Misundelse på kanten
Ja, netop sådan skulle det være! Han vil aldrig ane, at det ikke er hans forlovede, der står foran ham…
Astrid stod foran spejlet i den gamle lejlighed på Nørrebro og betragtede sit spejlbillede med ualmindelig omhu. Hun rettede forsigtigt en lok bag øret, og mærkede hjertet slå et ekstra slag hun havde overgået sine egne forventninger! Makeuppen, frisuren, selv ansigtsudtrykket alt var kopieret så nøjagtigt, at hun næsten ikke selv kunne kende forskel. Hvis hun tog sin søsters yndlingskjole på, ville selv deres mor have svært ved at afgøre, hvem der var hvem.
Denne tanke fik Astrid til at trække på smilebåndet, men hun opdagede hurtigt klokken i vindueskarmen snart ville Jeppe komme. Kun tyve minutter tilbage. Hænderne begyndte svagt at ryste. Alt måtte gå helt perfekt intet fejltrin, ikke den mindste usikkerhed i stemmen! Hvis Jeppe bare ét sekund anede uråd, ville hendes omhyggeligt udtænkte plan styrte sammen, og så ville søsteren Freja endnu engang stå som vinder.
Astrid slog koldt vand i blodet, tog en dyb indånding, og da ringeklokken lød, stod hun allerede forventningsfuld ved døren. Hun åbnede med et prøvet smil, og straks slog hendes ansigt over i Frejas varme, ubesværede smil det hun havde øvet foran spejlet hele aftenen.
Hej Jeppe! sagde hun blidt med Frejas næsten hviskende stemme, alle ord gennemtænkte på forhånd.
Inden han nåede at svare, strakte hun sig mod ham, kyssede hans kind. Præcis som hun havde set Freja gøre ikke for meget, ikke for lidt. Ikke et bevægelse foruden rollen.
Kom indenfor. Skal jeg lave en kop kaffe? spurgte hun, trak sig en smule tilbage, lod ham komme indenfor som var det hvilken som helst hverdagsaften.
Jeppe rynkede brynene et kort øjeblik, som om han prøvede at gennemskue, hvad der foregik. Men så gled et smil over hans læber noget gik op for ham, men det satte bare mere kulør på hans nysgerrighed. Havde Frejas søster nu fundet på noget? Hvad bildte hun sig ind, sådan at efterligne Freja? Men han valgte ikke at afsløre, hvad han gættede. I stedet takkede han og slog sig ned ved det lille køkkenbord.
Imens fór Astrid lettere forvirret rundt i køkkenet med de stive kinder, der sved af den uvante, blide mine. Hun satte kopper og underkopper frem, kiggede flere gange mod flasken med god rødvin, der stod på den øverste hylde netop til en særlig lejlighed. Det skulle heller ikke blive for meget, vidste hun, for Jeppe tålte ikke rigtig alkohol, men kunne lokkes til et enkelt glas i godt selskab. Og hvis han nu bare slappede lidt af, kunne planen lykkes.
Jeppe fulgte hende med skrå blikke, armene over kors og et glimt af både morskab og undren. Til sidst kunne han ikke holde masken længere.
Astrid, hvad er meningen med alt det her? spurgte han roligt. Og hvor er egentlig Freja? Hvis det er en eller anden spøg, så er den altså ikke specielt sjov.
Hun standsede midt i bevægelsen med tekanden i hånden, lidt usikker. Et suk full af tilbageholdt frustration. Men hurtigt samlede hun sig og svarede med et nervøst smil, mens hun forsøgte at lyde afslappet:
Hvordan regnede du den ud? Og nej, det er ikke for sjov. Det er nærmest et eksperiment. Freja ved intet om det.
Jeppe hævede et bryn, rullede svalt kaffekoppen i hænderne, opslugt, men lod hende fortsætte.
I er alligevel ret forskellige, selv om I er tvillinger. Hvordan har nogen nogensinde kunnet tage fejl af jer?
Uden at vente på svar, tog han mobilen op og sendte hurtigt en besked til sin forlovede hvor var hun mon lige nu? Skærmens blå skær forsvandt hurtigt.
Så hvad går eksperimentet egentlig ud på? gentog han spørgsmålet, mens han lagde telefonen væk.
