Der er ingen glæde uden kamp
“Hvordan kunne du ende i sådan en situation, din tossede pige? Hvem vil nu have dig, når du går rundt og venter barn? Og hvordan har du tænkt dig at tage dig af det barn? Du skal ikke regne med min hjælp. Jeg opfostrede dig, skal jeg nu også tage mig af dit barn? Jeg har ikke brug for dig her mere. Pak dine ting og gå ud af mit hus!”
Majken sad tavs og kiggede ned i gulvet. Håbet om, at tante Bente ville lade hende bo der bare lidt, til hun fandt et arbejde, smuldrede for øjnene af hende.
“Hvis bare mor stadig var her”
Majken kendte ikke sin far. Moren blev kørt ned af en spritbilist ved et fodgængerfelt for femten år siden. Hun var nærmest på vej til børnehjem, men pludselig dukkede en fjern slægtning op morens kusine, Bente. Tante Bente havde fast arbejde og sit eget lille hus, så de fik hurtigt styr på værgemålet.
Tanten boede i udkanten af en lille sydjysk grænseby, hvor somrene var lune og vintrene fugtige. Majken manglede aldrig mad og havde altid tøj på kroppen, og hun lærte tidligt at hjælpe til. Der var altid noget at lave: hus, have, lidt høns og kaniner. Måske manglede hun moderkærlighed, men hvem lagde mærke til det?
Hun klarede sig godt i skolen og kom ind på det lokale pædagogseminarium. De unge år fløj afsted, men pludselig var det slut eksamenerne var overstået, og hun vendte hjem til den by, der føltes som hendes egen. Bare ikke på den måde, hun havde håbet.
Efter al ophidselsen var tante Bente faldet ned igen.
“Det var dét! Ud af mit hus nu. Jeg vil ikke se dig mere.”
“Tante Bente, bare et øjeblik”
“Nej, jeg har sagt, hvad jeg vil!”
Majken tog lydløst sin kuffert og gik ud ad døren. Hun havde ikke forestillet sig sådan et hjemkomst ydmyget, afvist og med et barn, der lige så stille voksede i hende. Hun var kun lidt henne, men hun skjulte det ikke længere.
Nu skulle hun finde et sted at bo. Langsomt gik hun ned ad villavejen, tankefuld og tung om hjertet.
Det var dansk sommer; duften af nedfaldsæbler, blomstrende haver og brændt grillkød var i luften. Sveden løb ned ad ryggen, og hendes mund var tør. Hun kom til et hus med grønt hegn og rødmalet dør, og udenfor stod en kvinde i forklæde ved udekøkkenet.
“Må jeg få et glas vand?” spurgte Majken forsigtigt.
Birthe, en robust kvinde omkring de 50, vendte sig om. “Selvfølgelig, kom ind, hvis du har gode hensigter.”
Birthe rakte hende et krus med koldt frisk vand. Majken satte sig trætte på bænken, hun havde svært ved at tage ordene i munden.
“Må jeg hvile mig lidt? Det er en varm dag”
“Selvfølgelig, ven. Hvor kommer du fra? Med kuffert og det hele.”
“Jeg er nyuddannet pædagog. Ville gerne arbejde i byen, men jeg har ingen steder at bo. Ved du, om nogen udlejer et værelse?”
Birthe kiggede på hende pæn pige, men tydeligt træt og tynget af bekymring.
“Du kan bo her hos mig. Jeg har et værelse ledigt. Bare du passer på tingene og hjælper lidt i huset. Hvis det lyder fair, viser jeg dig det straks.”
Birthe var glad for selskab og lidt ekstra penge betød meget i en stille provinsby. Sønnen boede langt væk og kom sjældent hjem så lidt selskab i de mørke vinteraftener ville ikke gøre nogen skade.
Majken takkede næsten vantro for sit held og fulgte med Birthe ind i huset. Værelset var småt, men hyggeligt vindue ud mod haven, bord, to stole, seng og et gammelt klædeskab. Præcis det, hun havde brug for. De blev hurtigt enige om en månedlig leje på 1800 kroner, og da Majken havde skiftet tøj, gik hun mod det lokale skolekontor.
Dagene løb afsted arbejde, hus, arbejde. Hun knap nok registrerede, når bladene skiftede farver udenfor vinduet.
Hun blev hurtigt fortrolig med Birthe, som viste sig at være både varm og betænksom, og Majken hjalp til med have og dyrene. Om aftenen sad de ofte i pavillonen med te i kopperne. Det sydjyske efterår kom snigende, men hun mærkede det knap.
Graviditeten forløb nemt. Majken blev ikke dårlig, og ansigtet var stadig klart, omend lidt rundere. Hun holdt ikke historien skjult for Birthe; fortalte, hvordan det hele var gået til, ligesom så mange piger før hende.
