Drømmefangeren
Igen?! Signe, Signe! Vågn op! Ellers vækker hun de små! Hold hende fast! Lene gled ned fra sengen og ruskede sin søster i skulderen. Hvornår mon det holder op…
Sofia vred sig i søvne og hendes lange, sørgmodige jamren fyldte rummet, så det sendte kuldegysninger gennem en. Man kunne næsten ikke lade være med at kigge sig over skulderen.
Det er som en dårlig gyserfilm! Signe rev dynen af sig og endnu med lukkede øjne tuslede hun hen til Sofias seng.
Hun lagde sin egen dyne om Sofia, puttede sig helt ind til hende og begyndte sagte at nynne:
Sov sødt, lille ven, du skal ikke ligge ved kanten… Hold da op! Lene! Hvilken godnatsang hjælper her? Hun er helt varm! Væk mor!
Lene stod tøvende ved siden af Sofias seng, tog sig en dyb indånding og listede alligevel hen i forældrenes soveværelse. Hvad andet kunne hun gøre? Sofia var jo også bare et barn, ligesom de andre. Og mor ville bare blive gal på hende og Signe, hvis de skjulte noget for hende.
I forældrenes soveværelse var der stille. Lene rakte hånden over vuggen med lille Sigurd, som stod sammen med forældrenes seng, og klappede forsigtigt Helle på skulderen.
Mor…
To brune øjne, som Lenes egne, slog straks op, som om Helle aldrig havde sovet, og en varm hånd lagde sig over Lenes fingre.
Hvad er der, skat?
Sofia har det dårligt! Mor, hun har sikkert feber. Hun er brandvarm!
Sigurd peb lidt, og Helle begyndte straks, ligesom Signe før:
Sov sødt, lille ven…
Hun lagde Lenes hånd om lillebrorens mave.
Vug ham lidt, så han ikke vågner. Jeg kommer om lidt…
Let, som om hun ikke havde lidt af rygsmerter efter en forkert bevægelse på stigen i går, gled Helle gennem mørket til pigernes værelse.
Huset var hendes stolthed. Hvor mange gange havde hun ikke hørt, at hun og Anders aldrig ville kunne klare at bygge sådan et hus… At der var ingen grund til alt det besvær, og de ville have det meget bedre i en lejlighed…
Familien trak på skuldrene uden hæmninger og sagde:
Hvorfor sådan et palæ? I har jo ingen børn!
Helles hjerte snørede sig sammen hver gang, og hun sænkede hovedet, som om nogen, ligeglad med andres smerte, ville have hende til at skjule sig mere for livet. Kan du ikke få børn? Så må du vel finde dig i det.
Mange gange, når Anders mærkede hendes sorg efter en samtale med hendes mor eller mostre, lagde han armene om hende og undrede sig over, hvordan hendes kind altid fandt en lille varm plet på hans skulder. De blev ét, som om varmen mellem dem bandt alt sammen. Det var næsten som om de delte tanker.
Lad være! Tænk ikke på hvad de siger. De aner intet!
Men de har ret, Anders. Hvis vi aldrig får børn…
Vi får at se! Anders bed tænderne sammen i vrede mod dem, der havde såret hans kæreste. Han lovede sig selv at gøre alt for, at hendes drøm skulle blive til virkelighed.
Man troede, alt kunne lade sig gøre, når man bare havde penge og boede tæt på København. Men den første, den anden, tredje klinik… Overalt rystede lægerne på hovedet:
Vi kan ikke trylle!
Og Helle skjulte sine øjne, nu også for Anders, for hun vidste ikke, hvordan hun skulle sige noget, hun allerede for længst betragtede som uundgåeligt. Først da han begyndte at snakke om husbyggeri, turde hun sige det højt:
Anders, ikke med mig… Jeg elsker dig, og du ved det. Men du skal have en familie. Hvis jeg ikke kan give dig et barn, så… så skal vi skilles.
Glem det! Anders smækkede kaffekoppen hårdt på bordet og dansede rundt i køkkenet, mens han pustede på sine brændte fingre. Hold nu op, Helle! Jeg er altså ikke for fin til at sige, at du er tosset! Din mor vil nok ikke være tilfreds. En svigersøn, der kun kan bande af, men det må jeg tage med! Hvem har sagt, jeg ville slippe dig, kvinde? Undskyld, men du er fjollet!
