Tre år med renovering uden gæster
Ditte satte koppen på vindueskarmen og fornemmede, at Jens stod stille ude i gangen. Hun kunne mærke det i ryggen, selvom hun vendte ansigtet mod vinduet. Stilheden var så tung, at man kunne drukne i den.
Du satte koppen på vindueskarmen, sagde han endelig. Han spurgte ikke han konstaterede.
Ja, Jens. Jeg satte koppen på vindueskarmen.
Der er lakeret. Det varme sætter mærker.
Jeg ved det.
Hvorfor så?
Ditte vendte sig om. Han var 48 år, og han så præcis sådan ud. Hverken mere eller mindre. Han stod i døren til køkkenet i sin grå T-shirt og med vaterpasset i hånden. Vaderpasset havde han altid på sig, når han gik rundt i lejligheden i weekenden. Som andre går med mobiltelefonen.
Fordi jeg ikke har et andet sted at stille den svarede hun. Bordet er dækket af plastik. Den anden stol står med benene i vejret. Gulvet i gangen tørrer stadig efter grunder. Jeg drikker te stående ved vinduet, Jens. Jeg har gjort det i tre år nu.
Han kiggede længe på koppen. Så på hende. Og tilbage på koppen.
Jeg lægger en underkop.
Det behøver du ikke.
Men der bliver et mærke.
Så lad der være.
Han kneb øjnene lidt sammen det blik han altid havde, når han skulle regne ud, om hun lavede sjov. Efterhånden var Ditte ikke selv sikker.
Ditte, hvad er det her…
Det er nok, sagde hun stille, som en sten der falder i vandet. Det er slut, Jens.
Han fangede det ikke straks. Hvad mener du, slut?
Jeg pakker mine ting.
Pausen blev lang. Udenfor dyttede en bil, og stilheden vendte tilbage. Jens lod vaterpasset glide ned langs siden.
På grund af vindueskarmen?
Nej, ikke på grund af vindueskarmen.
Ditte drak resten af teen og satte med vilje koppen tilbage hårdt, uden undskyldning.
Hun var 45. Arbejdede som bogholder i et lille firma, læste før sengetid, havde en lille kaktus på kontoret, den havde hun kaldt Viggo, og hun havde ikke haft besøg af veninder i meget, meget lang tid. Tre år, for at være præcis.
Hun gik ind i soveværelset.
*
For tre år siden, da de købte deres toværelses på femte sal i en klassisk rødstensejendom, var Ditte lykkelig. Sådan rigtigt lykkelig, fysisk. Hun husker, hvordan hun og Jens stod midt i de tomme rum med slidte tapeter og malede gulve, og hun kiggede ud på de gyldne lindetræer i efterårssolen og tænkte: nu er vi hjemme.
Jens var anderledes dengang. Eller måske var det bare, sådan hun huskede det. Han gik rundt, målte vægge med tommestok, noterede i blokken og havde det gnist i øjnene, hun havde forelsket sig i. Den gnist hos en, der ved, hvad han vil, og som ikke er bange for at gøre det selv.
Se Ditte, sagde han og viste hende et ternet papirark med skitser. Her deler vi op. Køkken-alrum, åbent rum. Her bygger vi skabe ind hele vejen op. Her sætter vi spots på dæmper, så man selv kan styre lysstyrken.
Det bliver flot, svarede hun, og mente det.
Vi gør det selv. Rigtigt. En gang for alle.
Det der en gang for alle skulle hun have lyttet til. Det gemte mere end blot ønsket om at spare penge på håndværkere.
Det første halve år var et eventyr. De boede midt i byggerodet. Ditte lavede mad på en elplade, for der var ingen gas endnu. De sov på en madras, for sengen kunne ikke stå noget sted. Spiste af engangsservice, for der var endnu ikke mulighed for at vaske op. Det var upraktisk, lidt romantisk, men til at holde ud. Da.
Men så ændrede noget sig. Langsomt, som jord der synker under fundamentet.
