Under sin mors tunge skygge
I en mærkelig drøm i silkedæmpede farver var 35-årige Regitze en forsagt og undseelig kvinde, som flød tavst rundt i sin egen verden, pakket ind i løstsiddende kjoler, lidt for rund om hofterne og med et halvtrist blik, som om hendes mundvige altid var tunge af melankoli. Regitzes mor, Karen, fødte hende da hun var bare 18, af en ukendt mand for Regitze kendte aldrig sin far. Hun voksede op hos mormor i en lille landsby et sted syd for Aalborg. Skolen blev klaret der, og kun da hun begyndte på Handelsskolen, flyttede hun ind hos sin mor i byen.
Mens Regitze drømte sig væk på markerne, levede Karen et liv med selskaber og fest i storbyen skiftede mænd, strøg gennem natten som en duft af Chanel No. 5. Hun dukkede op i landsbyen engang imellem, altid med en ny plastikdukke eller et tørklæde til datteren, før hun med latter og hæle forsvandt igen. Mormor var streng, kærlighed var kun et fjernt ekko for Regitze.
Den dag i dag boede Regitze stadig i lejligheden hos sin mor. Karen, nu lidt over halvtreds, tæres slet ikke af tid slank, ungdommelig, iført dyr makeup og friske frisurer fra salonen, nogle gange på date med byens forblæste mænd. Moderen var altid prangende, Regitze det modsatte drømmeflad og stille.
Endelig, efter en lang dag med regnskaber, overdrog Regitze sine papirer til kollegaen, der skulle vikariere under hendes ferie, og svævede ud af kontoret med tanken:
Endnu en ferie. Pengene ligger i tasken, men mor tager dem sikkert igen. Og så sidder jeg hjemme hele ferien. Hvorfor kan jeg ikke sige fra? Jeg er jo ikke et barn mere, men hun holder fast i mig og kræver alt selv min løn. Livet har kun grå toner…
Da hun drejede nøglen til lejligheden, stod Karen allerede i entreen, parat.
Endelig! Har du fået feriepengene? Kom med dem, sagde hun.
Ja, vent dog, lad mig lige tage overtøjet af.
Det kan du gøre bagefter…
Regitze fandt sin pung i tasken, den slidte og krøllede. Karen kunne ikke lade være:
Du går rundt med den taske, som en gammel kone! Er du ikke flov?
Regitze bed sig i læben, tårerne pressede sig på.
Men du tager jo alle mine penge, jeg har ikke råd til en ny…
Karen lo:
Ikke kun tasken, Regitze du er selv gammeldags og tyk. Tag dig sammen! Gå til frisøren, køb nyt tøj, det er pinligt!
Pinligt?! Og det er ikke pinligt at tage mine penge? Du vil jo ikke engang gå ud med mig…
Regitze råbte og rev døren op, stormede ned ad trapperne med tårene haglende og satte sig på en skæv bænk uden for opgangen. Hun begravede ansigtet i hænderne og flød væk i drømmetåger, mens tiden blev til damp.
Pludselig, som fra et forvreden postkort, lød en stemme:
Regitze, sidder du her? Det var fru Anne, pensionisten fra nabobygningen, der satte sig ved siden af. Græder du? Hvad er der galt, min pige?
Ordene kom strømmende, og Regitze fortalte alt til Anne.
Min mor tager mine penge, køber sminke og dyre kjoler til sig selv, og jeg går rundt i gamle sko jeg har altid været bange for at sige fra… Min mor er hård og kynisk.
Anne rystede på hovedet, men Regitze skammede sig nu:
Det er vel ikke pænt at tale sådan om sin mor, du tror sikkert jeg er skør og ynkelig.
Men Anne kendte Karen. Hun havde altid haft ondt af Regitze, fanget under sin mors vilje.
Nu skal du høre, Regitze, stop med at græde. Du er voksen, og du skal tage vare på dig selv.
Mig, voksen? Ingen har nogensinde elsket mig…
Du skal væk fra din mor, sagde Anne fast.
Men hvor skal jeg gå hen? Min løn kan ikke engang betale for et værelse i Aarhus. Og hun skriger, hvis jeg ikke giver hende feriepengene… Jeg flygtede bare.
Feriepengene har du jo stadig. Karen klarer sig, hun mangler penge nok, ingen grund til bekymring. Men du, du skal tænke på dig selv. Vil du bo i mit sommerhus på Djursland? Min afdøde mand byggede det. Du kan bo der gratis.
Er du sikker, Anne? Er det ikke mærkeligt at lade mig bo der?
