Han bøjer sig ned til schæferen. Hun ser på manden med et opgivende blik og vender sig væk. Håbet har hun for længst mistet. Til mennesker har hun ikke længere tiltro hun kender dem alt for godt.
På gaden bliver de bare kaldt hundeflokken. Men manden, som bor i et af husene på denne vej, retter altid: “Det er ikke en bande. Det er fem hunde, der holder sammen for at overleve.”
Den ældste af dem, den gamle schæfer, har engang været en familiehund. Nok er hun blevet efterladt, da hendes tidligere ejere flyttede væk uden at skænke hende en tanke. Det er hende, der samler de andre, beskytter, leder og sørger for, at denne lille familie på gaden ikke går i opløsning.
Hver dag fodrer han dem. Om morgenen på vej til arbejde, om aftenen når han kommer hjem. Og hver gang han nærmer sig, begynder fem haler nogle som ringe, andre nedad at snurre rundt som propeller. Glæden i deres øjne gør hans hjerte tungt. De hopper, stikker våde næser i hans hænder, slikker hans hænder. Deres blikke rummer alt: taknemmelighed, tillid, håb.
Hvilket håb kan en hund have, der engang er blevet efterladt for at dø på gaden? Men de håber stadig. Tror. Elsker. Så han kommer aldrig til dem uden at have noget med de venter. Og de venter altid på ham.
Men denne morgen løber kun fire til hans fødder. De klynker, kigger nervøst ned ad vejen. Han forstår straks der er sket noget.
Tungt suk, han ringer til sit arbejde og siger, han bliver forsinket.
I yderkanten af den lange vej, i et boligkvarter på Vesterbro i København, ligger den gamle schæfer under et buskads. En bil har ramt hende. Svinget her får bilisterne ofte til at køre for stærkt. Denne gang var hun uheldig.
De fire hunde tuder stille og ser manden i øjnene han er den eneste, de stoler på.
Han bøjer sig ned til schæferen. Tårer løber fra hendes øjne. Hun ser på ham opgivende og vender sig væk. Håbet har hun mistet for længst. Hun kender mennesker for godt. Kun én ting bekymrer hende hvad bliver der af de fire, hun har passet på?
“Sådan Gør det ondt?” spørger manden stille og tager sin mobil frem igen.
Han får fri fra arbejdet og kører sin bil frem, løfter forsigtigt hunden om på bagsædet. De fire andre hopper omkring ham, gnider sig op ad hænderne det er som om de vil sige tak.
Hos dyrlægen undersøger lægen schæferen og sukker:
“Det er bedst at lade hende sove ind. For mange brud. Chancerne for overlevelse er små, og behandlingen koster tusindvis af kroner”
“Men er der mulighed?” afbryder manden.
“Der er altid en mulighed,” indrømmer dyrlægen. “Men det vil gøre ondt. Er det det værd?”
“Det er det,” svarer manden bestemt. “For mig er det. Og for hende. Og der er fire hunde, der venter på hende. Hvordan skal jeg kunne se dem i øjnene bagefter?”
Dyrlægen ser grundigt på ham og nikker:
“Så går vi i gang.”
En uge senere henter han schæferen hjem fra klinikken. Hele tiden har de fire hunde ventet udenfor hans hjem. Deres glade piben, da han kommer, er så høj, at selv den sårede schæfer lyser op og forsøger at slikke sine venner.
Han bærer hende ind i huset, går ud til de andre og holder en tale. Om at et hjem er et ansvar. At der nu er ting, de ikke længere kan gøre, som de plejer på gaden.
Hundene sidder foran ham og lytter opmærksomt. Han stopper, kigger på dem og smiler:
“Nå. Hvad venter I på? Kom indenfor.”
Han åbner porten.
Schæferen bliver hurtigt helbredt. Hun forsøger hele tiden at rejse sig og gå ind til sine venners selskab, og han følger nøje med, så hun ikke overanstrenger sig. Da hun igen står sikkert på sine ben, giver han hende en særlig halsbånd et forgyldt med en lille klokke.
Nu går han på arbejde tidligere hver dag. Han går ned ad den lange, stille vej og fører fem hunde i snor: fire små, skøre med ringhaler, og den store gamle schæfer med det gyldne halsbånd og klokke.
Og du skulle se, hvordan de kigger omkring sig. Nu har de et hjem. Og hun har halsbåndet. Schæferen går med hovedet højt løftet.
Du forstår det ikke du har aldrig haft sådan et halsbånd med klokke. Men enhver hund ved: Kun en respekteret går sådan.
Sådan går de manden, der ikke lod dem i stikken, og de fem hunde, der stadig håber og elsker, selv efter at have oplevet svigt.
De går og glæder sig. Over hvad? Måske bare hinanden. Måske over solskinnet. Eller måske over, at kærligheden stadig findes i verden.
Og ser du ind i deres øjne, forstår du: Så længe sådan nogle øjne findes er intet helt tabt.
