Forræderi bag et venligt smil
Denne vinter i København viser virkelig sit pragfulde ansigt: sneen daler tæt og tung, og både baggårde og gader ligner noget fra et juleeventyr. Tykke hvide fnug danser gennem luften, lægger sig blødt på tagene og fortovene, mens frosten gør luften sprød og klar.
I lejligheden på Amager, hvor Astrid og Mikkel bor, hersker en anden stemning varm og stilfærdig. Udenfor udfolder snevejret sig bag de store vinduer, men indenfor, bag lukkede ruder, er her lunt og rart. En skrivebordslampe sender et dæmpet, gyldent lys ud i rummet, som holder vinterkulden på afstand.
De to ligger sammen på sofaen, indhyllet i et blødt uldtæppe. Fjernsynet viser endnu en dansk familiefilm let og harmløs, bare lidt til at slappe af til. Astrid ser koncentreret med, ind imellem med et lille smil om munden, tabt i egne tanker. Mikkel sidder tæt ved hendes side, lænet tilbage og ser film, men hans blik fanges hele tiden af sneen, der falder stille udenfor. Udsigten er eventyrlig.
Stilheden brydes pludselig af mobilens ringen Mikkel tøver, som om han ikke vil forstyrre denne rolige stund, men opkaldet kommer igen. Med et let suk fisker han telefonen frem fra lommen, ser på displayet og sukker igen:
Det er nu igen Daniel, siger han til Astrid. Tredje gang i aften.
Astrid drejer kort hovedet, men fjerner ikke blikket fra fjernsynet.
Nok endnu en invitation til hans kolonihave, svarer hun roligt. Han har jo netop købt den, og vil kæmpe gerne holde indflytningsfest. Men det er som om han slet ikke forstår et nej.
Mikkel swiper og tager samtalen.
Hej, Daniel, hilser han friskt.
Mikkel! Nå, kommer I snart? Alt er klart saunaen er varm, bordet er dækket, de andre er på vej. Kom nu, tag Astrid med! Det bliver vildt hyggeligt!
Et øjeblik tøver Mikkel, overvejer hvordan han slipper lettest. Han kaster et hurtigt blik på Astrid, som næsten umærkeligt ryster på hovedet. Hun siger ingenting, men han forstår signalet: larmende selskab, høj musik og evige diskussioner lige nu er det det sidste de ønsker. Weekenden skal tilbringes stille, uden forpligtelser og uden hastværk.
Så venter han lidt og får hurtigt en god idé.
Prøv at høre, siger han dæmpet, Astrid tog i går over til sin mor på Fyn. Jeg har ikke lyst til at tage alene ud Du ved hvordan det går. Vil ikke skabe ballade over småting. Vi tager en aften en anden gang, okay?
Kort tavshed, så svarer Daniel overrasket:
Hvad? Er Astrid virkelig væk? Hvornår er hun tilbage?
I morgen aften, lyver Mikkel lavt. Det var pludseligt. Vi havde ellers planlagt biograftur, en gåtur rundt om søerne, og måske lidt skøjtning. Men sådan blev det ikke så vi ses bare en anden gang, ikke?
Daniel tøver, så lyder hans stemme overraskende tilfreds:
Nå, okay. Men sig til, når hun er hjemme. Jeg vil så gerne se jer!
Helt sikkert, lover Mikkel hurtigt. Måske næste weekend, hvis vi har tid.
Han afslutter samtalen og slipper mobilen på sofabordet, mens han udånder lettet.
Puha, det var lige på et hængende hår, mumler han og vender sig mod Astrid. Hvorfor er han så insisterende? Det er jo ikke engang særligt sjovt til de kolonihavefester kun druk og råb. Jeg har det meget bedre sammen med dig.
Han lægger armen om hende og mærker, hvordan roen vender tilbage i kroppen. Lejligheden er stadig varm og stille, sneen daler sagte udenfor, og fjernsynet kører langsomt videre med deres yndlingsfilm præcis så rolig, som Mikkel foretrækker det.
