Jeg hader dig ikke
Men der er jo intet, der har ændret sig
Vigga sad i taxaen med fingrene nervøst i kanten af ærmet og så ud på de gader, hun havde kendt altid. Udenfor gled barndommens fortove forbi de samme, hvor hun havde løbet med Rasmus, leende, med planer for fremtiden. Syv år Syv lange år havde hun ikke været hjemme.
Så er vi her, lød chaufførens stemme, der blødt afbrød hendes tanker.
Bilen holdt ind ved opgangen til den gamle karré på Vesterbro. Vigga trak vejret dybt, ledte efter sin mobil, fiskede en 100-kroneseddel frem og betalte med det samme, inden hun steg ud og lod døren smække bag sig. Hun stod længe i porten og trak vejret ind. Der duftede af nyklippet græs fra parken om hjørnet, af brød fra bageren på hjørnet og noget andet noget hun kun kunne kalde: hjem. Den blanding af sanseindtryk fik hjertet til at snøre sig sammen på én gang sødt og fyldt med angst. For hvad ventede hun egentlig på, hvad havde hun forestillet sig, dette gensyn kunne give?
Egentlig kom hun kun for et par dage. På papiret for at hjælpe sin mor med nogle papirer, der var blevet forsømte lidt for længe. Men der var en anden grund også, den vigtigste måske. Hun håbede desperat at se Rasmus! Og en lille sørgmodig stemme spurgte hende, om det kunne ændre alt.
Hun vidste, at han boede ikke langt herfra. Hun fulgte ikke direkte med i hans liv aldrig spurgt nogen direkte men venner, der havde nævnt hans navn i forbifarten: en ny stilling med flotte titler, egen lejlighed, nu med sin mor boende hos sig Hver gang nogen nævnte ham, forestillede hun sig hans blik, hans gang og så skubbede hun tankerne væk igen, for ikke at give dem plads.
*************
Næste dag gik Vigga en tur i Indre By. Hun havde ingen planer, hun ville blot suge byen til sig, besøge barndommens steder i dagslyset, mærke rytmen i gaderne, som engang var hendes hverdag. Hun slentrede, kastede et blik ind ad butiksvinduer, smilte et øjeblik foran grillbaren, hvor hun havde købt tegneserier og slushice, standsede ved bænken, hvor veninderne sad efter skoletid, og nikkede hen for sig selv foran cafeen, hvor hun første gang spildte cappuccino ud over en ny skjorte.
Så så hun ham.
Rasmus gik lidt væk, på den modsatte fortov. Han så hende ikke, gik foroverbøjet som om han tænkte dybt. Vigga stivnede. Alt vendte sig i kroppen, så hun glemte at trække vejret. Han var den samme høj, altid den lidt trætte, løse gang, frisuren næsten uforandret.
Uden at tænke kastede hun sig ud over vejen, råbet overdøvet af en bil, der dyttede aggressivt, men hun bemærkede det ikke. Hun løb. Hjertet hamrede så højt, det måtte kunne høres på Strøget.
Rasmus! råbte hun og nåede helt op til ham.
Stemmen knækkede hun havde ikke anet, hvor meget det ville røre. Han vendte sig, og intet. Ikke glæde, ikke vrede. Ingenting.
Vigga? sagde han køligt, nærmest neutralt.
Den stemme kølig og uden spor af følelser ramte hårdere end hun havde troet. Alt, der havde ophobet sig i syv år, brast ud. Øjnene fyldtes med tårer, ordene kom stakåndet.
Rasmus, jeg Det var forkert af mig, sagde hun, stemmens nerve hørbar. Jeg har måske ingen ret til at komme her. Men jeg Hun stødte på, ordene var væk, tårerne løb, og hun lod dem være. Jeg elsker dig. Elsker dig stadig. Tilgiv mig. Undskyld.
Hun snakkede hurtigt, forjaget, frygtede at gå i stå. Så mange forklaringer og undskyldninger tumlede rundt i hovedet kun de dybeste ord slap ud. Dem, der var låst inde i alle årene.
