Mellem sandhed og drøm
Malene sad godt pakket ind i sin uldne plaid og nød den stille hygge, der herskede i hendes københavner-lejlighed. Udenfor dansede snefnuggene dovent forbi vindueskarmen i et helt usædvanligt dansk vintervejr, som om de havde god tid og måske lige havde sat noget over på kaffemaskinen. Hun var lige kommet hjem fra prøvningen af sin brudekjole et højdepunkt, hun havde ventet med spænding og en lille smule nervøsitet. Posens stropper gnavede lidt i hånden, i den gemte sig et par fine perleøreringe, en diskret diadem og små nips, der skulle fuldende hendes bryllupslook og forhåbentlig trylle hende frem som den mest strålende udgave af sig selv. Hun dagdrømte om selve dagen: Glansen i stoffet, smykkernes lette blink i stearinlysets skær og gæsternes imponerede blikke. Jo, det kunne da ikke gå helt galt.
Idyllen blev brat afbrudt af dørtelefonen, der skrattede så højt, at Malene næsten sprang op af sofaen og greb ekstra hårdt om plaidens frynser. Hun kiggede på uret 18:50. Altså, hvem ringer på en tirsdag aften lige før spisetid? Tankerne fór igennem hovedet: Er det bringeren fra Matas med de vatpinde, eller er det Fru Hansen nede fra stuen, der igen ikke kan få sin tørretumbler til at makke ret?
Forsigtigt smuttede hun over til døren og kneb øjet fast i dørspionen. Det hjalp ikke væsentligt; der stod en høj mand, men ansigtet var umuligt at se for vinterhuen. Ikke ligefrem betryggende
Hvem dér? råbte Malene igennem brevsprækken med den bedst mulige Camilla Plum-ro.
Det bare mig, Peter, lød stemmen. Lidt forvrænget, men genkendelig. Jeg skal lige snakke med dig. Nu.
Malene tøvede en smule. Peter var ikke lige hendes yndlingsperson i hele kongeriget men hvad nu hvis der var sket noget med Tove? Hun trak vejret dybt, drejede låsen og åbnede døren på klem. Sneen på Peters skuldre var allerede ved at forvandle hans sorte vinterfrakke til en akvarel, og han så ikke ligefrem forberedt ud på smalltalk. Hans øjne brændte nærmest, og Malene overvejede, om det måske var en dårlig dag at åbne døren på klem.
Kom bare ind du drypper i hele opgangen, mumlede hun, mens hun prøvede at skjule sin uro. Hun gad ærlig talt ikke have spor af Peters vinterstøvler ud over parketten, men lige dér virkede det lidt ligegyldigt.
Han gik ind uden at tage skoene af (nårh, kære Peter, det skulle man jo helst), men han ænsede hverken sludsporene eller den stivfrosne altan. Hans blik stirrede intenst ud i stuen, som om han var ved at løse alle verdens problemer i hovedet.
Malene, udbrød han og det lød næsten som en dom Jeg kan ikke mere. Jeg elsker dig!
Hun stivnede. Og ikke på den gode måde.
Peter, du hun forsøgte at finde ordene, men stemmen knak som en overkogt pasta.
Men selvfølgelig lod Peter hende ikke tale færdig. Han gik tættere på det var nu, hun stod og manglede en hund til at gø eller en handy bedstemor med kagerulle.
Jeg ved, du skal giftes. Jeg ved godt, det lyder skørt! Men jeg kan ikke tie mere stille. De sidste måneder har jeg prøvet at komme videre, men det duer bare ikke, sagde han, nærmest hviskende, men så man alligevel kunne mærke, hvor meget det kostede ham. Det var dig hele tiden. Jeg begyndte at være sammen med Tove, fordi jeg ville være tættere på dig Jeg har aldrig elsket hende. Aldrig.
Indeni gik Malene fra semihygge til indre kulde så hurtigt at end ikke den islandske lavkode kunne følge med. Var det meningen, hun skulle blive smigret nu? Stakkels Tove, hun havde jo virkelig været vild med Peter.
Malene lod plaidet glide over ryggen på lænestolen. Rummet føltes pludselig mindre, luften tungere og hjertet lidt mere sammenpresset.
