Otte år, bare ingenting
Telefonen ringede klokken halv otte om morgenen, lige som Ane stod ved komfuret og ventede på, at vandet i gryden skulle koge. Komfuret var gammelt, gasdrevet, med støbejernsriste, dækket af et lag af andres fedt, hun aldrig helt kunne få væk. Hver morgen mindede det hende om, at lejligheden ikke var hendes, at her havde boet mennesker med andre vaner, deres egne frikadeller og deres egne liv.
Hun så på displayet. Karen.
Ane tog røret.
Du har ikke svaret på hans besked igen, sagde datteren uden at hilse.
Godmorgen, Karen.
Mor, jeg mener det. Han skrev til mig i går aftes. Han siger, du ignorerer ham.
Vandet kogte. Ane slukkede for gassen og smed en tepose i gryden. Billig tyrkisk te, en pakke med halvtreds; ikke som den fine kinate, hun engang drak løs af, som Søren plejede at købe i specialbutikken på Strøget.
Lad ham bare sige det, svarede Ane.
Mor, forstår du overhovedet, hvad du gør? Du bor ude i et hul i Vanløse, der er sikkert rotter, du er alene, du bliver snart tres…
Jeg er otteoghalvtreds.
Det er næsten tres! Og du gik fra en ærlig mand, en fin lejlighed inde i byen, et ordentligt liv. For hvad?
Ane kiggede ud ad vinduet. Novemberhimmelen var grå, en nøgen lind stod bøjet under efterårsblæsten, hun kunne skimte naboblokken: gulnet og afskallet puds. Nede på gaden kørte sporvognen forbi. Skinnelæggerne her var gamle, og første par nætter havde hun ikke kunnet sove for larmen.
Senere vænnede hun sig til det.
Karen, jeg kommer for sent på arbejde.
Du vil aldrig tale rigtigt om det!
Jeg vil gerne. Bare ikke nu, ikke sådan her over telefonen. Kan du komme på lørdag? Jeg laver suppe.
Jeg sætter ikke mine ben i dit hjemløse hul.
Hul. Så nu var det ordet også nået Karen. Nok fra hendes søster Marianne.
Fint, sagde Ane stille. Så snakker vi senere.
Mor…
Jeg elsker dig, Karen. Hej.
Hun lagde telefonen fra sig. Tog gryden og hældte teen op i et gammelt glas med facetter hun havde fundet i skabet mellem andres gamle gryder. Et tungt rigtigt dansk glas, den slags man ikke har set i årtier. Hun tog en slurk. Teen var brandvarm, lidt bitter, med papirsmag fra posen.
Hun blev stående og drak, så ud på det nøgne træ.
Så gik hun ud ad døren.
***
Opgangen lugtede af fugt og kat. Nogen på tredje havde en kat, hun aldrig havde set men tit hørt miave om natten. Ingen elevator, kun fire trappeløb ned, forbi postkasser med dinglende låg, forbi en gammel kælk i hjørnet sikkert glemt der fra sidste vinter.
Ude var der næppe fem grader. Ane knappede frakken op og gik mod metroen. Halvåret i Vanløse havde endnu ikke gjort hende fortrolig med kvarterets veje. Enghave, Grøndal, Damhussøen gaderne var bredere, roligere, med træer og havehække, ikke som inde i city, hvor anonym hastighed altid irriterede hende. Her gik folk hurtigt, så ikke på hinanden, men uden den nervøse travlhed hun kendte fra det indre København.
Hun købte en liter kærnemælk og en halv rugbrød i den lokale Netto. Kassedamen, ung med grønne skygger over øjnene, løftede ikke blikket. Ane talte pengene, lagde varerne i posen og gik ud.
Nede i metroen var der varmt og støjende. Hun stod og holdt i en stang og tænkte på arbejdet. I går var hende og Flemming blevet færdige med første blok opmålingsplaner, og i dag skulle de have styr på kælderloftet, som tilsyneladende blev holdt oppe af niendens århundredes byggemirakel og lidt held.
Herregården lå på Amager, sluttet 1700-tals bygning med hovedhus, to fløje og et gammelt vogndepot, der var blevet ombygget og ombygget, så ingen rigtig kunne huske dets oprindelse. Ejerskabet havde skiftet hænder, kommunen havde brugt stedet til lager, så blev det forladt. To årtier stod det ubrugt. Nu var der skaffet penge, initiativ og en projektgruppe. Ane var chef for istandsættelse. Flemming var konstruktør.
