Mellem sandhed og drøm
Freja svøber sig i et lunt tæppe og lytter til stilheden, der fylder hendes lejlighed på Nørrebro i København. Udenfor danser snefnuggene ned og lægger sig på vindueskarmen som små dansere i en lydløs, nordisk vintervals. Hun er lige kommet hjem efter prøvning af sin brudekjole en begivenhed, hun har set frem til med både bæven og gysende forventning. I hånden har hun stadig posen med tilbehør: elegante øreringe, en spinkel tiara og de små detaljer, der skal fuldende hendes bryllupslook. Hendes tanker kredser om den kommende dag hun ser sig selv i kjolen, ser lyset spille i smykket, forestiller sig gæsternes beundrende blikke i den festpyntede sal.
Så flækker stilheden dørklokken ringer, skarpt og insisterende. Freja trækker tæppet tættere om sig, mærker uroen i kroppen. Klokken er ti minutter i syv hvem kommer på besøg nu? Hun overvejer mulighederne: måske en forsendelse fra Nemlig.com eller underboen, der mangler hjælp til en stikkontakt?
Forsigtigt går hun ud i entreen, lader øjet glide gennem dørspionen. Udenfor står en mand høj, men ansigtet skjult i dørens skygge. Freja tøver.
Hvem er det? prøver hun med en rolig stemme, selvom hjertet slår hurtigere.
Det er mig, Viktor, kommer det dæmpet gennem døren. Vi skal tale sammen. Det haster.
Freja tøver et øjeblik Viktor? Det er ikke ligefrem manden, hun trænger mest til at se. Men hvad nu, hvis der er sket noget med Astrid?
Hun låser op og åbner døren en smule. Viktor står i opgangen, sneen smeltet til våde pletter på hans mørkeblå frakke. Han er bleg, og i hans øjne brænder en urolig ild. Sådan har Freja aldrig set ham før, og hun mærker straks en spændt uro.
Kom ind, siger hun og trækker sig til siden, skjuler sit ubehag. Hun føler sig næsten fanget, men at lukke døren i hovedet på ham ville være for mærkeligt. Du er helt gennemblødt.
Han kommer ind i stuen uden at skænke skoene en tanke sne og snavs sætter straks spor på det lyse trægulv. Viktor ser ikke ud til at bemærke det. Hans blik svæver ud i rummet, som om han leder efter noget hun ikke kan se. Freja står stille, mærker hvordan en underlig rastløshed vokser.
Freja, siger han, bider sig i læben, knuger sine handsker. Jeg kan ikke mere! Jeg elsker dig!
Hun bliver stående ude af stand til at tro det hun hører.
Viktor, du begynder hun, men stemmen svigter og ordene dør hen.
Han lader hende ikke tale færdig. Han træder et skridt nærmere, skræmt ved tanken om, at chancen smutter hvis han venter.
Jeg ved, du skal giftes. Jeg ved, det er sindssygt at komme nu! Men jeg kan ikke tie længere. Jeg har forsøgt at glemme dig, prøve at leve videre, men det kan jeg ikke. Hver dag det er dig, du fylder det hele, hvisker han lydløst, hvert ord mærkbart tungt. Jeg burde have sagt det tidligere. Astrid jeg begyndte kun at se hende på grund af dig! Det var min undskyldning for at være tæt på dig, se dig men jeg har aldrig elsket hende. Aldrig!
Det føles som et iskoldt sting. Hvad? Har han virkelig brugt hendes bedste veninde som adgang til hende? Astrids følelser var jo oprigtige.
Freja lægger tæppet tilbage over armlænet, som om netop dét kunne bringe hende ned på jorden igen. Luften føles pludselig tung.
Viktor prøver hun igen, men det er svært at finde ordene. Ved du hvad du siger? Jeg elsker min forlovede. Vi skal giftes. Vi har lagt planer for vores liv, vores fremtid. Og Astrid
Han nikker, men fjerner ikke blikket. I hans øjne gløder det af smerte, men hun ser også lettelse som om han netop har kastet en tung byrde af sig.
