30. oktober
I dag tænker jeg tilbage på, hvordan alt forandrede sig i mit liv, dengang jeg giftede mig med Nadja mest af stædighed. Jeg ville vise min gamle kæreste, Marie, at jeg sagtens kunne klare mig uden hende, at hun ikke havde gjort skade ved at forlade mig.
Marie og jeg havde været kærester næsten to år. Jeg elskede hende mere end noget andet; jeg ville kunne løfte bjerge for hendes skyld. Jeg var sikker på, at det var på vej mod ægteskab. Selvfølgelig plagede det mig, de gange hun sagde:
Hvorfor skal vi skynde os at gifte os, Jesper? Jeg er stadig ikke færdig på universitetet, og din fars firma sejler. Ingen bil, intet hus. Julie, min bedste veninde, er sød, men jeg orker ikke at bo sammen med hende. Hvis du ikke havde solgt huset, kunne vi bo der
Det nagede mig, men jeg måtte indrømme, hun havde ret. Jeg og min søster boede i vores forældres gamle lejlighed, og jeg var kun lige begyndt at finde vej i familievirksomheden. Hvem havde troet, at jeg skulle overtage det hele, før jeg var færdig på Københavns Universitet? Jeg sled for at få både butik og eksamener til at gå op.
Søster og jeg solgte huset i Nørrebro, fordi det var nødvendig for at redde butikken. Begge var vi studerende jeg på sidste år, Julie på tredje og arven røg for at betale vores gæld. Resten investerede vi i firmaets lager, og lidt sparepenge blev der til overs.
Marie mente, man skulle leve i nuet. Det var nok nemt for hende, der stadig boede hjemme hos forældrene på Østerbro. Men når man pludselig er den ældste, med ansvar for sin lillesøster og familievirksomhed, lærer man hurtigt at tænke langsigtet. Jeg troede, at når først alt gik på skinner, ville der nok komme bil, hus og have.
Men pludselig tog det hele en drejning. En dag ventede jeg på Marie foran Grand Teatret vi havde aftalt at se en film, men hun sagde, jeg ikke skulle hente hende. Underligt, for Marie var aldrig glad for offentlig transport. Jeg genkendte hende i en flot bil.
Undskyld, vi kan ikke være sammen mere. Jeg skal giftes sagde hun, rakte mig en bog og forsvandt i bilen.
Jeg stod tilbage og prøvede at forstå, hvordan det kunne ske på tre dage.
Julie kiggede bare på mig, da jeg kom hjem.
Du ved det godt, ikke?
Jeg nikkede.
Hun har fundet en rig mand. Bryllup den 25. Hun ville have mig som brudepige, men jeg sagde nej. Hun er falsk, Jesper! Hun lavede ballade bag din ryg! Julie græd af frustration.
Rolig nu, sagde jeg og klappede hende på hovedet som en lille pige. Hun må have det, som hun vil. Men vi skal nok få det bedre.
Jeg lukkede mig inde i et døgn. Julie tiggede uden for døren.
Vil du ikke i det mindste spise? Jeg har lavet pandekager.
Hen på aftenen kom jeg ud med en vild gnist i øjnene:
Tag overtøj på, sagde jeg til Julie.
Hvad har du gang i?
Jeg gifter mig med den første pige, der siger ja, svarede jeg.
Det kan du ikke, protesterede hun. Du leger ikke kun med dit liv.
Det var dog forgæves.
Kommer du ikke med, går jeg alene.
Vi gik ned til Søerne, hvor der var masser af mennesker. Den første pige rystede bare på hovedet. Den næste gik hurtigt væk. Men den tredje stoppede op og kiggede mig lige i øjnene. Hun sagde ja.
Hvad hedder du? spurgte jeg.
Nadja.
Vi må fejre forlovelsen jeg hev Julie og Nadja med ind på en café.
Der var en akavet stilhed. Julie vidste ikke, hvad hun skulle sige. Jeg tænkte kun på hævn, og vidste allerede, at mit bryllup skulle være samme dag som Maries.
Der må være en grund til sådan et pludseligt frieri, sagde Nadja pludselig. Hvis du trækker det tilbage, så går jeg bare videre.
Nej. Du gav dit ord. I morgen går vi på rådhuset, og derefter møder jeg dine forældre.
Men først, sagde jeg og blinkede, så foreslår jeg, vi siger du til hinanden.
Hele måneden indtil brylluppet så vi hinanden hver dag. Vi talte, lærte hinanden at kende.
Vil du sige mig, hvorfor? spurgte Nadja en dag.
Vi har alle vores skeletter i skabet, svarede jeg og gled af på spørgsmålet.
Bare de ikke står i vejen.
Hvorfor sagde du ja?
Jeg tænkte på de gamle eventyr, hvor prinsessen bliver giftet bort til første den bedste. De ender altid lykkeligt: “De levede lykkeligt til deres dages ende.” Jeg måtte prøve.
Men så enkelt var det ikke. Hendes egen store kærlighed var endt med et knust hjerte og tabte opsparinger. Til gengæld havde hun lært at gennemskue folk, og hun ønskede sig en klog og selvstændig mand en, der handlede. Det så hun i mig. Hvis jeg havde været omgivet af venner i stedet for min søster, havde hun aldrig kigget tilbage.
Hvilken eventyrprinsesse er du så? spurgte jeg.
Kyss mig, så finder du ud af det, lo hun.