Peter Du forstår da ikke, hvad du siger. Jeg har en forlovet, jeg elsker ham! Vi skal giftes, vi har lavet planer, drømt sammen. Og så Tove
Han nikkede, og i øjnene kunne hun se både smerte og forløsning som om han endelig blev fri for et eller andet, han havde slæbt rundt på.
Jeg VED det, men jeg kan ikke være stille mere! Om to uger er du gift så er du væk. Og jeg ville have fortrudt resten af livet, hvis jeg ikke sagde det. Og Tove? Hun betyder intet. Hun er bare… altså tomrum.
Malene sank. Skulle hun grine eller græde? Hun så alvorligt på ham, forsøgte at lyde stabil:
Det, du siger, er helt forkert. Jeg elsker min forlovede! Det er med ham, jeg skal dele livet. Og du har brugt Tove det er ikke i orden! Hvem tror du egentlig, du er?
Peter bøjede hovedet, som man gør, når man er blevet grebet i at købe for mange kanelgifler og ikke har plads i fryseren.
Er du sikker? Hvis jeg nu havde sagt det før, før det hele blev så alvorligt?
Malene tænkte sig om et sekund og trak lidt på skuldrene:
Svaret havde været det samme. Beklager, Peter. Du er altså ikke “ham”. Du er sikkert sød på din egen måde men slet ikke min kop te.
Han stod nu kun et par skridt fra hende med desperation i blikket, som om han frygtede, at hvis han stod stille, forsvandt han ud i universet.
Hvorfor? sagde han lavt. Jeg har set måden, du kigger på mig.
Nu blev det for mærkeligt. Malene rykkede lidt væk og tænkte, hvor hurtigt hun kunne nå ud af døren hvis Peter skulle finde på at blive endnu mere intens.
Der er ikke noget imellem os, Peter. Det her er ikke kærlighed det er besættelse. Du har opfundet et billede af mig. Og hvis du virkelig bryder dig om mig, så lader du mig være.
Han knyttede hænderne ikke i vrede, nærmere magtesløshed. Han ledte efter de magiske ord, der kunne få hende til at ombestemme sig uden held.
Jeg har aldrig følt sådan for nogen før! Det er ægte, Malene. Det er det!
Nu blev hun ildrød i kinderne.
Og hvad med Tove? Ved du overhovedet, hvor såret hun bliver? Du leger med hendes følelser, bruger hende, og så vil du have, at jeg belønner dig for det?
Jeg ved, jeg har dummet mig, sagde han stille. Men jeg ville gøre det igen… Det føltes som den eneste mulighed for at være tæt på dig.
Du kan ikke bygge lykke på andres ulykke, sagde Malene tørt, og kastede et blik på mobilen. Tænk hvis hun kunne nå at ringe til Tove. Og du ved faktisk slet ikke, hvem jeg er. Vi har stort set ikke talt sammen! Du er bare forelsket i et eller andet glansbillede, ikke virkeligheden.
Der gik nogle sekunder, før hun talte videre. Hun skulle lige have styr på nerverne.
Du er nødt til at fortælle Tove det hele. Hun fortjener sandheden. Du kan ikke bare lade hende tro, at det var ægte.
Peter frøs på stedet, og et øjeblik kunne Malene næsten mærke, at han gerne ville blive barn igen og bare kunne stikke fingrene i ørerne.
Hvorfor skulle jeg det? Jeg elsker hende ikke. Det er dig, det handler om.
Og her blev Malene barmhjertig. Hun kunne jo næsten ikke lade være med at synes lidt synd for ham men kun næsten.
Det bliver ikke os. Og lad være med at tro, jeg holder mund.
Han stirrede på hende, og hele situationen var tæt på at tippe over i slapstick. Til sidst sagde han:
Så går jeg. Men jeg giver altså ikke op. Jeg venter, til du ser, at vi hører sammen.
Drop det, Peter. Find en, du virkelig kan lide for dem, de er ikke for det, du opfinder om dem. Og… gå nu bare.
Han gik langsomt ud, som om han trak på fødderne hele vejen til døren. Inden han gled ud i den vinterlige opgang, drejede han sig rundt:
Tak for din ærlighed. Men jeg siger ikke farvel.
