Mette stod midt i det hele, med en følelse af at svæve gennem vægge af glas. Hendes mand, den eneste hun nogensinde havde troet hun kunne læne sig op ad, sagde til hende: “Jeg elsker dig ikke mere.”
Ordene hang som en grå dis over køkkenbordet. Hun stod frosset i en mærkelig stilling, mens han fumlede rundt, pakkede tøj og smed nøglerne på bordet, som om han fandt sig selv på ny i hver lyd. Det var alt, hun ikke manglede lige nu. Hendes far var død for få måneder siden, så selv gennem hendes egen sorg skulle hun tage sig af sin mor med det grå hår og sin lille søster, der blev invalid efter en hjerneblødning som 18-årig. Familien boede i nabobyen, et drømmespind af bindingsværk og brosten. Hendes dreng, Emil, skulle begynde i 1. klasse. Og jobbet? Fabrikken lukkede i sommer, og siden havde hun kun haft luft i lommepengene. Nu også manden væk.
Mette satte sig ved bordet og begravede ansigtet i hænderne, tårerne dryppede ned i de fliser, hun selv havde lagt. “Herre Gud, hvad skal jeg gøre? Hvordan skal jeg leve nu? Emil! Jeg skal hente ham fra fritteren!”
Dagens pligter trak hende op, som elastikker der strakte sig ind i hverdagen. På vejen hjem fra skole kiggede Emil op, med alvor i øjnene:
Mor, har du grædt?
Nej, Emil.
Er det fordi du savner bedstefar? Jeg savner ham så meget!
Jeg savner ham også, skat. Men vi skal være stærke. Bedstefar var altid sådan. Nu har han det godt hos Gud, ikke bekymre dig. Han fortjente endelig at hvile det gjorde han jo aldrig som levende.
Hvor er far?
Far? Han er nok på arbejde igen. Hvordan går det i skolen?
Man må videre. Ikke elsket man kan ikke gøre mere. Hun havde overset noget i farten, det kunne hun mærke.
Mens Emil spiste frokost og legede med små plastiksoldater, satte Mette sig ved den computer, hendes mand havde efterladt. Første gang nogensinde. Nem adgang, helt nede i hjørnet. Han havde glemt at slette noget. Breve, billeder, passion. Alt det hun ikke var mere: ikke elsket, ikke solen i hans univers, ikke moren med den uendelige kamp for barnet.
Alt var anderledes nu. Tilværelsen krævede tilpasning.
Hun måtte have et job. Hendes fine universitetsuddannelse var ligegyldig, dagpengenes småbeløb fra kommunen kunne dårligt købe mælk. Hvem ville ansætte hende nu? Alt hun tænkte, var: Han er vel blevet skør. Huset, bygget sten for sten, lå halvt færdigt hen. Heldigvis med tag og en beboelig stue.
“Job, hvor jeg savner dig…” Hun kunne være begyndt at græde igen, men der var ikke tid til det. Hun MÅTTE have et job.
Hun søgte i dagevis uden held. Første klasses barn og ensomhed var ingen bonus. En aften lød telefonen. Hendes fætter Jesper ringede:
Mette, er han stadig væk?
Ja…
Vil du være lagerarbejder?
Er det alvor?
Ja. Jeg ved, du ikke har det let efter Michael. Med pause midt på dagen, så kan du hente Emil eller ordne fritidsordning. Løn på 25.000 kr. Det er lidt, men noget er bedre end ingenting. Vi kommer med kartofler, løg og en kylling i morgen.
Jesper, jeg har jo mine høns. De holder os med liv og æg.
Godt, dem må du ikke slagte!
Tak. Og hvordan går det med Marianne?
Hun klarer sig. Min seje pige.
Jesper var som altid stoisk. Hans kone, Marianne, havde lige været igennem en hård operation og skulle have kemo, men han brokkede sig aldrig. Mette følte en spiral af taknemmelighed: Måske kunne hun overleve. Gud svigter aldrig. Tak for fætter Jesper!