Jens lavede lejlighed hver weekend. Også nogle hverdage, hvis han kunne tage fri. Han arbejdede ellers som byggeleder og vidste alt om materialer og metoder. Det var godt faktisk. Problemet var ikke hans kunnen.
Problemet var, at han ikke kunne stoppe.
I starten lagde Ditte ikke mærke til det. Men efter otte måneder, da hun sad med veninden Trine på café, spurgte Trine:
Nå, er I snart færdige? Jeg vil snart spise din berømte gullash!
Snart, svarede Ditte. Jens siger, vi er færdige inden nytår.
Nytåret blev holdt blandt støvsugere og gipsplader. De inviterede ingen, for stuen var én arbejdsplads. De spiste sildemad i køkkenet som næsten var færdig. Næsten.
Jens, næste år må vi holde en rigtig fest, sagde Ditte, da hun skænkede mousserende vin op.
Selvfølgelig, svarede han. Når jeg har lagt parket og sat lys, så holder vi fest.
Han blev færdig med loftet i marts. Men så skulle afløbene i badeværelset laves om, for det var gjort klodset engang, og Jens kunne ikke holde det ud. Så blev det altanens tur montageskummet havde sat sig, og der var en sprække på 3 mm. Det opdagede Jens med sin målepind.
Dengang kunne Ditte godt grine med veninderne: Min mand kæmper med tre millimeter. De grinede sammen. Hun også. Og hun mente nok, det var morsomt.
Parketten lagde de på i maj, da vinduet kunne stå åbent. Ditte bar planker og hjalp med støvsugeren. Jens arbejdede som en kirurg, målte hvert lag op med vaterpas og laser. Nogle gange løftede han de allerede lagte brædder, hvis fugen ikke var helt rigtig.
Jens, man kan da ikke se det?
Jeg kan se det, svarede han uden at løfte blikket.
Det var første gang, hun standsede op ved noget i hans tone. Ikke fordi hun var såret, bare… standset. Hun stod med kluden i hånden, og der var en mærkelig følelse i hende som om, hun forstod noget væsentligt, uden at vide præcis hvad.
De var færdige med parketten i juni. Smukt. Lyst egetræ, fine fuger, perfektion i geometrien. Ditte strøg hånden henover og sagde ærligt:
Smukt.
Der skal lak på, sagde Jens. Jeg har valgt den bedste, tysk, ridsefast.
Hvornår?
I næste uge.
Næste uge opdagede han, at fodlisten var løs med en halv millimeter et sted. Lak blev udskudt.
Det var den sommer Ditte ringede til Trine og bad om at mødes. De sad på café og drak iste på terrassen. Trine spurgte:
Hvordan går det? Tid til besøg?
Snart, svarede Ditte. Og tav.
Er der noget galt?
Nej. Bare… Jeg begynder at tro, han aldrig bliver færdig.
Alle mænd trækker den.
Nej, du forstår ikke. Han trækker den ikke. Det er som om, han ikke vil gøres færdig. For så længe der mangler noget, kan man undskylde alt. Ingen gæster. Ingen rigtig møblering. Ingen rigtigt liv.
Trine kiggede alvorligt på hende.
Har du sagt det?
Jeg prøver. Han forklarer bare, at der kun mangler lidt endnu, så er alt perfekt.
Men vil du have perfekt?
Ditte tøvede.
Jeg vil bare gerne hjem, sagde hun til sidst. Jeg vil have et hjem.
Den aften viste Jens hende farveprøver. Han spredte dem ud på bordet, tyve styk alle hvide, men lidt forskellige.
Se ditte, det er varm hvid, kølig hvid, den her med lidt blå. Det er kun lidt, men i dagslys betyder det alt. Jeg synes, vi skal tage denne her.
Hun kiggede for hende var det bare hvidt. Alt sammen.
Jens sagde hun. Det er ligegyldigt for mig.
Han så på hende, som om hun talte et fremmed sprog.
Hvordan kan det være ligegyldigt? Vi skal jo bo her.
Ja. Det er netop det. Levende mennesker i et levende hjem. De går ikke op i nuancer.
Man lægger mærke til det. Man ved det bare ikke.
