Bitre fjender
Jeg havde lige lagt mig på sengen for at tage en lille lur, da Orla, min store hund, begyndte at gø som en gal gennem det åbne vindue. Han plejer ellers at være ganske rolig, men i dag havde han været på krigsstien fra tidlig morgen og ikke bare gøen, men nærmest en rasende, arrigt hylen.
Flere gange havde jeg været ude i haven for at lede efter det, han mon kunne have opsnappet. Men der var aldrig noget mistænkeligt at se.
Jeg tænkte, at det nok var naboens hunde, der havde været forbi. Orla bryder sig nemlig ikke om fremmede, der snuser rundt på hans territorium. Det ville også forklare, at der aldrig var andre til stede, når jeg kom ud Orlas larmende gøen kan skræmme selv den modigste væk, så det er sikkert derfor, naboens hunde flygtede, så snart jeg nærmede mig.
De vidste jo ikke, at “trolden”, som jeg til tider kalder Orla, sad i sin løbegård om dagen. Jeg holder ham altid der for en sikkerheds skyld han er trods alt stor nok til at skræmme enhver. Men når mørket faldt på, lod jeg ham løbe frit. Så måtte folk selv tage deres forholdsregler.
En gang prøvede tre klodsede tyve fra nabobyen at snige sig ind på min grund. Resultatet? Én mistede sine bukser, der sad fast i lågens spidser, en anden mistede sin sneaker under hegnet, og den tredje endte oppe i toppen af et træ. Betjenten måtte tilkalde brandvæsenet for at få ham ned Orla havde givet dem en forskrækkelse, de aldrig glemmer.
Orla gøer aldrig uden grund, og i dag var han helt ustyrlig.
“Orla, så er det nok!” råbte jeg, og gik hen til vinduet.
Han blev stille, men kun et øjeblik, så begyndte han igen i samme heftige tempo.
Nu måtte jeg ud i haven for at finde ud af, hvad der fik min store schæfer til at flippe sådan ud.
Jeg gik ud, men der var ingen fremmede. Orla blev straks stille, da han så mig.
“Du får hele kvarteret til at vibrere, hva?” grinede jeg, og gik hen til ham.
Orla logrede genert med halen og sendte mig et skyldigt blik.
Han vidste godt, at han havde ødelagt min lur, men han gøede jo ikke uden grund. Lige nu kastede han et hurtigt blik mod havelågen og begyndte at gø igen.
Jeg drejede hovedet i den retning og så noget gråt og lille tumle lynhurtigt bort. Jeg stormede hen til lågen og ud på vejen og der stod…
…en helt almindelig kat.
Han så på mig med et blikket, der var både drilsk og overlegent.
“Hvad laver du her, kammerat?” sagde jeg smilende. “Det er nok bedst, du lader være med at rende her Orla hader katte. Fanger han dig…”
Katten skar en grimasse, og jeg sværger, det så ud som om han grinede.
“Fanger du mig? Jeg er væk, før din fede hund får åbnet sin løbegård,” lyste hans blik.
Jeg blev lidt fornærmet sådan en baggårdskat gjorde nar af min hund!
“Gå af sted!” sagde jeg, vinkede til katten og gik ind og lukkede lågen.
Men hvad tror du? Katten adlød selvfølgelig ikke. Tværtimod nu begyndte den at dukke op hver dag i haven.
Han vandrede rundt, sad nær løbegården, og med hele sit væsen lod han alle vide, at det var ham, der var chef nu. Orla kunne kun gø.
Jeg forsøgte i starten at jage den frække kat væk, men så snart jeg kom ind igen, var den tilbage. Jeg kunne ikke gøre noget ved det.
Efter sin lille sejr var katten nu “konge af haven”. En dag stjal den endda et stykke kød fra Orlas madskål som stod inde i løbegården! Orla lå udmattet i et hjørne, gøede sig træt, og så snuppede den grå kat det hele. Og han spiste det demonstrativt, mens Orla så på.
Jeg blev helt rasende.
“Jamen så, din bandit!” mumlede jeg. “Nu skal du få! Jeg skal nok vise dig, hvem der bestemmer!”
Så besluttede jeg mig for ikke at lukke Orla inde om dagen. I stedet lod jeg døren stå åben, så han kunne skubbe den op og komme ud, hvis det var nødvendigt.
“Så kan han få lov at rydde op,” tænkte jeg.
Katten havde trættet både Orla og mig der var aldrig fred.
Men den dag, hvor vi ventede på ham, kom han ikke. Heller ikke dagen efter. Eller næste dag igen.
Orla så spørgende på mig, og jeg trak på skuldrene.
“Måske er det meget godt, at katten ikke kommer mere,” sagde jeg smilende.
Men jeg løj lidt. Jeg savnede faktisk den kat, mærkeligt nok. Det var blevet en vane, at Orla brokkede sig over katten, og nu var det tomt og kedeligt.
Et par dage senere begyndte Orla at kigge på mig, som om han ville have mig til at undersøge, om katten var i nærheden. Hans blik sagde alt.
“Tror du, der er sket noget med vores grå ballademager?” spurgte jeg eftertænksomt. “Med den attitude skal man nok snart i trøbbel. Kom, Orla, vi kigger.”
