Kom, Maja. Jeg er på hospitalet.
Den besked var det eneste, Maja havde brug for at læse, før hun fløj ud ad døren. Hun orkede ikke engang at skifte tøj trak bare jakken over den tykke, bløde sweater og smed skoene på i farten. Spejlet eksisterede nærmest ikke der var kun beskeden fra Alberte, som havde sat hele hendes verden i stå for en halv time siden.
Da hun først læste beskeden, blev hun helt kold indeni. I et splitsekund stod tiden stille, og spørgsmålene fløj gennem hovedet: Hvad kunne der være sket? Hvorfor hospitalet? Men hun skubbede det hurtigt væk, fordi det vigtigste lige nu var at komme hen til Alberte, ikke at gætte.
Nøgler og mobil blev grebet på vej gennem entreen, og hun var allerede ude, før tankerne nåede at indhente hende.
Vejen til hospitalet føltes uendelig lang. Den rute, hun plejede at tage til Rigshospitalet, var pludselig forvandlet til et maraton. Røde lys hele vejen, busser sneglede sig afsted, og andre fodgængere virkede lukkede i deres egne verdener, som om de ikke så hendes hast.
Med jævne mellemrum kiggede hun ned på mobilen i håb om flere ord fra Alberte, men skærmen var tavs. For hvert minut voksede uro og spørgsmål: Hvad er der sket? Er det alvorligt? Men det var stillheden, der gjorde allermest ondt.
Da Maja nåede frem og listede sig ned ad de rolige hospitalsgange, blev hun helt stille. Hun åbnede døren forsigtigt til stuen, og der på en smal hospitalsseng lå Alberte. Hun kiggede stift op i loftet, som om hun søgte svar, kun himlen kendte.
Albertes normalt så pæne, askeblond hår var uglet og spredt ud på hovedpuden sikkert ikke rørt af kammen i flere dage. Hendes ansigt var næsten kridthvidt, sorte rande om øjnene og tørrede spor af tårer på kinderne. Synet gik lige i hjertet på Maja.
Hun satte sig forsigtigt på kanten af sengen og talte med dæmpet stemme, som om alle høje lyde kunne gøre værre ondt.
Hvad skete der, Alberte?
Alberte drejede hovedet, hendes øjne var tørre, men så fyldt af smerte, at det skar i Maja bare at se på det. Hun lignede en, der var i stykker.
Han er gået fra mig, hviskede Alberte, mens hun knugede lagnet så hårdt, at hendes knoer blev helt hvide. Han pakkede bare sine ting og sagde, han ikke kunne mere.
Hvem? Simon? spurgte Maja og greb spontant hendes hånd, uden at tænke, bare for at holde hende inde i lyset.
Alberte nikkede lydløst. Den ene tåre slap alligevel fri, gled stille ned ad hendes kind. Hun tørrede den ikke væk. Det virkede, som om hun var for træt til selv dét.
Maja måtte synke en klump. Hun manglede ord, for hvad siger man til den slags? Det virkede så ufatteligt, at Simon han, der altid havde talt om børn og familie og om at klare alt sammen nu bare var væk.
Tiden gik i stå i stuen. Kun den sagte tikken fra uret brød stilheden. Albertes skuldre rystede indimellem stadig, mens hun skjulte ansigtet i hænderne, udmattet, som om hun havde løbet et langt løb.
Så stillede hun sig lidt ved siden af sengen, før hun igen mødte Majas blik stadig såret, men nu også med en mærkelig ro, som om noget var gået op for hende.
Gav han dig slet ingen forklaring? spurgte Maja, nænsomt, næsten hviskende.
Alberte smilede tørt, men det var kun sorg, ikke glæde.
Han sagde, han ikke kunne holde mere ud. At han var kørt træt af natteroderi, børnegråd, af aldrig at have tid til sig selv. Kan du forstå det, Maja? Det var ham, der blev ved at sige, vi aldrig skulle opgive. Han pressede på, at vi forsøgte igen og igen.
Hun standsede, og man kunne næsten høre ekkoet fra fortidens store løfter, der nu bare gjorde ondt.
Vi har slæbt hinanden gennem hele Møllen fertilitetsklinikker, prøver, behandlinger, tusindvis af tårer og smerte, alt det, troede jeg, vi delte.
Alberte tvang sig videre:
Jeg havde sådan set regnet med, at hvis der var nogen, jeg kunne stole på, så var det ham. Men det har jeg nok taget fejl af.