Jaja, vælg du.
Han valgte. Han valgte altid. Først syntes hun det var let, at han tog beslutningerne. Men langsomt blev hun ikke længere spurgt. Til sidst havde det ingen betydning, hvad hun sagde. Hvis hun ville have en slags fliser, forklarede han hende, hvorfor de teknisk var dårligere. Hvis hun ville placere sofaen et sted, så viste hans app, at den ødelagde rummet. Hvis hun sagde jeg kan lide det, sagde han men det rigtige er sådan.
Til sidst lod hun bare være at sige noget.
Da det blev oktober andet år, ville Jens gamle ven Poul overnatte på vej gennem København. Han havde ringet og spurgt om lov. Ditte glædede sig virkelig. Hun købte ind, fandt den gode porcelæn frem, gjorde bordet rent.
Men Jens sagde, Poul kunne ikke sove her, for soveværelset var under renovering.
Der var intet, der blev renoveret i soveværelset. Der stod en almindelig seng og et samlet skab. Ditte vidste det præcist.
Jens, hvad for nogle arbejder i soveværelset?
Han tøvede lidt.
Gulvet skal lægges om et sted. Poul ville ikke kunne sove der.
Hvilken lugt? Det lugter da ikke.
Ditte, hvorfor skal vi vise en halvfærdig lejlighed frem?
Hvad mener du med en halvfærdig lejlighed?
Den er ikke klar.
Ditte så på ham, og det føltes som om gulvet gled under hende. For hun indså: han var flov. Flov over deres lejlighed, fordi den ikke var klar i hans hoved. Han ville hellere lyve for en gammel ven, end vise den frem.
Godt, sagde hun. Mere sagde hun ikke.
Poul kom på besøg, drak te, spiste med Jens på restaurant, sov på hotel. Ditte spiste alene hjemme.
Om natten kunne hun ikke sove. Hun stirrede op i det perfekte hvide loft uden pletter, uden samlinger. Perfekt. Men ingen havde været på besøg i to år.
Da vinteren kom, blev Dittes mor syg. Ikke alvorligt, bare influenza, men moren var alene, så Ditte tog turen tværs gennem byen to gange om ugen. Jens sagde ikke noget til det. Han malede altanblokken indvendigt med en speciel maling, to lag, med fireogtyve timers mellemrum.
En aften kom Ditte hjem før tid og fandt ham siddende på gulvet i entréen med en lup han studerede fugen mellem fodpanelet og væggen.
Er der noget i vejen? spurgte hun og tog frakken af.
Der er et mellemrum, sagde han uden at kigge op.
Hun spurgte ikke hvor stort det var. Hun kendte svaret han ville sige i millimeter.
Jens, har du spist i dag?
Pause.
Jeg kan ikke huske det.
I morges?
Lidt.
Hun lavede pasta og spejlæg. Han kom ud da hun var færdig, satte sig.
Tak.
Så lidt.
De spiste i stilhed. Udenfor sneede det. På bordet lå kataloget med beslag til skabet i entréen et projekt der havde ligget i over et år.
Jens, fortæl mig noget. Ikke om renovering.
Han løftede øjnene, som om hun bad ham tale et fremmed sprog.
Hvad da?
Hvad som helst. Hvordan var din dag. Noget du tænker på. Noget sjovt, noget trist. Bare ikke byggeprojekter.
Han kiggede et par sekunder. Så sagde han:
På byggepladsen lavede en medarbejder underlaget uden armering. Jeg sendte ham hjem.
Det er om arbejde.
Ja.
Intet andet?
Han tænkte seriøst over det. Hun kunne se, han ikke gjorde sig til. Han prøvede ærligt.
Jeg ved det ikke. Måske ikke.
Hun lå længe vågen den nat og tænkte: Hvornår forsvandt det levende menneske bag funktioner og teknik? Hun huskede den Jens, der kunne fortælle om stjernebilleder, når de kørte mod Jylland om natten i hans gamle Opel. Pegede ud af ruden: Se, Karlsvognen der, den store Bjørn, og Pleiaderne. Ser du dem? Hun så dem.