Jeg ved det godt, men du bliver snart uden for rækkevidde! Han tøver, samler sig. Hvis jeg ikke sagde det nu, ville jeg fortryde det resten af livet. Og Astrid for mig betød hun intet! Forstår du?
Alt i Freja snører sig sammen hun får næsten ikke luft.
Hvordan kan du sige sådan noget? Hvordan kan du?
Det er sandheden! Viktor står fast. Jeg havde brug for at du så mig. Forstod hvor omsorgsfuld jeg kunne være. Jeg håbede på, du ville opdage vi hørte sammen. Nu ved jeg uden dig er der ingen mening.
Han sætter sig på knæ, fisker en lille ring frem fra lommen. Den glinser svagt i lampelyset: enkel, med et diskret mønster og lille sten.
Forlad ham! Kom med mig jeg vil gøre dig lykkelig, jeg sværger.
Freja ser på ham. I tankerne blinker scener forbi: Viktor griner med Astrid til en julefrokost, lægger armen om hende, hvisker noget med det blide blik Alt det løgn? Hele billedet splintres. Hun forsøger at samle brikkerne, men det lykkes ikke.
Rejs dig op, siger hun lavt. Vær sød, rejst dig.
Han gør det langsomt, uden at slippe hende med øjnene. Håbet gløder stadig, men svinder for hver sekund.
Du tror mig ikke? nu skælver hans stemme, mere sårbar end han vil indrømme.
Jeg tror på du taler sandt det ændrer bare ikke noget, siger hun roligt. Du er min ven, Viktor. Men mit hjerte tilhører en anden. Jeg har aldrig tænkt på dig som mere end det.
Han står lidt, så:
Havde jeg sagt det før inden du mødte ham havde svaret været det samme?
Freja tænker længe, svarer så stille:
Ja. Undskyld, men du er ikke den slags mand, jeg kunne blive forelsket i. Du er sød, det kan jeg ikke benægte, hun trækker på skuldrene, ærligt og lidt fortabt men slet ikke min type.
Viktor træder nærmere, fortvivlet, næsten desperat.
Men hvorfor? Jeg så måden du kiggede på mig. Jeg ved der var noget
Hun trækker sig væk, mærker hvordan rummet krymper. Hvis hun lige skubber til ham, kan han ryge ned på sofaen så kan hun nå ud i trappeopgangen
Der er ikke noget mellem os, Viktor, hun prøver at tale jævnt. Det her er ikke kærlighed, det er en besættelse. Du har digtet en historie, hvor jeg er perfektionen og alle andre bare er baggrund. Lad os stoppe her.
Han knytter hænderne, mere magtesløs end vred.
Du tager fejl, siger han, søger hendes blik. Jeg har aldrig følt sådan før det er ikke fantasi, ikke en sygelig besættelse! Jeg elsker dig!
Freja bider sig i læben for ikke at miste besindelsen. Hun kan ikke bare råbe men hun kan heller ikke lade det foregå, især når Astrid er bragt ind.
Og Astrid da? Kan du overhovedet forestille dig hvor ondt du gør hende? Du brugte hende. Nu kommer du her og forventer at jeg kaster alt væk for dig?
Jeg ved jeg har fejlet, hvisker han. Men hvis jeg fik chancen igen, ville jeg gøre det samme!
Du kan ikke bygge din lykke på andres sorg, hun ryster på hovedet og sender et blik mod sin telefon. Skal hun ringe? Du elsker ikke mig du elsker et billede, en drøm. Og i virkeligheden kender du mig ikke engang.
Hun lader ham stå lidt. Så:
Du må fortælle Astrid sandheden. Hun fortjener det. Og så må du sige undskyld.
Viktor fryser. Hans hænder skælver svagt.
Hvorfor? Jeg har jo indrømmet jeg aldrig har elsket hende! Hun irriterer mig bare! Men du du er noget helt andet.
Hun møder et blik så tungt af smerte at hun næsten føler sympati. Men hun må ikke lade sig rive med af medlidenheden.
Hverken med mig eller Astrid har du en chance. Og du skal vide, jeg ikke bare dækker over dig.