Regitze, jeg har kendt dig siden du var barn. Vent, jeg henter nøgle og adresse.
Regitze rejste til stationen, købte en billet og sad ved vinduet i den stille regionale tog. Imens hun betragtede de fremmede ansigter på perronen, føltes det som om drømmen foldede sig ud i skyerne. Hun havde aldrig rejst væk før kun hjem og arbejde. Ingen bemærkede hende, verden gled forbi i sære mønstre uden form.
Hun steg ud ved en lille station og gik til sommerhuset, afslørede sig med nøglen og trådte ind i et landskab af summende stilhed.
Sikke en befriende ro, tænkte Regitze og satte sig i den bulede lænestol. Mors stemme var væk, hun kunne tænde tvet for første gang i sit liv og se, hvad hun ville Karen brød sig kun om programmet Kender Du Typen og lod aldrig datteren vælge.
Hun fandt pelser, ost og skyr i tasken fra en Netto ved stationen, lagde det i det oldgamle køleskab, kogte pelserne og spiste, og mærkede fred for første gang i sit liv.
Men straks summede mobilen. Det var Karen.
Du er stukket af jeg så Annie og dig på bænken! Du kommer snart krybende, ingen hjælper dig, du er håbløs og uduelig. Du klarer dig ikke uden mig…
Regitze lukkede samtalen. Hun orkede ikke flere knuste ord. Mærkeligt nok var hun ikke trist længere. Senere om aftenen ringede Anne.
Hvordan går det, Regitze? Fik du rodet dig på plads?
Ja, tak, Anne, det er godt.
I morgen kommer min nevø Simon. Han bringer dine ting. Karen kom med en stor pose sagde: Hvis du tager min datter, må du også tage hendes skrammel.
Hvordan genkender jeg ham?
En høj mand med briller i en gammel Citroën. Bare vær dig selv, Regitze, nu skal du lære at stå på egne ben og elske dig selv. Du er smuk og værdifuld, køb nyt tøj og vær stolt. Godnat!
Udenfor glimtede duggen på det drømmegrønne græs, en hund gøede skrattende langt væk, fuglene sang som vilde tanker. Regitze betragtede sit spejlbillede i det krakelerede badeværelsesglas.
Egentlig har jeg pæne øjne, fyldige, selvom triste, og mit hår er kraftigt, men hænger altid i en kedelig knold. Måske har mor faktisk ret jeg burde tabe mig.
Hun sov som en sten den nat, og vågnede til lys, der bugtede sig ind gennem gardinet. En ny dag solen ramte duggen, fuglene sang, og Regitze strakte sig og følte en mærkelig eufori.
Hun drak kaffe på terrassen, bladrede lidt forvirret gennem fjernsynets kanaler, og tænkte: Måske skulle hun finde nyt arbejde, måske bo for sig selv. Moren dukkede knapt op i tankerne, hjertet bankede af forventning.
Nu starter mit rigtige liv, mumlede hun, netop som det bankede på døren.
Der stod Simon, høj og venlig, med en stor taske.
Hej, jeg er Simon du må være Regitze?
Ja, kom ind!
Min tante Anne sagde jeg skulle bringe dine ting og hjælpe. Hvis du har brug for at køre ind til byen, står bilen klar. Bare sig til jeg ved godt du er lidt tilbageholdende, men… du fortjener bedre, Regitze.
Og sådan mødte Regitze sin fremtidige mand. Simon elskede hende, og hun blomstede, tabte sig, lod sig forandre i salon og købte nyt tøj. Hun smilede åbent til sit spejl, og stjerner tændte sig i øjnene.
Simon tog hende med til Aarhus, til sin lejlighed.
Jeg har altid drømt om en som dig, Regitze. Hjertelig, ægte og omsorgsfuld. Vil du gifte dig med mig?
Hun sagde ja. Brylluppet var stille og lille selv Karen blev inviteret, men hun kunne ikke dy sig for spydige bemærkninger. Anne satte dog Karen på plads, så hun snart gik, og Regitze bemærkede det knapt.
Simons familie tog imod Regitze med åbne arme. Simon tænkte:
Lykken finder altid vej, og nu er vi to.
Snart ventede Regitze barn, og hendes lykke var dobbelt. Hun huskede knapt sit liv under morens skygge, hun havde fundet styrke til at ændre alt. Hun blomstrede ikke bare udenpå, men indeni, for hun havde endelig lært at elske sig selv og Simon.
Tusind tak for at bringe denne drømmefortælling med ind i lyset. Held og lykke!