Hvor blev Pleiaderne af?
Tredje år holdt hun op med at sige, det snart var slut. Det var aldrig slut. Renovering fulgte på renovering. Jens fandt den næste ubetydelige fejl en flise for blød, en maling for kold, et håndtag der gik løs.
Ditte købte en lille bordlampe simpel, med et stofskærm. Satte den på natbordet. Jens kommenterede straks:
Hvor har du den fra?
Jeg har købt den.
Hvorfor? Vi skal have indbyggede spots.
Jeg vil gerne læse i sengen.
Spots er bedre.
Hvornår?
Han svarede ikke.
Netop, sagde hun. Spots bliver der engang. Jeg vil læse nu.
Lampen stod en uge. Så kom Jens med en anden lampe og sagde, den var bedre til lyset.
Dittes lampe blev skubbet til hjørnet. Så på en hylde. Så fandt hun den i pulterkammeret mellem poser med grunder.
Hun sagde intet hun satte den tilbage igen på natbordet.
Jens flyttede den. Hun satte den tilbage.
Han sagde ikke mere, hun sagde ikke mere.
Lampen stod der. Det var en lille sejr og en sorg. For i et normalt hjem, med et normalt forhold var det ikke noget bare en lampe.
Foråret tredje år, i april, skrev Ditte til Trine midt i arbejdstiden: Trine, har du lyst til en tur? Sanatorium, badehotel? Uden mænd.
Trine svarede straks: JA! Hvornår?
De tog afsted i maj, fire dage, i et lille pensionat på landet. Ditte tog fri. Jens blev overrasket, men protesterede ikke han var optaget af ombygning af badeværelset.
På pensionatet fik Ditte et lille værelse med slidt møblement, blomstrede sengetæpper og et vindue, der lugtede af skov. Alting var lidt ridset, lidt krøllet, lidt tilfældigt. Og Ditte opdagede: hun havde det godt. Virkelig godt. Så godt, at hun den første aften lagde sig på sengetæppet, kiggede på loftet med revnen og græd.
Trine lå på sengen ved siden af. Hun spurgte ikke, bare var der.
Jeg bor i et museum, sagde Ditte endelig, stirrende op i loftet. Et smukt, perfekt, dødt museum.
Trine tav længe. Så spurgte hun:
Har du sagt det til ham?
Ja.
Og?
Han siger, det snart er bedre. Han siger altid det snart bliver bedre.
Måske terapi? Sammen?
Han vil ikke. Jens synes, kun folk med rigtige problemer opsøger terapi. Han mangler bare at renovere.
De lå længe, og fugtig skovluft fyldte rummet. Ditte tænkte: det er lige det, jeg mangler. Et vindue. Skov. En tilfældig revne. Et tæppe jeg har valgt uden at måle.
Hun kom hjem fire dage efter. Lejligheden lugtede af puds. Jens mødte hende i entréen og ville vise den nye niche i badeværelset. Hun så på den.
Flot, sagde hun.
Ser du? Nu er det symmetrisk. Før var højre side halvanden centimeter bredere.
Ja, jeg ser det.
Jeg tænkte hele ugen på, hvordan jeg kunne lave det uden at ødelægge fliserne. Så fandt jeg en metode.
Godt gået.
Hun gik i soveværelset, skiftede tøj, lagde sig på sengen og stirrede op i det perfekte loft.
I juni havde de samtalen, hun husker bedst en søndag aften, ved otte-tiden. Jens malede inde i pulterkammeret. Ditte lavede mad, og hørte ham rode med malertape og ting i skabet.
Jens! råbte hun.
Hvad så? svarede han fra rummet.
Maden er klar om tyve minutter.
Okay.
Tyve minutter senere var han ikke ude. Heller ikke efter fyrre. Hun bankede på døren.
Maden bliver kold.
Fem minutter.
Efter fem minutter kom han stadig ikke.
Hun spiste alene. Ryddede af bordet. Da hun var færdig, kom Jens endelig ud. Han så det tomme bord.
