Hvordan kan jeg dog lægge sådan et ansvar på jer? Selv min far og Tove ville ikke tage ham.
Malene, min datter, fornuft dig nu! Hvem tænker du dog på at gifte dig med! råbte mor, mens hun rettede sløret på mit hår.
Forklar mig, hvorfor er det, Sebastian ikke er god nok for dig? jeg blev helt overrumplet af hendes gråd.
Hør nu! Hans mor er ekspeditrice i Brugsen, og hun bider af alle. Faren forsvandt sporløst og i sin ungdom lavede han ikke andet end at drikke og rake rundt.
Bedstefar drak også, og jagtede bedstemor igennem hele landsbyen. Og hvad så?
Din bedstefar blev respekteret, han sad i menighedsrådet!
Men bedstemor havde det jo ikke nemmere. Jeg var bare en lille pige, men jeg kan stadig huske, hvordan hun frygtede ham. Med Sebastian, mor, bliver alt godt. Man skal ikke bedømme folk ud fra deres forældre.
Du forstår det først, når du selv får børn! udbrød mor, og jeg sukkede.
Det ville blive svært, hvis mor aldrig ændrede mening om Sebastian.
Og alligevel holdt vi et livligt bryllup og skabte vores eget hjem. Godt, at Sebastian havde arvet et lille hus i Nordsjælland fra sine bedsteforældre dem fra hans omstrejfende far.
Sebastian gik i gang med en større ombygning og snart havde vi et rigtigt moderne hjem, som jeg altid kalder det. Alt, hvad hjertet kan begære. Hvorfor brokkede mor sig over Sebastian dengang?
Et år efter brylluppet fik vi en dreng, William, og fire år senere en lille datter, Josefine. Men så snart de blev syge eller lavede ballade, stod mor der med sit: Hvad sagde jeg! Og hun tilføjede altid: Små børn, små bekymringer! Bare vent til de bliver større med sådan en arv!
Jeg forsøgte at overse mors bebrejdelser mest af vane mumlede hun bare. Jeg gik jo imod hendes vilje, da jeg giftede mig uden forældrenes velsignelse.
Mor er bare sådan alt skal være, som hun bestemmer. Men hun havde for længst accepteret mit valg, og dybt inde vidste jeg, hun så, at min Sebastian er guld fra alle vinkler.
Men hun ville aldrig sige det højt for så skulle hun jo indrømme, hun havde taget fejl. Og det kunne bare ikke ske! Og det hun sagde om børnebørnene var mere frygt for dem, end alvor. Hun elskede dem jo skingrende og ville have sprunget i havnen for dem, om det behøvedes men først have revet alt sit hår ud over sine ord.
Men indimellem begyndte jeg at frygte de store bekymringer, der uundgåeligt følger, når børn bliver voksne.
Og børnene voksede. William afsluttede 3.g og var på vej ind i voksenlivet på et af Danmarks bedre universiteter, kun hundredeogfyrre kilometer fra os.
Men for en mor føles hundredeogfyrre kilometer som afstanden mellem Jorden og Merkur. Fjernt, virkelig fjernt!
De første fire nætter sov jeg ikke tænkte kun på William! Hvad nu, hvis nogen sårer ham! Har han spist ordentligt? Bliver han forandret af storbyen min William, som er så god.
Han fik først et værelse på kollegiet, som landbo-drenge blev tilbudt. Men mit moderhjerte kunne ikke døje det, så jeg overtalte Sebastian til, at vi skulle leje en lejlighed til ham i byen. William ville ovenikøbet betale halvdelen selv og fandt arbejde via nettet han er jo skrap!
Jeg pendlede til København hver weekend for at se til ham, hjælpe, gøre rent, lave mad. Heller ikke der var det nødvendigt lejligheden var skinnende ren!
Hjemme på hans værelse lod han rodet flyde, men nu var alt i orden og han kunne tilmed lave mad! Hakkebøffer, gryderet. Klog, den dreng!