Hun kiggede langsomt ud i vintermørket, hvor byens lys spejlede sig i fugtige ruder.
Tolv år. Otte forsøg. Alt det for ingenting?
***********
Historien starter jo som vi tit drømmer om med et lille glimt, en fest i København, hvor Simon står med et glas æblemost og kigger ud mod Søerne, og ind fra siden kommer Alberte, talende og grinende og fair fuld af liv. Det var hendes latter, hendes overskud og de fregner på næsen, som fik ham til at tage mod til sig og snakke med hende.
Snakken flød let. Det gik ikke mange uger, før de nærmest var uadskillelige. Ud på natten travede de rundt i Indre By og delte liv, drømme, løse ideer for fremtiden. Efter nogle måneder havde de flyttet sammen. Små tegn på et fælles liv begyndte hurtigt: hendes makeup blandt hans barbergrej i badeværelset, begges sko i entréen, hans bøger på hendes hylder.
Det føltes naturligt og rigtigt, så seks måneder senere blev de gift i Brønshøj Kirke, med bare de nærmeste hygge, latter, dans til langt ud på natten.
Første bryllupsdag sad de med hjemmelavet lagkage på deres altan på Nørrebro, og pludselig sagde Simon: Jeg vil have børn med dig, mange børn. En hel håndboldtrup.
Alberte lo, lagde armen om hans skuldre og lovede ja, naturligvis skulle de have et hus fuldt af liv og glade børn.
I et par år kørte det, job og oplevelser fyldte meget. Alberte arbejdede som grafisk designer, Simon var ved at blive teamleder i en IT-virksomhed. De rejste rundt sommerhuse i Skagen, smuttur til Aarhus, skiferie i Norge.
Da de så endelig var klar til at tage skridtet, begyndte problemerne. Først tog de det roligt lægen sagde, at det var meget normalt, og mange skulle lige prøve et stykke tid.
Men månederne gik. Svarene udeblev, så nye undersøgelser, hormonprøver og konsultationer fulgte. Lægen sagde til sidst, at det ville kræve behandling.
Alberte holdt humøret oppe, læste om alt, Simon var støttende og stille og rolig gik til alt det, han skulle. Men heldet var ikke deres. Første spontan abort ramte kun seks uger henne. Hun nåede lige at glæde sig, før det hele forsvandt igen. Hun husker endnu kulden under scanning, lægens tørre tone, Simons alt for faste greb i hendes hånd.
Året efter gentog det sig. Endnu engang på hospitalet, endnu engang den samme afmagt og mistro til, hvad de dog havde gjort forkert.
Men de gav ikke op. Flere undersøgelser, flere håb. Hver måned en test, og så blev papæsken gemt væk nederst i skrivebordsskuffen igen. Simon så hendes skuffelse prøvede at opmuntre, lavede te, var der, også når hun bare havde brug for stilhed.
Så blev det endelig diagnosticeret: ufrivillig barnløshed. Lægens ord var sagt stille, men de rungede gennem kroppen. De tog det ikke ind først, men gik med på endnu en runde nu IVF. Første forsøg, andet forsøg, tredje. Hver gang håb, fryd, uro. Hver gang ingen baby.
Endnu en graviditet gik tabt. Simon prøvede alt for at holde modet oppe, men Alberte begyndte at tabe gnisten. Hun grinede sjældnere, blev længere hængende over børnefamilier på legepladsen.
Så nu: ottende forsøg. Alberte holdt tankerne for sig selv, ingen store drømme. Bare en dag ad gangen.
Men miraklet skete. Testen var positiv, og ved scanningen sagde jordemoderen: Se, to hjerter.
Simon skjulte ikke tårerne, og Alberte mærkede det ubeskrivelige endelig var de blevet forældre.
******
Men den aften, hvor det hele ændrede sig, var der ikke noget, der varslede katastrofen. Børnene var puttet de små tvillinger, Anton og Alma. Alberte nynnede et par linjer fra Solen er så rød, mor, da Simon kom hjem, lidt senere end aftalt. Hun tænkte ikke nærmere over det. Han vaskede hænder, stod stille i entreen ikke den sædvanlige rutine. Han gik ikke ind og kyssede børnene. Hans blik hang bare på hende.
Jeg kan ikke mere, sagde han lavt.
Alberte stivnede, sønnen rykkede lidt i favnen, men hun rørte ham knap nok. Hvad? Hvad siger du?
