– Hun er altså ikke spor farlig! Hun er smuk! Mads, sig det til dem!
Sidsel klemte en sage, ranglet kat ind til sig, mens hun græd så højt, at naboerne havde hænderne for ørerne.
Bassens stærke, gennemtrængende stemme var lige så voldsom som hendes stemningrige familie. Sidsel, kun fem år, var gårdens ukronede hylemester, og glasset klirrede, når hun kastede sig ud i et ordentligt vræl.
Ingen tog det tungt længere. Sidsel og hendes mylder af søskende var lige så naturligt et indslag som den gamle rutchebane i gården. Alle forstod dog godt, at hendes mor, Tanja, ikke altid kunne holde styr på hele flokken. Tanja arbejdede så meget, at enhver anden for længst var klatret op i flagstangen og nægtet at komme ned.
Flagstangen uden for den statelige gamle villa – nu forvandlet til et lejlighedskompleks – var husets stolthed. Hver forår malede Tanja og naboerne den med lutter omhu. Hun mente selv, at hun havde ret til at hænge ud dér, så længe hun ville.
Men det nægtede hun indtil videre og sukkede:
– Vi er bare arbejdsheste alle sammen! Smukke, kloge trækheste. Hvem skal bære din byrde, hvis ikke dig selv? Jeg er alene, men jeg er en udødelig pony jeg løber bare rundt og rundt og aner ikke hvorfor. Jeg ved, hvorfor jeg kæmper, men ikke rigtigt hvorhen. Én sparker dig bagi, du stikker snuden ind i halen på den forreste, og du drømmer om, at det snart bliver aften at ungerne ligger rene og mætte i sengene, og køkkenvasken er tom, for nogen har allerede vasket op. Og det, den tomhed, dét er lykke…
Tanja, velsignet med en god portion livsfilosofi og et pænt udseende, var ikke en kvinde der blev budt op til dans længere. Seks børn, ingen mand, og ikke meget hjælp. Hende og Amor havde for længst slået op. Der var rigeligt at tage fat på uden kærlighedsforviklinger.
At være mor til seks det er altså ikke bare en smal sag!
Men ingen bebrejdede hende, alle kendte nemlig godt hendes families historie.
Fire af Tanjas børn, inklusive Sidsel, var adopterede.
Nuvel, det var ikke med det store nu skal vi redde et barn fra børnehjemmet drama. Måske kunne hun have gjort det, men ikke dengang og ikke alene. Hun havde andre planer for livet at blive alenemor til seks børn havde aldrig været på ønskelisten.
Men livet har sin helt egen kække spøg. Den kaster udfordringer i hovedet på én uden at spørge pænt først.
Her har du! Find selv ud af, hvad du er for én!
Tanja tog ansvaret hvad andet var der at gøre? Alle de børn, hun opfostrede, var hendes arv. Og arv tager man imod eller ej. At lade være var umuligt for Tanja. Hun var jo ikke selv blevet forladt hvorfor skulle hun svigte nogen, der trængte, især når det nærmest var hendes egne?
Begrundelser havde hun nok af. Om de var fornuftige, bekymrede hende ikke. De var hendes.
Tanja var barn af 90erne. Hendes mor var skønhedsdronning i en lille købstad uden for København, og hendes unge far var forretningsmand på en måde, man helst ikke taler alt for højt om.
Sine forældre huskede Tanja slet ikke. Hun gik med sin farmor på kirkegården og strøg billederne på gravstenen med en lille finger, mens hun hviskede om dagen, der var gået, og om det fine tørklæde farmor havde strikket.
Først som sekstenårig fik hun den fulde sandhed:
– Din far var en flot forbryder, min pige. Gik bort alt for tidligt og tog min datter med sig. Man skal vel ikke tale ondt om den døde, men jeg kan ikke tilgive ham. Hvordan jeg græd og bad hende lade være! Men hun ville ikke høre. Hun elskede ham, og han elskede hende, de siger jo, han prøvede at redde hende, da det endelig gik galt Måske var det rigtigt. Men nu er du her. I det mindste har jeg dig fra min datter, og det er min glæde.