Astrid vred sig en smule på stolen, sunket ned i en kop te. Hun tog forsigtigt en slurk for at samle mod, før hun med et pludseligt engagement sagde:
Ser du, folk forveksler os hele tiden. Selvom du mener, vi ikke ligner hinanden, kan selv vores mor tage fejl, hvis vi har det samme tøj på. Bare vi tager samme kjole og frisurer, er vi identiske.
Hun stoppede lidt, så ud til at tænke tilbage på et par ubehagelige minder.
Det er egentlig ikke særlig rart… specielt ikke, når det handler om den man holder af. Jeg har flere gange oplevet, at min kæreste troede, jeg var Freja eller omvendt, at hun blev forvekslet med mig og fik at vide nogle ting, hun ikke havde lyst til at høre.
Hvorfor ændrer I så ikke bare frisurerne? spurgte Jeppe. Han huskede udmærket, hvordan Freja havde fortalt, at Astrid nægtede at ændre sig. Måske ønskede hun i grunden, at de blev sammenlignet hele tiden; Freja tilpassede sig bare.
Astrid rynkede charmerende næsen, som havde han foreslået det mest kedelige i verden.
Det ville blive alt for kedeligt. Vi har lovet hinanden ikke at ændre udseende, før vi blev færdige på universitetet. Det er en slags uskreven regel. Og… hun tøvede et øjeblik med et snu smil nogle gange er det ret praktisk. Vi kan snyde underviserne lidt.
Hun lo, det klang sprødt, næsten stolt over de tricks, de havde haft held med gennem tiden.
Suk, jeg forstår, mumlede Jeppe tankefuldt. Et lille bip fra hans telefon afbrød ham. Han læste kort og nikkede for sig selv. Freja venter på mig ovre på Vesterbro. Hun aner ikke, at jeg er her.
Han kiggede blidt på Astrid, og et glimt af forståelse dukkede op i hans øjne.
Du kan være helt rolig, jeg fortæller hende ikke noget om dit lille eksperiment. Jeg forstår godt, du beskytter din søster. Det ville være træls at skabe unødige misforståelser mellem jer.
Astrid slap ud, lettet, nikkede ivrigt med et taknemmeligt smil.
Tak, Jeppe. Du er virkelig en ordentlig fyr.
Vi ses, sagde han, rejste sig, og lukkede døren blidt bag sig.
Så sad Astrid alene i stuen, hvor stilheden lå tung som tåge. Det føltes, som stod tiden stille mens hun krampagtigt greb fat i bordkanten, for ikke at give efter for gråden. Hvorfor lykkedes det ikke? Hvorfor lod han sig ikke forføre? Hvorfor gik hele den plan, hun havde brugt så lang tid på, i grus med det samme?
Hun kunne ikke lade være med at tænke tilbage på dengang Jeppe for første gang kom ind i deres liv. Hans smil, hans lette væsen, den venlige strategi hvormed han tryllebandt hele familien alt det var slået ned som lyn fra en klar himmel i Astrids hjerte. Hver eneste gang han var i nærheden, kunne hun mærke spændingen i kroppen, svedige hænder og tanker, der knap kunne samles. Hun fantaserede om, hvordan hun skulle tale med ham, hvordan de ville le sammen, men hun turde aldrig tage første skridt af frygt for at spilde balancen med søsteren.
Men Freja havde aldrig vaklet. En dag tog hun bare Jeppe med hjem som om det var det mest naturlige i verden. Lær Jeppe at kende, han er min kæreste! sagde hun til familien, der badede i stolt glæde.
Astrid kunne endnu se for sig, hvordan hun ude i døråbningen glor på, hvordan Jeppe uden besvær sludrede med deres forældre, grinede til farens jokes, svarede høfligt på mors spørgsmål. Hun selv var iskold udenpå, selv om hun indvendigt var ved at brænde sammen.
Han burde jo have været hendes! Hun mærkede det først, det var hende, der ved de stille stunder drømte om at være med ham, hende, der havde ventet og håbet og så skred Freja bare ind og snuppede ham, uden at skænke Astrids følelser en tanke.
Astrid trak vejret dybt, forsøgte at kontrollere rystelserne. Men hjertet gjorde ondt: hvordan skulle hun kunne komme ud af det skyggefulde hjørne hun altid blev stående i, mens solen altid skinnede på Freja?