Jeg mistede tidsfornemmelsen.
Jeg ved det.
Skal jeg varme op?
Gør som du vil.
Hun gik i seng. Læste eller lod som om. Da han kom ind, spurgte hun uden at løfte blikket:
Jens, er du lykkelig?
Lang pause.
Øh… Ja, tror jeg nok.
Er du sikker?
Ditte, hvad er det for et spørgsmål?
Et helt almindeligt.
Han lagde sig ned. Tav. Så sagde han:
Når jeg er færdig med pulterkammeret, tager jeg altanen næste gang. Så er lejligheden klar.
Hun lagde bogen fra sig.
Ved du, at du lige svarede på mit spørgsmål der?
Hvordan?
Jeg spurgte, om du er lykkelig. Du svarede med altanprojektet.
Han sagde ingenting.
Godnat, sagde hun.
Godnat.
Hun slukkede ikke lyset længe. Kiggede op i loftet, lyttede til hans vejrtrækning, tænkte at i et andet liv, i en anden udgave af det hele, ville de måske ligge side om side og bare snakke. Lige meget om hvad. Om en serie de havde set, noget sjovt hendes mor havde sagt, eller at favoritraveren havde skiftet menu. Bare snakke.
I denne udgave var der tavshed. Perfekt som loftet.
Det var den samtale, hun huskede, da hun satte koppen på vindueskarmen den morgen. Hun vidste, at det er slut havde ligget i hende længe det trængte bare om at blive sat fri.
Hun pakkede systematisk. Hun tog kun det, der var hendes: Nogle bøger. Sine toiletsager. Tøj. Lampen med stofskærmen. Pas, papirer, oplader. Den lille kaktus Viggo, som hun havde taget hjem fra arbejde for et halvt år siden, fordi der ikke var nogle andre levende planter. Jens havde ikke noget imod kaktussen. Den lavede ikke pletter.
Jens stod i døråbningen og så hende pakke.
Ditte.
Ja.
Kan vi snakke sammen?
Om hvad?
Du pakker jo.
Ja.
På grund af koppen?
Jens, vær nu sød. Du ved det godt.
Jeg ved det ikke. Helt ærligt.
Hun kiggede på ham længe. Han stod der stor, uden vaterpasset, virrede lidt, og så forvirret ud. Rigtigt forvirret. Det overraskede hende. For længe siden havde hun sidst set ham sådan.
Jens, vi har boet her i tre år.
Ja.
Vi har ikke haft én eneste rigtig middag for gæster. Ikke én. På tre år.
Det er, fordi lejligheden stadig…
Fordi den aldrig bliver færdig, Jens. Forstår du det?
Han tav.
Du finder altid noget at lave om. Sådan er du. Det er ikke forkert i sig selv. Men jeg kan ikke blive ved at leve i et byggeri.
Snart…
Nej. Hun sagde det roligt, men fast. Ikke snart. Det handler ikke om tid længere. Jeg har boet som gæst i mit eget hjem i tre år. Gik på tæer for ikke at ødelægge noget. Satte koppen på underlag. Gemt lampen væk. Ikke inviteret mine venner, fordi du var flov over renoveringen. Jeg…
Stemmen rystede lidt, og hun standsede. Brugte et øjeblik.
Jeg vil bare leve. Rigtigt leve. Med ridser i parketten og kaffemærker på vindueskarmen. Med gæster om søndagen. Med din gamle jakke hængende over en stol. Alt det, et levende hjem rummer. Vi fik ikke et levende hjem.
Han tav længe. Så sagde han sagte:
Hvor tager du hen?
Til min mor midlertidigt.
Hvor længe?
Jeg ved det ikke.
Hun lukkede tasken. Tog Viggo. Gik forbi ham, tog jakke og sko på uden at skænke det perfekte parketgulv et blik.
Ditte, sagde han lavt.
Ja?
Jeg… Jeg vidste ikke, det var sådan her blevet.
Jo du gjorde. Du tænkte bare ikke over det.
Døren lukkede sagte. Meget forsigtigt som alt andet derinde.