Det var rigtigt arbejde, ikke kun små lejlighedsopmålinger for at holde sig i gang, men noget stort med sjæl og historie.
***
Flemming var der allerede, da Ane ankom. Han stod i den store sal i sin evige grå jakke, målebåndet i hånden og blikket mod loftet.
Godmorgen, sagde Ane i døren.
Kom og se, svarede han og pegede mod hjørnet, hvor pudset var faldet og blottede murstenene. Jeg tror jeg har fundet ud af, hvorfor loftet synker her. Se oppe, hele bjelken er revnet. Det kræver mere end bare reparation.
Revnet, eller bare splintret op langs årringene?
Kom med, jeg viser dig det.
De gik op ad trappen til første sal, delvist forstærket, men stadig knirkende. Ane holdt i gelænderet. Lugten af gammelt, støvet træ og tid sad under alt andet duften af menneskers liv opløst i murene.
Det var sådan en lugt, hun altid havde elsket.
Flemming viste bjelken. Ane satte sig på hug, lyste med lommelygten langs sprækken.
Det er ikke naturligt, sagde hun. Det er et slag. Der har stået noget tungt.
Ja, en maskine måske.
Eller flere. Det var jo lagerrum.
Flemming satte sig ved siden af. De sad begge og så ud i vinden, der lød fra den ruderuderøse ramme.
Så vi skifter, sagde han.
Ja. Med traditionelt håndværk. Jeg har set arkivtegninger det var lokal fyr, brugt god kvalitet.
Svært at skaffe sådan noget tømmer nu.
Jeg kender nogen på Fyn helt tilbage fra restaureringen på Nørrebro. Jeg ringer til dem.
Flemming nikkede, rejste sig, børstede støvet af knæene. Høj, let foroverbøjet med den vane at lytte årvågent uden at afbryde en egenskab, hun hurtigt havde lært at sætte pris på.
Vil du have te? Jeg har varm i termokanden.
Gerne.
De satte sig i gangen. Flemming fandt termokande og krus frem.
Du er noget for dig selv i dag, sagde han og så på hende.
Hvad mener du?
Du er meget samlet.
Ane smilede stille.
Så har enten min datter eller min søster ringet i morges.
Han spurgte ikke mere. Rakte hende bare koppen.
Teen var god. Ægte løs-te fra dåsen.
***
Marianne var kommet om søndagen. Uanmeldt, ringede nede fra døren: “Luk op, jeg har kage med.” Ane lukkede hende ind.
Marianne var tre år ældre, boede på Østerbro med sin mand Poul, arbejdede som bogholder i et byggefirma, syn for tingene med urokkelighed man ikke kan ændre. Hun gik rundt i lejligheden, så sig om, og havde det der blik, Ane kendte fra barn: blanding af medlidenhed og triumf.
For helvede, sagde Marianne. Er det dit badeværelse eller et pulterkammer?
Badeværelse.
Fliserne er sprækket!
Marianne, du sagde, du havde kage med.
Har jeg også. Hun satte kagen på bordet, skuede endnu engang rundt. Ane, forklar mig nu. Kæresten i byen, treværelses, parket, højt til loftet, han slår dig vel ikke?
Nej.
Utro så?
Måske. Det gik jeg ikke op i.
Så hvorfor? Du er jo blevet gammel og dum.
Ane fandt tallerkener frem.
Hvis vi nu bare kunne tænke på noget andet.
Hvad så? Jeg er din søster! Karen ringer og græder. Han spørger mig også, om jeg ved noget. Han er nu såmænd en fin mand.
Han er fin. For én, der passer til ham. Skær kagen.
Du vil aldrig snakke. “Skær kagen”.
Marianne, vi har snakket. Jeg har forklaret dig det hele. Mange gange.
Aldrig ordentligt! “Jeg havde det dårligt”. Tror du, det altid er lykken med Poul? Men jeg bliver.
Jeg er her alene.
Alene! Du er otteoghalvtreds, sidder her, slider dig op for en lav løn, og du siger, det er godt?
Ane så på sin søster, der sad overfor stor, varm, i evig beige strik, med det ansigt der aldrig forstod. Hun kunne ikke engang være vred på hende.