Astrid trykker sig ind til Mikkel, mærker varmen og hans rolige åndedræt. Det dæmpede lys fra lampen, sort/hvide billeder fra filmen, klokkenes sagte tikken alt skaber en tryg boble midt i vinteren.
Ja, det her er alt hvad jeg ønsker, hvisker hun, kigger op på ham. Lad os bare se film og gå tidligt i seng. Mere behøver vi ikke.
Mikkel smiler og klemmer hendes skuldre tættere til sig. Han forestiller sig, hvordan de senere slukker lyset, gemmer sig under dynen og falder i søvn til sneens stille susen udenfor. Men endnu et opkald forstyrrer deres planer samme afsender.
Mikkel rynker panden, kaster et blik på mobilskærmen og tager modvilligt røret.
Daniel, jeg har lige sagt nej begynder han, men stemningen får et underligt skær.
Mikkel, siger Daniel denne gang alvorligt, næsten nervøst, jeg er på Klub Krystal nu, vi ville varme op inden saunaen. Og så Astrid er her. Med en eller anden fyr. De drikker, hun holder om ham. Jeg ville ikke blande mig, mendu skal vide det. Hun sagde jo, hun var hjemme ved sin mor! Hun har løjet!
Mikkel fryser. Han ser forbløffet på sin kone og derefter på tvet. Er det nu hans ven, der dummer sig med en dårlig spøg?
Hvad? spørger Mikkel tøvende. Er du sikker? Har du ikke taget fejl? Jeg ved hvor min kone er!
Hundrede procent, insisterer Daniel. Hun er fuld og griner. Det ser ikke for godt ud. Og hun lader sig ikke mærke med, at jeg står her. Vil du tale med hende?
Mikkel lukker øjnene et kort sekund, prøver at tænke klart. Tanker myldrer, men svarene udebliver. Kunne vennen virkelig tage så meget fejl?
Ja, gør det, siger han kort og tænder for højtaler.
Telefonens højtaler fyldes af rungende klubmusik og latter. Så trænger en kvindestemme igennem skræmmende lig Astrids. Mikkels hjerte banker hurtigt.
Hallo? Hvem er det? spørger stemmen usikkert.
Mikkel stemmer sig rolig, ser på Astrid, der sidder forvirret og wideøjet ved siden af.
Astrid? Det er Mikkel. Hvad foregår der?
Et lille grin, så siger stemmen mere bramfrit:
Åh Mikkel, du er simpelthen for kedelig! Jeg orker ikke det stille liv mere. Nu vil jeg leve lidt.
Astrid styrter op, helt bleg i ansigtet. Hun lægger hånden mod brystet, prøver at falde til ro og hvisker:
Hvad sker der? Hvem er det, der efterligner mig? Og hvorfor kender hun dit navn? Hvad er det her for noget?
Hvor er du?
Hvad kommer det dig ved? Nu vil jeg bare have det sjovt. Jeg behøver ikke give dig regnskab for alt!
Fra baggrunden lyder latter, glas der klirrer og igen griber Daniel ind:
Hørte du det? Hvad sagde jeg
Mikkel afbryder, nu plaget af vrede og forvirring.
Stop, siger han bestemt, men stemmen ryster let. Jeg tager mig af det i morgen. Lad være med at ringe mere.
Han afbryder hurtigt samtalen, kaster telefonen væk og stirrer op mod loftet. Hvis ikke Astrid havde siddet lige ved siden af
Astrid lader sig falde ned på sofaen, ser målløst på ham. Stemmen lød jo næsten som hendes! Men vigtigere hvorfra havde hun så mange detaljer? Nogen havde instrueret hende!
Sikke noget rod, hvisker hun. Hvem er det? Og hvorfor?
Mikkel ryster på hovedet, roder sig selv i håret. Han har ingen svar.
Ingen idé, ser han væk. Men stemmen fuldstændigt magen til. Selv måden hun griner på. Det er for mærkeligt.
Og Daniel sagde det med så sikker en stemme, siger hun nervøst. Hvis jeg ikke havde været her, havde du troet på det. At jeg var i klubben med en anden.
