Jeg blev gift med en kvinde, der allerede havde et spædbarn. Atten år senere forlod hun mig. Men hendes datter valgte at holde julen sammen med mig.
Jeg lå i min pyjamas klokken tre om eftermiddagen den 22. december og spiste havregryn direkte fra pakken, da jeg pludselig hørte en nøgle dreje i døren.
For pokker. Katja havde stadig en nøgle.
Men det var ikke Katja. Det var Alberte med to kæmpestore kufferter og rygsækken fra universitetet.
Hej, far.
Pakningen med havregryn faldt ud af hænderne på mig.
Alberte? Hvad?
Jeg flytter ind hos dig. Hun slap kufferterne med et bump. Altså, hvis du vil have det. Hvis ikke, er det lidt akavet nu, for jeg har allerede slæbt det hele med op.
Jeg sprang op fra sofaen så hurtigt, at jeg blev helt svimmel.
Flytte ind? Ved din mor det?
Ja, selvfølgelig. Vi har haft samtalen. Hun lavede tegn med fingrene. Jeg sagde til hende, at jeg ville bo her. At det altid har været mit hjem. Katja græd, jeg græd, det hele var kaos. Men hun forstod det.
Men
Far. Hun så på mig med det der alvorlige blik, som kun kom, når hun virkelig mente det. Mor har sit nye liv. En smart, minimalistisch lejlighed, alt er hvidt, og man bliver næsten bange for at røre noget. Hos dig har jeg det her hus, hvor jeg kan stille min kaffekop lige hvor jeg vil uden at nogen går i panik.
Hey, jeg rydder også op.
Selvfølgelig. Derfor står der tre kopper i stuen.
Hun havde ret. Og der stod mindst seks i køkkenet.
Desuden, sagde hun, mens hun hængte sin frakke op, hvem skulle ellers sørge for, at du ikke lever af takeaway og melankoli?
Jeg kunne ikke lade være med at grine, selv med klumpen i halsen.
Jeg spiser med spisepinde. Det tæller som en færdighed.
Det tæller kun som at overleve, ikke som at leve.
Alberte gik straks ud i køkkenet for at undersøge.
Hold da op, det er værre, end jeg troede. Hun åbnede køleskabet. Sojasovs, tre øl og sur mælk? Far, det her er tragisk.
Mælken er kun et par uger gammel.
Der står marts.
Marts var for to måneder siden Okay, pointen til dig.
Hun vendte sig mod mig med hænderne i siden præcis som hun gjorde som otteårig, når jeg skulle flette hendes hår.
Okay. I morgen tager vi i Føtex. I dag bestiller vi pizza som almindelige mennesker. Har du stadig nummeret til det sted med ekstra ost?
Det er på hurtigvalg.
Selvfølgelig er det det.
Mens vi ventede på pizzaen, gik hun huset rundt som en ejendomsmægler.
Dit soveværelse er kaos, men mit værelse er fuldstændig, som jeg efterlod det. Hun smilede, da hun gik ind i sit gamle værelse. Du har endda ikke pillet mine forfærdelige gymnasieplakater ned.
Du hængte dem op. Jeg rører ikke ved noget af dit.
Hun var stille et øjeblik og kiggede på væggene, billederne, skrivebordet med de gamle bøger.
Det sjove er, at Katja spurgte, om jeg ville flytte rundt på alt i hendes nye lejlighed. Lige som du ønsker det, sagde hun. Men Hun satte sig på sengen. Her er det allerede, som jeg vil have det. Det er mit.
Jeg satte mig ved siden af hende.
Alberte, du behøver ikke blive her af medlidenhed. Jeg klarer mig, virkelig.
Det er ikke medlidenhed, din tosse. Hun puffede kærligt til min skulder. Det er fordi, da jeg var halvandet og tog mine første skridt, stod du klar med åbne arme. Da jeg havde mareridt, lod du mig sove i din seng. Da jeg blev student, græd du mere end mig.
Nu overdriver du.
Far, du brugte tre lommetørklæder.
Jeg var allergisk.
Måske overfor følelser.
Hun grinede og lagde hovedet på min skulder.
Du er min far. Ikke ham, der gav mig halvdelen af mit DNA men ham, der gav mig alt det andet. Og nu, hvor du har det her store hus og går rundt i pyjamas og spiser trist havregryn, tror du måske, jeg bare lader dig være? Glem det.
Min stemme knækkede.
Jeg elsker dig, lillemus.
Jeg elsker også dig, gamle dreng. Men seriøst, i morgen gør vi rent. Her lugter mærkeligt.
Juleaften kom, og Alberte holdt sit løfte. Hun slæbte mig med i Netto.
Nu laver vi et ordentligt julemåltid. Ingen kinesisk takeaway i aften.
Men traditionen
Den nye tradition er rigtig mad. Kom så.
Vi købte ind, som om vi skulle forsørge en hel landsby. Hun smed i vognen med en entusiasme, der burde give bekymring.
Ved vi overhovedet, hvordan man laver det her? spurgte jeg.
Selvfølgelig ikke. Men vi har YouTube og gåpåmod. Det må være nok.
Det var det ikke.
Anden blev rå indeni og brændt udenpå. Kartoflerne lignede tapetklister. Grøntsagerne var forkullede.
Vi sad bare og stirrede på katastrofen på bordet.
Nå, sagde Alberte, vi kan jo altid
Bestille kinesisk?
Vi bestiller kinesisk.
Vi spiste direkte af boksene og grinede over vores kulinariske fiasko. Det var faktisk den hyggeligste juleaften, jeg havde haft i lang tid.
Ved du hvad? sagde jeg. Det bliver vores nye tradition.
Vi forsøger at lave gourmetmad, fejler fuldstændigt, og bestiller sådan noget, man spiser med pinde.
Det lyder perfekt.
Efter maden rakte hun mig en lille æske.
Her. Din gave.
Indeni lå en nøgle med et hjemmelavet nøglering, hvor der stod Hjem.
En kopi af min nøgle. Nu bor jeg officielt her. Hun smilede. Den er lidt skæv, men den er lavet med kærlighed.
Jeg trak hende ind i et langt kram.
Den er perfekt.
Hey, du kvæler mig.
Ti stille og nyd øjeblikket.
Hun lo og krammede mig tilbage.
Tak for alt, far. For atten år. For aldrig at forsvinde. For at være dig.
Tak fordi du valgte at blive.
Altid.
Den nat lå jeg vågen med min nye nøgle i hånden. Katja var gået og det gjorde ondt. Men Alberte blev. Og det det var alt.
