Det er mange år siden nu, men jeg husker det stadig, som var det i går: dengang jeg, Henrik, giftede mig med Astrid for at gøre trods mod den pige, jeg virkelig elskede. Jeg ville vise hende, at jeg ikke led under, at hun havde forladt mig.
Emma og jeg havde haft noget sammen i næsten to år. Jeg var hovedkulds forelsket i hende var klar til at gøre alt for hende, bygge slotte i skyerne hvis hun bad om det. Jo, jeg var overbevist om, at vi gik mod bryllup. Men det var tydeligt, at hun tøvede:
Hvorfor skal vi gifte os nu? sagde hun. Jeg har ikke engang afsluttet min uddannelse endnu, og du kæmper stadig med din fars forretning. Du har hverken bil eller egen lejlighed. Selvom min søster selvfølgelig er sød, vil jeg ikke sidde sammen med hende hver morgen i køkkenet. Hvis bare du ikke havde solgt huset…
Det sved lidt, men Emma havde jo delvist ret. Min søster, Marie, og jeg boede stadig i vores afdøde forældres lejlighed, og jeg havde netop overtaget styringen af familievirksomheden. Hvem havde forudset, at jeg skulle sidde med alt ansvaret, før jeg havde fået mit eksamensbevis fra universitetet? Jeg sled for at holde firmaet i live og samtidig klare mine studier. Faktisk besluttede Marie og jeg i fællesskab at sælge huset for at redde forretningen. De penge, vi fik ind, hjalp til at dække gæld og købe ind til butikken og så var der lidt til overs, som kunne give os noget ro i maven.
Men Emma mente, man skulle leve i nuet og tage for sig af livet, ikke dvæle ved fremtidsdrømme. Hun havde nok lettere ved at mene sådan, beskyttet som hun var hos sine forældre. Når man som jeg pludselig sad som familiens ældste og ansvarshavende, lærte man at se tingene anderledes. Jeg var sikker på, at når først det hele faldt på plads, havde jeg både bil, hus… og måske endda en lille have.
Intet tydede på ulykke, indtil den dag jeg ventede på Emma foran biografen i Aarhus. Vi havde aftalt, hun ikke ville hentes hjemme hvilket undrede mig, for hun brød sig ikke om busser. Jeg stod og spejdede, da hun dukkede op kørende i en dyr bil.
Undskyld, vi kan ikke ses mere. Jeg skal giftes, sagde hun og rakte mig hastigt en bog, før hun vendte sig om og steg ind i vognen.
Jeg stod bare dér, tom indeni. Hvad kunne dog ske på tre dage, mens jeg havde været væk?
Marie så straks på mig, at hun forstod:
Har du hørt det? spurgte hun. Hun har fundet sig en rig mand, brylluppet er den femogtyvende. Hun ville have mig som forlover, jeg sagde nej. Det var uretfærdigt… hun havde holdt dig for nar, sagde Marie, og begyndte at græde for min skyld.
Rolig nu, sagde jeg, mens jeg kærtegnede hendes hår som, da hun var lille. Hun får sikkert et godt liv, men vi får det endnu bedre.
Jeg låste mig inde på værelset og glemte tiden. Marie tikkede på døren:
Bare kom ud og få lidt mad. Jeg har bagt pandekager.
Først ud på aftenen kom jeg ud, stadig med ild i øjnene:
Gør dig klar, sagde jeg til Marie.
Hvad nu?
Jeg gifter mig med den første, som siger ja.
Det kan du altså ikke, forsøgte Marie, du leger ikke kun med dit eget liv.
Men jeg havde allerede besluttet mig.
Kommer du ikke, går jeg alene.
Vi gik en tur rundt i Kongens Have, og jeg spurgte en pige. Hun rystede på hovedet og grinede. En anden trak sig forskrækket væk. Men den tredje hun kiggede mig alvorligt i øjnene… og sagde ja.
