Dagbogsnotat En fælde af jalousi
Jeg, Line, lå henslængt på min seng, dybt fordybet i min Instagram-feed. Pludselig kom min søster ind på værelset, og knap havde hun sat foden indenfor, før jeg uden at se op sagde:
Signe, jeg har brug for en ny telefon.
Min stemme lød så dagligdags, som om jeg bad om et glas vand. Signe, som var i gang med at samle sine ting sammen (hun rejste nemlig snart), skævede kort til mig og bemærkede roligt:
Så må du snakke med mor om det.
Jeg fnyste, slap endelig blikket fra mobilen og rullede med øjnene.
Det gider hun ikke. Hun siger altid, jeg kræver for meget.
Signe pakkede tålmodigt den sidste trøje ned i tasken, rejste sig og kiggede direkte på mig. I hendes blik lå mere en træt, rolig selvfølgelighed end egentlig vrede.
Der har hun nok fat i noget, svarede hun tørt. Hvis du vil have noget ekstra, så tjen pengene selv. Jeg er her jo ikke for evigt.
Ordene ramte mig som en lussing. Jeg rettede mig stift op i sengen, rødmede, og snerrede tilbage:
Jeg er altså kun nitten og går på uni, for resten! Hvorfor skal jeg også arbejde? Jeg er vant til, at folk hjælper mig, og det er da helt normalt!
Signe sukkede blot, men ville ikke diskutere videre. Hun sagde:
Om en måned bliver jeg gift, og et bryllup kræver mange penge. Prøv at glæde dig på mine vegne jeg får jo mit eget liv nu.
Så greb hun tasken, trak døren op og forsvandt fra værelset, mens døren smækkede bag hende. Lyden efterlod mig alene med mine tanker og et gammelt Samsung i hånden. Jeg kunne mærke irritationen og alligevel også trodsig stædighed flamre under huden.
Lavmælt, næsten for mig selv, mumlede jeg:
Vi får at se
En selvsikker smil gled hen over mine læber, mens jeg lagde mig tilbage på min hovedpude. Selvom jeg følte mig lidt såret, var jeg fast besluttet: Signe skal nok blive ved min side, uanset hvilket spil jeg måtte spille.
Siden jeg var barn, har jeg været familiens midtpunkt. Mine forældre kaldte mig Vores lille glæde, fordi de havde ønsket sig barn nummer to i årevis. Alt, hvad jeg ville have, fik jeg som regel med det samme. Den vane er vokset med mig jeg er blevet vant til, at folk bøjer sig for mine ønsker, og Signe har altid været min hjælpsomme skytsengel. Hun hjalp med lektier, forklarede svære ting og hjalp endda, da jeg skulle ind på Københavns Universitet. For Signe var det ubetinget søsterkærlighed for mig bare endnu et bevis på, at alting gik, som jeg ønskede.
Penge har jeg aldrig manglet. Mor overfører fast penge til mit MobilePay, og hvis jeg manglede mere, kunne jeg altid ringe til Signe. Hun sagde aldrig nej; hun forsynede mig med sine egne sparepenge uden at forvente tilbagebetaling. Sådan fortsatte det, indtil hun mødte Esben.
Esben var så anderledes end alle Signes tidligere kærester charmerende, klog, vittig, principfast. For Signe blev han drømmeprinsen; betænksom og stabil. Hun glimtede af lykke i hans selskab. Men selvfølgelig, også i eventyret dukkede der skygger op. Esben var frygteligt jaloux. Ikke med drama og skænderier, men hans skepsis sneg sig ind i spørgsmål, i tonefald, i de stille blikke. Signe ignorerede det, lovede sig selv, at det var udtryk for kærlighed hun skulle nok vænne sig til det.
Snart nærmede brylluppet sig; invitationerne var sendt ud, restauranten i Indre By booket, og brudekjoleprøver fyldte dagene. Hver dag bragte ny glæde. Signe anede ikke, hvilke prøvelser der ventede henne om hjørnet
***
Jeg blev længe siddende med min gamle mobil, før jeg tastede Esbens nummer. Jalousiens offer tænkte jeg, mens jeg trykkede på opkald Hans stemme lød overrasket:
Hej, Line. Hvad så?
Jeg savner Signe helt vildt. Vi har ikke set hinanden i en uge. Du ved vel ikke, hvor hun er?
Er hun ikke hos dig? svarede han. Hun siger jo altid, det er der, hun er.
Jeg sørgede for at lyde uforstående.
Nej, hun har slet ikke været her i den her uge! mærkelig situation
Der blev stille. Esbens stemme blev hårdere:
Hun sover hjemme hver anden dag og siger, hun er hos dig. Hvor fanden opholder hun sig så egentlig?
Det ved jeg ikke Jeg må hellere lægge på nu. Vi snakkes!
Jeg lagde på, blodet brusede i ørerne. Spillet var sat i gang, og jeg kunne næsten se for mig, hvordan Esben satte spørgsmålstegn ved alt. Han var ikke typen, der accepterede usikkerhed. Jeg forestillede mig allerede, hvordan han ville smide Signe ud og hvor ville hun så tage hen? Selvfølgelig hjem til mig. Der ville hun få te, sympati og søsterlig omsorg og så ville det være det perfekte øjeblik at minde hende om min gamle telefon og behovet for noget nyt.