Lagerjobbet var enkelt, der var tid nok til at græde i smug og tænke over, hvad der dog var sket.
Dagene fløj, så uger, så måneder. Efter et år mærkede Mette sult, søvn og latter med Emils glæder, selv om ekkoet af svigt skar i hjertet hver gang Michael kom for at hente Emil til sin weekend. Hun lod ham bare gøre det for barnets skyld. Hun ville så gerne spørge, hvorfor selv om hun godt vidste, det aldrig handlede om hende, men hans pludselige lidenskab for en anden kvinde. Hun huskede en sætning fra en gammel dansk films øldis: “Kærlighed varer til første sving, livet begynder derefter.” For hende var kærlighed og livet ét.
Efteråret var en slags fortsættelse af sommeren: lune vinde, grønne trækroner og børns latter i vejret, asters og krysantemum var explosioner af farver foran vinduet. Og så en dag Mette mødte Anders. Hans blik var usædvanligt intenst.
Frøken, må jeg hjælpe dig? Man kan da ikke slæbe så meget.
Jeg er vant til det.
Det er trist, når sådan en flot kvinde vænner sig til at bære sådan en byrde.
Hjælper du alle flotte kvinder? Står du på lur ved supermarkedet?
Ja, jeg har stået på lur, nu har jeg fundet dig!
De lo, så tårerne sprang, latteren susede rundt i køkkenet.
Anders, han rakte hånden frem, små latterbobler i øjenkrogen.
Mette.
“Mette, Mette, din andens kvinde, kender du den sang?
Nej. Men jeg er ikke nogen andens kvinde.
Virkelig? Wow. Endelig møder jeg en, man kun drømmer om, og hun er fri. Folk er da blinde, er de ikke?
Din humor fejler ingenting. Men hvad med alvoren?
Den er også på plads. Skal vi ikke gå i biografen i aften, snakke lidt?
Jeg kan ikke, Emil skal hentes fra fritteren.
Jeg tror ikke mine ører. Du har en søn? Du ligner da én på 20!
Jeg er 35.
Det er jeg også! Sikke et sammentræf. Du ser væsentlig yngre ud, troede virkelig det.
Og nu?
Nu overvejer jeg… Alle mænd drømmer om en søn. Du siger bare sådan, at du er single… Hvor er Emils far?
Det vil jeg helst ikke tale om.
Det respekterer jeg. Måske i weekenden? Vi kan tage Emil med til børnefilm.
Han er hos sin far i weekenden.
Jeg vil ikke presse dig, Mette. Men har du et par timer, så ring. Her er mit kort. Jeg er børnehematolog, står der.
Det er alvorligt.
Ingen tid til at opsøge smukke kvinder.
Okay, Anders. Jeg ringer, sagde Mette stille.
Det blev en efterårsgave, som kun de to kunne forstå. Solen, bladenes farvesymfoni, parkerne i byen blev deres. Smerten fra det gamle liv blev blød, og de gled ind i hinanden, som hvis livet dansede i et regnfuldt løv. Mette mærkede, hun blev trukket mod Anders. Efter halvanden måned rakte hun forsigtigt ud: Vil du ikke komme og drikke te med mig?
Mette, du bliver ikke sur? Jeg kommer ikke over. Det, der sker her, betyder så meget for mig. Jeg vil selv sørge for det. Du stoler på mig?
De tog til skoven næste weekend og boede i et lille hus, Anders havde lejet som et mini-slot. Indenfor var der ryddeligt og varmt, men Mette så kun hans store brune øjne og forsvandt i dem. Hun havde aldrig vidst, at det, det dybeste mellem mand og kvinde, kunne være så sødt.
Anders… Hvor er jeg? Hvad sker der med mig? Jeg tror, jeg dør lidt, når jeg elsker dig. Hvordan kunne jeg leve før dig?
Hvor er du dejlig! Jeg er så lykkelig!
Månederne sneg sig tov-trække, de kunne ikke skilles mere.