Så forstod Tanja, hvorfor der kom sære mænd forbi lejligheden og lyttede til farmors beretninger om musikskole eller karakterer hvorefter de lagde tykke kuverter på bordet og forsvandt uden ord.
Farmor brugte aldrig de penge, men sparede op. Da Tanja blev student, købte farmor hende en rummelig lejlighed i indre København.
– Her! Din arv, min pige. Fra din mor og din far
Men hun havde ikke lyst til at flytte. Hun blev hos farmor.
– Hvorfor, Tanjse? Det er en flot lejlighed, tæt på skolen og arbejdet!
– Jeg vil ikke undvære dig! Enten flytter du med, eller også bliver vi her!
Lang tid kæmpede farmor for at blive i sin egen lille lejlighed, fyldt med minder, men gav til sidst efter, da Tanjas kusine, Gitte, meldte sig:
– Tanja, kan du ikke lade os bo i din lejlighed så længe? Jeg har børn og du bruger den jo ikke. Jeg betaler! Så kan I klare jer lidt lettere. Og hjælp mig lige med adresse, så jeg kan få børnene i børnehave!
Gitte var snu og sej, og farmor advarede:
– Lyt nu til farmor, Tanja! Hun er nok familie, men hun har næse for det, som ræven har for kyllinger! Gå ikke med på det!
– Åh farmor, ungerne trænger jo…
– Hun er deres mor hun finder nok ud af det. Jeg skal altså også tænke på dig!
Tanja lyttede, men afviste ikke de små børn. De blev glade for hende, og kiggede tit trist, når moren trak dem væk:
– Så så! Snotnæser, Tanja er ikke jeres barnepige!
Tanja syntes det var uretfærdigt med en tom lejlighed, når andre sled, og Gitte gentog altid, at familie ikke lades i stikken.
Hele barndommen havde farmor prædiket: Hvis din far havde levet ordentligt, var din mor her endnu…
Det ramte Tanja, for hun stræbte hele tiden efter farmors enkle godkendelse:
– Det er godt, Tanja! Menneskeværdigt! Jeg er stolt af dig. Du er ved at blive et godt menneske!
Den ros var nok. Så hun mente, hun burde gøre det samme for Gitte men farmor overraskede hende:
– Nej, Tanja! Hør nu her
– Hvorfor ikke? Er det fair, at Gitte skal bo til leje, når jeg har tomt?
– Ja, for hun er ikke dig! Og du husker vel eventyret om ræven og ishytten! Jeg husker det i hvert fald…
– Farmor…
– Ti stille, Tanja! Gitte bor ikke i din lejlighed. Vi flytter sammen!
– Men du ville jo ikke…
– Nu går det ikke anderledes. Det er ikke forkert at hjælpe Men familie skal lære at klare sig selv. Gitte er kvik hun kommer nok op og stå. Hun skal have en fiskestang, ikke selve fisken! Du kan ikke bare give hende alt, Tanja! Giv et spark, men ikke hele bolden, ellers lærer hun aldrig at sparke selv!
– Er det ikke ondt at tænke sådan om folk?
– Tja, måske, men livet er nu engang sådan. Bedst at tage det i opløbet. Tiden giver selv knubs. Hold dig ude af det, Tanja, og lad mig tage halen! Så kan Gitte være sur på mig ikke dig. For børnenes skyld, ikke sandt? De har brug for en tante, der elsker dem. Hver dråbe kærlighed er guld værd, Tanja!
Farmor fik ret. Da hun tilbød Gitte den lille lejlighed i stedet, sukkede Gitte bare:
– Jeg vidste, I ikke ville svigte Tanja.
– Og hvad så? Havde du planer?