Jeg?! Helle løftede overrasket blikket og glemte helt, at hun havde tænkt sig at græde.
Ja, hvem ellers?! Hvad er det dog for noget at sige? Du er den, jeg vil have! Hvis børn kommer så godt. Hvis ikke… Tja, så er det bare skæbnen. Det er ikke alle, der skal være forældre…
Helle slappede dog ikke af efter den snak. Mænd siger så meget, når de er unge og stærke… Men Anders holdt fast. Han havde ventet længe nok på den, der blev hans glæde.
Anders var Helles andet ægteskab.
Hun blev første gang gift som nittenårig, ikke for at blive kone især, men for endelig at slippe væk fra moderens kontrol og bebrejdelser.
Forholdet til Helles mor, Mette, var altid anstrengt. Mette elskede Helle vildt den ene dag og pralede overfor alle om, hvor fantastisk datter hun havde. Den næste dag dirrede noget i hende, og hun glemte, hun i går kaldte Helle sit livs lykke.
Helle! Nogle gange tænker jeg, du er genial! Andre dage forstår jeg ingenting. Hvad foregår der i hovedet på dig, barn?
Havde Helle haft svaret, havde hun nok svaret. Men så sænkede hun bare blikket, under morens kritiske øjne, og tav.
Spurgt om hun elskede sin mor, ville Helle altid svare ja. Hvordan ikke elske sin mor? Men med tiden forstod Helle: Uddannelse, godt job og mange venner gør dig ikke varm og kærlig. Hendes mor kunne tryllebinde alle, men kun ikke sin egen datter.
Mor, hvorfor elsker du mig ikke? udbrød Helle en uge før sit bryllup, da Mette rynkede på næsen over brudekjolen.
Helle havde ledt i en måned, for det diskrete snit, hun troede ville behage moderen. Nu kunne hun ikke mere.
Mor! Svar mig! Jeg forstår ikke! Jeg er dit eneste barn, og dig og far virkede glade sammen… Hvad er galt med mig? Hvorfor er du så hård?
Sig ikke sludder!
Det mener du ikke… Uanset hvad jeg gør, er det aldrig godt nok.
Så gør det godt nok, så skal det nok gå! Helle, stop nu! Vil du gifte dig, så gør det! Bare lad være med at forvente min godkendelse. Det er dit valg ikke mit ansvar! Tro ikke, at du får min uforbeholdne opbakning! En mor skal ikke kun kysse i panden nogle gange skal hun også skælde ud.
Nogle gange…
Hold nu op! Når du får dine egne børn, forstår du det hele!
Hvad skal jeg forstå, mor?
At det kan være svært at elske sit barn! At det er svært at vise, hvor meget de betyder! Jeg har ikke gjort for lidt for dig!
Fra en samtale med sine mostre forstod Helle endelig sin families smerte: Forældrene havde ønsket en søn. Hendes fødsel bragte dem ikke lykke.
Gudskelov, vi ikke lever i middelalderen længere! Helle gik gennem den gyldne efterårspark og forsøgte at forstå. Dreng er alt, pige er intet! Det er jo pjat… Når jeg får børn, vil jeg aldrig skelne på den måde.
Brylluppet blev stort og lidt forvirret. Helle gispede efter luft i en stram kjole, skrevende at smile, mens hendes mor fortalte alle, hvor smuk hun var men spurgte så: var hun lykkelig?
Helle nikkede, men indvendigt mærkede hun, at alt var forkert. Hun turde ikke sige til moderen, at hun havde det dårligt.
Ægteskabet varede kun halvandet år. Da Helle mistede en tidlig graviditet, pakkede hendes daværende mand sine ting og forlod hende uden et farvel.
Lejligheden, forældrene havde købt til Helle, stod tom. Mette hentede sin datter på hospitalet og fortalte, mens bilen swingede gennem byens sving:
Vi lejer lejligheden ud! Du flytter hjem. Nu skal du tage dig sammen, slut på pjank. Tag din eksamen, og så finder vi en værdig mand til dig.
Helle tav. Om aftenen gik hun til fars kontor og bad ham:
Far, hvis du elsker mig, så lad mig bo for mig selv. Jeg kan ikke være hjemme lige nu.