Jeg låste op og gik ud på vejen. Orla fulgte trop og snusede ivrigt i håbet om at fange kattens velkendte og forhadte lugt.
Men det var svært midt i duften fra naboens kompost.
Jeg gik op og ned ad vejen, og var ved at give op. Vi kan vel ikke stå her hele dagen!
Lige da jeg tog fat i lågen, stivnede jeg og hørte et vildt jamrende kattehyl og rasende hundegøen.
En grå kat kom løbende på vejen det var den! Med én pote hængende og pelsen plettet med blod. Fulgtes af en hund en ægte byhund, en Dobermann fra Odense.
Jeg vidste hvem den tilhørte hver sommer kom familien fra byen med hunden, og nu havde katten måske drillet den forkert.
Dobermannen havde åbenbart endda bidt katten, for på pelsens grålige nuancer var der brune pletter.
Mens jeg så den grå kat løbe mod mig, glemte jeg helt Orla.
Han sprang pludselig over hegnet hvilket han aldrig plejer og susede mod katten.
“Orla! Stop!” råbte jeg angst katten havde fået tæsk nok af Dobermannen.
Men Orla var ligeglad. Han accelererede og løb direkte hen til katten, der nu stod stiv midt på vejen, helt bange.
Han må have vidst, at livet hang i en tynd tråd…
Men i stedet for at angribe, stoppede Orla, snusede til katten, og så lød der et brøl ikke til katten, men til Dobermannen!
Orla jagede Dobermannen væk helt til enden af vejen. Det er godt, byhunden er hurtig, ellers havde det været slut. Der er ikke en hund i hele sognet, der kan tage Orla.
Katten forsvandt omgående, mens jeg så på Orla og først senere opdagede jeg, at den grå ballademager var løbet væk.
Om aftenen, da jeg gik ud for at fodre Orla, var jeg lige ved at tabe skålen katten var der. I live, taknemmelig og slikkede Orlas ben. Og Orla så på mig med et blik, der sagde:
“Sorry, chef jeg reddede ham, og nu passer jeg på ham.”
Det var ingen spøg. Orla blev nu kattens livvagt, og lod ham spise af hans egen madskål uhørt generøs for den normalt så strenge og dystre Orla. Katten havde vundet hans hjerte nu var de ikke længere bitre fjender, men gode venner.
Hvis du tror, historien slutter her, tager du fejl.
Katten havde fået en ordentlig skade i benet, så jeg tog ham og Orla med til dyrlægen i Odense. Katten fik syet benet, og blev hos mig derefter.
Jeg passede på ham, Orla holdt øje, og det var mærkeligt at tænke på, at de for kort tid siden ville have flået ham i stykker.
Så en dag kom en smuk ung kvinde hen til lågen. Orla ville først gø, men stoppede han ville ikke skræmme hende. Jeg kom ud.
“Hej… Kommer De forbi mig?” sagde jeg lidt nervøst.
Hun spurgte, om jeg havde set en grå kat rundt omkring.
“Han er vældig fræk, min kat. Jeg prøver at holde ham inde, men min Holger stikker altid af. I København var han altid inde, men nu besøger jeg min mor, som har fået et slagtilfælde, og så farer Holger ud hele tiden. Han plejer altid at komme hjem, men nu har jeg ikke set ham i flere dage…”
“Jeg tror faktisk, jeg ved hvor Holger er,” sagde jeg og smilede. “Kom ind Orla gør dig ikke noget.”
“Hvorfor? Skal jeg se din hund?” spurgte hun nervøst.
“Du skal nok selv se hvorfor.”
Hun tøvede, men mit blik var venligt, så hun gik med. Da hun så Orla og den grå kat ligge sammen, udbrød hun:
“Holger! Hvad er der sket?” hun så, benet var bandageret, og så på mig. “Din hund har ikke bidt ham, vel?”
“Nej, nej,” sagde jeg hurtigt. “Vi har faktisk reddet ham.”
“Fra hvad?”
“Har du tid, kan jeg fortælle dig hele historien.”
Vi nåede at præsentere os hun hed Frida og hun grinede af mine fortællinger.
“Hold da op! Min kat har drillet dig så længe, og I redder ham alligevel!”
“Sådan er Orla og jeg gode sjæle,” sagde jeg. “Han er på vej mod bedring, både fysisk og mentalt. Han er blevet en rigtig hyggekat nu, og generer ikke mere.”
“Han har altid været sådan… Måske er det landet, der har gjort ham vild. Eller måske er han fornærmet, fordi han får mindre opmærksomhed jeg bruger jo tiden på min mor, der skal lære at gå igen.”
“Du må endelig komme forbi med katten,” sagde jeg genert.
“Det vil jeg overveje,” svarede Frida med et glimt i øjet.
Et halvt år senere fejrede hele byen bryllup mit og Fridas. Og Holger og Orla var selvfølgelig til stede. Selv Dobermannen fra Odense kom, genkendte Holger og så lidt skævt til ham, men da Orla sendte ham et blik, lod han som ingenting.
Sådan kan fjendskab blive til venskab, og livet ændrer sig, når man mindst venter det.
Min personlige lærer? Man kan ikke kontrollere alt. Nogle gange er det bedste, man kan gøre, at sætte sig ned og lade nye bånd opstå, selv mellem gamle fjender.