Han blev stående.
Jens stod lidt længere i gangen, så gik han ind i stuen og satte sig på sofaen. Sofaen, som han havde brugt tre måneder på at vælge betræk til. Stoffet var virkelig godt, slidstærkt, samlede ikke støv. Han satte sig på sin fremragende sofa i sin perfekte stue og så sig omkring.
Lejligheden var smuk. Rigtig smuk. Lyse vægge i den rette varme nuance. Parketgulv uden én eneste fejl. Loftsflade uden samlinger. Indbyggede reoler, snorlige. Lys, der ikke blændede eller lavede forkerte skygger. Altanblok uden sprækker. Fliser i badet lagt uden skævhed.
Han kiggede mærkede noget mærkeligt. Ikke stolthed. Noget, der mindede om kvalme, bare højere oppe.
På reolen stod bøger, hun ikke havde taget. Han så på deres rygge. Forsøgte at huske, hvornår hun sidst sad her og læste rigtigt læste, ikke i sengen gemt bag en bog, men rigtig. Længe siden. Meget længe.
Han gik ud i køkkenet. Koppen stod på vindueskarmen. Han kiggede længe. Der var intet mærke at se. Teen var for længst kold.
Han vaskede koppen op, stillede den i stativet. Stod lidt. Gik så i soveværelset, lagde sig på sengen med tøjet på, noget han aldrig plejede. Stirrede i loftet.
Det var stadig perfekt.
Han lå en time. Eller to. Tiden gled ud af betydning. Så rejste han sig, gik ud i pulterkammeret. Bøtter med maling, ruller med tapet, poser med grunder alt perfekt sorteret. Han fandt et lille stykke flise, han engang havde taget med på arbejde for at sammenligne farve. Vejede det i hånden. Lagde det tilbage.
Der var ikke noget overflødigt i pulterkammeret. Kun ham selv.
Om aftenen varmede han noget fra køleskabet, spiste uden smag, vaskede service op. Lejligheden var fuldkommen stille. Før havde der altid været lyde værktøj, et eller andet, lugte af grunder eller maling. Nu intet. Kun perfekt stilhed i perfekte rum.
Han prøvede at tænde for fjernsynet. Så en film i tyve minutter, forstod intet, slukkede.
Så sad han længe med hendes navn på telefonen. Ringede ikke. Tænkte.
Det var ikke så meget hvordan han fik hende tilbage. Mere det, hun havde sagt: Om gæster. Om lampen. At hun havde været gæst i hans hjem i tre år. Ordet bed sig fast. Gæst. I eget hjem.
Han huskede Poul. Hvordan han havde løjet om arbejder i soveværelset. Hvorfor? Han kunne ikke svare ærligt for sig selv. Sagde til sig selv: Lejligheden er ikke klar. Men det var jo ikke sandt. Lejligheden havde været beboelig længe. Bare ikke færdig i hans hoved. Ikke den, han havde lovet sig selv.
Han havde lovet sig perfektion. Og jagtet den. Men den kunne ikke nås. Ikke som et loft, man kan male glat. Det var horisonten man kan gå, men den forsvinder aldrig.
Ditte forstod det. Han ville ikke selv.
Måske ville han bare ikke indse det.
Han gik gennem lejligheden, tændte lys i alle rum. Standsede ved reolerne.
Alt stod i systemer: bøgerne ordnet efter højde, nips i lige afstande. Hans princip: Alt havde plads, intet var overflødigt, alt var æstetisk korrekt.
Midt på tredje hylde stod et lille glasrødt hjerte. En smule skævt, håndlavet. Ditte havde købt det på et marked et par år tidligere. Han havde spurgt: Hvorfor det? Det samler bare støv. Hun svarede: Jeg kan lide det. Han sagde ikke mere. Hjertet blev stående. Han havde affundet sig.
Nu tog han det op, holdt det i hånden.
Glassset var varmt. Eller måske bildte han sig det ind.