Faderen forstod. Han gav Helle penge og forbød Mette at blande sig.
Sådan skal det være.
Moderen protesterede kun én gang. Da Helle begyndte at klare sig selv og nægtede økonomisk hjælp, hviskede Mette til far, at han helst skulle lægge nogle penge til side til Helle måske fik hun brug for dem en dag.
Helle færdiggjorde universitetet, fik arbejde, men blev ved med at føle sig livløs. Hun var køn, men manglede den gnist, andre havde. Det stærkeste bål i hende var for længst slukket.
En alvorlig komplikation efter sin tidlige fødsel gjorde, at lægerne fortalte hende, hun nok aldrig ville kunne få børn.
Nyheden slog hende ud. Familien begyndte at tilrettelægge festlige sammenkomster ofte med unge mænd til stede, arrangeret af mostre og forældre.
Det var til en af de havefester, at Helle mødte Anders.
Nej, han var ikke en gæst Anders var chauffør i taxaen, der bragte en af mostrene. Han blev overrasket, da Helle i sin hvide pels smækkede bagdøren og beordrede:
Til byen!
Tålmodigheden brast den dag. Hun orker ikke flere arrangementer, hvor hun skulle på podiet læse digte for “mor”. Sådan var familiens tradition. Helle syntes, det vigtigste var, hvad barnet følte men for familien gjaldt det om at være korrekt.
Anders spurgte ikke meget. Han kørte hende til city. Da hun opdagede at pungen var glemt, sagde han bare:
Bare smil, og vi er kvit.
Men Helle insisterede på at hente penge. Da hun siden løb ned, var bilen væk.
Hjemme blev hun skældt ud for at forlade familien under festen. Faderen bemærkede blot, at det måske var godt at give besked næste gang.
Næste morgen holdt Anders udenfor ved Helles lejlighed.
Hop ind, sagde han og smilede selvsikkert, mens hun skyndte sig at skifte sko, så hun ikke var højere end ham.
Sådan begyndte deres relation.
Helle var forsigtig. Hun, den akademiske datter af en forretningsmand og så en chauffør? Hvad ville familien ikke sige? Men noget i Anders var så varmt og tillidsfuldt, at hun besluttede dette forhold fortjente en chance. Ligegyldigt, hvad mor syntes!
Mor sagde selvfølgelig sit:
Jeg forstår dig ikke! Jeg tager alt fra dig! Du er vanvittig, Helle!
Mette rasede længe, men Helle havde nu besluttet sig. For første gang vidste hun, hvad hun ville.
Problemerne fortalte Helle åbent til Anders inden brylluppet.
Måske kan vi aldrig få børn… Forstår du det?
Tja, skal man kun være gift for at få børn, Helle? Jeg elsker dig om vi får ti unger eller bare har hinanden.
Måske siger du det nu…
Det siger jeg altid. Min far lærte mig man står ved sit ord.
De blev gift på rådhuset i København, holdt fest på Anders forældres gård. Helles forældre kom ikke. Faren dukkede op til sidst, sagde tørt tillykke, og forlod festen. Helle vidste, hvad det ville betyde derhjemme.
Hos Anders’ forældre blev Helle langsomt hjemmevant.
Hun er godt nok spinkel, brummede svigermor Inger, mens hun sendte Anders i køkkenet med Helle. Kom nu, Helle! Du er for tynd, vi skal ha’ dig til at grine!
Sådan oplevede Helle for første gang et køkken, hvor alle var sig selv, hvor varme og latter strømmede mellem folk. Her behøvede man ikke spørge eller be om at blive set hun følte sig velkommen.
Inger, der snart blev Helles nære støtte, sagde:
Du skal ikke bekymre dig, kære. Gud har sine veje. Der kommer lykke i jeres hus før du aner det.
Det troede Helle først ikke på men hun lærte langsomt, at bag denne kvinde var intet andet end kærlighed.
Det var også Inger, der foreslog, at Helle og Anders skulle adoptere, da egen graviditet var umulig.
Når nu jeg blev adopteret selv, og aldrig har følt mig mere elsket, hvorfor skulle I så ikke åbne hjem og hjerte?
Ordene gav genlyd.