Hvad hedder du? spurgte jeg stille.
Astrid.
Det må fejres, sagde jeg og inviterede hende og Marie på café.
Vi sad længe i stilhed, kun brudt af bestillingen. Jeg havde kun hævn i tankerne jeg ville sikre, at mit bryllup faldt samme dag som Emmas.
Astrid brød stilheden:
Der må være en god grund til, at du frier til en fremmed. Hvis du fortryder, bliver jeg ikke fornærmet.
Nej, du må holde ordet. I morgen søger vi om lysning og hilser på dine forældre, sagde jeg. Og vi er vel for gamle til at sige De til hinanden.
Måneden op til brylluppet sås vi hver dag, lærte hinanden at kende, men den store forklaring lå stadig ude.
Måske vil du fortælle hvorfor? spurgte Astrid én dag.
Alle har deres hemmeligheder i skabet, svarede jeg udenom.
Bare de ikke ødelægger mere, var hendes svar.
Hvorfor sagde du ja?
Jeg tænkte på de gamle eventyr, hvor kongedatteren bliver giftet bort med den første den bedste og så ender det altid med: Og de levede lykkeligt til deres dages ende. Jeg ville se, om det var sandt.
Astrid havde selv haft sin andel af knuste hjerter og tab. Men gennem erfaring havde hun lært at læse folk og hun kunne lide, at jeg handlede målrettet, ikke tøvende.
Hvilken eventyrprinsesse er du så: Askepot, den lille havfrue eller måske prinsessen på ærten? spurgte jeg drillende.
Prøv med et kys, så finder du ud af det, lo hun.
Men alt var stadig uskyldigt mellem os.
Jeg tog mig af bryllupsforberedelserne. Astrid behøvede kun vælge mellem dét, jeg foreslog, og selv kjolen fandt jeg til hende.
Du bliver den smukkeste brud, forsikrede jeg.
I Københavns Rådhus krydsede vi uventet spor med Emma og hendes nye mand. Jeg tvang et smil frem:
Tillykke, sagde jeg, og gav hende et lille kys på kinden. Må du få alt det, penge kan købe!
Gør dig selv en tjeneste og stop det show, hvæsede hun nervøst.
Hun målte Astrid med blikket og tabte på alle fronter; Astrid var ikke bare smuk, men udstrålede værdighed. Emmas blik vekslede mellem misundelse og bitterhed. Hun vidste, hun havde valgt forkert.
Jeg vendte tilbage til Astrid:
Alt er okay, lod jeg, som om intet rørte mig.
Du kan stadig trække dig, hvis du ombestemmer dig, hviskede hun.
Nej. Vi fører det til ende.
Først under vielsen, da jeg så hendes blå, alvorlige øjne, gik det op for mig, hvad jeg var i gang med.
Jeg vil gøre dig lykkelig, hviskede jeg, og for første gang mente jeg det.
Så begyndte hverdagen som ægtefolk. Marie og Astrid blev nære venner. Marie, der altid havde haft sit temperament, lærte at tøjle det, mens Astrid fik sat styr på husholdningen og strukturen i både hjem og forretning.
Astrid havde snilde med tal som god økonom og regnskabskyndig fik hun hurtigt styr på pengene. Efter et halvt år åbnede vi en ekstra butik, og lidt senere startede vi et håndværkerteam, så vi ikke kun solgte materialer, men også løste mindre renoveringsopgaver. Indtjeningen steg mærkbart.
Astrid viste sig at være ikke kun smuk som eventyrprinsessen, men også vis og snu som H. C. Andersens Vasilisa. Hun fremlagde altid sine ideer, så jeg troede, det var mine egne. Vi burde være lykkelige men jeg savnede den vilde forelskelse, som jeg havde haft med Emma. Alt var stabilt og roligt. Det er rutine, tænkte jeg en mose, jeg synker i. Jeg elsker hende jo ikke, og det siger vel alt.
