Der bliver ingen bryllup
Line trådte ind i værelset og stoppede brat på dørtrinnet. Foran hende stod Sofie i brudekjole og så simpelthen fantastisk ud. Kjolen sad som støbt, fremhævede figuren på den helt rigtige måde, og i øjnene glimtede en stille, næsten let lykke. Line kunne ikke lade være med at udbryde:
Hold nu op, du stråler jo! hun stod bare og gloede på veninden. Jeg er så glad på dine vegne! Endelig har du lagt fortiden bag dig og åbnet hjertet for nye eventyr, nu hvor Niklas er glemt. Du er altså sej!
Sofie lavede et lille grimasse, og smilet forsvandt. Hun gik straks i gang med at afmontere lynlåsen i siden af kjolen og undgik Lines blik så godt hun kunne.
Jeg må hellere tage den af igen, mumlede hun, mens hun snildt fik has på små hægter i siden. Der er kun to uger til festen, og hvis der sker noget nu, kan jeg ikke nå at finde en ny.
Line bed sig i kinden og fornemmede straks, at hun var kommet til at sige noget dumt. Hvorfor fanden skulle hun nævne Niklas? Især nu, hvor Sofie virkelig har fundet en ordentlig mand! Niklas var ikke bøvlet værd. Overhovedet ikke! Især ikke efter alt det rod.
Der var engang, hvor Sofie virkelig troede, at Niklas var manden i sit liv. Hun var 100 procent sikker: de to var meant to be! Men lidt efter lidt begyndte der at komme revner i idyllen. Først blev han fjern, fandt undskyldninger for ikke at ses, så begyndte han at kritisere alt og alle: hendes valg, venner, drømme. Han overtale hende til at droppe et karriereprojekt, overtalte hende til ikke at tage på praktikophold i udlandet og til sidst mente han, hun skulle vælge helt andre veje i livet.
Familien fattede ikke, hvad der skete. De så, hvordan Sofie forsvandt ind i sig selv, mistede det glimt og den energi, de kendte hende for, men kunne intet stille op. Hver gang de forsøgte at snakke om det, endte det i ballade Niklas havde effektivt overbevist Sofie om, at hendes eget blod bare var ude på at sabotere det perfekte forhold. Konflikterne voksede, og til sidst havde Sofie næsten ingen kontakt med sine forældre.
Så forsvandt han bare. Puf. Uden et ord. Ingen sms, ingen seddel på køkkenbordet, ikke engang en afskedssang på kassettebånd. Tilbage stod Sofie og var gravid. Hun besluttede at beholde barnet, koste hvad det ville.
Nu, hvor Line så sin veninde stå og næsten rive brudekjolen af, blev hun grebet af dårlig samvittighed. Hun ville bare sprede lidt glæde, ikke stikke fingeren helt ned i et åbent sår!
Niklas Junior er nu fire år gammel. Han er et rigtigt energibundt, spørger konstant om alt mellem himmel og jord fra hvorfor himlen er blå til hvor skyerne forsvinder hen, og selvfølgelig, om mariehøns kan tale. Personalet i børnehaven roser ham, han lærer hurtigt og har altid gang i et eller andet projekt.
Det meste af tiden er han hos Sofies forældre. De har kastet sig over rollen som superbedsteforældre: valgt børnehave med ekstra engelsk, taget ham med i svømmehallen, og selvfølgelig har de meldt ham på dans om så forældrene skal danse linedance i stuen hver fredag. Sofie ser sin søn et par gange på ugen, men hun stikker sjældent hovedet indenfor i mere end en time ad gangen.
Det gør faktisk ondt. For Niklas Jr. ligner sin far så meget, at det næsten er komisk: samme krøllede, mørke hår, samme øjne, den dér skæve, lidt drillesyge mund. Hver gang Sofie kigger på sønnen, bliver hun kastet direkte tilbage til en tid, hvor hun stadig troede på kernefamiliens magi. Hun elsker drengen, selvfølgelig! Hun er ham evigt stolt, smelter for hvert digt han lærer, men smerten lurer lige under overfladen. Når hun holder ham i favnen eller møder hans blik, står tårerne hurtigt klar så hun finder hurtigt på noget, hun skal i tasken eller justerer på ærmet, og så græder hun, først når han ikke ser det.
En aften kom Sofie ind for at hente Niklas i sine forældres hus. Drengen sad på gulvet og var helt opslugt af et puslespil. Da han fik øje på sin mor, spurtede han over til hende.