Viktor stirrer intenst på hende, så:
Jeg går. Men jeg giver ikke op. Jeg venter på at du indser vi hører sammen.
Vent ikke, hun ryster på hovedet og mærker et strejf af frygt i hans stemme. Find en du elsker for den hun er ikke for hende du har opfundet. Og lige nu må du gå.
Han vakler ud i entreen, hvert skridt trevler af indre kamp. Ved døren vender han sig:
Tak fordi du var ærlig, siger han lavt. Men jeg tager ikke afsked for altid.
Han lukker døren mildt i efter sig. Freja bliver stående, mærker hvordan spændingen aftager lidt efter lidt. Hun går over til vinduet og ser sne dæmpe byen, gadebelysningen falder varmt ned på brostenene. Viktor går med stive skuldre væk. Hver bevægelse emmer anstrengelse.
Freja ser ham forsvinde bag hjørnet, rystet. Noget skal der gøres, hun kan ikke lade det være. Hvad nu hvis han siger noget til Astrid, der ikke passer? Hun finder sin telefon og ringer.
Astrid, hej. Vi er nødt at tale sammen. Det er vigtigt.
Der lyder en sagte raslen. Astrid lyder oprigtigt bekymret:
Hvad er der galt? Du lyder ret stresset. Er du okay?
Freja trækker vejret ind, samler sig.
Viktor var her, begynder hun. Han indrømmede, at han kun datede dig for at komme tættere på mig. At han aldrig har været forelsket i dig. At du bare var en adgangsbillet.
Der bliver stille længe. Freja forestiller sig veninden sidde med telefonen, samlet om chokket. Da Astrid endelig tager ordet, er stemmen underlig fjern:
Hvad betyder det? Mente han virkelig det Jeg fatter det ikke
Jeg ønsker ikke at såre dig men jeg kunne ikke lyve. Du er min bedste veninde, Frejas stemme ryster svagt. Han påstod, han elsker mig, og vil have at jeg dropper brylluppet Jeg var faktisk bange for ham.
Endnu en pause.
Okay, siger Astrid endelig, tilbageholdt, men med en smerte hun forsøger at skjule. Og hvad sker der nu?
Jeg ved det ikke. Måske kommer han til dig, jeg aner ikke hvad han finder på. Er du alene hjemme? Jeg er virkelig urolig!
Astrid tier, så svarer hun sagte:
Bare rolig. Jeg skal nok klare den. Tak fordi du fortalte det.
Undskyld det skulle komme sådan her ud, siger Freja. Jeg er virkelig ked af det.
Det er bedre at kende sandheden end at leve på en løgn, nu er Astrid lidt mere rolig.
De siger farvel, Freja lægger telefonen og trækker vejret dybt. Hun lægger panden mod ruden og ser snefnuggene danse i lyskeglerne. Et eller andet sted i denne vinterby prøver to mennesker at finde hoved og hale i deres følelser og Freja kan kun håbe at det ender godt for dem begge.
Hun tænker på hvordan Astrid må have det. Hun prøver at forestille sig, hvordan det må være pludselig at miste fodfæstet i sit eget liv. Alligevel: bedre med en bitter sandhed end en løgn, der alligevel afsløres tilsidst…
*******************
Imens sidder Astrid i sit køkken. Ordene fra Freja runger i hovedet, flyder sammen med minder om første date, om hvordan Viktor var så charmerende, åbnede døre, fik hende til at le, hvordan han holdt hendes hånd og sagde “jeg elsker dig”.
Nu “Han har aldrig elsket mig”, gentager hun indvendigt. Som om noget knuses, ikke smertefuldt men mærkbart, som en byggeklods, der vælter og tårnet falder sammen.
Hun løfter koppen teen er kold nu. Hun har ikke rørt den siden opkaldet. Tiden drypper i takt fra væguret. Hun trækker vejret dybt. Skal hun ringe til Viktor? Vente? Tage kontakt til Freja? For nu må hun bare lade det synke ind.