Hun slog armene om ham, trykkede sig ind mod hans bryst, som om hun kunne trække de syv år tilbage med ét kram. På det øjeblik fandtes kun varmen af hans krop og et desperat håb om, at han ville svare ved at holde om hende.
Rasmus trak sig ikke straks væk. For et splitsekund virkede det som om, han tøvede skuldrene var anelsesvis lavere, hænderne en svag bevægelse, som om han ville gengælde omfavnelsen. I det korte nu tændtes der et håb i hende måske kunne det hele blive godt, måske havde han aldrig glemt
Men øjeblikket flød væk. Hans hænder lagde sig fast om hendes skuldre. Fast, bestemt, blidt men afvisende skubbede han hende fra sig. Hans ansigt forblev roligt, næsten følelsesløst. Det var ikke længere den fyr, hun havde grinet med og drømt med. Det var en mand, hvis følelser var gemt bag stærke mure.
Gå nu, hviskede han lavt i hendes øre.
Det blev sagt helt neutralt, som havde hun aldrig betydet noget. Som var hun bare en, der skulle passere.
Hader dig, tilføjede han efter et sekund, og nu dukkede der et glimt af foragt op i hans øjne.
Han vendte på hælen og gik, uden at se sig tilbage. Vigga stod forstenet. Byen summede videre: folk hastede rundt, biler dyttede henne ved lyskrydset, børn lo nede på legepladsen på Sønder Boulevard. En enkelt forbipasserende så undrende på hende, og måske spurgte han sig selv, hvorfor den unge kvinde stod som forstenet med blege kinder. Men hun bemærkede det ikke.
Kun lyden af hans skridt, der forsvandt, og hendes egen vejrtrækning, pludselig urytmisk og hjælpeløs. Hver eneste sekund blev til en evighed, mens hun tænkte: Det er slut. For altid.
Hun gik hjemad som i trance. Benene svigtede næsten, hver skridt føltes som bly, og hun stirrede blot ud foran sig. Tanken var tom ingen følelser, ingen tanker. Kun ekkoet af Rasmus ord.
Da hun kom hjem til sin mor, forklarede hun intet. Hun gik tavs ind i stuen, satte sig på stolen og kiggede ud ad vinduet. Hendes mor så det forgrædte ansigt og det matte blik, men spurgte ikke. Hun sukkede blot lavmælt som havde hun ventet dette og gik ud i køkkenet for at sætte vand over til te. Lyden af kedlen på komfuret, duften af earl grey alt det almindelige var i skærende kontrast til den indre tumult. Men det simple gav alligevel en smule ro.
Han tilgav mig ikke, hviskede Vigga og klemte fingrene om koppen med varm te. Den fugtige damp kildede hendes ansigt, men hun mærkede det dårligt.
Mor satte sig ved siden af og lagde en hånd på hendes skulder. Bevægelserne var bløde, velkendte ligesom når Vigga som barn havde slået hul på knæet eller været uvenner med en veninde. Med ét følte hun sig helt lille igen, som om voksenlivets beslutninger var smuldret væk.
Du vidste jo godt, det nok ville ende sådan, sagde moren stille, uden misbilligelse, bare tristhed.
Jeg vidste det, nikkede Vigga og endelig slap blikket fra teen. Hendes stemme var rolig, men i den kunne man høre, at hun havde tygget på denne sætning længe. Men jeg håbede. Dumt, ikke?
Ikke dumt. Du valgte selv din vej. Du gjorde Rasmus meget ondt. Han var længe om at komme sig Han blev næsten som Kay i eventyret. Ingen kunne længere nå hans hjerte.
Vigga trak vejret dybt, satte koppen fra sig og lænede sig tilbage. Syv år gamle billeder gled forbi for hendes indre blik.
Dengang var det hele så enkelt. Hun var 22, fremtiden var lysende, intet kunne stoppe hende. Hun havde Rasmus god, solid, tryg. Han sagde ikke de store ord, men han var der altid, han tog ansvar, han hjalp i det små og store.