Mor, se! sagde han, og trak hende med hen til puslespillet. Jeg mangler kun et hus! Og et træ! Og der skal være en hund her!
Hvor er det flot, skat, sagde Sofie og kørte hånden gennem hans hår. Du er virkelig ved at blive dygtig.
Niklas kiggede op på hende, alvorligt.
Mor hvor er min far? Alle i børnehaven har en far, kun mig ikke
Sofie standsede. Alt inde i hende blev stift, men hun kæmpede for at lyde normal:
Jeg ved det ikke, søde. Far er langt væk for tiden. Men han tænker helt sikkert på dig.
Hvorfor ringer han så ikke? Niklas rynkede panden og gjorde sig store overvejelser. Jeg kunne have vist ham, at jeg kan binde mine egne snørebånd!
Han han har meget travlt, mumlede Sofie, mens der voksede en klump i halsen. Men jeg ved, han er meget stolt af dig.
Drengen nikkede det var åbenbart forklaring nok og returnerede til puslespillet.
Fint. Så samler jeg huset, og så kan han se, hvor klog jeg er!
Sofie sad ved siden af ham, tørrede lydløst øjnene og strejfede ham kærligt over kinden. Hun forsøgte at fange og holde det øjeblik, hvor hendes søn stadig sad tæt, tryg og lykkelig selv med alle de ubesvarede spørgsmål.
Men tankerne om Niklas-Senior ville ikke give slip. Sofie kunne ikke lade være med at finde på undskyldninger for ham. Måske var der sket ham et eller andet frygteligt? Familien forsøgte jævnligt at ruske op i hende: Du må give slip og se fremad!. Veninderne sagde ligeud: Han er gået. Kom videre! Men Sofie strittede imod, genfortalte gamle lykkelige minder og lukkede sig inde, når diskussionen blev for kontant.
Dog gik hun ikke rundt og lavede ingenting. Hun stalkede sociale medier, ringede til gamle steder, og lavede endda små offentlige opslag: Har nogen set Niklas? Naturligvis uden resultat. Hverken hun eller hendes stædighed var klar til at acceptere, at Niklas bare var gået, fordi han gad.
Men så efter fem laaaange år mødte hun Morten. Det var egentlig lidt tilfældigt, til fødselsdag hos en fælles bekendt. Og selv om hans navn ikke ligefrem lyder som ham på den hvide hest, var det, han var: reel, venlig og faktisk oprigtigt forelsket.
Fra første fælles kop kaffe følte Sofie, hun kunne være sig selv sammen med ham. Han kræsede ikke om at spille glad, pressede ikke på med snak hvis hun ikke gad han var der bare, helt rolig. Og han havde, viste det sig, styr på den korte latte og navnet på hendes yndlingskollega.
Noget af det, som gjorde allermest indtryk på Sofie, var hvor godt Niklas Jr.tog imod Morten. Første gang var drengen lidt skeptisk og klamrede sig til mor, men Morten satte sig straks på hug, så de var i øjenhøjde, og spurgte hvilke tegnefilm han bedst kunne lide. Efter en halv time byggede de Lego, og Niklas pegede stolt på sin bedste samling.
Efterhånden blev Morten nærmest fast inventar hjemme hos Sofies forældre, hvor Niklas boede. Han tog med i parken, lærte ham at cykle og læste højt ved sengetid. En aften satte de sig sammen for at tegne, og Morten sagde roligt til Sofie: Jeg vil rigtig gerne være hans far. Hvis du vil, vil jeg gerne adoptere ham.
Line var ved at boble af glæde. Hun så, hvordan Sofie blomstrede op glimt i øjet, ingen evig bekymring over panden, og smilet var ikke længere anstrengt. Men netop i dag kludrede Line det og kom til at nævne Niklas-senior. Nu kunne hun bare håbe, at Sofie ikke blev helt slået ud og gik i sort igen.
Men Sofie tog det overraskende roligt.
Jeg er blevet voksen, sagde hun lettere skælmsk og lagde kjolen pænt sammen. Jeg ved, at mine følelser for Niklas skal blive i fortiden. Nogle gange ville jeg bare ønske, jeg ikke havde kaldt min søn det samme. Total åndssvagt I må virkelig have haft tålmodighed med mig!
Line smilede og klemte venindens hånd:
Skal du så hente Niklas hjem til dig selv?