Freja havde altid kunnet charmere folk og især mænd. Hun var selskabets midtpunkt, smilede bredt og var aldrig uinteressant selskab. Når hun gik til fest, blev hun aftenens stjerne og alligevel fik hun altid høje karakterer uden at bruge nætterne foran bøgerne.
Astrid var den modsatte indadvendt, eftertænksom, kun tryg i små grupper eller i stilheden alene med en bog. Hun skubbede glædeligt invitationer til side med et: Jeg har brug for at læse til på mandag. Nu satte hun spørgsmålstegn ved, om hun burde have prøvet at gå med ud. Måske havde Jeppe set hende dengang, hvis hun bare havde løsnet sig op set hendes seriøse, ansvarlige tilgang til alt i livet. Men han valgte impulsive Freja.
Hun kunne mærke, at det ikke var Frejas talenter, men hendes naturlighed, der var hemmeligheden. Astrid tænkte og overvejede ét og alt, Freja bare var til stede.
Da familien en aften sad rundt om spisebordet, og Freja med glædestårer fortalte, at hun og Jeppe skulle giftes, følte Astrid, at alt gik i stå. Hun smilede på autopilot, sagde tillykke og spillede glad, men indeni gjorde det mere ondt end nogensinde før.
De følgende dage husker Astrid som søvnløse og mørke. Hendes tanker kørte rundt, og til sidst pønser hun på en plan, som syntes fejlfri.
Hvis jeg får Jeppe til at falde for mig i stedet og hvis Freja så opdager det så vil alt falde fra hinanden. Jeppe kan ikke blive hos nogen af os, så har jeg i det mindste taget hendes lykke væk, så det ikke kun er hende, der vinder.
I detaljerne tænkte hun på, hvordan hun kunne gøre Jeppe lidt mere uforberedt, lidt mere afslappet med et glas vin. Hun planlagde alle roller, alle replikker og endda, hvordan lyset skulle skinne hen over ansigterne i den lille dagligstue. Hun øvede Frejas latter, hendes svaj i håret, hendes lethed foran spejlet igen og igen.
Så kom dagen og Astrid rystede så meget, at hendes håndflader var fugtige, hun havde knap stemme. Men hun besluttede, hun ville gennemføre det. Alt forløb næsten efter planen indtil det øjeblik, Jeppe trådte ind og straks gennemskuede hende.
Fiaskoen var total: Jeppe lod sig ikke narre, han sagde venligt, men bestemt farvel, og gik videre til den ægte forlovede.
Nu sattes Astrid alene, stirrende tomt ud i luften. Hendes plan det store værk var faldet fra hinanden på få minutter. Sætningen gentog sig i hendes hoved: Hun måtte finde på noget endnu mere snedigt, inden det var for sent.
Tiden gik, bryllupsdatoen nærmede sig, og Astrid sad med nerverne uden på tøjet.
********************
Et par uger senere sad hele familien om det store spisebord hos forældrene, da Freja stille og med lysende øjne fortalte, at hun ventede barn. Hele familien brød ud i smil og lykønskninger, og Freja sad selv med tårer i øjnene af lykke.
Astrid blev siddende tavs med en kop lunken te, kiggede ned, smilede mekanisk og lod, som hun var glad. Men inde i sig voksede en skarp smerte. Hun kunne levende forestille sig, hvordan livet nu ville forandre sig: Familiefester hvor Jeppe nu ville sidde med Freja, stolt over maven der voksede og alt var, som det skulle være. Hun kunne slet ikke bære tanken om, at han for altid var væk for hende.
Tankerne kredsede om et nyt snedigt, men iskoldt foretagende. Hvad kunne ramme Freja og Jeppe hårdere end tabet af et barn? Det var grusomt, men desperation havde taget bolig i Astrids tanker. Hun havde hørt om en læge, man mod betaling kunne overtale til at udlevere præparater, der kunne fremkalde komplikationer…
Idet hun så sin søsters glade ansigt, stoppede hendes hjerte et øjeblik. Men hun afviste skruplerne inde i hovedet begyndte en plan at tage form. Ikke mere, end at hun allerede næste dag kontaktede den pågældende gamle bekendte.
Senere på dagen rakte Astrid et glas juice til Freja prøvede at lyde så naturlig, som hun kunne, mens hun rakte sin søsters yndlingssort.
Skal du have et glas mere? Jeg har købt din favorit, sagde hun med et prøvet søsterligt smil.
