Kakerlakkerne
Der var kakerlakker, der dansede vildt rundt i Agnes’ hoved. En rigtig sprælsk en af slagsen, nærmest som en livlig folkedans.
De vinkede med benene, lavede “lamper” og slog takten to tramp, tre klap til musikken, der kun blev højere og mere insisterende i Agnes hjerne.
Egentlig var de kakerlakker normalt helt fredelige. Rolige, lidt generte, nærmest ædle på deres egen særprægede måde. Det havde de heller ingen mangel på det med adel og stil. Agnes havde nusset om deres genetik i årevis, for hun havde altså ikke selv meget af det i sig.
Bedstemor sagde altid, at kakerlakker i hovedet var en god ting. Hvis man havde dem, var man uden tvivl en original person én med lidt ekstra glimt i øjet. Sådan nogen var sjovere både for sig selv og fordem de omgikkes. Det trængte man virkelig til i hverdagen, ikke?
Det der med drive det var altså ikke noget Agnes havde fundet på selv. Det var bedstemor og hun var ret moderne af sin generation, må du forstå. Hun kom gerne med nye smarte ord og tossede udtryk. Selvom hun var over firs, fejlede hun ikke noget; hun var kvik og havde altid fut i fødderne.
I virkeligheden var bedstemor slet ikke bare bedstemor, men oldemor. Men hvad skal man med alle de old-, når nu bedstemor faktisk havde opfostret Agnes’ mor, siden hendes egen mor forsvandt. Sådan var det jo. Man dropper da alle de ekstra titler, når man holder sådan sammen.
Agnes elskede sin bedstemor. Ja, hvordan skulle hun ikke? Hun var det nærmeste, Agnes havde. Mor talte vi ikke om!
Agnes mor Sådan en fandtes egentlig ikke. Hun var klog, køn og skoleleder ovenikøbet! Ikke bare på hvilken som helst skole, men heldigvis heller ikke Agnes egen. Det skulle vi takke bedstemor for for det var hende, der holdt fast i, at Agnes skulle gå på en anden skole.
– Hvorfor belaste barnet med dine egne problemer?
– Hvad mener du?
– Ja, altså! På din skole bliver hun datteren til rektoren. Lad hende bare være en almindelig pige. Man skal ikke smide om sig med sit gode rygte, det får man god brug for senere! At miste det tager sekunder, men at få det igen
Bedstemor talte altid lige ud af posen. Altid ærligt, fordi hun mente, at sådan skulle det være. Og om hun havde ret, kunne Agnes ikke altid vurdere, men det virkede. Bedstemor havde faktisk opdraget Agnes’ mor, lige siden hun var fem år. Siden den gang, hvor Agnes mormor oldemors datter døde. Hvordan det skete, fik Agnes først at vide mange år senere. Hverken bedstemor eller mor brød sig om at tale om det.
– Det var en dum ulykke, Agnete. Et istap. En slap vicevært, der ikke havde fået taget skovlet og fejet. Én menneskeliv var prisen. Godt, det blev ved det! Din mor var lige bagved, og hvis ikke Mette havde skubbet hende væk i sidste sekund, havde jeg været helt alene nu.
– Bedste, kan sådan noget ramme hvem som helst?
– Skal jeg lyve for dig?
– Nej!
– Det kan ramme alle. Dig, mig, paven Men det er ingen grund til at gå og frygte det.
– Hvad er det så en grund til?
– At leve! At leve hver eneste dag, som om det var den sidste. Give noget af dig selv til verden, noget ingen andre har givet før uden at forvente at få noget tilbage. For at gøre verden lidt bedre, ærligere og smukkere. Lidt lysere, Agnes! Der er mørke nok i forvejen. Vi behøver ikke bidrage til det.
– Bedste, det lyder let at sige, men svært at gøre. Det ved jeg jo godt.
– Det er virkelig godt, du ved det! Det betyder bare, at dine kakerlakker i hovedet bliver klogere.
– Hvem bliver klogere? Bedstemor, føj! Hvorfor nævner du kakerlakker?
Agnes kunne slet ikke lide insekter. Sommerfugle og bier, bevares de var nuttede. Men kakerlakker, det var ren væmmelse.
– Åh nej, Bedste! Kakerlak!
– Lad den være, den har sikkert unger, sagde bedstemor mens hun hurtigt klaskede indtrængeren med en hjemmesko og spejdede omkring.
– Vi ser snart, om der kommer flere!
– Fy, Bedste! Du sagde selv, den havde unger!
– Ja-ja, og hvilke indkøbte børn der måtte være, dem skal vi lige have lokaliseret!
Så gik den vilde rengøring i gang, og Agnes vidste, at nu havde kakerlakfamilien udspillet deres sidste dans.
Senere, da Agnes blev større, gik det op for hende, at bedstemor mest skånede hende. Hun vidste, at Agnes råbte højt, men var langsom i optrækket, når det endelig galt. Inden hun nåede at handle, havde kakerlakken fået børnebørn.