Ja, svarede Sofie og blev straks mere alvorlig. Det vil Morten også gerne. Han foreslog faktisk, vi kunne overveje et nyt navn. Det skulle gøre det nemmere. Vi skal alligevel have lavet nyt CPR-nummer, når adoptionen er igennem.
Hun kiggede på regndråberne, der trommede på ruden.
Jeg var bange for, at min søn hele tiden skulle minde mig om fortiden. Men han er min søn. Han fortjener en barndom med tossede, elskende forældre! Jeg vil ikke, at bedsteforældre skal være et plaster for to forældre, der elsker ham. Og Morten han vil så gerne være far for Niklas! Hvis du bare så, hvor glad han bliver for drengen.
Fed idé! blev Line begejstret. Du kan jo spørge Niklas selv, hvad han vil kaldes. Så får han hurtigt taget ejerskab på forandringen.
Jeg ved ikke helt Måske. Der er jo tid til at tænke.
Inderst inde vidste Sofie godt, hun stadig havde følelser for Niklas, og de ville næppe forsvinde med det samme. Men den kærlighed havde ikke bragt hende meget andet end tudeanfald og ekstra regninger til psykolog. Hendes forældre var ved at opgive samvær med barnebarnet, fordi Sofie begyndte at flæbe på samtlige besøg, vennerne gad ikke høre mere livskriser, og bag hendes ryg blev hendes mentale tilstand flittigt diskuteret. Nu måtte hun sætte streg i sandet. Fokus på nuet.
På brylluppet, måske.
Hvis det så bare var nemt!
For selvom Morten var sød, så var han altså ikke Niklas. Sofie følte ikke de dybe, romantiske følelser hun brugte egentlig næmest bare Morten, fordi det trods alt var pænt nemt.
Hvis bare Niklas kom tilbage Ja, hun ville give alt.
***************************
Der bliver intet bryllup! proklamerede Sofie pludseligt, nærmest dansende rundt i stuen. Vi skilles som skibe på havet!
Morten stod måbende og forstod ikke en lyd. Der var kun én uge til brylluppet! Maden var bestilt, blomsterne valgt, gæster inviteret alt var så tæt på, at det næsten duftede af bryllupskage.
Hvad siger du? prøvede han at forstå. Sofie, hvad sker der?
Men Sofie viftede hans spørgsmål væk. Hun rensede nærmest hylderne og kastede alt i sin åbne kuffert. Øjnene glimtede, og smilet var både stort og ægte.
Niklas er tilbage! sprøjtede det ud af hende, uden hun så på Morten. Hendes stemme dansede af fryd, og han mærkede, hvordan maven snørklede sig indad. Han kom i går, vi har talt sammen Jeg troede heller ikke på det!
Hun standsede endelig og kiggede på ham. Ingen tvivl, kun glæde og iver.
Tak for de sidste seks måneder, sagde hun i en mildere tone. Med dig har jeg haft ro og hygge Du er en god mand, Morten. Men jeg har aldrig elsket dig. Og nu må jeg tage chancen for at blive lykkelig.
Morten frøs fast, og det føltes, som om hele hans verden blev farveløs. Niklas. Altid Niklas. Den samme Niklas, som Sofie talte om, som om han var en skandinavisk prins. Morten havde altid vidst, hun stadig tænkte på ham, men han havde håbet på, at tiden nok skulle ændre det.
Har du så talt ordentligt med ham? spurgte han og prøvede at holde stemmen neutral.
Han undskyldte ikke, sagde Sofie fladt. Han sagde bare, han havde indset, at han havde begået en kæmpe fejl. At han kun havde tænkt på mig, hele vejen.
Hun vendte sig væk, pakkede roligt videre, mens Morten følte luften blive trukket ud af rummet.
Vi har talt sammen, og han fortalte, hvorfor han forsvandt. Forældrene ville have ham til udlandet, og han kunne ikke engang få forbindelse til mig. Kan du forestille dig det? Nu er han hjemme for at blive, og alt bliver godt!
Sofie huskede samtalen med Niklas i telefonen det første opkald i årevis. Hans stemme var spændt og nervøs:
Sofie, det lyder helt sort alt det her. Men mine forældre pressede mig. Det var London eller at blive helt afskåret. Jeg prøvede at sige fra men de spærrede mine kort, og mobilen smed de ud af vinduet!