Marianne, sagde Ane stille. Jeg klarer den nok, sagde Marianne. Dør nok, men min egen død.
Marianne spærrede øjnene op.
Du er mærkelig.
Det kan være, sagde Ane, og begyndte at skære kagen. Hvad er der i kagen?
Kål. Søsteren så stadig bekymret på hende. Ane, har du det reelt godt? Ser du en psykolog?
Ja.
Og hvad siger hun?
At jeg træffer de rigtige beslutninger.
Det siger de allesammen for pengenes skyld.
De drak te og spiste kålkage. Marianne fortalte om Poul og hans dårlige ryg, om naboen med hunden der gøede. Ane lyttede. Udenfor blev himlen violetsort, mørk over linden.
Da hun gik, stoppede Marianne i døren.
Skriv til ham, sagde hun. Han fortjener det.
Selvom han gør, sagde Ane, så gør jeg det ikke.
***
Ane og Søren havde været sammen i otte år. Ikke gift, for det nægtede han stædigt og det sagde allerede mere, end hun dengang forstod.
De første år var gode, eller måske syntes hun bare det. Han var opmærksom, tog hende med ud og spiste, sendte billetter til teater, deres rejser gik til Rom og Prag. Hun fik at vide, hun var klog, havde smag. Så ændrede noget sig umærkeligt, som revner i et gammelt tapet.
Det begyndte i det små. Hun havde engang sin grønne kjole på til hans firmafest, den hun altid følte sig flot i. Han så på hende i gangen og sagde blot: “Er du sikker?” Ikke mere. Bare det. Hun skiftede til sort.
Senere kom kommentarerne om hendes madlavning. Om hvordan hun snakkede med hans venner. Om at hun brugte for meget tid på sit job og for lidet opnåede. Det sidste sagde han med så rar og forstående stemme, som delte han ud af kloge råd.
Ane, restaurering er nok ikke en vej for dem, der vil noget. Det er for folk uden ambitioner.
Jeg har ambitioner.
Jovist. Og han smilede. Du er dygtig. Bare… gennemsnitlig. Det er ikke en skam. Ikke alle skal være stjerner.
Hun sagde intet. Gik ind i et andet værelse, satte sig og stirrede længe i væggen. Hvorfor blev hun så ked af det, når han talte så “venligt”?
Han råbte aldrig. Han slog aldrig. Men han sørgede for, metodisk, at hun troede, at hun ikke var noget uden ham. At hendes fag var latterligt, veninder kedelige, hendes smag småborgerlig. Hun skyldte ham bare at han tålte hende.
Hun lavede mad og spekulerede på, om den nu var saltet rigtigt. Hun ringede til veninder og overvejede, om hun var for indtrængende. Gik til møde og tænkte på, om hun så for selvsikker ud. Den indre stemme lød som hans.
Så blev det den aften.
De var hos hans venner, Poul og Lise, i en smuk Frederiksberg-lejlighed. Snakken drejede sig om et nyt lejlighedsbyggeri, Ane sagde noget om, at facaden var påtaget, et eksempel på udviklere, der sparer på arkitekter. Hun sagde det uden vrede, nøgternt.
Søren tabte blikket på hende, smilede det særlige smil hun genkendte så godt.
Ane er jo fagperson, sagde han. Men der er forskel på praktikere og teoretikere. Ane har ikke lavet noget stort længe.
Stilhed. Lise kiggede på Ane, Poul drak vin.
Ane smilede.
Hun spiste færdig, drak sit glas vin, holdt samtalen oppe, tog en taxa hjem. Søren var fornøjet, talte løs om Pouls sager. Hun så ud gennem ruden på natten over København og havde én klar tanke: Jeg kan ikke mere.
Ikke “han er slem”, ikke “jeg er ulykkelig”. Bare: Nu. Ikke. Mere.
Tre måneder senere havde hun fundet denne lejlighed i Vanløse. Flyttelæsset tog to turer i hendes søsters bil. Søren var på tjenesterejse. Hun lagde nøglerne og en seddel på køkkenbordet: “Undskyld”.
Senere spekulerede hun på, hvorfor hun valgte netop det ord. Hun vidste det aldrig.
***
November i Vanløse var speciel. Parken lå tæt på, og de sene aftner, når Ane havde været på arbejde, gik hun omveje blandt gamle træer i stedet for den lige vej hjem. Blade og mudder, stier var våde, men der var ro, og den stille luft med duft af rådne blade og bark trak hun ind som noget livsnødvendigt.