Alle vidste, hvor lang tid Agnes brugte på beslutninger selv gymnastiktrænerne.
– Din datter burde lave noget andet. Hun er smidig og har potentiale, men hun er lidt for langsom i sine beslutninger, og det kan være farligt, hvis der skal handles hurtigt.
– Jeg tænker over det, svarede bedstemor, og satte Agnes i skakklub.
I skakklubben var der ro på. Der pressede ingen Agnes. Hun kunne tænke sig om alt det hun ville, og fik endda ros for det. Perfekt sted for hende, og hun blev der flere år.
Bedstemor var stolt, når Agnes havde været til stævne. Pokalen skulle vises til alle naboerne.
– Du er min stjerne, Agnes!
– Bedste, det skræmmer mig lidt!
– Hvorfor?
– Fordi jeg kan huske, at du altid sagde til mor, at stjerner ikke ser meget til lykken. Så jeg vil ikke være stjerne! Tak, men nej tak!
– Det er helt andre stjerner, jeg mente, min pige!
Bedstemor forklarede altid alting, hvad enten moren syntes, det var passende eller ej.
– Bedste, hvad har du dog fortalt Agnes denne gang? Hun spurgte mig, hvad gå med skørt betyder. Hun er altså kun tretten, for pokker!
– Børn er tidligt ude i dag, Mia. Prøv at høre, hvad der foregår i hendes klasse. Der er mere drama end i en sæbeopera. Og jeg har altså været gift tre gange, men jeg føler mig stadig som en novice ved siden af dem!
– Agnes har ikke fortalt mig noget
– Du spurgte heller ikke. Vi, familien Sørensen, bærer vores egen ro på overfladen, men indeni, der danser kakerlakkerne cancan, du!
– Bedste, hvad stiller jeg op med hendes kloge hoved? Hun spørger om de mærkeligste ting!
– Samme som jeg gjorde med dig. Kan du huske? Jeg gemte aldrig noget for dig. Jeg fortalte dig hellere alt, end at du skulle snuble over livet med lukkede øjne. Og se, du fik jo selv Agnes, kun nitten år gammel og uden mand. Så trods alt var du lidt forberedt.
– Bedste!
– Ja, du elsker, som kun du kan, men lær dig at fejle og rette op det er vigtigt. Og Agnes er ikke en fejl, hun er resultatet af det, du ikke vidste om kærlighed.
– Det værste er bare jeg er alene.
– Det kan du jo lave om på!
– Lad nu være
– Jeg skal nok tie stille, hvis du slapper lidt af og ikke slår dig selv i hovedet. Én fejl er altså ikke grund til at smide livet væk.
Senere fandt Agnes’ mor faktisk lykken. Det var lige da Agnes blev seksten. Moren havde mødt én, hun virkelig ville noget mere med, men hun var lidt forsigtig med at fortælle noget til familien.
Men Agnes opdagede det ved et tilfælde. Hun så sin mor på en café, hånd i hånd med en fremmed mand, og smilet på hendes læber havde Agnes aldrig set før. Først blev hun vred, men på vej hjem tænkte hun det igennem.
– Bedste, du ved det godt, ikke?
– Jo, jeg har luret det.
– Jeg vil ikke blande mig.
– Så lad være. Hvorfor ikke bare lade hende være glad?
– Men tænk, hvis han sårer hende?
Bedstemor, der stod i gang med at lave boller i køkkenet, tørrede hænderne i forklædet og nærmest krammede Agnes.
– Liza står aldrig alene. Vi passer på hende.
Agnes lod det ligge. Bedstemors ord havde vægt. En gang var hun kriminalbetjent og ikke én hvem som helst. Hun havde fanget to seriemordere. Så hun målte folk på en helt særlig måde, og hvis panden ikke var rynket, gik det hele slet ikke så galt.
Tiden gik, og Agnes mor blev gift med sin udkårne, Anders. Agnes måtte jo give sin velsignelse Anders mente det alvorligt og ærligt. Og moren blev bare yngre og gladere.
Jalousien var svær at slippe, især da lillebroren Alfred kom til verden. Mor blomstrede, Agnes rasede.
– Vi har opdraget dig dårligt, min pige! Du er blevet for forkælet, råbte bedstemor.
– Hov, hvorfor nu det?!
– Du vil have din mor for dig selv. Men nu må du dele. Sådan er det.
– Det er bare mærkeligt for mig
– At dele mors opmærksomhed? Jo, men prøv at se på det sådan her: Nu er du ikke alene længere. Når vi ikke er her mere, så har du stadig én. Det er vigtigt. Har du tænkt på det?
– Jo, men det er bare svært!
– Du er helt normal, skat. Man skal bare ikke tro, man ejer andre mennesker.
Agnes havde masser at se til: Eksamen, venner og ja, Kasper fra parallelklassen var begyndt at dukke mere op i hendes tanker omend ikke som kæreste, nej, ikke på det tidspunkt.