Efterhånden blev mine byture for meget for Sebastian.
Malene! Kan du ikke slippe William? Du lader ham jo ikke trække vejret! Og jeg får ingen tid med dig! Så går jeg til Helle, postdamens, og hilser på alle så kan du lære det!
Han jokede fjollet, men alligevel skræmte han mig! For hvad skulle jeg stille op uden min mand, hvis han virkelig gik til Helle? Og han havde ret det var tid til at slippe William og lade ham leve selvstændigt.
Jeg tog stadig lidt for meget over men lærte langsomt at leve med tanken om en voksen søn. Jeg lod ham få friheden, og trak mig tilbage men det skulle vise sig, det var en fejl.
En dag ringede de fra studiet William havde sprunget undervisningen over, og var tæt på at ryge ud! Hvad?! Er I sikre? Min William? Umuligt! Jeg kaglede og tog et par dage fri fra jobbet for at tage til byen. Nu kunne Sebastian ikke stoppe mig jeg var som en kampvogn.
William var ikke forberedt på mit besøg. Og ikke nok med, at han ikke havde nået at rydde op han havde ikke skjult årsagen til sine udeblivelser.
Årsagen hed Elin en smuk pige, ligner en engel.
Det var ikke så meget det at William havde fundet en pige ville jo ske før eller siden. Men der var også et barn i lejligheden. En dreng på et år.
Jeg fattede straks situationen. Så hun med et spædbarn ville snøre min søn til at gifte sig! Jeg er jo moderne, og ved at sådant sker men William er for ung og ikke klar til at tage ansvar for andres børn. Og Elin selv var næppe mere end atten! Hvordan havde hun overhovedet nået at få et barn?
Indeni mig stormede det, men jeg holdt masken. Sagde bare goddag til Elin og tog William med i køkkenet.
Er du forelsket, William? spurgte jeg med et nervøst smil.
Meget, mor han smilede også.
Og studiet hvad vil du gøre? gik jeg forsigtigt til sagens kerne.
Jeg ved, jeg har forsømt det, men det går over straks. Bare rolig, jeg retter op på det.
Hvad er grunden, vil du dele?
Jeg kan ikke, mor det er ikke min hemmelighed. Måske senere, når I kender Elin bedre.
Jeg vidste ikke, hvad jeg ellers kunne gøre, uden at vende ham imod mig. Jeg tog en pause og tog hjem.
Det er din skyld! rasede jeg mod Sebastian frihed til barnet! Se, hvad det fører til! Hvad nu?
Hvad er problemet, egentlig? spurgte optimisten. Hvad er der galt med en bonus-søn? Hvis William allerede elsker ham, så er han ikke fremmed!
Og er du klar til at være morfar til en andens barn?
Hvorfor ikke? Jeg har altid vidst, siden vi fik børn, at jeg en dag ville blive morfar.
Men ikke til en andens barn!
Malene! Jeg ved ikke, hvem du er lige nu. Intet barn kan være fremmed! Tænk over det.
Han gik ind og sov og jeg vandrede i soveværelset hele natten. Jeg var vred på livet, på Elin, på min søn, og på Sebastian, fordi han holdt med dem. Men langsomt blev jeg rolig og indså, at Sebastian som altid havde ret.
Barnet var uden skyld og Elin også, livet kan være svært. Ved morgenstunden var jeg fyldt af anger og slæbte mig ind til min mand på sofaen.
Sebastian, undskyld! Jeg elsker jer, det gør jeg bare så meget!
Kom her, åndsvage kvinde! han løftede dynen, og jeg lagde mig hos ham.
Sådan faldt vi i søvn med en fredfyldt smil på mine læber. Nu skal jeg være mormor! Hvorfor ikke? Drengen Mikkel var en lille charmør!