Det begyndte på seminariet, da hun blev forelsket i Jonas den charmerende søn af to universitetsundervisere. Hans fremtid var planlagt: læse videre, ph.d., erhvervskarriere, gerne i nærheden af familien. Smilende, populær han kunne få enhver. Men valgte Majken. Måske fordi hun smilede genert og havde de der bløde brune øjne? Eller fordi han mærkede det stålsatte i hende, som kun den får, der kender til modgang? Deres studietid blev tilbragt side om side, og Majken kunne kun se én fremtid med ham.
Så kom dén dag. Hun havde ikke appetit, var utilpas ved lugte, kvalme og forsinket. Testen viste to streger. Hun stirrede længe. To. Eksamen nærmede sig hvordan skulle Jonas tage det? Børn var ikke lige dét, de havde planlagt.
Alligevel rørte det noget i hende. “Lille skat,” sagde hun stille og lagde hånden på den flade mave.
Da Jonas hørte nyheden, tog han straks Majken med hen til sine forældre. Det var en aften, hun stadig aldrig kunne tænke på uden sorg. Kort fortalt rådede de hende til abort, og hvis hun nægtede, måtte hun forlade byen alene efter eksamen Jonas skulle videre med sit liv, hun duede ikke.
Majken kunne kun gætte, hvad de sagde til sønnen. Næste dag kom Jonas stille ind på hendes værelse, lagde en kuvert med penge på bordet og gik.
Majken overvejede aldrig at fjerne barnet. Hun var allerede knyttet. Det var hendes barn, hendes alene. Men pengene tog hun imod dem skulle hun nok få brug for.
Birthe lyttede til det hele og tog hendes hånd. “Det kunne være gået værre. Du er stærk og barnet er en gave. Måske sker det hele af en grund.”
Jonas ønskede hun aldrig tilbage. Hun kunne ikke tilgive hans svaghed og lettelse.
Tiden gik. Majken måtte opgive at arbejde og vralte rundt i huset, mens hun ventede. Hvilket køn det blev, kunne man ikke se på scanning. Bare det blev raskt.
En lørdag sidst i februar gik fødslen i gang, og Birthe kørte hende til fødeklinikken i Esbjerg. Alt gik hurtigt hun fik en sund, fin dreng.
“Kristoffer,” hviskede hun kærligt og nussede hans runde kind.
Majken blev hurtigt veninde med de andre nybagte mødre. De fortalte om en anden kvinde, der lige havde født en lille pige hun var gift med en hjemmeværnsmand, de boede ikke officielt sammen, og hun havde forladt barnet og lagt en seddel hun var ikke klar.
“Men barnet?”
“De giver hende flaske, men plejersken siger, det var bedst én delte modermælk. Men alle passer jo på deres egne.”
Da pigen blev bragt ind til amning, spurgte sygeplejersken:
“Vil nogen hjælpe? Hun er for lille og svag til at vente.”
“Jeg vil gerne,” sagde Majken stille, lagde Kristoffer ved siden af sig og tog den lille pige op.
“Sikke en spinkel én, og så fin og lys! Hun skal hedde Anine.”
Ved siden af Kristoffer virkede pigen næsten som et duplolegetøj.
Majken ammede dem begge og Anine faldt straks til ro ved hendes bryst.
To dage senere kom sygeplejersken og fortalte, at barnets far var udenfor og gerne ville takke den unge kvinde, der gav hans pige mælk. Sådan mødte Majken hjemmeværnskaptajnen, Thomas Kastberg en lav og rank mand med klare blå øjne.
Det, der fulgte, blev fortalt igen og igen på hospitalet og i byen historien blev ved at blomstre.
På udskrivningsdagen stod hele personalet samlet ved døren. Ved kantstenen ventede en stor, mørk Volvo stationcar pyntet med balloner. Thomas hjalp Majken ind i bilen, hvor Birthe sad parat, og han rakte hende først et blåt svøb og dernæst et lyserødt.
Da bilen rullede væk under lyden af hurraråb og latter, sad Majken ved vinduet med begge babyer i favnen, og Birthe så stille på hende med et blidt smil. Der duftede af blomster og babypudder i bilen. Thomas, der ved afskeden var gået på knæ ved hendes seng med en bunden buket og spurgt, om hun ville danne familie, sad nu i forreste sæde og sendte et blik i bakspejlet lille Anine sov trygt, hendes fingre omkring Majkens lillefinger.
I det gule parcelhus ventede ikke bare et hjem, men kærlighed, te med hjemmelavet syltetøj, det gamle klædeskab, der nu skulle fyldes med legetøj, og et liv, ingen kunne forudse men som allerede havde fået mening.
Jeg lærte, at lykke altid følger dem, der vover og hjælper andre og at livet bliver størst, når vi kæmper videre, selv om alt ser allermest håbløst ud.
