Man bør altså sige til i forvejen jeg har jo ikke forberedt noget! Ved I egentlig, hvad det koster at have gæster? råber min svigermor.
Jeg er svigerdatteren helt almindelig, med fast arbejde, uden nogen form for prinsessestatus. Min mand og jeg bor i en lejlighed i København, som vi selv har knoklet for at få der er både lån, elregninger og arbejde fra tidlig morgen til sen aften.
Svigermor bor ude på landet, sammen med min svigerinde. Det ville være til at leve med, hvis ikke de var begyndt at behandle vores lejlighed som et weekendspa. Det virkede hyggeligt i starten:
Vi kigger lige forbi på lørdag.
Vi bliver ikke længe.
Vi er jo familie.
Ja, “ikke længe” betyder altid overnatning; “kigger forbi” kommer med store tasker, tomme gryder og blikke, der forventer middag.
Hver eneste weekend gentages det samme: Jeg spurter rundt efter arbejde, handler ind, laver mad, dækker bordet, smiler og bruger halvdelen af natten på opvask og oprydning. Valborg Jensen sidder og kommenterer:
Hvorfor er der ikke majs i salaten?
Jeg foretrækker sild mere som min mor lavede dem.
Sådan gør vi ikke hos os på landet.
Og svigerinden siger:
Åh, jeg er så træt efter togturen.
Er der slet ikke dessert?
Og aldrig et ord som “Tak” eller “Skal jeg hjælpe med noget?”
En dag kan jeg ikke mere og siger til min mand:
Jeg er altså ikke hushjælp, og jeg har ikke lyst til at være vært for din familie hver eneste weekend.
Måske skal vi prøve at gøre noget ved det.
Så fik jeg en idé.
Næste gang svigermor ringer:
Vi kommer over til jer på lørdag.
Det kan vi desværre ikke, vi har allerede planer, svarer jeg roligt.
Hvilke planer?
Bare vores egne.
Og ved I hvad? Vi tog faktisk afsted ikke til planerne, men hjem til Valborg Jensen. Lørdag morgen står min mand og jeg i hendes indkørsel. Svigermor åbner døren og står målløs.
Hvad er nu det?!
Vi kom bare forbi vi bliver ikke længe.
Man skal altså sige til i god tid jeg har jo ikke forberedt noget! Ved I, hvad det koster at have gæster?!
Jeg kigger på hende og siger roligt:
Ser du, sådan har jeg det hver eneste weekend.
Så du skulle bare fortælle mig det direkte? Uforskammet!
Hun råber så højt, at alle naboerne vender sig, og vi kører hjem igen.
Og ved du hvad det bedste er? Siden den dag er der ikke kommet ét eneste uanmeldt besøg. Ingen flere vi kigger lige forbi eller weekends på min matrikel. Nogle gange skal man simpelthen vise, hvordan det føles at være i ens sko, før folk forstår.
Synes du, jeg handlede rigtigt? Hvad ville du have gjort i den situation?
