Englen, der vejede hundrede kilo og duftede af billig kaffe
På legerummet på onkologisk afdeling herskede der en stilhed, kun afbrudt af papir, der blev vendt, og tusser der gnaskede mod bordene. Det var en særlig slags stilhed skrøbelig som glas. Alt for voksen, taget i betragtning af, at ingen af børnene var fyldt ti endnu. Opgaven var enkel: Tegn din skytsengel. Børnene gik virkelig op i det.
For Iben, den unge frivillige, var dagen én lang prøve. Hun var vant til det rigtige skønhedsideal kirkelige kalkmalerier, hvor engle altid ligner letbenede svaner med guldkrøller og indlandsis-blå øjne. Hun gik mellem bordene, begejstret: hos Jeppe havde englen et sværd så stort som et cykelstyr, hos Freja vinger så bløde som vat. Alt var kanonisk, rørende og, ja, lidt det samme det hele.
Så kom hun hen til Alberte.
Alberte var syv år. Hovedet var glat som et poolbord efter næste omgang kemo, og huden så tynd som pergament. Hun tegnede omhyggeligt, læben presset frem.
Iben kiggede over skulderen på hende og målløs prøvede hun at holde et overrasket suk tilbage.
På papiret var der ikke spor af nogen himmelsk budbringer. I stedet: En rund, temmelig massiv mand. Han fyldte næsten hele papiret ud. Ingen vinger til gengæld et mægtigt vom, pakket ind i noget hvidt, med en skaldet kartoffelagtig isse og store, skæve briller som sad fastkilet på næsen som en knap.
Alberte, hvem er det? spurgte Iben forsigtigt, da hun satte sig på hug vi skal jo tegne en engel.
Det er en engel, svarede Alberte stædigt, uden at slå blikket fra den hvide voksfarve i hånden.
Jamen han er da lidt speciel? sagde Iben forsigtigt. Hvorfor har han ingen vinger? Og hvorfor er han så stor?
Han har vinger, modsagde Alberte. Han gemmer dem bare under kittlen. For de ikke skal blive beskidte. Her er altså tit lidt smattet.
Iben smilede lidt overbærende. Naturligvis, børns fantasi.
På gangen lød ofte den tunge, fløjtende vejrtrækning. Som lyden af et regionaltog, der kører ind mod perronen. Sjus, sjus. Tunge fodtrin, der fik linoleummet til at ryste.
Døren til legerummet gik op med en knurren. I døren stod han.
Poul Hansen, overlægen i reaktionen. Han var enorm. Kraftig, med tredobbelt hage, evigt åben laboratoriekittel, der slet ikke kunne lukkes om maven. Hans ansigt, blank af sved, havde noget gråligt over sig. Brillerne med hornstel gled hele tiden på næsen, og han skubbede dem vant op igen med sin buttede finger. Han duftede af cigaretter, sved og stærk, billig kaffe fra termokanden. Tredje døgn i træk boede han på vagtværelset på den nedsunkne sofa.
For Iben var han bare en udmattet, forsømt mand, der burde være gået på pension for længst eller i det mindste have fundet et bad.
Nå, kunstnere? brummede han dybt, så det rungede i maven. Lever vi stadig?
Vi lever, doktor! lød det fra et ujævnt børnekor.
Han gik forbi rækkerne af børn, støttede sig tungt til stoleryggene.
Han standsede ved en dreng, kridhvid med drop i hånden. Lagde sin kæmpestore hånd på hans pande.
Hæng i, makker, mumlede han. Prøverne er kommet. Vi klarer den.
Så gik han videre til Alberte. Iben så, hvordan pigen strålede op. Hænderne strakte sig ivrigt mod denne tunge mand, der lugtede af cigaretter.
Tegner du? spurgte han. Og bag de tykke brilleglas så Iben pludseligt ikke det udmattede blik, men et bælgravende blåt lys, gnavet frem af søvnløshed.
Dig, hviskede Alberte.
Han fnøs og skubbede på brillerne.
Mig skal du ikke spilde papir på. Det holder det ikke til.
I samme øjeblik begyndte apparaturet at bippe skingert ude på gangen. Alarmen skar sig gennem alt.
Poul Hansen reagerede straks. Ingen forpustet stønnen, intet slæberi. Han vendte sig overraskende adræt og løb ud.
Alle bliver!, brølede han, nu fra gangen. Katrine, hjerte-lungeredning, hurtigt!
Iben sad tilbage, pressede hænderne mod brystet. På den anden side af væggen lød travl ferden, korte befalinger, metalkling, og hans stemme ikke længere blød, men stålskærende.
Træk vejret! Kom nu! Bliv her hos os! Træk vejret!
Det skrig var frygtindgydende.
Der i lå anmodning og ordre på samme tid. Iben lukkede øjnene. Hun var bange.
Der gik fyrre minutter. Evigheder, der trak sig som ost.
I legerummet var alt stille. Ingen tegnede. Alle stirrede mod døren.
Så gik døren op. Poul Hansen kom ind og støttede sig til karmen. Helt svedig, kittelen mørk under armene, en blodplet på ærmet. Han tog brillerne af og tørrede øjnene, smurte udmattelsen rundt i ansigtet. Smed sig med et hørbart klynk ned på et lille barnestol, som skreg mismodigt under hans vægt.
Det lykkedes kom det ud mellem åndedragene. Sover nu.
Iben så på ham. Og pludseligt, som om nogen trak en grå klud fra øjnene, så hun det.
Hun stirrede på Albertas kluntede, fede mand på papiret. Så op på Poul Hansen. Ikke fedt eller sved. Masse. En kolossal, stabil masse kærlighed, der virker som ankerspil, der holder de spinkle børnesjæle her på jorden, når de er tæt på at lette. En guldbeklædt engel havde været ubrugelig: for let, den var stukket af sammen med dem.
Man havde brug for en som ham tung, massiv, duftende af jord og kaffe, der kunne fange det undvigende liv med sine store næver og brumme: Jeg slipper dig ikke.
Hans skaldede isse glimtede under lampen som en glorie. Ikke af guld, men arbejdslys våd af sved og slid.
Alberte gled ned fra stolen, gik hen til lægen med hovedet i hænderne og gav hans tykke ben et kram det var det, hun nåede.
Jeg sagde det jo, bemærkede hun stille, med voksne øjne mod Iben. Han gemmer vingerne væk. Så vi ikke bliver forblæst.
Poul lagde sin store hånd på hendes glatte hoved.
Hans fingre rystede.
Hold ud, venner, hviskede han. Lidt endnu.
Iben vendte sig mod vinduet, for det var for svært at se på det.
Men tårerne, hun havde frygtet, de kom nu. Af skam over sin egen blindhed. At hun ledte efter det skønne i glans og perfektion, mens selve Skønheden sad overfor hende på en skæv stol, tørrede sved væk med ærmet tung, ucharmerende og det dyrebareste i hele verden.