Men der var én ting et problem, hun dengang så som væsentligt. Rasmus arbejdede på et byggeri, læste til ingeniør om aftenen og drømte om at starte egen virksomhed. Han havde planer, men det krævede tid og Vigga var utålmodig.
Hun higede ikke efter rigdom, bare stabilitet. Vished for, at om et år eller fem, var trygheden på plads. Med Rasmus føltes alting usikkert: vikariater, sene læseaftener, fremtidsdrømme, der forblev drømme.
Så da hendes moster i København tilbød hende job på kontoret, sagde hun straks ja. Det var en mulighed virkelig, konkret, og hun greb chancen.
Men der var også noget andet det, Vigga sjældent ville tænke på. Det var mens hun landede i København, at hun mødte Niels. En velhavende forretningsmand, næsten dobbelt så gammel, charmerende og vant til at få sin vilje. De mødtes til firmafrokost, Silke-kjole, lidt genert men han lagde straks mærke til hende, smalltalk, spurgte nysgerrigt ind til hendes liv.
Han overdængede hende ikke med roser, men med små buketter, leveret på kontoret med lapper: Til den skønneste. Så fulgte cafébesøg og middage på restauranter, hun aldrig havde råd til selv. Kunst, teater, silketørklæder, øreringe, sko med spidse hæle. Altid ordene: du fortjener det bedste, du skal ikke nøjes, man må gribe chancen, når den kommer.
Først forsøgte Vigga at sige nej blev forlegen, takkede af, forklarede at hun ikke havde brug for de gaver. Men Niels insisterede. Hun gav sig til sidst, blev opslugt af det privilegerede liv: taxature, restaurantbesøg, spontane indkøb i butikker uden at tænke på prisen. Det blev til forhold, ikke af forelskelse, mere fordi hans verden var let. Ingen bekymringer om regninger eller job. Han tog det på sig og hun nød den søde, bekymringsløse tilværelse.
Så meget at hun glemte den stakkels dreng hjemme ja, hun kom til at foragte ham og erklærede, at Rasmus aldrig ville opnå noget.
En dag tog Vigga turen tilbage til København K, men ikke for at se Rasmus i øjnene eller give en forklaring. Hun ville vise ham sin nye tilværelse, dokumentere at hun virkelig fortjente mere. Hun håbede ganske skjult at han skulle se, hun havde valgt rigtigt.
Hun valgte caféen på Gammel Kongevej den slags steder, hvor Rasmus engang havde drukket kaffe efter arbejde. Overtøj og stilletter, gave fra Niels, ring med glitrende sten. Hendes clutch, spritny fra Illum.
Da Rasmus trådte ind, lod hun bevidst sin latter runge, vendte sig, så han måtte se hende. Han standsede, deres blikke mødtes. I hans øjne var der fortvivlelse, smerte, forvirring Men hun holdt blikket. Hun følte sig som en vinder. Nu havde hun beviset: hun havde gjort det rigtige valg.
Da Rasmus var gået, sad hun længe tilbage. Hun så på ringen, tasken, lyttede til snakken ved bordet, men fornemmede pludselig tomheden. Alle de dyre ting og søde gestusser virkede fjerne og kunstige. Hun smilede og lod som ingenting, men en lille stemme spurgte: Var det det værd?
***************
Det endte med at smage bittert, men Vigga opdagede det først langsomt. I begyndelsen var Niels stadig sød: blomster, middage, komplimenter. Men efterhånden blev det mindre. Først små stikpiller. Du burde måske tænke over din stil? Du ler for højt, det passer ikke til dig. Skal du ikke finde dig nogle bedre venner?
Han forsvandt oftere og længere. Nogle gange hele uger væk, og hun sad tilbage i den dyre lejlighed han havde lejet. Hun talte timerne, ventede, men da hun ville tale, slog han det hen: Du har det, du drømte om, hvad mere kan du ønske?
Hun undskyldte ham: Han har travlt, stress, stort ansvar Men hun vidste godt, at hun bare var en ny, spændende ting, og nu var han færdig. Hun holdt ud, blev, fordi sandheden var for svær: at hun tog fejl. At hun havde svigtet den eneste, der elskede hende for den hun var.