Han tænkte på det i tre dage. Gik rundt, lavede ingenting, spiste tilfældigt, sov dårligt. Lavede fejl på arbejdet. En kollega spurgte: Er du ok, Jens? Han sagde: Ja, alt er fint.
Fjerde dag skrev han til hende:
Ditte, kan vi snakke?
Hun svarede efter en time: Ja.
Han ringede. Hun tog den efter andet ring.
Hej, sagde han.
Hej.
Hvordan går det?
Fint. Hos mor er der godt.
Pause. Man hører hendes åndedræt, og han ved ikke, hvordan han skal begynde. Han var aldrig god til at begynde den slags. Det var hun.
Ditte, jeg har tænkt meget.
Det har jeg også.
Du ved, hvad jeg vil sige?
Cirka.
Ditte, jeg forstår, jeg… har valgt forkert. Eller, ikke forkert, men… han stoppede op Jeg valgte ikke det væsentlige.
Hun tav.
Du talte om gæster, om lampen. Jeg forstår det nu. Eller, jeg forstår, at jeg ikke forstod det.
Hvorfor siger du det?
Fordi jeg vil have dig hjem igen.
Lang pause.
Jens…
Jeg beder dig ikke komme tilbage med det samme. Jeg vil bare sige det ærligt. Jeg vil gerne prøve på en anden måde. Jeg ved ikke, om jeg kan. Men jeg vil prøve.
Hun sagde intet. Han hørte, hun satte noget fra sig måske en kop på karmen, eller på bordet, hvor det ikke gjorde noget.
Du forstår, det ikke er nok at sige jeg prøver? spurgte hun til sidst.
Jeg forstår.
Du forstår, jeg ikke kan vende hjem og leve som før?
Jeg forstår.
Jeg tror ikke, du helt gør. Tag det ikke som brus, men du siger de rigtige ting, fordi du er bange nu. Du kan ikke bare beslutte at blive en anden. Det er ikke som at slå et søm i.
Det ved jeg godt.
Så hvad foreslår du?
Han tav.
Jeg foreslår, vi mødes og taler rigtigt sammen ikke i telefonen.
Godt, sagde hun efter en pause. Lad os mødes.
De mødtes på en café, et neutralt sted, ikke hjemme. Det var en helt almindelig café, med lidt skæve stole og menu skrevet med kridt på tavlen. Ditte kom med sin lyse jakke, træt, men rolig.
De bestilte kaffe. Jens så på hende og blev klar over, hvor længe siden han sidst så hende rigtigt bare så hende, uden at overveje vinkler og fuger.
Hvordan har din mor det? spurgte han.
Bedre. Hun købte nye blomster, lavede frøplanter. Hun var glad for, jeg var hos hende.
Jeg er glad.
De tav lidt.
Jens, sagde hun, Jeg vil have, du forstår én ting. Det handler ikke om selve byggeriet. Det er fint, du elsker orden og kvalitet. Men du gjorde boligen til målet ikke til rammen om livet.
Ja, sagde han.
Mener du det eller siger du det bare?
Jeg mener det.
Hvordan kan jeg vide det?
Han tog koppen, rørte lidt i den. Satte den fra sig.
Det kan du ikke. Jeg ved heller ikke, om jeg kan ændre mig. Men jeg forstår, at jeg ikke vil mere af det gamle. Da du flyttede, blev lejligheden kun en pæn kasse.
Ditte så på ham.
En pæn kasse, gentog hun sagte.
Ja.
Det er godt, du forstår det.
Kommer du hjem igen?
Hun kiggede ud på regnen, så på blomsterne, der stod til salg i potter foran butikken overfor tulipaner, knaldrøde, lidt flossede.
Jeg prøver gerne igen, sagde hun. Men med betingelser.
Hvilke?
Den næste måned laver du ingenting. Ikke én renovering, ikke ét værktøj. Vi lever bare.
Det lover jeg.
Andet: Næste søndag inviterer vi Trine og Allan på middag. Også Poul, hvis han kan. I denne lejlighed, som den er.
Han nikkede.
Tredje: Hvis du igen forvandler hver ridse til en katastrofe, siger jeg det straks. Og du skal høre det.