Astrid sikrede, at vi løftede firmaet et niveau op nu byggede vi huse fra bunden af, og det første var til os selv.
Men jo bedre det gik, desto oftere tænkte jeg på Emma. Hvis hun kunne se, hvilken bil jeg kører. Og huset! Slotteslignende! Ofte tænkte jeg: Hvad nu hvis…
Astrid kunne mærke, at jeg ikke var glad. Hun gjorde alt for at vinde min kærlighed, men hun vidste, at kærlighed ikke kan tvinges frem. Ikke alle eventyr får en lykkelig slutning, tænkte hun, men håbet opgav hun aldrig hendes navn forpligtede.
Marie holdt også øje med mig.
Du risikerer at miste mere, end du får, advarede hun den dag, hun fandt mig på Emmas profil på sociale medier.
Lad mig være, snerrede jeg.
Du opfører dig tåbeligt! Astrid elsker dig ægte, men du leger kun, snerpede Marie.
Nu mangler det bare, at min lillesøster skal opdrage mig, ærgrede jeg mig og lod mig trække mere og mere mod Emma. Til sidst skrev jeg til hende.
Emma fortalte, at det var gået skidt: Hendes mand havde smidt hende ud. Uddannelsen aldrig færdiggjort, ingen fast arbejde, nu boede hun til leje i Odense.
Flere dage overvejede jeg: Skal jeg tage af sted, eller ej? Omstændighederne ville, at jeg endte alene nogle dage, mens Astrid var på landet hos sin syge mormor. Fristelsen blev for stor, og jeg besluttede at mødes med Emma.
Jeg kørte mod Odense nærmest flyvende på forventningens vinger. Men virkeligheden ramte hårdt.
Hvor har du taget dig ud! grinede Emma og kastede sig om halsen på mig.
Lugten af sved ramte mig og let påtaget undskyldte jeg mig:
Folk kigger jo.
Hvem bekymrer sig om det! lo hun højt.
Hun var pyntet med billigt make-up, sminket overdrevet, hendes påklædning alt for kort. Hun udpenslede alt, jeg pludselig så som frastødende. Det slog mig hun havde egentlig altid været sådan. Hvordan havde jeg ikke set det før?
Giv mig lidt penge, så får du noget for det, sagde hun koket.
Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle komme væk.
Undskyld, jeg har noget, jeg skal nå, sagde jeg.
Ses vi senere?
Det tror jeg ikke, sagde jeg, og bad tjeneren om regningen.
Jeg bliver lidt endnu, klagede Emma.
Lad hende bare blive, sagde jeg roligt og lagde en stor 500-krone seddel i mappe til tjeneren.
Han nikkede forstående.
På hjemturen kørte jeg måske lidt for stærkt.
Gid fanden havde mig, mumlede jeg, Marie havde jo ret. Hvorfor gjorde jeg det? Eller måske var det meget godt alligevel?
Jeg har aldrig kaldt Astrid for noget kærligt. Men hun er jo den nærmeste, jeg har i mit liv, slog det mig. Jeg bremsede hårdt og sad ti minutter og tænkte på alle årene siden brylluppet.
Jeg så for mig Astrids ansigt, hendes klare blå øjne, hendes varme smil og måden hendes slanke, rolige fingre kærligt rodede i mit hår.
Jeg lovede at gøre hende lykkelig, tænkte jeg, så mig omkring og satte bilen i gear. Efter en halv times kørsel mod Jylland drejede jeg ned ad landevejen mod hendes barndomshjem.
En uge er alt for længe. Jeg kunne dårligt undvære dig i to døgn, sagde jeg, da Astrid kom løbende ud fra døren med tårer i øjnene og smil på læben.
Du er tosset, Henrik, lo hun, mens hun omfavnede mig.
Astrid, min elskede, hviskede jeg, og vi begge blev svimle af lykke.