Selv de dyre ting blev betydningsløse. Kjolerne hang uudnyttede, smykkerne føltes fremmede. Restauranterne virkede pludselig kolde, parfumen kvalm.
Hun sad og kiggede ud, så folk haste forbi nede på gaden, og tænkte: Hvad nu hvis Men lukkede straks ned for tanken. For hun frygtede svaret: Hvad nu?
Om aftenen, mens skumringen lagde sig tungt om byen, og alt var stille, gik det op for hende: Drømmen om tryghed var blevet hul. Alle planer er intet, hvis der ikke er nogen at dele det med. Hun længtes efter Rasmus hænder ru men stærke, hans smil beskedent men ægte, når han var glad. Hun huskede drømmene: ikke prangende, bare delte tanker og viljen til at få tingene til at lykkes.
********************
Tredje dag hjemme gik Vigga en tur i Søndermarken, hvor de ofte havde siddet på bænken under kastanjen og talt om drømme. Hun kom forbi den gamle bænk han havde engang sagt: Jeg håber, vi en dag har vores eget hjem, store vinduer, masser af lys, glæde Dengang grinede hun bare. Men nu lød ordene som noget uigenkaldeligt.
Hun stoppede. Og da hørte hun pludselig en velkendt stemme:
Vigga?
Det var Mads fælles ven. Han så overrasket ud, men smilede straks, som om han var glad for gensynet.
Tænkte aldrig, jeg skulle møde dig her, sagde han. Hvordan går det?
Hun tøvede lidt og forsøgte at svare let, men stemmen knækkede næsten.
Det går. Jeg besøger min mor.
Mads nikkede, satte sig på bænken:
Skal vi sætte os? Jeg går bare og nyder efterårsvejret.
Hun sagde ja. Han fortalte om sit arbejde, hvad der var sket i byen. Hans stemme var venlig og rolig; det blev hun lettet af. Samtalen smøg sig frem, og hun mærkede hvor mærkeligt, alt var hjemme, men uden at kunne føle sig hjemme.
Efter en pause spurgte Mads forsigtigt:
Har du set Rasmus?
Hun kiggede ned i de våde blade. Hun svarede ikke straks så dukkede gårsdagens møde op i tankerne, hans blik, hans afvise ord. Så sagde hun sagte:
Ja. I går.
Og? spurgte Mads varsomt.
Han han vil ikke vide af mig igen, kom hun til sidst frem til. Han hader mig.
Mads sukkede, satte sig tættere til hende og lod blikket glide ud i det gyldne løv. Eftertænksomt sagde han lavt:
Det tog lang tid for ham at finde sig selv igen. Du forsvandt bare, Vigga. Uden et ord. For ham var det forræderi.
Vigga mærkede, hvordan alt snøredes sammen indeni. Hun vidste det, men det var hårdere at høre en anden sige det.
Jeg ved det, hviskede hun. Jeg begik en fejl.
Mads rykkede ikke nærmere, begyndte ikke at belære hende. Han fortsatte roligt:
Han prøvede at komme videre. Han datede, men sagde altid, at han aldrig kunne elske sådan igen. Han led virkelig. Og så, da du pludselig viste dig op jeg troede virkelig, han ville forsvinde helt ind i sig selv.
Vigga nikkede tavs. Hun så for sig, hvordan Rasmus havde kæmpet, tvunget sig selv til at glemme, sandsynligvis fået kuldegysninger ved lyden af en stemme der mindede om hendes. Nu gjorde det desto mere ondt han led, og hun havde forårsaget det.
Jeg troede, jeg gjorde det rigtige. Ville bare have tryghed.
Mads irettesatte hende ikke. Han satte sig blot, lod hende selv tænke.
Vigga kneb hænderne sammen om sig. Tårerne bankede på igen. Alt føltes umuligt, og hun havde intet at stille op. Det var slut for længst.