Men kys blev det ikke til.
Jeg arrangerede hele brylluppet selv. Nadja skulle bare vælge mellem det, jeg foreslog. Selv kjole og slør købte jeg for hende.
Du bliver byens smukkeste brud, sagde jeg til hende.
På rådhuset krydsede vi Marie og hendes brudgom. Jeg lagde et smil på læben.
Tillykke, sagde jeg og kyssede hende på kinden. Håber du bliver lykkelig med din pengepung på ben.
Lad nu være, svarede Marie nervøst.
Hun kiggede grundigt på Nadja. Slank, smuk og værdig. Marie kunne slet ikke måle sig og det pintede hende.
Jeg gik tilbage til Nadja.
Det går fint, sagde jeg anstrengt.
Det er stadig ikke for sent at stoppe, hviskede Nadja.
Nej. Vi gennemfører det her.
Men i det øjeblik jeg så ind i min kones triste øjne, forstod jeg først, hvad jeg havde kastet mig ud i.
Jeg skal nok gøre dig lykkelig, sagde jeg til hende og troede selv på det.
Nye hverdage begyndte. Julie og Nadja blev veninder. Nadja, som var en dygtig økonom med styr på regnskab og skat, fik hurtigt orden på firmaets økonomi. Halvandet år senere åbnede vi en ny butik, og senere hyrede vi håndværkerhold. Vi solgte ikke kun materialer mere vi lavede også renoveringer. Overskuddet steg gevaldigt.
Hun blev en sand “Vasilisa den Kloge”. Hun fik mig til at tro, at hendes idéer var mine. Egentlig burde livet være let, men jeg savnede den rus, jeg havde følt med Marie. Det hele var trygt og forudsigeligt alt for rutinepræget, tænkte jeg. Jeg elsker hende jo ikke, det er sandheden.
Nadjas indsats løftede forretningen endnu et nøk vi begyndte at bygge villaer fra bunden, og det første hus blev vores eget.
Jo bedre det gik, jo oftere tænkte jeg tilbage på Marie. Hun kunne bare ikke vente dengang. Hvis hun kunne se mig nu! Villa, designbil Jeg blev stolt, men også i tvivl: Hvad nu hvis?
Nadja mærkede godt, jeg ikke havde det godt. Hun ville så gerne elskes, men kærlighed kan man ikke tvinge frem. Ikke alle eventyr ender lykkeligt, tænkte hun trist men hun gav ikke op; hendes navn forpligtede.
Julie så det også.
Du risikerer at miste mere, end du får, sagde hun, da hun opdagede mig på Maries Facebook.
Bliv ude af det, afviste jeg.
Hun sendte mig et blik.
Idiot, Nadja elsker dig faktisk, og du leger bare!
Jeg blev irriteret over at blive belært af min lillesøster. Alligevel følte jeg mig stærkere og stærkere draget mod Marie igen. Til sidst skrev jeg til hende.
Marie klagede over sit liv; manden havde smidt hende ud, studiet var droppet, hun boede til leje i Odense midtby og havde ingen rigtig job, intet tilbage hos forældrene.
Jeg vippede frem og tilbage: skulle jeg tage af sted? Da Nadja tog til sin syge mormor i Nordsjælland, fik jeg lejligheden alene i en uge. Mit begær tog overhånd, og jeg skrev en besked om at mødes.
Jeg kørte til Odense, fyldt af forventning. Men realiteten ramte hårdt.
Åh, hvor er du lækker! jublede Marie og kastede sig om halsen på mig.
Hun lugtede af uvasket krop. Jeg veg tilbage.
Vi må opføre os ordentligt, hviskede jeg.
Jeg er ligeglad! grinede hun og satte sig demonstrativt på barstolen med sin billige makeup og påklistrede smil. Hun bestilte øl efter øl, og hendes opførsel mindede mig om, hvad hun i virkeligheden var.
Giv mig nogle penge, Jesper, så skal jeg nok være sød, fnisede hun.
Jeg anede ikke, hvordan jeg slap væk.
Jeg må smutte, jeg har travlt, sagde jeg og rejste mig.
Ses vi senere? insisterede hun.
Næppe, sagde jeg, kaldte tjeneren over og lagde en stor seddel i regningshæftet.
Lad hende blive, sagde jeg. Tjeneren nikkede forstående.
Jeg kørte hjem så hurtigt, jeg kunne.
Din tosse, tænkte jeg, Julie havde ret. Hvorfor gjorde jeg det? Eller var det faktisk nødvendigt?
Og pludselig gik det op for mig jeg havde aldrig kaldt min kone for Nadjasen. Ikke én var mig nærmere. Jeg bremsede brat, sad et øjeblik og så tilbage på alle de år siden brylluppet.
Jeg så hendes ansigt for mig, de klare blå øjne, huskede hvordan hun grinede og rodede i mit hår med de fine slanke fingre.
Jeg lovede jo at gøre hende lykkelig, tænkte jeg, og startede bilen igen. Et par kilometer senere svingede jeg ind på den lille landevej mod landsbyen.
En uge væk var alt for længe. Jeg kunne ikke engang undvære dig to dage sagde jeg, da Nadja kom løbende mod mig foran hendes mormors hus.
Din tossede mand, smilede hun gennem tårer.
Nadjasen, min elskede, hviskede jeg i hendes øre. Vi blev svimmel-glade begge to.