Jeg orker ikke mere. Ikke lyden, trætheden. Jeg kan ikke finde mig selv.
Hun lagde sønnen og gik helt ind til Simon. Efter alt det her virkelig? Efter alle mine nætter med gråd, al den kamp for at få dem?
Jeg prøvede. Men jeg troede, jeg kunne klare det men jeg kan ikke.
Du går bare fra dem? Fra mig?
Jeg ved ikke, om jeg kommer tilbage. Jeg har brug for tid.
Han sagde det helt uden vrede, og derfor var det næsten endnu værre. Alberte stod med to børn, der sov trygt, og et liv, der lige er knækket midt over.
Simon lukkede døren bag sig. Lyden var så stille, at det var, som om verden holdt vejret. Alberte blev stående et øjeblik, helt tom. Hun satte sig mellem de små senge og holdt om Alma. Trøsten, hun plejede at finde i børnenes varme, var væk. For første gang følte hun sig ikke bare træt, men virkelig alene.
Udenfor sænkede mørket sig over byen, og inde var hele verden blevet så stille, at det eneste, man kunne høre, var de små børns rolige åndedræt.
Tårer kom af sig selv. Først én, så mange, dryppende ned på nattøjet, mens hun bare sad og holdt sine børn. For første gang, nogensinde, lod hun sig selv være lille og svag.
*******
Alberte sad længe i den stilhed. Stirrede ud på sneflokke, der faldt blidt ned over Rigshospitalets gårdsplads og følte, hvordan hele hendes liv drejede rundt om spørgsmålet: Hvordan kunne han bare give slip?
Maja var hele tiden i nærheden, og hun vidste godt, at ord ikke kunne fjerne smerten, men da hun satte sig hos Alberte og lagde armene om hende, vidste Alberte, at hun ikke var helt alene.
Jeg ved ikke, hvordan jeg skal klare det, men jeg skal, sagde Alberte lavt. For deres skyld.
Der var ingen store ord, ingen drama kun vilje og beslutsomhed.
*******
Nogle dage senere kom Simons mor forbi. Hun havde en pose med appelsiner og bananer med, satte den på bordet med et optræk til omsorg, men hendes tone var kølig og distanceret.
Det var måske uundgåeligt, sagde hun, mens hun kiggede vurderende på Alberte. Simon har altid haft brug for plads, og her har I nu to børn og ikke et øjebliks fred.
Alberte havde lyst til at protestere, nævne hvordan det var Simon selv, der ville have børn, men hun lod det ligge.
Hun satte sig op i sengen, lidt svimmel, men mødte blikket.
Han vil ikke være en del af børnenes liv, men han vil hjælpe økonomisk. Han overdrager sin andel af lejligheden på Nørrebro. Det bliver betragtet som børnepenge. Han vil ikke tilbage.
Stilheden hang tungt i lokalet. Alberte følte sig presset op i et hjørne. Så han køber sig fri?
Det er bedre end ingenting. Du skal bare lade være med at lave ballade, ellers kan det hele blive svært også med børnene.
Simons mor lagde pakken pænt, justerede på posen, og hendes ord var stadig kolde.
Alberte kunne bare ikke være mere ligeglad. Jeg stoppes ikke for det her. Han kan betale sin del, og han kan komme væk men børnene får han aldrig.
Efter hun gik ud, duftede rummet stadig svagt af hendes parfume og trusler.
Alberte så længe ud ad vinduet, mens Københavns vinterhimmel blev mørkere. Hun greb mobilen, ringede Maja op stemmen rolig og klar:
Kan du komme? Jeg har brug for dig.
Kort tid efter sad de ved siden af hinanden, og Alberte sagde stille:
Jeg tænker ikke trække mig tilbage. Jeg giver ikke op. Jeg har kæmpet for meget børnene bliver hos mig, og jeg skal nok klare det.
Maja behøvede ikke sige mere end: Selvfølgelig klarer du det. Og jeg er her.
Alberte kiggede ud i natten, gråden var væk, og hun fornemmede styrken vokse frem. Hun vidste, at uanset hvor svært det blev, stod Alma og Anton altid og ventede på hende derhjemme hendes ansvar, hendes glæde, hendes liv.
Og nu vidste hun: Intet, absolut intet, kunne tage det fra hende. For hun er mor og det gør hende stærkere end noget eller nogen, der måtte true hendes lykke.
