Forræderi forklædt som venskab
Vinteren havde i år valgt at tage opgaven København som eventyrland lige lovligt alvorligt: Sneen væltede ned som om det var sidste udkald, og hele byen var blevet forvandlet til ét stort Julekort. Fluffy fnug dansede uafbrudt i luften, lagde sig lempeligt på tagene og fortovene, og kulden gjorde den friske luft så sprød og klar, at man skulle tro, man gik rundt inde i en naturreklame fra VisitDenmark.
Inde i lejligheden på Frederiksberg hos Karen og Esben var stemningen heldigvis af en helt anden karakter knitrende varm og hyggelig, næsten afslappende på sådan en middelklassisk hverdagsmandag. Udenfor deres store sprossevinduer foldede vinterballet sig ud, men indenfor var der kun ro og fuld hygge. Bordlampen lyste blødt over det lille sofabord og lagde et varmt skær, som udelukkede selv den mindste kolde vind.
Parret havde slået sig ned i sofaen, gemt under det mest pelsede tæppe, Karen havde kunnet finde på udsalg. Fjernsynet viste den ene danske familiekomedie efter den anden, alle sammen lige så meningsløse som at spise havregrød uden sukker. Karen fulgte med med et halvt øje og smilede indforstået af sine egne tanker. Esben sad ved hendes side, armlæn og hoved bagover, og selvom han forsøgte at følge med i filmen, var det tydeligt, at sneen udenfor stjal det meste af hans opmærksomhed. Bevares, det ER også svært at konkurrere med et snedækket København.
Deres lille hyggetime blev dog brat afbrudt af lyden af Esbens mobil, der ringede. Han reagerede ikke med det samme måske fordi han virkelig ikke orkede at slippe sit bløde vinterhi men da telefonen ringede igen, opgav han modstanden, hev mobilen op, og åndede dybt:
Det er så fandeme igen Daniel, sagde han og så opgivende på Karen. Det er tredje gang i aften.
Karen vendte kun lige hovedet lidt, men fjernbetjeningen og blikket blev på fjernsynet.
Han ringer vel for at lokke dig ud på landet igen, mumlede hun. Han har jo købt det der sommerhus oppe ved Vejle Fjord. Manden er umulig at afvise, han forstår ikke ordet nej.
Esben trykkede på grøn knap, mens han allerede fortrød.
Daniel, godaften, sagde han med så meget liv i stemmen, han kunne præstere.
Esben! Hvornår kan I komme? Det hele er klar jeg sagde jo, vi skulle fejre sommerhuskøbet! Saunaen er tændt, bordet bugner, vennerne er på vej! For hulen, du kan da ikke bare sidde hjemme!
Esben holdt en kort pause og sendte et blik til Karen, der dog diskret rystede på hovedet. Hun havde ikke sagt et ord, men signalet kunne næsten rammes af en døv: Nej tak til larm, druk og endeløse diskussioner om, hvem der er bedst til at tænde op i brændeovnen. De ville, for en gangs skyld, bare have lidt larmende stilhed sammen derhjemme.
Efter en tandbørste-lang tænkepause fik Esben en syntes han selv genial idé. Han tog modet til sig:
Altså, det er jo det Karen er lige smuttet til Odense til sin mor. Hun er først hjemme i morgen så jeg springer over denne gang. Keder mig alligevel alene og gider ikke forklare mig, hvis én siger noget dumt, du ved. Vi tager det en anden weekend, ikke?
Der var kort pause fra Daniel:
Men hvordan? Hvornår kommer hun hjem?
I morgen aften, sagde Esben stille sørgmodigt. Havde ellers store planer; biograftur, en gåtur i Østre Anlæg eller måske et lille kik på skøjtebanen på Frederiksberg men nej. Det blev ikke til noget, så vi må finde en anden dag.
Daniel holdt lidt længere pause. Så lød han pludselig mere albummæssigt tilfreds, nærmest som om han allerede kunne se sig selv som festens midtpunkt.