Det ringer igen på døren. Astrid skænker sig mere te, tøver bør hun åbne? Der står Viktor. Sneen smelter på hans frakke, hans ansigt er blegt og mærket af røde øjne.
Astrid, siger han hurtigt jeg må forklare dig noget. Jeg…
Det har Freja allerede gjort, afbryder hun. Det gør ondt at høre det fra hans mund, endnu værre end fra veninden. Hvad kan du sige til det?
Han standser. Vil række ud efter hende, men tør ikke. Ser ned.
Så hun nåede det før mig mumler han. Jeg ville helst selv have fortalt dig det.
Astrid krydser armene. Følelsen af forrådthed er overvældende, men hun kæmper for at skjule, hvor såret hun er.
Hvorfor kom du? prøver hun at lyde rolig, men stemmen skælver. For at gentage det hele? Gøre mig til grin én gang til?
Nej, Viktor træder et lille skridt nærmere, hun rykker væk. Jeg ville sige undskyld. For alt. Undskyld for at have brugt dig.
Han er stille, leder efter skånsomme ord.
Jeg ved jeg ikke fortjener tilgivelse men jeg kunne ikke gå uden at fortælle dig det ansigt til ansigt. Det er jeg virkelig ked af.
Hun ser på ham er det vrede, foragt, sorg? Mest af alt føler hun foragt for hans svigt.
Du kunne have sagt det fra starten, siger hun lavt. I stedet ender du hos Freja og plager hende. Og nu tror du et “undskyld” får det hele til at forsvinde?
Jeg har ikke mere at sige, Viktor smiler stramt, stikker hænderne i lommerne. Det var bare mit sidste forsøg. Jeg tænkte kun på mig selv.
Han tager en lille æske op ringen fra Freja-samtalen åbner langsomt og rækker hende den.
Her. Tag den. Som et tegn på min anger, siger han sagte.
Astrid kigger på ringen. Enkel, smagfuld en tynd guldkant og en lille diamant. Til Freja, ikke til hende.
Hun møder ham med koldt, fast blik.
Behold den, siger hun uden betoning. Jeg vil ingenting have fra dig.
Viktor lukker æsken, bleg, håbløs.
Astrid, jeg… Jeg ved jeg har svigtet dig. Men jeg vil gerne gøre det godt igen.
Hun ryster på hovedet, roligt, næsten mekanisk.
Det er kun muligt at starte forfra, hvor der findes tillid men jeg tror ikke på dig mere. Alt var løgn. Selv hvis du nu mener det seriøst, er det ligegyldigt.
Hun trækker vejret dybt.
Jeg har brug for plads. Og tid. Jeg vil ikke se dig, ikke høre fra dig, ikke høre undskyldninger. Du har intet at gøre i mit liv mere.
Han nikker, pakker ringen væk, og vender sig mod døren. Inden han går, vender han sig.
Hvis du nogensinde vil tale…
Det vil jeg ikke, svarer hun roligt og fast.
Inden hun når at sige mere, ringer det på igen. Hun ser gennem dørkiglen. Simon Frejas forlovede står udenfor, høj, mørkhåret, med et roligt men intenst blik. Han træder ind uden at hilse.
Jeg ved alt, siger han direkte til Viktor. Hvad du har gjort.
Viktor vil forklare, men Simon drejer hurtigt:
Hold mund. Du har sagt nok. Freja har fortalt mig alt. Nogle ting skal ikke udredes med ord.
Han går mod Viktor, der trækker sig tilbage ind mod væggen, mærkbart presset.
Stop prøver Astrid forsigtigt, ikke fordi hun synes Viktor fortjener nåde, men hun er stadig for mærket til at overvære vold.
Simon nægter, med et håndkast:
Ikke dit anliggende. Nu får han, hvad han har fortjent.
Astrid tøver, men kan ikke forhindre det.
Viktor ser skræmt ud, først nu går det op for ham hvor langt det er kørt ud.
Jeg ved jeg har svigtet, han prøver, jeg har bedt om tilgivelse hos både Freja og Astrid…
Tror du et undskyld retter noget op? Simon smiler koldt. Du har trampet på folks følelser vil du have sympati?