Mikkel ser hende i øjnene, bliver blidere i blikket, lægger armen rundt om hendes skuldre.
Jeg ville have bemærket, at noget ikke passede, siger han roligt. Du ville aldrig gøre sådan. Jeg kender dig så godt. Det må være et eller andet sygt forsøg på at narre os. Men jeg skal nok få det opklaret! Om nødvendigt får vi klubben til at tjekke overvågning.
Astrid læner sig op ad ham og mærker varmen brede sig. Hun trækker vejret dybt og siger:
Ja men hvem er det så? Og hvorfor?
Mikkel trækker på skuldrene. I hans øjne vokser nu beslutningen om at få sandheden frem. Han tager hendes hånd i sin, et tydeligt signal om at sammen skal de nok klare det.
**********************
Næste formiddag sidder Astrid ved køkkenbordet, drikker te og gennemgår mails på sin bærbare. Der lyder et opkald på mobilen Daniels navn lyser på displayet. Hun tøver, men nysgerrigheden driver hende til at tage den. Hvad vil han mon nu?
Hej, siger Daniel forsigtigt. Har du talt med Mikkel siden i går?
Astrid knuger mobilen. Hun beslutter sig for at spille med, for at få sandheden frem.
Ja. Vi har skændtes. Han tror ikke på mig længere siger at jeg lyver for ham.
Kort stilhed. Daniel sukker tungt, og nu er der næsten noget tilfreds i hans stemme:
Jeg har altid sagt, at Mikkel ikke sætter nok pris på dig. Han forstår dig ikke sådan rigtigt.
Astrid mærker indestængt vrede, men holder stemmen rolig:
Hvad mener du?
Daniel sænker stemmen, næsten hviskende:
At du fortjener bedre. Astrid, jeg har længe gerne villet fortælle dig Jeg elsker dig. Virkelig. Hvis du vil væk fra Mikkel, så er jeg her. Jeg støtter dig, altid.
Astrid lader det synke ind. Hvor længe har han haft de tanker? Og hvorfor lige nu, efter alt det mærkelige? Er det ham, der har stået bag?
Hun trækker vejret dybt.
Daniel, det der er upassende. Jeg elsker Mikkel og vi skal nok finde ud af det sammen. Så bland dig ikke!
Undskyld, hvis jeg sagde for meget… Jeg ville bare du skulle vide, du har mig! Mikkel svigtede dig, snakker kun dårligt om dig. Jeg har hørt det selv! Han leder bare efter en grund til at droppe dig. Jeg vil bare beskytte dig!
Astrid knuger telefonen fast og svarer iskoldt:
Ved du hvad, Daniel For det første var jeg hjemme hele gårsdagen. For det andet, vi skændtes ikke. Og for det tredje ved jeg, at du har planlagt det hele. Jeg har bare ikke forstået hvorfor. Nu er det tydeligt.
Han tav et øjeblik, febrilsk leder han efter et modargument.
Hvad mener du?
At du fandt en pige, der lød som mig, bad hende ringe og spille den store scene i klubben. For at splittede os ad. Er det ikke sandt?
Der bliver helt stille. Endelig bryder han sammen og indrømmer med desperat stemme:
Ja, jeg gjorde det! Fordi jeg elsker dig! Jeg synes, Mikkel behandler dig dårligt. Jeg vil give dig alt!
Astrid lukker øjnene et øjeblik. Det hele gør ondt men hun lader ikke sin stemme slå ud:
Tror du jeg ville være lykkelig med dig? Dig, der har spillet skuespil, løjet og manipuleret kaster dig over nye kvinder hver uge? Selv hvis du var den eneste mand i Danmark, ville jeg stadig overse dig.
Daniel tier, men mumler så:
Jeg troede bare, hvis jeg kunne splitte jer, ville du se, at det er mig, du skal vælge. Ingen andre kan hamle op med dig! Jeg vil gøre alt for dig bare giv mig chancen!
Astrids temperament fryser ham ud. Stemmen er rolig, præcis:
Dig? Aldrig. Du forrådte vores venskab, du knuste tilliden. Alt for din egen skyld. Farvel, Daniel og ring aldrig igen. Jeg spiller denne samtale for Mikkel. Og din tid som ven er slut.