Anders byggede videre på huset, hånd i hånd med Helle, familie og venner. Helle passede sit arbejde som advokat, og skar med tiden karrieren ned for at skabe plads til planen om adoption. Kommunens godkendelse kom, og snart ventede de kun på et opkald.
Det tog ikke lang tid. En dag ringede Inger:
Helle, børnene fra den familie her i byen… Deres mor vil ikke have dem, men jeg kender dem som mine egne. De er gode børn, alle tre! Skal I ikke prøve at tage jer af dem? Jeg kan ikke bære tanken om, de ender på børnehjem…
Helle havde ikke forestillet sig at blive mor til tre på én gang men det blev hun.
Syvårige Signe og seksårige Lene blev hurtigt trygge.
Du skal ikke være nervøs. Vi ved, du er sød.
Toårige Karl begyndte at kalde Helle for mor efter et par uger og gjorde alt, hvad hun fandt på så længe han kunne være tæt på hende.
Nogle mente, det var tåbeligt.
Tre plejebørn og din baggrund! Hvordan kunne de godkende det?
Mor! Jeg er advokat… Jeg tager nu mine egne beslutninger!
Ja, det er det, du gør…
For første gang i sit liv sagde Helle fra overfor sin mor.
Årene gik og børnene voksede. Helle arbejdede hjemmefra, havde kun få sager og nød sin nye rolle.
At hun pludselig blev gravid opdagede hun først sent. Hun skubbede de voksende problemer hen indtil Anders sagde, nu tog vi til læge.
Et blik på scanneren, og lægen smilede: Her er der altså liv!
Helle græd, da hun forstod, hun for første gang bar liv.
Sigurd kom til verden om vinteren, og bragte nyt liv og kaos og en jaloux Karl, der clung til Helle, som for at sikre sig, han stadig var elsket.
Det tog tid at overbevise ham om, at kærlighed gav nok til alle.
Netop som roen kom, blev familien større med Sofia.
Hun var datter af Helles kusine Anna, der boede i Jylland. En nat vækkede en opringning hele huset.
Helle! Anna… hun er væk! Hendes mand… han gjorde det jeg frygtede! Nu er pigen alene, og hvem vil have ansvar for en datter af en morder?
Sofia kom i familiepleje, og det var først efter lang kamp, Helle fik hende til sig. Sofia var skræmt, brød vedvarende grædende ud om natten.
Gode råd fra børnepsykologer hjalp kun lidt. Signe og Lene forsøgte alt for at give Sofia en følelse af at høre til, men intet syntes at hjælpe.
Det var Karl, der kom på løsningen.
Inger havde givet ham en bog om indianere med opskrift på en drømmefanger.
Lad os lave en drømmefanger til Sofia! Så bliver hendes dårlige drømme fanget, og hun skriger ikke mere!
Hele familien gik i gang. Signe og Lene bandt snorene, Karl valgte perler og fjer.
De skjulte overraskelsen for Sofia, indtil den var færdig.
Den nat græd Sofia igen. Hun kastede sig i armene på Helle:
Send mig ikke væk…
Aldrig, min pige, du hører til her.
Netop den nat faldt den sidste mur. Sofia blev feberhed, og lægevagten kom forbi men heldigvis gik alt vel.
Om morgenen vågnede Helle i børneværelset, betragtede drømmefangeren på væggen over Sofia og spurgte:
Hvad er det?
En drømmefanger! Karl fandt ud af, den skulle hjælpe. Men jeg tror ikke, den er den vigtigste.
Hvorfor?
For Sofia er omgivet af mange drømmefangere. Dig… os… Anders, farmor. Vores hjem.
Helle smilede og så, hvor stort hendes hjem og familie nu var. Måske kunne man ikke bestemme livet, men man kunne vælge at elske.
Om lidt lød stemmerne fra køkkenet, duften af brød, latter fra både svigermor Inger og Mette, og sågar et lille pip fra den kylling Inger havde taget med fra landet.
Om nogen stadig manglede i hendes hjem? Måske, måske ikke. Men nu var alle, der skulle være der, samlet og kærligheden slog rod i alle.
For det er ikke altid blod, der binder. Somme tider er kærlighed stærkere end alt andet. Og i det blev huset fuldt og lykkeligt, præcis som det skulle være.