Hjemme var der koldt. Det gamle byggeri fik varme sporadisk, radiatorerne skiftede mellem lunkent og brændende varmt. Vandhanen på køkkenet dryppede. Hun havde ringet efter viceværten flere gange uden resultat.
Så købte Ane selv en gummipakning i Silvan og lavede det. Først efter førti minutter og to knækkede negle og en enkelt bandeord da nøglen smuttede og hun slog albuen. Men så, endelig, var der ingen drypperi.
Hun følte sig… ja, stolt. Lidt fjollet, men ægte.
Om aftenen sad hun ved køkkenbordet over tegninger. Satte den gamle standerlampe med grønt glas på, den hun havde købt på et loppemarked i halvfemserne og aldrig kunne nænne at smide ud. Søren hadede den lampe, mente den ødelagde alt, så den stod gemt i skabet førhen, men her stod den på bordet.
Arbejdet med herregården gik trægt, som alle store opgaver. Først opmålinger, så arkivstudier, så skaderapport, så koncept. Hun elskede det det grundige, det tålmodige, det ærlige. Et hus er enten holdbart eller ikke. En murstens sjæl er enten nærværende eller fantasi. Historien eksisterer, eller også gør den ikke.
I stadsarkivet fandt hun flere dokumenter om herregården. Den ene ejer, købmand Lauritsen, havde skabt en slags privat skole for piger. Siden kom kommunen, lager, forfald. Lauritsens datter hed Kirstine. Hun så på et fotografi af hende rank, omkring de halvtreds, med et blik, som kendte mere end fotografen selv.
Ane så længe på billedet.
Så lagde hun det væk og vendte tilbage til tegningerne.
***
Flemming havde engang spurgt, hvordan hun faldt for bygningsbevaringsarbejdet.
De sad i Flemmings stationcar, motoren gik i tomgang en vintermorgen med årets første sne.
I halvfemserne byggede jeg nybyggeri, sagde Ane. Fik masser af penge, alt gik hurtigt. Så røg jeg tilfældigt over en lille kirkerestaurering på Midtsjælland. Bare for at lure. Og så vidste jeg det bare.
At hvad?
At det her var vigtigt. Ikke for pengene, for historien.
Han nikkede eftertænksomt.
Ikke alle når til den erkendelse.
Gjorde du?
Nej, det tog år, sagde han og betragtede sneen på forruden. Men nu er det sådan her, og det er faktisk nok for mig.
Det duftede af læder og kaffe fra hans lille termokrus.
Så kørte de mod arkivet.
***
Søren dukkede op en onsdag.
Ane ventede ham ikke. Klokken otte om aftenen, hun sad med tegninger og åd yoghurt. Dørklokken lød som den altid havde, lidt klirrende.
Hun troede, det var viceværten men udenfor stod Søren i sit mørkeblå frakke, en lille buket i hånden. Chrysantemum. Hun brød sig aldrig om chrysantemum. På otte år havde han aldrig fanget det.
Hej, sagde han.
Hun svarede ham ikke med det samme. Stirrede bare et øjeblik.
Hvor kender du adressen fra?
Karen sagde det.
Så Karen. Ane tænkte, gemte det til senere.
Hvad vil du?
Snakke. Må jeg komme ind?
Hun tænkte over det et øjeblik. Blev stående, men lod ham komme ind.
Han kiggede rundt: lille entre, afskallet tapet, overtøjskrog, lidt skævt, hendes slidte støvler.
Her bor du så, fastslog han.
Ja.
Ane… Han tog hendes hånd, hun trak den til sig. Han bemærkede det ikke lagde bare buketten fra sig på bordet, oven på tegningerne.
Lyt nu: jeg forstår, du havde brug for tid. Men der er gået et halvt år. Du har haft nok.
Nok af hvad?
At være alene. At tænke dig om. Jeg ved ikke… Han gik ud i køkkenet, så på hendes arbejde. Du arbejder stadig?
Ja.
Hvilket projekt?
Renovering af herregården på Amager.
Tja. Han sagde det overbærende, den stemme hun genkendte. Det er sikkert godt for dig.
Godt for mig og for herregården. Det er et gammelt hus.
Han satte buketten midt på bordet. Hun flyttede den væk.