Mette, vil du gifte dig med mig?
Anders, min skilsmisse er først færdig sidst på måneden.
Og så bliver du min kone med det samme. Der er ingen tid at miste!
Jeg er min egen og kun for den rette. Men lad os droppe festen. Bare rådhuset, og kør mig til slottet, hvor jeg blev din.
Som du vil, skønne kvinde.
Kun Jesper og Marianne var vidner. Mor og søster sendte glade telegrammer. Snart flyttede de ind i Anders toværelses lejlighed, lavede selv det hele i stand. Emil havde fået sit eget værelse Anders havde tænkt hver detalje. Men Emil, der var bundet til sin mor og far, holdt sig på afstand.
Mette, du må ikke blive bange nu, men skal vi få taget en blodprøve på Emil? Han er for bleg.
Han er bare ked af det hele, Anders. Det er hårdt med skilsmisse, han håbede på gensyn. Det siges jo, at skilsmisse for et barn kan være værre end et dødsfald.
Du har ret. Jeg var selv barn, da mine forældre blev skilt. En verdenskatastrofe. Men vi tager prøven, ikke Emil?
Den dag kom Anders hjem med hovedet bøjet. Mette forstod straks: der var nyt.
Mette, du skal ikke være urolig. Der er forandring i Emils blod. Min fornemmelse holdt stik. Jeg tager ham med i morgen.
Man troede man skulle betale med sit eget liv for lykken. Nu kostede det mere. Leukæmi. Det ord knurrede i maven.
Alt ændrede sig igen. Mette tog orlov uden løn, hun kunne ikke bære tanken om Emil i lange behandlinger uden hende. Hun holdt hans hånd, bad: “Hold ud, min søn! Du er min styrke, min ven! Vi har altid holdt sammen. Det vil vi altid gøre.
Når kræfterne slap op, sendte Anders hende i seng, mens han blev hos Emil. Hvile mest ved at stirre ud i tomheden.
Eksmanden ringede og krævede, hun flyttede ud af det ufærdige hus.
Jeg tager mig af Emil selv, han besøger mig i mit hus.
Besøg ham dog i stedet.
Nu kan jeg ikke. Skal til udlandet med arbejde.
Anders lagde armen om hendes skuldre.
Vi klarer os, Mette. Slip det gamle.
Det gør ondt. Jeg lagde hver krone i huset, det sidste jeg behøver nu er en flytteopgørelse.
Tænk kun på Emil. Jeg klarer resten. Alt jeg havde ønsket, var en familie. Gud ved det. Han tager ikke jer fra mig.
Hvordan med prøverne?
Vi gør alt. Stadig dårligt.
Mette græd, helt stille. Emil måtte ikke mærke det.
Anders, hvad sker der med min blod?
Se, du har hvide og røde skibe i blodet. Dine hvide kæmper.
Hvem vinder?
De hvide men hjælp de røde.
Mor, tag mig væk et sted fra alt. Jeg er træt.
Mette, lad os tage Emil med til slottet. Sikke dejligt vejr. Vi går lange ture i skoven.
Foråret svøbte alt ind i hvide og rosa blomster. De tre gik gennem det grønne, så på hvert blad, hver blomst. Emil gik nogle gange i stå, koncentrerede sig:
Hvad sker der, min dreng?
Mor, stil dig ikke i vejen. Jeg kæmper søslag.
Ferien var hurtigt ovre. Emil blev friskere, mere farve i kinderne.
Mor, hvor er far?
I udlandet, skat.
Igen? Okay.
Tilbage på hospitalet blev der taget nye prøver. Overlægen kom selv.
Anders, hvor har I været med ham?
Bare i skoven. Hvorfor?
Hans blod er fint. Han har remission!
Anders dansede ind på stuen.
Emil, hvad lavede du egentlig? Du er bedre nu! Græd nu ikke, Mette. Han blir rask. Hvad lavede du, dreng?
Far, du sagde de røde skibe skulle vinde. Jeg vandt hvert søslag med dem.