Du kunne da have ringet én gang? Sofie prøvede at holde stemmen i ro.
Hvad skulle jeg sige? At jeg var en vatnisse, fordi jeg bøjede mig for forældrene?
Sofie følte varmen skylle gennem sig. Al bitterhed smeltede i hans stemme. Hun havde egentlig bare ventet på det opkald hele tiden.
Nu er jeg tilbage, lovede han. Nu slipper jeg dig aldrig igen.
Tankerne rungede, da hun stod foran Morten nu.
Hun lod blikket glide rundt i stuen, som om hun dobbelttjekkede, at hun ikke havde glemt noget. Først da hun så Morten, opdagede hun hvor bleg han var. Hans ansigt var gennemsigtigt, og blikket forsvandt ud i det blå.
Jeg har allerede aflyst brylluppet, sagde Sofie, venligt men meget bestemt. Du slipper for at svare på dumme spørgsmål. En del får sikkert lyst til at trøste dig, men du er stærk, Morten. Det klarer du.
Hun hev sin kuffert til sig, rettede på håndtaget. Så kiggede hun igen på ham, uden spor af tvivl.
Og vil du ikke nok lade være med at skrive eller ringe? Jeg ændrer ikke mening. Aldrig.
Hun løftede kufferten, vaklede lidt, men gik målrettet ud. Morten blev stående. Han havde lyst til at råbe, men lod være han gad ikke være ham den desperate, forsmåede. Han kneb hænderne sammen, pustede tungt, og sagde med overraskende rolig stemme:
Måske du lige skulle sove på det?
Sofie standsede, greb om dørhåndtaget, uden at kigge tilbage.
Hvad nu hvis han ikke vil have dig alligevel? Hvad med Niklas Jr.? Tog han egentlig imod dig med åbne arme?
Hun spandt rundt, rød i hovedet både af spænding og irritation.
Han har inviteret mig til en alvorlig snak! nærmest råbte hun. Mere behøver jeg ikke! Og du skal ikke begynde at bagtale ham Niklas er ikke sådan!
Hendes stemme knækkede kort, men hun skyndte sig ud af døren.
Du kunne da godt hjælpe mumlede hun, mens hun trak den tunge kuffert.
Morten tog et skridt hen mod hende, men standsede hvorfor hjælpe én, der moser på ens hjerte med træsko? Han så, hvordan hun i tankerne var i gang med en ny romantisk start, hvor Niklas selvfølgelig stod klar med åbne arme og rullede røde løbere ud.
Virkeligheden var bare lidt mere nordsjællandsk.
Niklas havde inviteret til en snak. Han skulle ikke give hende nogen ring han skulle bare lukke kapitlet pænt, nu hvor han var godt gift, og Sofie tjaa, hun så det hun gerne ville se.
Da hun endelig fik slæbt kufferten ud, blev hun stående et øjeblik, lagde hånden på håndtaget, men sagde ingenting. Hun røg ud og så sig ikke tilbage.
Morten stod midt i rummet. Duften af hendes parfume lå stadig i luften. Han satte sig tungt på stolen. Alt var gået lynhurtigt nu handlede det bare om at finde en måde at leve videre på. Uden bryllup, uden Sofie, uden illusioner.
***************************
Niklas åbnede døren og blev overrasket over at se gæster SÅ tidligt. Foran ham stod Sofie med to kufferter, strålende lykkelig og med fest i blikket. Med ét tænkte han: Hvordan kan man tage så meget fejl?
Han troede alt var overstået for længst. Da Sofie begyndte at se Morten, åndede han lettet op og flyttede hjem til Århus med sin kone uden at frygte ordrige opkald, tårer og kriser. Han havde endda takket Sofie indvendigt for at finde en anden.
Jo, han havde ringet og ville gerne slutte pænt af, men det var altså ikke for at invitere til parforholds-genstart!
Og nu stod hun dér med alle sine sager, og så så ud til, at hun regnede med det pureste eventyrhjemkomst. Niklas tog instinktivt et skridt bagud.
Niklas! udbrød Sofie. Jeg har besluttet mig. Nu skal vi være sammen!
Det var sagt så overlegent, som om universet kun havde ét spor. Hun tog et skridt mod ham, men han stoppede hende med hånden.
Sofie, vent du ved vist ikke alt.
Hun rynkede panden, og smilet forlod hendes ansigt.
Hvad mener du? Vi havde jo netop aftalt at tale sammen!