– Nej, selvfølgelig ikke! Jeg har jo kun jer…
– Det er, som det er, Gitte. Vi hjælper, men Tanja er forældreløs hun skal ikke svigtes!
Punktum.
Flytningen fandt sted, og Tanja og farmor hyggede sig ind.
Men tiden er aldrig stille. Tanja drømte om, at farmor skulle få ro, men skæbnen ville noget andet.
Farmor gik til lægen i nabogaden hver uge.
– Det er min arbejdsplads, sagde hun og rodede i recepterne.
Hendes helbred haltede, men hun viftede altid Tanja væk.
– Jeg klarer mig! Du har rigeligt selv!
Tanja fortrød siden bittert, at hun ikke havde holdt fast.
Det var isnende vinter, og lige dér på isen faldt farmor og slog hovedet voldsomt. Folk hastede forbi, ingen lagde mærke til den gamle dame, der lå lidt uheldigt placeret.
En taxachauffør, der fandt farmor, ledte efter kontaktoplysninger i hendes taske og ringede til Tanja men det var for sent.
Farmor døde dagen efter. Tanja sad på hospitalet med Gitte, der straks havde overladt sine børn til en nabo for at være ved Tanjas side.
– Hvordan skal jeg være uden hende, Gitte?
– Ikke uden hende, Tanja! Giv ikke op, der er altid håb, prøv…
Men lægerne veg udenom, og håbet svandt hurtigt. Dagen efter blev Tanja forældreløs og måtte nu tage ansvar for både sig selv og andre.
Også her ventede livet spændende overraskelser.
Ove dukkede op, boede sammen med Tanja i fem år, de gik fra hinanden i god ro og orden. Ove var en ligefrem mand, der fandt en ny kærlighed, og fortalte hende ærligt, at han ville gå men altid hjælpe.
– Vi er jo venner, Tanja? sagde han, mens han pakkede tasken.
– Jo… Ove, hører du dig selv?
Der var ikke meget at gøre. Forlade hende for en anden? Det er livet. Hun ville klare det. Børnene ville savne ham, men han lovede at forblive deres far.
Så ringede hun til Gitte, der straks droppede alt og var der på en halv time.
– Græd ikke, Tanja! Sådan en som ham han var smuttet under alle omstændigheder!
– Hvorfor, Gitte? Hvad har jeg gjort?
– Intet det er bare sådan nogle mænd er. Tag det som en gave, han lover i det mindste stadig at være der for børnene – og det er mere end de fleste får!
– Klog tale, Gitte… Hvor kommer det fra?
– Din farmor! Alt hvad jeg ved, har hun lært mig.
Og Gitte fik ret: Livet gik videre. Ove så fortsat børnene og lod dem aldrig mærke, at der manglede noget. Så da han fortalte, han skulle være far igen, var Tanja egentlig bare lettet.
– Fint, tillykke med det…
– Tanja, du er fantastisk!
– Jeg ved det, Ove, jeg ved det
Men så kom den næste overraskelse.
– Gitte, hvordan kunne det ske?
– Ej altså, Tanja, har du ikke selv to børn?! Tror du, jeg skal igennem anatomiundervisningen?
– Haha! Men hvad nu? Hvem er faren?
– Nå, han stak af, da han fandt ud af, jeg ventede tvillinger. God tur til ham!
– Hvad så nu, Gitte? Hvordan klarer du det med allerede to børn?
Hun var tæt på gråden. Men så sendte hun børnene ind til Tanja for at nuppe slik.
– Hør, I rødder! Deler vi eller hvad? Giv også tante Tanja en, det hjælper på humøret!
Mens hun kiggede på denne kæmpe familie, tog Tanja en vild beslutning.
– Du er skør! sagde Gitte, da Tanja overrakte hende gavebrev på farmors lille lejlighed.
– Næh, jeg gør det, fordi det er rigtigt. Farmor ville have forstået det. Dine børn skal have et hjem.
