Du skal nok finde din lykke. Der er ingen grund til at skynde sig. Alt har sin tid.
Agnete havde en gammel, lidt pudsig tradition. Hvert år, lige før nytårsaften, opsøgte hun en spåkone. Fordi hun boede i København, var det ikke svært at finde en ny spåkone hvert år.
Sagen var den, at Agnete var ensom. Lige meget hvor meget hun prøvede at møde en ordentlig ung mand, så var det nyttesløst. Alle de gode fyre var for længst taget
I år møder du din skæbne! annoncerede spåkonen højtideligt, mens hun stirrede ind i en glitrende krystal.
Hvor? Hvor skal jeg møde ham? spurgte Agnete utålmodigt. Jeg får at vide det samme hvert år. Tiden går, og jeg har stadig ikke fundet min lykke.
Jeg blev anbefalet dig som den stærkeste af alle. Jeg kræver, du fortæller mig nøjagtigt hvor! Ellers får du dårlig omtale her i byen truede Agnete.
Spåkonen rullede med øjnene. Hun forstod, at hun havde med en stædig sjæl at gøre, og hun ville sikkert blive siddende hele dagen, hvis ikke hun fik et svar nu.
I toget! sagde spåkonen med lukkede øjne. Jeg ser ham for mig høj, blond, og virkelig flot. Som en ægte eventyrprins
Ih, hvor spændende! jublede Agnete. Men hvilket tog, og hvornår?
Lige før nytår! svarede spåkonen. Gå til stationen. Dit hjerte guider dig til den rette destination
Tusind tak! smilede Agnete lykkeligt.
Agnete forlod den gamle opgang og tog en taxa direkte til Hovedbanegården. Ved billetsalget fortog hendes begejstring sig en smule. Hun stod og stirrede forvirret på køreplanen, slet ikke sikker på, hvor hun skulle købe billet til
Kom nu, sig frem! lød den utålmodige stemme fra billetsælgeren.
Aarhus den 30. december. Kupévogn, stammede Agnete.
Hun så allerede for sig, hvordan hun sad i en hyggelig kupé og drak te, da døren pludselig gik op og ind kom han, hendes drømmemand
Efter hjemkomsten pakkede Agnete hurtigt det nødvendige til rejsen, for sent på aftenen gik toget
Hun tænkte slet ikke over konsekvenserne, eller hvad hun ville lave nytårsnat i en fremmed by. Hun ville bare én ting: at spådommen skulle gå i opfyldelse hurtigt.
Det gjorde så ondt at føle sig overset, især i juledagene. Alle virkede til at købe ind til det store nytårsbord sammen med familien, gav hinanden gaver. Alle undtagen hende
Et par timer senere sad Agnete i kupéen med et glas varm te. Præcis som hun havde forestillet sig. Nu skulle hun bare vente på, at eventyrprinsen trådte ind.
God aften! hilste en gammel dame, da hun svingede en stor taske op i kupéen. Hvor er min plads?
Der blinkede Agnete nervøst med øjnene og pegede på sengen overfor. Er du sikker på, det er din vogn?
Ja, min pige, jeg er sikker, smilede damen og smed sig lettere på den ledige plads.
Undskyld, jeg skal lige forbi, mumlede Agnete. Nu forstod hun pludselig, hvor tosset hele idéen var. Lad mig komme ud! Jeg har fortrudt!
Vent nu lidt, jeg skal bare have tasken på plads, sagde den gamle, uvidende om situationen.
Nå toget kører nu, sukkede Agnete tungt. Hvad nu?
Hvorfor vil du pludselig ud? Glemte du noget? spurgte damen nysgerrigt.
Agnete svarede ikke, men vendte sig mod vinduet. Hun vidste, at den gamle dame intet havde gjort, og at det hele var hendes egen skyld.
Imens fiskede fru Kirsten et par lune hjemmebagte franske hotdogs op fra tasken og begyndte at dele ud.
Jeg har været på besøg hos min datter, forklarede Kirsten. Nu skal jeg hjem, min søn og hans kæreste kommer til nytår. Vi fejrer sammen.
Heldigt Jeg møder nok nytåret alene på stationen, sagde Agnete vemodigt.
Hun begyndte, samtale for samtale, at betro sig til den gamle kvinde om alt, der var sket.
Du er sgu lidt skør! Hvorfor render du til sådan nogle snydere? irettesatte Kirsten. Du skal nok finde din lykke. Bare vent. Alting har sin tid
Næste dag steg Agnete af på perronen i en by, hun aldrig havde set før. Venligt hjalp hun Kirsten ned og stod der, uden at ane, hvad hun skulle nu.
Tak, min pige! Og glædeligt nytår! sagde Kirsten.
I lige måde, smilede Agnete lidt trist.
Kvinden kiggede medfølende på den unge, og hun forstod, det nok ikke var rart at møde nytåret på en banegård.
Agnete, vil du med hjem til mig? foreslog Kirsten pludselig. Vi pynter op, og gør klar til fest
Det er da pinligt, svarede Agnete forvirret.
Er det bedre at sidde på stationen? Kom nu, det er ikke til diskussion!
Til sidst lod Agnete sig overtale. Kirsten havde ret. Udenfor truede snestormen, og det gav ingen mening at trave rundt på banegården.
Mads og Birgitte er allerede hjemme, smilede Kirsten.
Fra vinduet så Mads, at hans mor ankom i taxa. Han skyndte sig ned til elevatoren for at tage tasken fra hende.
Hej mor! Og du har gæst med? sagde han og blinkede til Agnete. Det er Agnete, min gamle venindes datter, sagde Kirsten hemmeligt hen til Mads.
Velkommen, Agnete! Kom indenfor, sagde Mads.
Da Agnete så den høje, flotte lyshårede mand, blev hun rød i kinderne. Netop ham havde hun forestillet sig. Skæbnen spillede igen sit spil
Hvor er Birgitte? spurgte Kirsten.
Mor, Birgitte er her ikke mere. Og vi snakker ikke om det. Okay? brummede Mads.
Okay mumlede Kirsten forvirret.
Om aftenen sad de alle sammen ved bordet og sagde farvel til det gamle år.
Agnete, bliver du hos os længe? smilede Mads og satte salat på hendes tallerken.
Nej Jeg tager af sted i morgen, sagde Agnete trist.
Hun havde overhovedet ikke lyst til så hurtigt at forlade det hyggelige hjem. Hun følte, at Kirsten og Mads var gamle bekendte.
Jeg fatter ikke, hvorfor du skal skynde dig sådan, udbrød Kirsten. Bliv dog her lidt længere, Agnete.
Ja, bliv her! Vi har den fineste skøjtebane. I morgen aften kan vi tage derhen. Bliv nu, bad Mads.
Okay, I har overbevist mig, smilte Agnete. Jeg bliver med glæde lidt længere.
Næste nytår fejrede de sammen Kirsten, Mads, Agnete og lille Oliver
Tror du på nytårsmirakler?