Ane, du forstår vel, hvad du gør? Du bor her sådan?
Jeg ved det.
Jeg vil gerne have, du kommer tilbage.
Hun betragtede ham. Søren var pæn mand, objektivt. Trecifret, så ud som yngre, velholdt, rank. Frakken sad godt.
Hvorfor? spurgte hun ham.
Det spørgsmål havde han ikke ventet.
Hvad mener du?
Hvorfor skal jeg vende tilbage? Hvad præcis vil du have?
Jeg… savner dig.
Hvad savner du?
Ane, kom nu.
Bare sig det. Du siger, du savner mig hvad helt præcis?
Hans ansigt havde det udtryk, hun kendte: utålmodighed, dækket af tålmodighed.
Dig. Vi var sammen i otte år.
Jeg husker det.
Skal det bare slutte? Du går bare?
Det tog otte år at gå. Du så det aldrig.
Jeg forstår ikke.
Det ved jeg godt.
Forklar.
Det har jeg. Hendes stemme var rolig. Hun var forbavset over, hvor rolig. For et halvt år siden havde hun enten grædt eller undskyldt. Kan du huske den aften hos Poul og Lise?
Hvilken aften?
Du sagde, jeg var teoretiker, aldrig havde udført noget stort. Foran dem.
Han tænkte sig om et sekund.
Det var en joke. Jeg husker det ikke rigtig.
Det var én blandt mange. Og jeg husker dem alle.
Ane, du er for nærtagende.
Muligvis.
Det var ikke ment nedladende.
Måske ikke. Men det gjorde ondt.
For det rene ingenting.
For otte år med ingenting.
Han sagde ikke mere, så bare på køkkenet, det gamle facetglas, den grønne lampe.
Og du trives hér? Siger du det alvorligt?
Ane tænkte. Ikke for ham, men for sig.
Nogle gange er det svært. Jeg fryser ofte. Men det er bedre end før.
Det er illusion.
Muligvis. Men det er min illusion.
Han tog sin frakke. Kiggede på hende. Noget i ham vaklede noget ægte, på en mærkelig måde.
Ane, jeg er ikke fremmed for dig.
Nej. Men du er heller ikke min mere. Gå hjem, Søren.
Han tøvede et sekund. Så gik han. Tog overtøjet på, åbnede døren.
Du vil fortryde, sagde han. Ikke som en trussel. Nærmere som melankoli.
Muligvis, sagde hun.
Døren lukkede. Ane blev stående og så på dørens slidte kunstlæder og lille kighul. Så gik hun tilbage til køkkenet. Satte buketten i et tomt glas med vand, for smide dem var synd.
Gik tilbage til tegningerne.
Udenfor klirrede sporvognen, én gang, endnu en, så stilhed.
Hun mærkede, at hun ikke længere hørte den som en forstyrrelse.
***
Præsentationen af projektet var sat til anden uge i december. Kunden var ambitiøs, med advokathold og egen bevaringskonsulent, der spurgte skarpt. Ane svarede. Flemming slog ned på de tekniske detaljer. Kunden ville vide, om man kunne nå at skifte bjælker inden for tidsplanen. Ane svarede ærligt: Det afhænger af, om vi får træet hjem i tide. Ellers må vi rykke med tre uger. Konsulenten rynkede panden. Ane tilføjede: “Hellere fortælle sandheden nu end bortforklare forsinkelser senere.”
Konsulenten nikkede, og netop det så ud til at imponere ham mest.
Da de stod ude på gangen bagefter, sagde Flemming med mappen i hånden:
Jeg tror, vi får grønt lys.
Det tror jeg også.
Han så på hende. Der var mange mennesker med mapper og frakker.
Skal vi spise? spurgte han. Fejre det.
Hun så på ham.
Gærne, svarede hun.
De gik gennem vinter-København, Amager, gadelamperne var tændte, sneen lå på tagene. Flemming gik ved siden af, hovedet lidt bøjet. De snakkede ikke om store ting, kun træsorter, konsulenter og om, at det blev tidligt mørkt i december.
Caféen var lille, med tunge gardiner og træborde. De bestilte varm mad og et glas rødvin. De talte længe, ikke kun om arbejde. Om byen, dens forvandlinger, bøger. Ane opdagede, at hun ikke kiggede på uret.
Da de gik, holdt han hendes frakke, mens hun tog den på. En hverdagsgestus, hun bemærkede.