Snart kom tvillingerne, Sidsel og Maja, og hele banden ventede udenfor hospitalet, da de blev udskrevet.
– Så er vi én mere! Hvis nogen nogensinde spørger, hvad familie er, så skal I bare pege her – på os.
Gitte skjulte sin bekymring for alle, men havde hun råbt op i tide, var det måske gået anderledes. Bare en uge efter blev hun dårlig, bad Mads holde øje med babyerne, og ringede efter ambulance og til Tanja.
Hjertet svigtede pludseligt. Gitte døde, før nogen nåede at forstå det.
Nu stod Tanja med ansvaret for seks unger. Kommunen tøvede:
– Vi kan ikke bare lade fire børn blive hos dig, når du allerede har to selv
Hun hverken protesterede, græd eller råbte. Bare besluttede sig. De skulle blive sammen. Det var sådan, farmor havde lært hende, sådan hun selv havde opdraget sine egne.
Ove hjalp med papirarbejdet og børnene, mens Tanja filede igennem byens bureaukrati.
– Er du sikker, Tanja? Seks er mange
– Nej! Jeg er rædselsslagen! Men hvad skulle jeg ellers? De er mine. Jeg kan ikke splitte dem!
– Altså, jeg hjælper, hvis du lader mig.
– Tak Ove. Hvem ved, måske hører farmor det og fortæller det videre til Gud.
– Det tror jeg, hun allerede har styr på, Tanja!
Så blev det hverdag bare mere vild. Om natten tudede hun i puden, bad farmor om råd, og det var som om, minderne altid hviskede løsningen frem. Børnene voksede, og de vidste, hvor de altid kunne søge trøst og forståelse.
Så den dag, Sidsel bar den forkomne kat ind, skulle man tro, det ville blive vendepunktet:
– Tanja smider dig ud med den kat! Hun er møgbeskidt sikkert lopper og ringorm!
– Nej! Sidsel så hjælpeløst på storebror og op mod opgangen.
Tanja var på vej for at tage flokken i Zoo. Hun havde stået tidligt op, lavet madpakker og gjort ungerne klar, nu skulle hun bare finde sine gamle sneakers.
– Tjek Lisas skab, mor! råbte Mads. Og mal lige det andet øje, ellers ser det mærkeligt ud! Jeg holder øje herude.
Hun greb sneakers og lagde en ekstra omgang mascara. Ja, hun havde seks børn og et ton af bekymringer, men man må jo også se nogenlunde ud. Hun besluttede at forkæle sig selv lidt købe sig snold, lakere læber, og så ellers købe mere is til børnene.
Det handler om at vælge: Brug energien på at skælde ud over ketchup på trøjen, eller køb candyfloss og gå til elefanterne? Hun ville huske, hvordan hun selv havde siddet blandt elefanterne med farmor og drak hjemmekompot. Børnene ville lugte til sandwichen om en menneskealder og gøre det samme for deres egne unger. Sådan skal det være.
Samlet og klar, nynnede hun ned ad trappen – og blev mødt af en smilende nabo.
– Gå du bare, Tanja! Du får dagens dosis drama nu.
Sidsel stormede frem:
– Mor, se hende her! Er hun ikke smuk?
Og hvad kunne Tanja svare til det?
Intet, naturligvis.
Hun tog katten op, kiggede på den og sukkede:
– Zoo er aflyst. Vi har fået vores egen tiger. Mads, hvor er nærmeste dyrlæge? Kom så!
Dagen blev god, selv om der ikke blev nogen løver. Og den magre, snavsede kat, som Sidsel slæbte hjem, endte – efter bare et par måneder – som den smukkeste, kærligste pelsklump. Endnu en dråbe lykke, et helt hav af glæde, i Tanjas kaotiske hjem.
Ingen undrede sig. Hverken Tanja eller børnene. For de kendte det, farmor sagde: Hvor der er kærlighed, er der aldrig for meget.