Men det blev ikke sådan, som jeg troede. Efter nogen tid meldte William, han flyttede til aftenhold på universitetet og ville gifte sig med Elin.
Denne gang tog jeg mig i agt fordøjede beskeden, inden Sebastian og jeg tog til storbyen. Jeg vidste, han ville hjælpe os alle for selvom jeg sagde til mig selv, at jeg skulle tage det roligt, kunne jeg mærke, min indre skov af brænde var klar til at vælte.
I entreen mødte Elin os, hun tørrede en tåre og sagde:
Undskyld! Jeg vil ikke, at William skal gøre dette, men han er stædig. Det ved I jo.
Stædig som bare pokker sagde Sebastian og smed skoene men han er ikke tåbelig. Hvis han beslutter noget vigtigt, så må det være nødvendigt. Bare rolig, Elin, lad os tage en snak.
Vi gik ind i køkkenet. William var der ikke.
Han er ude at hente mælk, kommer snart, beklager, sagde Elin.
Hvorfor undskylder du hele tiden? spurgte Sebastian. Vi har ikke engang forstået, om du har gjort noget forkert. Kan vi få en kop te? Jeg har kørt hundredeogfyrre kilometer!
Åh, undskyld, fik Elin travlt.
Sebastian rullede med øjnene, og Elin smilede og jeg forstod: han havde allerede godkendt situationen. Jeg sukkede.
Da vi sad med duftende te i koppen, og Sebastian allerede gnaskede det tredje hjemmelavede småkage (og vi ved jo William ikke kan bage!), kom William ind fra Brugsen.
Han så mørk ud og slæbte varerne på bordet. Men jeg så noget nyt i hans blik en slags mandig styrke. Nu havde jeg ikke længere nogen ret til at bestemme over ham min voksne søn.
Så, I vil giftes? spurgte Sebastian, da vi alle sad sammen.
Ja, og det er ikke til diskussion, sagde William hårdt.
Fint. Bare fortæl os, hvorfor det skal gå så stærkt? Venter I barn?
Nej, slet ikke! Elin rystede på hovedet og blev rød.
Jeg fik en sindssyg tanke måske de slet ikke har været intime endnu? Selvfølgelig umuligt, men
Hvorfor så hastværket?
Ellers bliver Mikkel sendt på børnehjem, sagde Elin med nedslået blik.
Hvorfor skulle han det? spurgte Sebastian.
Hans mor min gik bort i fængslet, sagde Elin næsten hviskende, og læben bævede.
Elin, du behøver slet ikke forklare, røg William op. Mor og far, alt andet rager kun Elin og mig!
Vent, William, sagde Elin. Hvis vi er familie, så skal din familie også vide. Jeg skjuler ikke sandheden for dem.
Elin tav, og Sebastian og jeg vekslede et blik.
Elin, er Mikkel din søn? spurgte jeg forsigtigt.
Nej, aldrig! Han er min lillebror samme mor, forskellige fædre.
I det øjeblik blev jeg så lettet, at jeg næsten kunne kysse hele verden! Men jeg holdt god minen, og Elin fortsatte sin fortælling:
Min mor gik bort i fængslet, hun havde en medfødt hjertefejl. Hun overlevede faktisk længe med diagnosen. Hun havde et heftigt temperament det må jeg sige.
Elin tog en slurk te, sukkede tungt. Det var svært men hun talte videre, selv om William og vi indimellem ville stoppe hende.
Første gang hun kom i fængsel, var efter et skænderi med min far, hvor hun påkørte en gammel dame på fodgængerfeltet. Der stod om det i avisen.
Da hun blev indsat, tog min far mig med. Vi levede sammen. Før mor kom ud, giftede far sig med Tove. Jeg bebrejder ham ikke mor var svær, og han havde det hårdt. Tove var blid og blev som en mor for mig. Jeg tror faktisk, det var fars valg, der gjorde mit barneliv så trygt og godt.