Tak, hvor er du sød! sagde Freja, trykkede hendes hånd og smilede. Du er verdens bedste søster!
Astrid blev stående et sekund og mærkede uroen i maven stige. Da hun var alene i køkkenet, fandt hun tabletten frem. Hun holdt den i den knyttede hånd et øjeblik, stirrede på glasset, hun skulle give Freja.
Hvad var det dog, hun var på vej til at gøre? Tanker fór forbi: Frejas smil, forældrenes glæde, Jeppes rolige hånd på Frejas mave. Var hun virkelig i stand til sådan en ugerning? Ville hun virkelig overtræde alt, hvad hun selv var gjort af, for at skade sine nærmeste?
Nej. Det var ikke hende. Det var misundelsen, hadet, ensomheden. Tabletten faldt fra hendes hånd ned på bordet. Hun greb sig selv i at stå dér, rystende, som stod hun på afgrundens rand.
Astrid? Er du okay? spurgte Freja, der kom ind i køkkenet og lagde mærke til hendes bleghed og rystende hænder. Skal jeg ringe efter lægen?
Astrid så op, og så den varme, åbne kærlighed i Frejas øjne. Den slags betingelsesløs tillid, som kun findes blandt søskende og hun skammede sig.
Nej… bare hovedet der snurrede. Der er ikke noget. Kom, jeg har lavet din juice. Jeg laver lige en kop te til mig selv.
Hun lavede te, hældte varmt vand op, prøvede at stoppe rystelserne. Inde i sig hørte hun tanken: Hvor tæt havde hun ikke været på at gøre noget forfærdeligt? Alt det, hun havde lukket inde i årevis jalousi, bitterhed, uretfærdighed var blevet en giftsky.
Hun vidste nu, at det ikke kunne blive ved. Hun var nødt til at søge hjælp. Hun måtte betro sig til nogen, måske en professionel ikke for at skamme sig, men for at komme videre.
Hvad tænker du på? spurgte Freja lidt senere ved køkkenbordet, stadig smilende.
Åh, jeg har bare meget at tænke over på arbejde, svarede Astrid, bøjede af dog ærlig i sin halvdel.
Hun lyttede til Frejas snak, nikkede, men inde i sig voksede en styrke. Hun ville aldrig, aldrig give den mørke misundelse frit løb igen. Nu begyndte forandringen, og første skridt var at erkende, at hun havde brug for hjælp.
************************
En solrig juni-morgen blev der født en lille pige. Freja lå smilende i den bløde seng på Barselsgangen på Rigshospitalet, mens familien kiggede på det lille nye liv gennem vinduet. Den lille var fredelig og rundkindet, med sort babyfjun og hovedet fuld af søvn.
De første uger hjemme blev et sandt overflødighedshorn af familieidyl. Freja og Jeppe lærte at pusle, passe og trøste. Bedsteforældrene strømmede til, bar indkøbsnet og strikkede små futter. Astrid kom hver dag i starten bare for at hjælpe, men det blev hurtigt til mere. Hun kom for legen med den lille, for at takle gråd, grine ad de mærkelige ansigter og de første små lyde.
Astrid lærte at gynge og synge vuggeviser, fandt farverige sparkedragter og nød at se, hvor sødt den lille så ud i nye dragter. Barnet lærte hurtigt at smile op til moster Astrid, og efterhånden blev hun den nærmeste fortrolige.
De holdt små teselskaber med legetøjskopper, læste billedbøger, lærte små ord. Da den lille begyndte at gå, holdt Astrid hendes hånd, jublede over hvert skridt, klappede begejstret, hvis hun selv nåede sine sager.
Freja så det stærke bånd blomstre og følte kun taknemmelighed.
En aften, mens Astrid ryddede op, og mørket faldt på, sagde Freja:
Tak, Astrid. Jeg ser, hvor meget du holder af hende. Det betyder alt for os.
Astrid smilede genert. Hun havde ikke forventet, at kærligheden til niecen ville føles så ren og ægte. I barnets blik, latter og kram fandt hun ro. Det, hun havde manglet varme, nærvær, en plads i fællesskabet gav den lille pige hende.
Sådan gik det til, at Astrid fandt vejen tilbage til sig selv. Nogle gange, indser man først meningen med livet, når man ser den skinne i et andet menneskes øjne. Og misundelsen den svandt for hver dag, hun gav kærligheden frit løb.