Ude sagde han:
Jeg er glad for, vi arbejder sammen.
Hun svarede:
Det er jeg også.
De gik til hver deres side af metroen.
***
Tre dage før præsentationen ringede Karen, denne gang om aftenen.
Mor, sagde hun, og stemmen var en anden, ikke som de måneder forinden. Må jeg komme forbi?
Selvfølgelig.
Karen dukkede op med vin og blikket af én, der har tænkt sig om. Hun lignede Ane som ung de samme kinder, de samme hænder. 32, arbejdede som designer, boede sammen med kæresten på Nørrebro.
De sad i køkkenet. Ane hældte vinen op i almindelige glas kun ét vinglas havde hun, det gemte hun til gæster. Men Karen sagde, det var fint.
Har han kontaktet dig efter han var her? spurgte Karen.
Nej, bare nogle sms’er.
Hvad skriver han?
Lidt af hvert. Jeg svarer ikke altid.
Karen drejede lidt på glasset.
Mor, jeg gav ham din adresse. Er du vred?
Nej.
Jeg tænkte… at I måske bare skulle snakke alt ud.
Vi snakkede. Det var det.
Karen blev tavs. Så så hun ned.
Hele tiden har jeg været på hans side, ved du det?
Det ved jeg.
Jeg bildte mig ind, at du bare skulle tilbage til det normale, at han var ensom og lidt stakkels.
Han kan virke sådan.
Ja. Nu så Karen hende for alvor, uden irritation eller overbærenhed. Har du haft det dårligt?
Meget.
Hvorfor sagde du aldrig noget?
Ane tænkte sig om.
Det er svært at forklare, når ingen slår eller råber. Endnu sværere for en datter, der kun ser det ydre.
Karen rejste sig og gik rundt om bordet, omfavnede hende, pludseligt, tæt. Ane blev perpleks, så omfavnede hun hende igen. Karens hår duftede af hendes vante pæreshampoo.
Du er ikke dum, sagde Karen ind mod hendes skulder. Tante Marianne tager fejl.
Ane lo, lavmælt.
Det er rart at høre.
De drak vinen færdig. Karen så på tegninger og billeder. “Hun ligner dig,” sagde hun om Kirstine Lauritsen. Ane betragtede billedet. Måske.
Karen gik klokken halv tolv. Lovede at komme igen næste lørdag.
Ane vaskede glas. Lagde tegningerne væk. Stod et øjeblik i vinduet.
Sporvognen var stoppet, det var sent. Gården nedenfor lå blå under gadelygten. I naboblokken lyste et enkelt vindue et menneske gik rundt derinde.
Hun tænkte, hun måtte ringe til Flemming næste dag om kælderloftet, men nu var det for sent.
***
Præsentationen blev holdt i ingeniørfirmaets mødelokale. Kunden og bevaringskonsulenten stillede krav. Ane svarede, Flemming supplerede. En enkelt gang pressede kunden på om leveringstiden, og Ane sagde: Det kommer an på, om vi kan få det rigtige træ; ellers ryger vi tre uger. Konsulenten blev alvorlig, men Ane sagde: Hellere sandheden nu end bortforklaringer senere.
Konsulenten nikkede, og det satte sig fast.
Da de stod ude på gangen, Flemming med sagsmappen i hånden, sagde han:
Jeg tror, de vælger os.
Det tror jeg også.
Han så på hende. Folk myldrede forbi med sager og mapper.
Skal vi tage ud og spise? Fejre det.
Hun sagde:
Ja, gerne.
De gik gennem decemberbyen, lys over Amager, sne på gesimserne. Flemming gik med bøjede skuldre som altid. De snakkede let om træ, om arbejdstider, om at det hurtigt bliver vintermørkt i Danmark.
Caféen var lille, hyggelig, duge på træborde. De bestilte varm mad, drak vin, talte halve timer ikke kun om arbejde, men om København, bøger og mennesker. Ane lagde mærke til, hun ikke tænkte på klokken.
Da de gik, holdt han hendes frakke, så hun kunne tage den på. En helt enkel hverdagsgestus. Hun lagde mærke til det.
Ude sagde han:
Jeg er glad for, vi arbejder sammen.
Hun sagde:
Det er jeg også.
De gik til hver deres metro.
Og det er egentlig længe siden nu.