Første gang de stødte ind i hinanden var til første skoledag. Agnes skyndte sig, gled på trappen og forvred anklen hvorefter Kasper, den lange, stille fyr med briller, samlede hendes taske op.
– Se dig dog for! sagde han.
– Jamen, hjælp da, i stedet for at hakke!
– Det er jo det, jeg gør. Du er ikke logisk, sagde han, mens Agnes hvæsede af ham.
Længere kom de ikke den dag. Agnes sukkede tungt til vicelederen, fik besked på at gå til skolens sygeplejerske. Kasper tilbød at bære hende det afslog hun. Men navnet Kasper blev noteret mentalt.
At blive læge var selvskrevet for Agnes. Hun elskede udfordringer, og jo sværere, desto bedre.
Især Alfred den lille, ivrige bror lærte hende noget om sig selv. Han var skinger, stædig, men elskelig. Hun kunne ikke modstå, at han savnede hende, når hun ikke var der i weekenden. Men det var ligeså meget sig selv, hun fandt hjem til, når hun passede ham.
Men usikkerheden krøb ind. Havde hun nu valgt rigtigt? Kunne hun overhovedet lide børn?
– Bedste, hvis jeg ikke kan lide børn, bør jeg så blive læge for børn?
– Hvor får du det fra, Agnes?
– Jeg ved det ikke
– Nu stikker de kakerlakkerne af med dig, barn. Men jo stærkere du tager stilling, des bedre er det. Børn har ikke brug for en sur voksen, så find ud af dig selv, okay?
Og bedstemor havde naturligvis en plan: En slags praktik hos Vera, der havde en kæmpe flok børnebørn og selv havde været gennem nok i sit liv.
– Du hjælper Vera, så finder du ud af, hvordan du egentlig har det med andres børn.
Den opgave tog Agnes på sig. Og i børneflokken opdagede hun, at det faktisk var det rigtige at blive børnelæge. Hun kastede sig over bøgerne.
Hun kom ind på universitetet og blev faktisk lidt irriteret over ikke at have fået en topkarakter.
Og hvem så hun første dag? Kasper!
– Dig? Her?
– Ja, jeg har da også læst op til det her.
Kasper var kort for hovedet, men ikke uvenlig. Et år kiggede de lidt skævt til hinanden, indtil de begge meldte sig til et frivilligprojekt på hospitalet, hvor de skulle optræde som klovne for syge børn.
Agnes kæmpede med at få den dumme, røde paryk til at sidde rigtigt. Pludselig bag sig: Dig havde jeg ikke forventet at se her. Er du faret vild?
Børnene grinede, da hun gav Kasper et dask, og hun mærkede, at irritation var blevet afløst af noget helt andet. Kasper var i sit es med børnene.
Senere, da forestillingen var ovre, lavede han en blomst ud af en ballon og rakte den til Agnes.
– Godt arbejde, det her! Skal jeg give en kop kaffe bagefter?
– Er du altid så sarkastisk?
– Altid. Skal vi gå?
På cafeen fortalte Kasper om sig selv. Han boede alene med sin mor og arbejdede ekstra for at hjælpe hende.
Kakerlakkerne i hans hoved lignede på en prik dem i Agnes. Og bedstemor sagde altid:
– Vær glad, hvis du møder nogen med samme slags kakerlakker som dig selv. Der er ikke mange af dem. Hvis du møder én, så hold fast med både arme og ben.
– Bedste, har du selv mødt sådan nogen?
– Tre gange. Alle mine ægtemænd elskede mine små særegne sider. Men hvorfor jeg blev skilt? Det kan vi tage, når du bliver voksen nok til at forstå det helt!
– Men du kan godt lide Kasper?
– Han er lige så besværlig som dig måske mere. Og det, min pige, er en kvalitet!
– Nu driller du, Bedste!
– Jo, men vent bare Har han friet endnu?
– Tsk, nej!
– Så vær du bare klar! Jeg tror, han er den helt rigtige. Elsker du ham?
– Jeg tror det
– Godt! Så mangler vi kun bryllupsskoene.
Og nu nu havde Agnes kakerlakker travlt med at danse folkedans.
For bedstemor havde som sædvanlig ret. Kasper friede, med ring og hele molevitten.
Moren græd af glæde, bedstemor glemte sin gigt for en stund, og Vera, der kom med hele familien, græd også og sagde til Agnes:
– Han er god, dén Kasper! Hold fast i ham!
– Jeg mister ham ikke. Selv om jeg prøvede, tror jeg, kakerlakkerne ville holde fast alligevel.
– Hvorfor?
– Bedstemor siger, den slags mennesker findes der ikke mange af.
– Så er du i godt selskab, min ven, sagde Vera og lavede den klassiske danske lampe i luften med armen, mens Agnes næsten kunne høre kakerlakkerne slå takten i hovedet.
Så nu er vi mange flere i familien og jeg er faktisk helt tryg ved det.