Tjah, siger du det Men meld lige tilbage, så snart hun er hjemme. Jeg savner altså jer to!
Det lover jeg, sagde Esben næsten for hurtigt. Måske næste weekend, hvis det passer.
Han lagde på, dumpede telefonen på sofabordet og åndede lettet ud. Et lille smil bredte sig.
Puha, den slap jeg uden om! sagde han og kiggede på Karen. Hvorfor er han så insisterende? Jeg har jo sagt, at jeg ikke gider de der sommerhussammenkomster. Skal jeg sidde og kigge på ham og resten af drengene, mens de dufter lystigt af Fernet og grillpølser? Daniel og stilfærdig hygge passer bare ikke sammen. Lets move on jeg er langt heldigere her.
Han lagde armen om hende, og spændingen fra opkaldet forsvandt stille og roligt. Udenfor snurrede sneen stadig, varme og ro fyldte stuen, filmen rullede, og Esben kunne ikke have bedt om en bedre aften.
Karen snuggede sig ind til ham, lyttede til hans åndedrag og kunne mærke pulsen falde. Lyset var blødt, filmen sort-hvid, væguret tikkede diskret alt sammen lige til at holde ud.
Jeg har det på samme måde, sagde hun og løftede blikket. Skal vi ikke bare se film og gå tidligt i seng? Resten klarer sig selv.
Esben smilede, trak hende tættere og så ringede telefonen igen. Gæt hvem.
Med et opgivende blik greb Esben røret.
Daniel, hvad nu? Han forsøgte at lyde rolig, men det kriblede i stemmen.
Esben, det er alvor! Jeg står lige nu på Vesterbro, på baren Krystallen og her er Karen! Sammen med en fremmed fyr! De skåler og krammer, og det ligner ikke ligefrem noget, hun kan være stolt af du må gøre noget! Hun sagde da hun skulle til sin mor?! Hun lyver for dig, makker!
Esben tabte både kæbe og puls. Han så over på Karen, der rystede på hovedet, øjnene kæmpestore. Var det her en joke?
Hvad? Er du sikker? Måske tager du fejl. Jeg VED, hvor min kone er!
Jeg er sikker, sagde Daniel alvorligt. Hun er halvfuld, griner højlydt og ænser ikke engang, at jeg er her. Vil du tale med hende?
Esben sukkede, satte samtalen på højtaler mærkværdigt nysgerrig på, hvilken komedie, han nu blev udsat for.
Bas fra baren, latter og snak strømmede ud gennem telefonen. Så brød en kvindestemme, foruroligende lig Karens, igennem.
Hallo? Hvem der?
Esben sank, tungen helt tør. Karen ved siden af ham lignede én, der troede, hun var vågnet midt i en dårlig podcast.
Karen? Det er Esben Hvad sker der?
Et latterudbrud, så mere kækt:
Åh, Esben, gid du ville slappe lidt af! Vil du ikke bare lade mig more mig? Jeg er træt af det trivielle liv. Nu skal jeg bare have det sjovt, til jeg ikke gider mere!
Karen fór op af sofaen, bleg. Hånden presset mod brystet, hviskede:
Det er jo gak-gak! Hvem udgiver sig for mig og hvordan kender hun mit navn? Hvad fanden foregår der?
Hvor er du? spurgte Esben.
Hvad rager det dig? lød svaret snerrende fra højtaleren. Hør her, selv hvis jeg VAR din hustru, så bestemmer jeg selv! Jeg laver lige hvad jeg vil.
Flere grin og klingende glas i baggrunden. Så skar Daniel igennem:
Nu kan du selv høre det jeg har ikke fundet på noget!
Esben afbrød, træt og rasende:
Stop. Jeg kigger på det i morgen. Ikke mere nu.
Han smed telefonen fra sig, flad på sofaen, og så op i loftet. Hvis ikke Karen sad der, havde han faktisk troet på det.