Jeg smilede selvtilfreds og smugkiggede mod min mobil igen. Jeg var klar til næste træk.
***
Signe kom hjem senere opløftet efter kagesmagning med konditoren til bryllupskagen. Med en pose Kajkager i hånden gled hendes nøgle i døren, men glæden kollapsede hurtigt. Der stod hendes to kufferter i gangen, og Esben ventede, ansigtet vredt og ukendt.
Hvad laver du med mine ting? spurgte hun chokeret.
Ud af min lejlighed! snerrede han. Jeg hader sådan nogen som dig!
Hvad har jeg gjort? Jeg var bare hos Line
Det var du ikke! Line ringede selv og savnede dig hun har ikke set dig hele ugen. Så hvor dælen har du været, Signe?
Verden gik i stå for hende. Hun kunne ikke kende Esben, og hun kunne slet ikke kende det, hun blev beskyldt for. Angsten voksede, da det gik op for hende, at han ikke lyttede til eller stolede på hende. Efter et par desperate forsøg på at få en samtale, blev hun resolut skubbet ud på trappeopgangen med sine kufferter. Hans kolde stemme og døren, der smækkede hårdt bag hende, var som et punktum for det liv, de lige havde planlagt sammen.
Stående alene ude på trappen, med salte tårer i ansigtet, stirrede hun på døren. Alt de havde haft sammen, forsvandt på et øjeblik og det værste var, at hun ikke fik chancen for at forklare sig.
Da hun ringede til mig, og jeg svarede lige lidt for lystigt mærkede hun instinktivt svigtet. Hun lagde hurtigt på, overvældet af sorg og skuffelse. Signe blev stående, pustede ud og mærkede for første gang i lang tid en mærkelig frihed. Friheden til ikke længere at skulle agere redningskrans for sin forkælede lillesøster. Hun hankede op i bagagen, turde ikke tage hjem til mig, men overnattede på et lille hotel på Vesterbro den nat.
***
Dagen efter mødte Signe tidligt på arbejde. Hun havde maskeret de røde øjne, men hendes beslutning var uomtvistelig: hun skulle videre. Hendes chef, Søren Christensen, bemærkede straks, at noget var galt.
Er du okay, Signe? spurgte han venligt.
Jeg må desværre sige op, svarede hun, stemplede roligt over disken.
Han lænede sig bagover og tænkte sig om.
Jeg fornemmer, det er noget privat. Men du er en uvurderlig kollega, så hvad hvis jeg tilbyder dig et job i vores filial i Aarhus? Højere løn, firmabolig det første halve år og du får chancen for at begynde forfra.
Signe blev stille. Aarhus? Helt ny start. Men…
Jeg jeg må være ærlig: Jeg er gravid, sagde hun lavmælt.
Han lo mildt:
Så er der ekstra grund til at fejre. Orlov får du naturligvis og pladsen er din, når du er klar igen. Du er for værdifuld til, at vi vil undvære dig.
Lettet takkede Signe ja. Samme aften, alene på hotellet, bestilte hun en enkelbillet til Aarhus. Hun havde aldrig nået at fortælle Esben om graviditeten. Nu gik hun sin egen vej.
***
Tre år gik. Esben holdt stædigt fast i overbevisningen om, at Signe ville komme krybende tilbage angrende og bedende. Men hun ringede aldrig. Til sidst fandt han ud af, at hun var flyttet til Aarhus for et spændende job.
Imens forsvandt jeg mere og mere ud på et sidespor. Jeg prøvede flere gange desperat at trænge mig på Esben med krav om kontakt til Signe, men han orkede ikke mine egocentriske attituder længere. Til sidst sagde han:
Du må lære at klare dig selv, Line.
Han lukkede døren for mig også for altid.
Nogle måneder senere havde Esben arbejdsopgaver i Aarhus. En aften gik han en tur i Botanisk Have. Efteråret stod i brand af orange og gyldne blade. Pludselig så han en lille familie på tre; en kvinde, en mand og en lille, krølhåret pige. Pigens blå øjne var ikke til at tage fejl af præcis som Signes. Hans hjerte slap et slag, da han genkendte hende.
Signe så anderledes, men strålende og moden ud. Hendes blik var varmt, og hendes nye mand lagde ømt hånden omkring hende. De lo og legede med datteren blandt bladene. Esben stoppede, mærkede smerten over alt det, han havde ødelagt og forspildt.
Han forstod instinktivt, at han skulle lade hende være. Hvorfor bringe gammelt ondt op? Hun var lykkelig rigtigt lykkelig, set på afstand, med en ny familie og et trygt liv.
Stående skjult i skyggerne, smilede Esben trist, men lettet.
Sådan skulle det være. Signe skulle være lykkelig. Selvom han aldrig blev en del af det billede. Det var på tide at give slip.
Han vendte sig langsomt om, mens løvet raslede under hans fødder. I tankerne hviskede han:
Må hun for evigt være lykkelig selv uden mig.