Niklas tog en dyb indånding:
Jeg er gift, Sofie. Og har været det i to år. Vi er lykkelige.
Sofie stivnede, øjnene blev store som tekopper. Hun sagde ikke noget i starten, men hendes ansigt var rent kaos af panik, skuffelse og undren.
Det kan ikke passe Du ringede jo!? Sagde, at alt var ændret!
Jeg ringede for at sige pænt farvel, svarede Niklas. Jeg vil gerne lukke kapitlet ordentligt. Men du misforstod det vist.
Sofie trådte bagud, hænderne rystede. Hun knyttede næver, kæmpede for at styre følelserne, men for pokker hvor var det svært.
Du har løjet for mig! udbrød hun. Hvordan kunne du? Jeg har forladt alt for din skyld!
Niklas mærkede irritationen vokse. Han ønskede ikke ballade, men Sofie havde tydeligvis tænkt sig at skrige det sidste ud.
Jeg har aldrig lovet dig noget, sagde han. Du besluttede, hvordan det skulle være. Jeg prøvede bare ikke at såre dig mere end nødvendigt. Nu er det vel tydeligt?
Sofie skreg, kastede en kuffert i gulvet så kjoler og sokker fløj op ad tasken. Derefter gik hun amok, og Niklas måtte venligt, men bestemt lukke hende ud i opgangen. Sofie gav ikke op hun hamrede på døren, råbte, tærede det sidste af sin tålmodighed. Naboerne begyndte at glo ud, nogle knurrede eller truede med at ringe til politiet.
En time. Så stoppede hun, tørrede tårerne, og råbte:
Jeg kommer igen! Du vil fortryde det!
Niklas sukkede, satte sig i sofaen, og tænkte, nu skulle han have fundet ny lejlighed helst på den anden side af Limfjorden.
*********************
Sofie vandrede rundt i byen, anede ikke hvor hun var på vej hen. Tankerne kørte, øjnene var våde, og indeni var der mest af alt tomhed. I hendes hoved skulle Niklas have løbet hende i møde; i virkeligheden ramte kun en brutal dansk realisme.
Hun slentrede planløst, indtil fødderne bar hende hen til Mortens lejlighed. Ved opgangen rettede hun makeuppen, tog to dybe indåndinger og ringede på.
Morten åbnede til sidst. Han blev stående med armene over kors ingen invitation inde, intet skulle du ha en kaffe, måske?
Morten, please hendes stemme var lille. Jeg har dummet mig helt vildt. Jeg kan mærke hvor forkert jeg har gjort. Kan du ikke lade mig gøre det godt igen?
Hun tørrede øjnene og forsøgte at se ham i øjnene.
Jeg nævner aldrig Niklas igen aldrig aldrig, lover jeg! Jeg har bare indset, at jeg faktisk kun kan være lykkelig med dig. Please, bare en chance mere?
Hun mente det i det særlige øjeblik var Morten den eneste hun kunne forestille sig.
Morten rystede på hovedet. Han lod sig ikke friste af vanetro.
Sofie, sagde han lavt, du valgte selv. For få timer siden stod du her med kuffert og hele pivetøjet. Du mente det jo.
Men jeg tog fejl! Jeg var stresset! Jeg jeg
Morten rystede på hovedet, kørte en hånd igennem håret og så pludselig meget ældre ud.
Du gik ikke bare fra mig du gik til ham. Nu gik det ikke med ham, og så vil du tilbage?
Ja! hun udbrød det. For jeg kan mærke, at det er dig, jeg elsker.
Han var tavs et øjeblik, smilede svagt, og sagde endelig:
Jeg tror faktisk heller ikke selv på det længere. Farvel, Sofie.
Det gjorde ondt. Han sagde det stille og roligt, men der var ingen tvivl.
Please viskede hun, men stemmen bristede.
Undskyld, sagde Morten. Men sådan bliver det bedst for os begge.
Og så lukkede han døren. Sofie blev stående, indtil hun lod sig falde ned på trappen og lod det hele komme ud denne gang ikke med vrede, men med erkendelsen af, at hun havde mistet begge: Niklas og Morten. Og hun anede ikke, hvordan hun skulle komme videre.
Det kan godt være, der ikke kom noget bryllup men der blev til gengæld en moderne, dansk tragikomedie, hvor ingen græd alene, men alle sørgede med kaffeslatter, regnvejr og sporadiske fortrydelser.