Han træder helt tæt på, og Viktor ved instinktivt at der ikke er noget at stille op.
Astrid sukker, tænker hun må prøve at stoppe det hele.
Simon, stop nu det hjælper ikke!
Han ser på hende et øjeblik, som om han overvejer, men ryster så på hovedet.
Nej, kun handling virker her.
Simon slår én gang, hårdt og præcist Viktor synker til gulvet med blod på læben.
Hvis du nogensinde nærmer dig Freja eller Astrid igen, bliver det værre. Forstår du?
Viktor tørrer sin mund, rejser sig langsomt og skynder sig ud uden et ord.
Simon vender sig mod Astrid med et lidt mildere blik.
Undskyld, siger han. Jeg ved godt vold ikke løser meget, men nogle ting skal markeres.
Astrid ser længe på ham før hun svarer.
Du skulle nok, siger hun stille. Tak fordi du støttede os.
Simon smiler lidt.
Du er stærk du skal nok komme igennem det.
Hun nikker, mærker roen brede sig. Hun er faktisk stærk. Hun skal nok klare det. Og føler sig ikke længere helt alene.
Simon tager afsked og Astrid synker ned i sofaen. “Det er slut,” tænker hun. Det gør stadig ondt, men hun føler det som en begyndelse. Et nyt kapitel venter, én hvor hun må lære at finde sin egen vej, og tro på at et andet, ægte kærlighedsliv er muligt.
******************
Viktor slår sig gennem sneen ud på gaden, mærker intet, ser intet. Læben smerter, men det er bagateller mod den kulde, der er flyttet ind i ham. Han har mistet dem begge. Astrid for altid. Freja allerede før, og det var hans egen skyld.
På arbejdet ugen efter bemærker kollegerne blå mærker og den forslåede mund, men ingen spørger. Viktor vil bare være usynlig og mirakuløst forsvinde.
Ugen efter afleverer han sin opsigelse og beder om overflytning til Aarhus. Chefen løfter øjenbrynene, men underskriver. Byen er blevet for klaustrofobisk hvert et hjørne minder om fejl, om tab, om drømte og tabte muligheder.
Inden han rejser afleverer han ringen tilbage til guldsmeden på Strøget. Får pengene retur. Overfører dem til Astrid via MobilePay: “Undskyld. Det er dit retmæssigt.” Kort, uden forklaring.
Hans taxa står udenfor, sneen falder tæt over brostenene. Viktor trækker vejret dybt, mærker verden stå et sekund stille som inviteret til at vælge på ny.
Jeg har ødelagt alt, siger han, og det er en indrømmelse, ikke en klage.
Han lader blikket glide over bebyggelsen, hvor han engang lo og drømte. Nu kun mursten. Han sætter sig ind, og bilen kører mod Hovedbanegården. Snefnuggene slører gadebilledet. En ny vej kalder; han må lære at leve igen.
På samme tid sidder Astrid, Freja og Simon sammen i en café på Vesterbro. Tre kopper varm chokolade står på bordet foran dem den perfekte danske hygge til sådan en vinterdag.
Stemningen er rolig, varm. De taler om fremtiden brylluppet, rejser, hvad der ligger forude. Freja deler planer og små smil, mens Simon ind imellem lægger en hånd på hendes.
Jeg er ikke længere vred på ham, siger Astrid, blikket ud mod de dansende snefnug. Det er bare trist, at det endte sådan.
Freja lægger sin hånd på hendes arm, varmt og opmuntrende.
Du fortjener kun det bedste altid sandhed, aldrig spil, svarer hun blidt.
Astrid nikker, føler ordene er sande.
Ja, siger hun og smiler svagt. Det finder jeg.
Hun lover intet vildt, ingen svulstige løfter kun roen i, at det nu er fortid.
Udenfor lægger sneen sig, tavst, som for at dække de gamle spor med sit hvide tæppe. Inde i caféen er der roligt, kakaoen bliver kold og de tre mærker alle, at livet går videre og det er faktisk det vigtigste.