Døren lukkede sagte. Malene satte sig tungt ned, kiggede længe på det lukkede dørparti, og følte, hvordan spændingen forlod kroppen. Hun gik hen til vinduet og så ud over sneen, der lagde den smukke gade i Hellerup under sig.
Peter forsvandt længere ned ad fortovet, skuldrene hængende, hænderne i lommerne. Hun mærkede det prikke i maven nu måtte hun tage initiativet. For hvad kunne Peter finde på at sige til Tove? Hvis han kunne lyve over for én, kunne han vel også lyve over for en anden.
Malene greb mobilen og fandt Toves nummer.
Hej Tove. Vi må altså snakke. Det er vigtigt.
Der lød lidt kradsen, som om Tove ryddede op i sin bunker af boligblade.
Hvad nu? Du lyder helt mærkelig. Er alt okay?
Malene trak vejret ind og prøvede at lyde normal, men hendes ord kom hurtigt:
Peter var lige her. Han fortalte mig alt. Han indrømmede, at han kun var sammen med dig for at komme tæt på mig, og at han aldrig har elsket dig. Han sagde, at du bare… åh, Tove… han ville bare have adgang til mig.
Der opstod en lang pause i røret, som om Tove tyggede på ordene sammen med et stykke sprødt rugbrød. Malene fik næsten lyst til at sige noget mere, men Tove brød endelig tavsheden:
Så det hele var en løgn? Hvorfor? Jamen… åh, Gud.
Undskyld. Men jeg kunne ikke holde det hemmeligt for dig. Du er min bedste veninde! Han påstod, at han elsker mig. At han vil have mig til at droppe alt og vælge ham. Det var ret … scary, faktisk.
Pause igen. Til sidst svarede Tove dæmpet:
Okay. Jeg fatter det ikke helt. Men okay. Hvad gør vi nu?
Jeg frygter lidt, hvad han kan finde på. Bare… er du alene hjemme? Du må love mig, at du ikke lukker ham ind, hvis han dukker op.
Tove trak vejret dybt:
Bare rolig, jeg er okay. Tak fordi du sagde det.
Undskyld, at det skulle være på den måde
Hellere sandheden end leverpostejs-løgne, svarede Tove nu næsten med smil i stemmen. Der var stadig en lille chokeret klang, men Malene mærkede, at venskabet holdt. Vi snakkes, ikke?
Da samtalen var slut, lod Malene mobilen glide hen på bordet. Roen faldt igen over stuen. Hun satte sig til at kigge ud på de hvirvlende snefnug. I hele København var der to mennesker, der havde brug for at finde hoved og hale i sig selv og nu kunne hun kun håbe på, at alle ville komme helskindet ud på den anden side. Ja, heller en grim sandhed end en sød, men skør illusion det kunne enhver dansker skrive under på.
*******
Samme tid, et sted i Valby: Tove sad i køkkenet med sin nu kvalmende kop urtete og Malenes stemme rungende i hovedet. Hun huskede de første dates Peters galanteri og de charmerende, men lidt akavede jokes. Hun havde været så sikker, så betaget. “Han har aldrig elsket mig”, lød det nu indvendigt, en gentagelse som DR-børn midt i børnetimen.
Hun stirrede på sin kop. Den var kold. Der var musestille, kun det velkendte ur fra designmarkedet tikkede et urimeligt tempo.
Tanken om at handle, ringe til Peter eller Malene, smuldrede hurtigt. Lige nu havde hun kun brug for tid. Tid til at sluge det, bearbejde det, måske se lidt ligegyldigt TV og vende tilbage til virkeligheden senere.
Pludselig lød dørklokken. I det sekund, Tove satte sin tekop fra sig, vidste hun næsten hvem det var. Hun lyttede. Det sneede stadig udenfor, og den velkendte lyd af stormtrækte støvler skrabede mod måtten. Tove tog mod til sig og lukkede op.
Der stod han: Peter, stadig med sne i håret og tomt blik.
Tove… jeg jeg bliver nødt til at sige det, jeg aldrig har sagt.
Malene har allerede sagt det, afbrød Tove køligt. Hun ville ikke høre det fra ham og da slet ikke efter han havde givet hele showet til Malene.
Peter tav. Han forsøgte et undskyldende smil, men det kom til at ligne noget fra et aflivningsmodent kæledyr.