Hun dumpede ved siden af, lige så forvirret. Stemmeligheden var skræmmende, men det var ikke det vigtigste. Vigtigst: Hvorfor kan nogen gengive hende så godt? Hvem står bag?
Hold da kæft, hviskede hun. Hvilken forestilling! Hvem var hun?
Esben rystede på hovedet, rodede i håret.
Ingen idé. Men stemmen det var virkelig spot on. Måske er det en syret joke eller noget. Jeg tjekker op og hvis det bliver nødvendigt, får vi barens kameraer at se.
Karen krammede ham tilliden mellem dem blev genoprettet på rekordtid.
Ja, enig. Jeg ved, jeg ikke var der men hvem, og hvorfor?
Han trak på skuldrene, blikket beslutsomt: De skulle nok finde hoved og hale i det.
*******************
Næste dag, tæt på frokost, sad Karen ved køkkenbordet med laptop og te. Telefonen brummede. Daniel lyste der på skærmen. Hun overvejede længe, om den skulle tages. Så stak nysgerrigheden dog hovedet frem.
Hej, sagde Daniel, skridende forsigtigt fremad. Snakkede du med Esben siden i går?
Hun greb chancen:
Ja. Vi røg vist i totterne på hinanden. Han siger jeg lyver, og vil ikke høre min version.
Der blev stille i den anden ende, et lille tilfreds suk undslap Daniel.
Aha Jeg har jo altid sagt, Esben ikke værdsætter dig. Han forstår dig ikke, Karen.
Inden hun fik vredet halsen om på sig selv af irritation, holdt hun stemmen neutral.
Hvad mener du egentlig?
Svaret, lavmælt og næsten ømt:
At du fortjener bedre. Jeg har elsket dig i årevis. Hvis du vil væk fra Esben så er jeg her. Altid.
Hun tav, tankerne jog rundt. Hvor længe havde han tænkt sådan? Og var det derfor, alt det her cirkus ramte lige nu at han havde fundet på det hele?
Stadig cool i stemmen:
Daniel det der er både uventet og upassende. Jeg elsker Esben. Bland dig udenom.
Undskyld, det var måske meget. Men jeg vil bare, at du ved, du altid har mig. Esben behandler dig uretfærdigt jeg har hørt rygter Han leder bare efter en grund til at gå fra dig, jeg sværger! Du må bare være tryg.
Karen knugede mobiltelefonen, blegnede, men lod sig ikke hænge på følelser.
Hør nu, Daniel. Ét: Jeg var hjemme i går. To: Vi skændtes ikke. Tre: Du stod bag det hele. Jeg forstod bare ikke hvorfor, men nu er det tydeligt.
Stille. Daniel tænkte febrilsk.
Hvad snakker du om?!
Om at du hyrede en pige med stemme, der lyder som min. Bad hende ryste det hele op, spille mig i byen med en anden fyr. For at skabe splid. Er det ikke rigtigt?
Der blev tavst. Så begyndte Daniel at vrisse, hans stemme desperat:
Ja! Jeg arrangerede det! Fordi jeg elsker dig, Karen! Fordi jeg ved, jeg kan gøre dig lykkelig hvis du bare ville se det!
Karen lo tørt:
Lykke? Med dig? Du, der har flere skiftende forhold løbende end der er øer i Danmark? Selv hvis du var den eneste mand på Sjælland, ville jeg ikke give det et sekunds tanke.
Han mumlede, grænsende til det sjælsødelæggende:
Jeg hvis I bare blev uvenner, kunne du se, at det er mig, du skal være sammen med. Jeg forsøgte at glemme dig men ingen var som dig. Jeg ville bære dig på hænder!
Hun knugede hånden, stemmen mere rolig end følelsen:
Dig? Aldrig! Du forrådte vores venskab. For hvad? Egne drømme?
Karen, undskyld, hans stemme knækkede.
Men Karen havde fået nok.
Nej, Daniel. Intet tilgiver det her og heller ikke venskab. Lad være med at ringe igen! Og glem også Esbens nummer. Han skal nok høre denne samtale.
