Min eks-svigerinde dukkede op til julemiddagen, og vi blev alle mundlamme.
Da dørklokken ringede klokken 20:47 nytårsaften, var min familie ved at gå i sort, som om vi pludselig havde hørt en brandalarm et sted i stuerne. Min mor tabte suppeskeen ned i gryden med brunede kartofler. Min far trykkede resolut på pause midt i starten af Højt fra træets grønne top. Og jeg… jeg var tæt på at blive kvalt i en vaniljekrans.
Mangler vi nogen? spurgte min mor og lavede lynhurtigt mental gæsteliste i hovedet.
Min bror, Mads, kiggede op fra sofaen, hvor han byggede Legotårn med sin fireårige datter, Frida. Han blev hvid som en af de snebolde udenfor vinduet.
Det… det kan ikke passe… mumlede han.
Men jo, det kunne det sagtens. For da vi åbnede døren, stod Sidsel der min eks-svigerinde gennem det seneste halve år med en stor bakke hjemmelavet agurkesalat i den ene hånd og en flaske Rosé fra Føtex i den anden.
Familie! udbryd hun med sit blændende smil. Godt nytår!
Der blev så stille, at selv grisetæerne på bordet overvejede at skifte tallerken.
Sidsel… begyndte jeg, mens jeg desperat ledte efter diplomatisk småsnak. Vi troede egentlig
At Mads og jeg var gået fra hinanden? afsluttede hun lige så selvsikkert, mens hun skubbede støvlerne af og trådte indenfor som om intet var hændt. Det var vi jo også. Men jeg gik ikke fra JER kun fra ham. Er det ikke JER, vi fejrer nytår med? Eller er det bare Mads? Nej, vel? Det er jo FAMILIEN, for pokker.
Min mor evig fred over hendes diplomatiske sind reagerede som den første.
Ja, det giver jo egentlig lidt mening.
Mor! råbte Mads, lettere forarget.
Moster Sidsel! jublede Frida og kastede sig i armene på hende.
Og netop dér gik det op for os alle, at vi var fortabte.
Det udviklede sig hurtigt til den særeste, mest harmoniske og alligevel surrealistiske familiefest i mit liv. Sidsel satte sig smilende på sin vante plads, assisterede som altid med andestegen og rakte endda saltet til Mads så flydende, at alles kæber hang frit i luften.
Mere kartoffelmos? spurgte hun Mads, som stadig var i choktilstand.
Ja, tak, mumlede han forvirret.
Snorker du stadig som en gammel gravko?
Sidsel, seriøst
Din næste kæreste skal jo være forberedt. Det er vigtigt.
JEG har ikke nogen ny kæreste!
Nå, men så haster det heldigvis ikke
Min far sparkede mig under bordet, mens han prøvede at fake hoste og ikke knække sammen af grin. Min mor lod som om hun pludselig studerede vinens farvespil meget seriøst.
Og gaveuddelingen det mest absurde tidspunkt. Sidsel havde gaver til ALLE. Tilmed til Mads en bog om mindfulness og indre ro.
Til at hjælpe på dit temperament, når du går i selvsving over sortering af papiraffald, sagde hun kærligt. Mads åbnede pakken med sammenbidte tænder.
Det øjeblik, hvor enhver modstand forduftede, kom da Frida faldt i søvn på sofaen hovedet i sin mors skød og fødderne på sin fars ben. Sidsel og Mads udvekslede det blik, kun to mennesker, der har levet igennem lidt af hvert sammen, kan.
Du er jo stadig familie, hviskede min mor og lagde hånden på Sidsels. Skilsmisse eller ej.
Da vi senere stod og skrubbede gryder under emhætten, kunne jeg ikke lade være med at tænke, at vores familie var kaotisk… men helt igennem vores egen.
Mads bar den sovende Frida ud i bilen.
Jeg kører dig hjem, sagde han modvilligt til Sidsel.
Du er jo bare sådan en gentleman! Kan du forstå, hvorfor jeg giftede mig med dig?
Kan du så forstå, hvorfor vi blev skilt?
Begge smilede alligevel. Man kunne undre sig over, hvor (og hvordan) denne sælsomme familiehistorie ville fortsætte ind i det nye år.