Jeg beder ikke om tilgivelse, mumlede hun. Jeg ville bare, han skulle vide, at jeg fortryder. Hver dag. Det forfølger mig. Jeg tænker kun på, hvordan jeg ødelagde alt.
Mads så på hende med et blik uden fordømmelse. Tænkte sig grundigt om, før han talte:
Måske har han ikke brug for at høre det. Lad ham være i fred nu. Dit besøg har kun åbnet arrene. Han ringede i nat, og han var fuld som jeg sjældent har hørt ham. Gør ham ikke mere ondt, Vigga.
Hun bed sig i læben og nikkede. Hun vidste, at Mads havde ret. I stedet for at hjælpe, havde hun blot bragt smerten op til overfladen igen.
***********
Senere den aften sad Vigga alene ved vinduet i sin mors stue. Udenfor blev byen badet i lyset fra gadelamper, butikker, lejligheder gule, orange og hvide prikker, som en forvirret mosaik. Men hun så det ikke; billederne kredsede rundt i hovedet som et gammelt filmhjul, hun ikke kunne stoppe.
Hun forestillede sig, hvordan det kunne have været, hvis hun var blevet. Hvordan de havde lejet en lejlighed sammen, hvordan Rasmus havde stiftet virksomhed, hvordan de havde grinet af hverdagens småting, fejret deres første tusind kroner på kontoen. Men fortiden lod sig ikke ændre.
Næste dag tog hun afsted. Hun pakkede sammen langsomt, moren stod ved døren med tristhed i øjnene.
Pas nu på dig selv, sagde hendes mor.
Vigga nikkede og gav hende et kys på kinden, stod et øjeblik og indåndede hjemmets trygge duft. Så gik hun.
På Hovedbanegården købte hun en billet hjem til København hun måtte tænke. Timerne i toget med fremmede skulle gøre tankerne klar.
Toget føjede afsted forbi velkendte bygninger de karakteristiske murstenskarreer, legepladsen, bageren. Folk gik forbi på fortovet, nogen bar indkøbsposer, enkelte havde paraply med trods solen, andre hastede mod bussen. Det hele var normalt, men så fjernt.
Et sted derinde mistede hun den eneste, hun virkelig elskede. Ham, der plejede at tale om fremtiden, om planer, om at turde drømme. Og hun havde aldrig sagt farvel til ham. Han var nu tabt det indså hun mere end nogensinde.
***************
Der gik et halvt år. Vigga levede videre i København. Hun passede jobbet, tog med veninderne ud at drikke kaffe som før, talte om løst og fast. På overfladen var alt som før men noget inde i hende var for altid forandret. Hun flygtede ikke længere fra fortiden, men indrømmede smerten, tog skylden på sig. Hun lærte at sige: Det er gjort. Det var forkert, men jeg kan ikke gøre det om. Nu kunne hun trække vejret lidt friere, se fremad.
En aften, mens hun lavede mad, lød et bip fra telefonen. Hun tørrede hænderne, tog mobilen og læste på skærmen en besked fra et ukendt nummer: Jeg hader dig ikke. Men jeg kan ikke tilgive dig.
Hun frøs. Mobilen blev knuget i hånden, hjertet stoppede næsten, før det satte i galop. Hun satte sig ned på gulvet, trak knæene op, holdt om mobilen som om den kunne bære et fremmed hjerte.
Hun vidste ikke, hvad det betød. Kunne ikke tolke ordene afslutning eller åbning? Men for første gang siden deres farvel, føltes det som om der stadig var en tråd tynd, skrøbelig, klar til at briste, men dog en forbindelse. Nogen, et sted, tænkte stadig på hende. Nu var døren ikke helt smækket.
Vigga smilede gennem tårer, tøvende men ægte. Måske betød det, at det ikke var helt slut. Måske kan de tale en dag, uden skyld, uden anklager. Måske kan de finde de ord, der giver dem begge frihed sammen eller hver for sig.
Men indtil videre var det nok at vide, at hun stadig var en del af hans historie. Og at en del af ham, for altid, også var i hende.