Elin tav igen. William og hun holdt hinanden i hånden under bordet, og pludselig forstod jeg, at det værste i hendes fortælling lå forude.
For tre år siden blev min mor forelsket totalt hovedkulds. Dennis var ti år yngre. Så kom Mikkel. Jeg var glad for min lillebror og besøgte dem tit. Jeg oplevede ingen skænderier, men i retten sagde naboerne, at det gik vildt for sig.
En dag, som jeg først senere hørte, blev mor og Dennis frygteligt uvenner mor var vist jaloux. Hun skubbede ham. Han snublede, faldt over tæppet, ramte hovedet mod hjørnet på sofabordet. To dage senere døde Dennis på hospitalet, og mor blev anholdt.
Elin trak vejret hurtigere, så ordene kom ud.
Hun gik bort i detentionen, før hun fik retssag. Hendes hjerte stoppede bare. Døm hende ikke for hårdt! Min mor var som en kolibri livlig, farverig og umulig at styre. Men jeg elskede hende jo.
Nu må du tilgive os, Elin, sagde Sebastian, da hun sluttede. For at du skulle fortælle alt det. Men du har ret vi er en familie og skal støtte hinanden.
Skamfuldt indrømmer jeg jeg ville skrige: Hvad laver du, William! Stop! Vi skal ikke have sådan en familie! Vi har aldrig haft forbrydere!
Men jeg stoppede mig selv. Et klart billede dukkede op af mig i min brudekjole, mor grædende og forsøgende at stoppe mit bryllup med Sebastian.
Jeg tvangs-smagte mig selv på kinderne, hviskende: Bedøm ikke folk på deres forældre, Malene! Det må du vide!
Min indre selvtugtning gjorde mirakler. For pludselig fik jeg en vild idé. Jeg så på Sebastian han smilede. Havde regnet den ud og var enig!
Sebastian nikkede og sagde:
Hør nu, venner hvad siger I til, at vi tager os af Mikkel, og I venter lidt med brylluppet og får styr på studierne?
Hvad? stirrede Elin.
Far, stop! udbrød William.
Mikkel ville have det godt hos os i landsbyen, du husker jo selv din barndom, William. Vil I, kan I altid hente ham senere.
Vi savner dig, William, så Mikkel vil bare gøre os glade.
Din søster interesserer sig for drenge mere end os nu!
Elin, jeg så hende i øjnene beslutningen er din.
Hvordan kan jeg dog lægge så tungt ansvar på jer? Selv min far og Tove vil ikke tage ham.
Vi lagde ikke mærke til, at den lille konfliktstarter selv var vågen. Han kom tøffende ind i køkkenet og strakte armene ikke til hvem som helst, men til Sebastian.
Sikke en tung byrde, sagde Sebastian varmt og løftede Mikkel op.
Du er nu mere far end morfar, Sebastian! lo jeg.
Vent du, truede han med hånden og hviskede i mit øre, jeg viser dig i nat, hvad en morfar kan.
Børnene protesterede lidt, men til sidst blev de enige Mikkel flyttede ind. Og mærkeligt nok gav det ingen problemer at få papirerne i orden.
Den socialrådgiver, der hjalp os, sagde, det ikke er så sjældent, at ældre par tager små børn til sig. Egne børn er store, men forældrekærligheden og ømheden rækker stadig. Vi havde stadig masser, og vi blev yngre af at tage os af Mikkel.
Mange nætter græd jeg af glæde over dette uventede held.
Mor skældte stadig ud over beslutningen men elskede Mikkel allermest, og han hende.
Åh, Malene! Hvad er det, I gør! sang hun og så vendte hun sig til Mikkel med sin blideste stemme, Er det dig, der er træt? Vil du sove, skat?
Og bagefter: Hvad tænker I dog, Malene! Hvem har snavsede fingre? Åh, hvordan skal I klare det? Og hvor er min Mikkel nu, hvor har han gemt sig?