Hun afslutter opkaldet, lægger stille telefonen på køkkenbordet. Hænderne skælver lidt, men hun tager sig hurtigt sammen og skuer ud i snevejret, hvor sneen langsomt daler, som om intet i verden er hændt.
Mikkel træder ind. Han lægger mærke til hendes udtryk, sætter sig på kanten af stolen.
Hvad så, spørger han bekymret.
Astrid vender sig mod ham med et bittersødt, opgivende smil:
Nu er alt klart. Han har iscenesat det hele, indrømmet at han elsker mig, håbede at splitte os, tilbød mig guld og grønne skove. Kan du forstå det? Han har aldrig været vores ven.
Mikkel sætter sig tæt på, tager blidt hendes hånd og knuger den trygt. Ét eneste blik, og hun mærker, at de står sammen.
Så var han aldrig en ægte ven alligevel, hvisker Mikkel. Vi skal ikke bruge mere energi på ham. Jeg har længe fornemmet uro, men aldrig haft beviser. Nu kan vi lægge det bag os.
Ja, nu ved vi, hvem vi kan stole på, hvisker hun og læner sig mod ham. Det er faktisk en lettelse.
Hun sukker og lukker øjnene et øjeblik, finder ro i duften af træ, nybrygget te og hendes yndlingsparfume.
Ved du hvad, smiler hun pludselig, det er ligesågodt. Nu har vi en undskyldning for at takke nej til alle de fester. Jeg kommer til at savne det lige så lidt som du gør.
Præcis, griner Mikkel, kigger hende i øjnene. Så kan vi bare se film og drikke te sammen.
Og aldrig mere have dårlig samvittighed eller opfinde undskyldninger, nikker hun, hiver tæppet tæt om sig som en sikker kokon.
Det lyder vidunderligt, svarer han og trækker hende endnu tættere ind til sig.
Og sådan, mens sneen fortsætter sit stille dans udenfor, og den varme lampe lyser deres lille stue op, bliver deres verden igen hel og tryg. Her er der ingen løgne, ingen mistillid, ingen manipulation kun dem, deres ro og den viden, at de har alt det, de behøver i hinanden.
*************************
Daniel sidder alene på køkkenet, stirrer tomt ned i sin kolde kaffe. Han kan ikke engang huske, hvornår han sidst tog en slurk. Ordene dunker fortsat rundt i hovedet: Ring aldrig igen. Aldrig.
Men ingen anger melder sig. I stedet fyldes han af bitter vrede alle følelserne klumper sammen og får ham til at knytte næverne hårdt.
Hvorfor gik det galt?! råber han, fejer frustreret krummerne af bordet.
Han genkalder sig alt fra dagen før hvordan han mødtes med Maria, en kvinde han havde fundet på en café. Hun talte, lo og lød næsten præcis som Astrid. Da han forklarede planen, grinede hun bare: Det bliver sjovt!
Han husker, hvordan han spændt så til, mens hun spillede doven og beruset i telefonen nøjagtig som han havde ønsket. I det øjeblik troede han, at det hele ville lykkes. Så ville Astrid da forstå troede han.
Nu sidder han tilbage med kulden fra sit nederlag og tabet af både ven og den eneste kvinde, han virkelig har følt noget for.
Hvorfor får de alt det og jeg ingenting? hvisker han bittert frem mod vinduet, mens sneen dæmper skyggene udenfor. Mikkel fortjener hende ikke det gør jeg!
Han samler sig op, river instrukserne til Maria i stykker og smider dem i skraldespanden. Et sidste bevis på nederlaget.
Bag ruden fortsætter sneen sin stilfærdige dans, og Daniel bliver stående fyldt af en forurettet stolthed og troen på, at Astrid en dag vil indse, hun har valgt forkert.
Men i deres lille hjem et sted i København mærker Astrid og Mikkel intet til hans vrede kun ro, nærhed og stilhed. Og for dem er det alt, hvad der betyder noget.
