selv om så mange år var gået.
Goddag, Pil! lød det næsten sagte fra ham, da han så ned. Skyldfølelsen sneg sig op, for alt det, han ikke gjorde dengang for den ægte, hjertelige pige
Hr. Filten?! Pils kinder glødede, overrasket. Du ser træt ud… Er du syg?
Lidt, ja smilte han. Hvordan fandt du mig?
Boris fortalte det. Han vil ikke have kontakt med sin søn men drengen vil gerne besøge både far og bedstefar Anton kan jo ikke gøre for, at ingen vil kende ham. Han har brug for familie, vi er jo kun os Pil snakkede med bævende stemme. Undskyld, jeg burde måske have ladet være…
Vent! Rasmus greb hendes hånd. Hvordan er han nu, lille Anton? Sidst jeg så et billede var han kun tre år, husker jeg.
Han står ude ved indgangen. Skal jeg hente ham? spurgte Pil tøvende.
Ja, min pige, kald på ham! lyste Rasmus pludselig op.
Ind kom der en rødhåret dreng, en miniatureudgave af Boris. Anton gik usikkert hen til sin bedstefar, som han aldrig før havde mødt.
Hej, min dreng! Hvor du er blevet stor hviskede den gamle, med tårer i øjnene, og lagde armene om sit barnebarn.
De talte længe, mens de gik gennem parkens gyldne alléer, der snoede sig omkring plejehjemmet. Pil fortalte om sit liv, hvordan hun mistede sin mor, og måtte passe både hus og barn alene.
Undskyld, Pil! Jeg har fejlet mod dig. Jeg troede jeg var klog, dannet men først nu forstår jeg, at det vigtige er hjertet, og ægte menneskelighed, sagde den gamle mand.
Hr. Filten! Vi har et forslag, Pil smilede nervøst. Kom med os! Du er alene, vi er alene Hvor ville det være rart med familie tæt på.
Bedstefar, kom med! Vi kan fiske sammen, plukke svampe i skoven Der er smukt i Vorup, og masser af plads hjemme hos os! tryglede Anton, og gav bedstefar hånden.
Ja, lad os! sagde Rasmus Filten med et let smil. Jeg fejlede med Boris, men måske kan jeg gøre det godt med dig, Anton. Jeg har aldrig boet på landet måske drømmer jeg mig hen, og mister tid, jeg aldrig får igen!
Selvfølgelig kommer du til at trives! grinede Anton.
