Det tog mig femten år at indse, at mit ægteskab faktisk lignede et fitnesscenter-abonnement i januar: startet med gode intentioner, men hurtigt efterladt tomt og uberørt resten af året.
Det hele begyndte på en ganske almindelig tirsdag. Jeg kom hjem fra arbejde, og der lå han, som sædvanlig, bredt ud på sofaen, hånden solidt plantet i en pose chips, mens han for tredje gang kiggede på den samme zombiserie.
Hvad med aftensmaden? spurgte han uden at flytte blikket fra skærmen.
Noget inde i mig sagde klik. Præcis som når du genstarter din computer, og alt vender tilbage til fabriksindstillingerne.
Hvem ved, skat? Hvad med aftensmaden? svarede jeg og smed min taske fra mig.
Han kiggede på mig, som om jeg havde talt til ham på grønlandsk.
Hvad mener du? Det er da altid dig, der laver mad.
Nå, er det det? Spændende observation. Vi ses senere jeg skal ud at spise med veninderne.
Hans ansigt var som et digt. Eller rettere et haiku. Kort, men fuldt af betydning.
Den aften fik jeg grillet fisk, et glas kølig hvidvin og grinede så meget med veninderne, at jeg fik ondt i maven. Jeg var hjemme igen ved ellevetiden. Han havde bestilt pizza, og ungerne var ellevilde.
Mor, hvorfor spiser vi ikke sådan her oftere? spurgte den mindste, smurt ind i ketchup.
Ugen efter tog jeg skridtet videre. Bogstaveligt talt.
Jeg tager til Grækenland på fredag, bekendtgjorde jeg under morgenmaden.
Han satte næsten kaffen i halsen.
Hvad mener du, til Grækenland? Og børnene?
De bliver hos dig. Du er jo deres far, ikke? Jeg tror på dig.
Men jeg har møder! Jeg har vigtigt arbejde!
Jeg så ham direkte i øjnene.
Sikke et tilfælde. Jeg har haft vigtigt arbejde i femten år, og jeg har alligevel klaret det. Jeg er sikker på, at du, med din geniale hjerne, som du ynder at nævne, sagtens overlever.
Jeg tog afsted. Alene. Eller okay, teknisk set med min kusine, men det er underordnet.
Allerede første dag fik jeg sytten beskeder:
Hvor er sportstøjet?
Hvordan starter man vaskemaskinen?
Skal pasta koges i koldt eller varmt vand?
Må børnene spise havregryn til aftensmad?
Jeg svarede kun på en enkelt:
Google er din ven.
På tredje dag havde beskederne skiftet tone:
Børnene vil kun have kyllingenuggets.
Har de altid så mange lektier?
Hvorfor er der så mange skole-hjem-samtaler?
Jeg svarede slet ikke. Jeg var travlt optaget af at drikke en kold iskaffe ved havet, mens jeg læste en bog uden at blive afbrudt hvert femte minut.
Da jeg vendte hjem, lignede huset et overstået Roskilde Festival. Sokker på loftet jeg aner stadig ikke, hvordan de kom derop hunden bar en sok som hat, og min datter havde malet sit værelse lilla med min læbestift.
Han lå sammenkrøbet på sofaen i fosterstilling.
Du er hjemme, sagde han hæst. Tak og lov.
Nå, hvordan gik det? spurgte jeg, solbrun og afslappet.
Jeg forstår ikke Hvordan klarer du alt det her hver dag? Det er jo sindssygt.
Det minder lidt om et fuldtidsjob, ikke?
Han tav. Zombierne gryntede på TVet. Det gjorde han også.
Undskyld, hviskede han til sidst. Jeg mener det virkelig.
Siden har tingene ændret sig. Han har lært at lave tre spiselige retter. Okay, to og en halv pastaen knaser stadig lidt nogen gange. Han ved nu, hvor vaskemaskinen står, hvordan skole-hjem-samtaler foregår, og at spørgsmålet Hvad er der til aftensmad? ikke gælder, hvis han ikke selv bidrager til svaret.
Jeg begyndte at tage af sted hver tredje måned. Nogle gange alene, andre gange med veninder. Altid uden dårlig samvittighed.
Sidste uge spurgte min nabo, med øjne store som rugbrødsskiver:
Lader du virkelig bare børnene være hjemme med din mand og går ud ad døren?
Lige præcis, svarede jeg. Han er deres far, ikke barnepige.
Men, hvad nu hvis noget går galt?
Så lærer han det vel. Ligesom jeg måtte lære det, da han forsvandt til vigtige møder, der altid endte i den lokale bodega.
Hun blev tavs et øjeblik. En måned senere så jeg hende i Kastrup Lufthavn. På vej til Italien.
Karma er ikke altid en bidderøv. Nogle gange er den bare en tålmodig lærer, der giver dig lektioner, du burde have lært for længst. Og hvis ikke du frivilligt tager dem, melder den dig bare til lynkursus i virkelighed.
Nu praler han endda for vennerne med, at han kan flette hår på vores datter. Det ligner mere sømandsknuder, men indsatsen tæller vel.
I går aftes spurgte han mig:
Skal du snart ud at rejse igen? Bare så jeg kan forberede mig i god tid.
Jeg overvejer Portugal til min fødselsdag.
Han sukkede opgivende.
Hvor mange dage?
Ti.
Okay. Nu ved jeg hvor medicinskabet er.
Jeg kyssede ham i panden, som man kysser et barn, der skal have sin første vaccine.
Er det kun mig, eller burde der afholdes obligatorisk Hjemlig Overlevelse 101 før ægteskab? Eller er I andre også af den slags?