Hun lagde på, satte telefonen fra sig med let rystende hænder men store glade smilfulde snefnug dansede stadig udenfor.
I samme øjeblik kom Esben ind.
Nå? spurgte han dæmpet.
Karen tog en dyb indånding.
Han tilstod. Alt sammen. Han ville have os til at gå fra hinanden fordi han er forelsket i mig. Foreslog både store slotte og skatte, sagde hun ironisk. Sikke en klaphat.
Esben satte sig. Lod sin hånd lukke sig fast om hendes ordløst, men alt sigende: Jeg er her.
Han har aldrig været en rigtig ven, mumlede Esben. Glem det! Jeg har egentlig længe mærket noget, men ikke haft beviser. Nu er det hele bare så åbenlyst.
Ja. Men nu ved vi da, hvem vi kan stole på! sagde Karen og lænede sig mod ham.
Hun lukkede øjnene og nød følelsen af hjemme, af tryghed og friskbrygget te og duften af hendes yndlingsparfume.
Ved du hvad, sagde hun pludselig og smilede. Nu har vi den perfekte undskyldning for at blive hjemme hver eneste gang! Du gider vel ikke mere gå og hygge med venner, der har Daniel med?
Slet ikke! svarede Esben grinende. Lad os bare se film og drikke te.
Og aldrig gå nogen steder igen, sagde Karen og trak tæppet tæt om sig.
Enig, sagde Esben og kyssede hendes pande.
Sådan gik aftenen videre bag trygge rammer og fnug på ruderne med blødt lampløs, fortovs-sne og usynlige, men håndgribelige, følelser af, at alt var, som det skulle være. Det vigtige var jo allerede på plads: tillid, varme, og troen på, at i morgen ville blive lige så hyggelig som i dag.
********************
Daniel sad i sin egen køkkenkrog og gloede ind i en kop sort, halvkold kaffe som om svaret straks ville springe op af kaffeskorpen: Ring aldrig igen. Men i stedet for anger voksede en sur, stædig vrede indeni så voldsom, at fingrene gravede sig ind i håndfladerne.
Hvorfor gik ALT galt?! råbte han, mens han med overskud slog sidste krummer fra kokosmakronen på gulvet.
Han genoplevede for sig, hvordan han havde gået ind på baren aftenen før, spillet komedie sammen med Marie den pige han havde fundet, fordi hun lignede Karen, lød som hende og straks havde erobret ham med et klart, den tager jeg.
Nu var alt spildt. Håb, venskab, kærlighed, det hele. Og han ville ikke engang tage telefonen for at undskylde.
Ikke mig, der er noget galt med det er JER! I er blinde, tænkte han, mens han åndede opgivende ved køkkenvinduet og så sneen falde.
Hvorfor skal Esben have ALTING? Jeg var da mindst lige så god, hvis ikke bedre! Han slog i bordet.
Han havde ikke kun mistet Karen også venskabet med Esben var nu tabt og umulig at lappe. Men i stedet for fortrydelse ramte kun bitterhed og misundelse.
Telefonen lå et sted på bordet, kold og tavs. Daniel besluttede, at han ikke ringede igen. De kunne bare mene, hvad de ville, hygge sig rigtigt, men han vidste bedre. Bare vent, tænkte han med bid i stemmen: En dag, vil Karen forstå, hvilken fejl hun har begået men så er det for sent.
Han rev sin plan-sedlen med Maries replikker i småstykker og smed den i skraldespanden som et sidste farvel til sit fjollede projekt.
Udenfor faldt sneen ufortrødent. Han lukkede øjnene og så for sig, hvordan Karen og Esben sad sammen under det bløde tæppe trygge, glade, uforstyrrede, med alt det han selv havde troet skulle blive hans.
Men ønsket om at ønske dem lykke, forsvandt som sneen på radiatoren. Kun tanken om uretfærdighed blev hængende:
Det burde have været mig. Alt det mit.