Hun ringede så det er ude. Jeg havde tænkt mig selv at fortælle dig det.
Tove foldede armene over kors følelsen af skuffelse og vrede blandede sig.
Og hvad vil du nu? Sige undskyld?
Jeg vil bare sige, at jeg er ked af det. At det ikke var fair. At jeg brugte dig som brohoved.
Han rakte hende den lille ring i den klassisk prunkløse æske fra Georg Jensen stakåndet og med den der “måske går det hele over, hvis jeg klemmer den længe nok”-attitude.
Tag den. Som et plaster på såret.
Tove så på ringen. Nej, det skulle hun ikke have. Hun sendte ham det køligste blik hun kunne mønstre:
Behold den selv. Eller sælg den og køb dig noget selvindsigt.
Han sænkede hånden og lignede en, der var blevet gældsat på aktiemarkedet.
Tove, jeg ville ønske, jeg kunne gøre det om.
Det kan du ikke. Jeg tror, du skal begynde forfra helt alene. For os er der ikke en reset-knap.
Må jeg ringe en dag?
Nej, sagde hun og lukkede døren godt og grundigt bag ham. Nogen ting er bedst, når de får fred ligesom sild om søndagen.
Dørklokken nåede knap at falde til ro, før den igen gav lyd. Tove rullede med øjnene men det var ikke Peter. Denne gang var det Morten, Malenes forlovede, høj, mørkhåret og irriterende tjekket.
Må jeg komme ind?
Hun lod ham komme ind den slags mænd plejer at få hurtigt igennem frostvejret.
Jeg kender situationen. Og jeg synes, det skal have en afslutning. Peter har ikke opført sig ordentligt.
Før hun nåede at svare, vendte han blikket mod Peter, der stadig rodede rundt på dørtrinnet, og sagde lavt:
Du er færdig her. Hold dig væk fra Malene. Holder du dig ikke væk, får du mere end et blåt mærke.
Peter svarede ikke, men denne gang tog han det hint hurtigt og uden at sige mere.
Morten vendte sig mod Tove:
Undskyld, det skulle ikke være gået ud over dig. Du fortjener bedre I begge to gør.
Tak, mumlede hun. Sig til Malene, at hun er heldig med dig.
Han smilede for første gang, og Tove mærkede et anstrøg af håb snige sig ind.
Efter at have lukket døren og sat sig på sofaen, trak Tove vejret dybt, mærkede smerten men også lettelsen: Det var ikke mere hendes kamp.
*******
Peter slentrede gennem den sneklædte gade, hovedet begravet i sin jakke og tankerne i frit fald. Han havde mistet begge to Tove for alvor, Malene for længe siden. Alt var væk, og nu var han helt alene. Næste dag dukkede han op på arbejdet med blåt øje, og få bemærkede det. En uge senere søgte han transfer til Odense. Hans chef var overrasket, men lod ham gå for festen var slut.
Inden han tog afsted, returnerede Peter ringen og fik pengene tilbage godt 6.500 kr. Han førte dem direkte over til Tove med en kort besked: “Undskyld. De er dine.” Ingen forklaringer.
Toget mod Fyn gik klokken 16:28 og efterlod Peter alene mellem sneklædte spor og de erfaringer, han hellere ville have været foruden.
I mellemtiden sad Tove på café Zirup sammen med Malene og Morten. De drak varm kakao, snakkede bryllupsplaner, og Malenes grin begyndte så småt at være ægte igen. Foråret nærmede sig og selv i lille Danmark kunne sneen ikke blive liggende evigt.
Jeg er ikke mere vred, sagde Tove og stirrede gennem de store ruder.
Det skal du heller ikke være, svarede Malene. Du fortjener det bedste, og nu har du en ægte chance.
Ja, det tror jeg, du har ret i, sagde Tove. Jeg skal bare lige lære at spørge ind næste gang.
De tre sad lidt i tavshed, mens det sidste sne faldt stille over byen. Udenfor var sporene snart væk og indeni vidste de: Livet går videre og nogle gange er det faktisk det bedste man kan håbe på, selvom det ikke blev, som man havde drømt.
Skål for sandheden og til den slags drømme, der nok bliver lidt mere jordnære næste gang.