Det lover jeg.
Du forstår, at det bliver svært? Også for mig.
Ja, sagde han. Men jeg vil prøve.
Ditte betragtede ham længe og sagde til sidst:
Fint.
De gik hjem sammen i småregn, men tæt, hun med Viggo i lommen, han med hendes taske. Ved opgangen standsede hun og så op på femte sal.
Flot bygning, sagde hun.
Ja, svarede han.
De tog elevatoren. Han åbnede. Hun gik ind først. Satte kaktussen på vindueskarmen bare sådan uden underlag.
Jens betragtede Viggo på lakken.
Han sagde ingenting.
Ditte gik ud i køkkenet han trak vejret dybt, hørte hende fylde vand på elkedlen. Så gik han ind i stuen, satte sig, så på reolen. Glas-hjertet stod, hvor han havde stillet det, lidt skævt.
Han lod det stå.
*
Søndag ringede de til Trine. Hun sagde endelig! og lo højt, så man kunne mærke glæden. Poul kunne ikke komme denne gang, men lovede at kigge forbi næste gang. Allan havde vin, Trine kage, Ditte lavede gryde, som hun havde lovet for tre år siden.
Middagen blev spist i stuen. Jens stillede tallerkener og tænkte, de stod lidt skævt. Han rettede på én. Så stoppede han sig selv.
Det blev larmende og lidt trangt. Trine væltede sit glas, vin sprøjtede på dugen. Åh nej! sagde alle. Jens følte sig stramme indeni men kiggede på Ditte.
Ditte mødte hans blik roligt, ikke ængsteligt. Bare så på ham.
Han tog en serviet og duppede pletten. Sagde:
Pyt.
Trine åndede lettet op. Ditte trak på smilebåndet næsten usynligt.
Efter spisning blev de siddende længe, snakkede, grinede, drak te. Da gæsterne gik, var det blevet sent. Ditte vaskede op, Jens tørrede af. Man talte ikke, men stilheden havde en anden klang.
Måske kan pletten ikke gå af, sagde hun om dugen.
Så må den blive, svarede han.
Det var hyggeligt i dag, Jens.
Ja. Det var det.
De blev færdige i køkkenet, gik ind i stuen. Kopperne stod stadig, pletten var synlig på dugen, hjertet på hylden, Viggo på karmen.
Jens kiggede på det hele. I morgen må han forsøge at fjerne pletten før den sætter sig for godt. Måske laver potten et mærke i lakken, måske ikke. Måske står en kop skævt.
Men Ditte lo i dag først, da Trine fortalte om sin kat. Så, da Allan lavede en forsinket skål. Hun lo, som hun plejede i gamle dage. Som dengang, han så på hende og vidste: det er hende.
Hun gik forbi ham ind mod soveværelset. Standsede i døren.
Kommer du?
Ja, straks.
Han så sig om én gang mere på pletten, på Viggo, på hjertet.
Slukkede lyset.
Han lagde sig. Hun læste allerede. Lampen stod på natbordet, med den bløde skærm. Han kiggede op.
Ditte.
Hm?
Når jeg snakker om millimeter og samlinger hører du overhovedet efter?
Hun sænkede bogen og kiggede mildt.
Ja.
Hvad tænker du så?
Hun tænkte sig om. Ærligt.
At du er langt væk lige nu.
Det er jeg vel, sagde han.
Hun bladrer.
Han tænkte: Han ved ikke, om det lykkes. Tre år er lang tid. Noget i hende ændret, noget i ham også. Det var som revner i væggen. Du kan spartle, så man næsten ikke kan se det, men det er ikke det samme som før.
Han tænkte på det, til søvnen fik fat. Mellem drøm og vågen fløjte han endnu én tanke: at han i morgen tidlig ville hente Viggo og sætte ham på underkoppen for ellers ville der komme et mærke på lakken.
Han åbnede øjnene.
Loftet var stadig det samme. Perfekt.
Ved siden af vendte Ditte en side.
Han lukkede øjnene igen. Viggo skulle nok vente til i morgen.
