Sidste passager i natbussen
Lommelygten var lille, ikke større end min pegefinger, hængende i en flettet snor. Jeg lagde først ikke mærke til den. Først bemærkede jeg manden.
Martsnat, rute nummer elleve, endestationen “Industrien” og retur. Tom bus, gadelygter udenfor, duften af diesel, gummi og lidt kaffe fra min termokop. Jeg havde kørt denne rute i fire år. Og i de fire år havde jeg bedre kunnet lide natten frem for dagen.
Om natten var der næsten ingen i bussen. Fulde efter værtshus på Vesterbro de kom altid i flok, råbte op, tabte øldåser og stod af allerede efter to stop. Sygeplejersker fra aftenvagt de steg stille ombord, lukkede øjnene og faldt i søvn til deres stop. Vagtfolk. Taxachauffører, hvis bil var gået i stykker. Alle kom, gik efterlod intet indtryk.
Men ham her ham glemte jeg ikke.
En mand på den anden side af tres. Ikke høj, bredskuldret, mørk jakke med hætte. Højre ben blev sat lidt uden for det venstre, som om han var vant til ujævne gulve. Han satte sig altid det samme sted tredje række på højre side, ved vinduet. Betalte kontant, altid uden brug for byttepenge. Kørte til endestationen. Og tilbage. Han steg ikke af.
Første gang lagde jeg rigtigt mærke til ham i starten af marts. Himlen hang lavt, og byen udenfor ruderne så grå ud, selv om natten. Han sad i denne gråhed som en gul prik og snurrede noget i hænderne.
Jeg begyndte at tælle dage. Fem nætter i træk. To uden ham. Så fem igen. Som efter et skema. Som om at køre i natbussen var hans arbejde.
Han sov ikke, læste ikke, gloede ikke i mobil. Tog ikke høretelefoner op, foldede ikke avis ud. Sad bare der, kiggede ud, snurrede noget lille mellem fingrene. Jeg kunne ane det i bakspejlet et svagt gult lys tændtes og slukkedes, tændtes og slukkedes. Som en ildflue, der ikke kunne finde ud.
Jeg var fireogfyrre. Ikke nær de femogfyrre endnu, men havde for længst vænnet mig til, at ingen spurgte min alder de så bare på mig og vurderede. Hænderne var brede, huden ru på fingerspidserne fra rattet, neglene kortklippede i en buet bue. Ryggen let bøjet til højre vane fra at skulle trykke på døråbneren, professionelt slid. Hjemme tog jeg mig selv i, at det højre skulder sad lavere end det venstre.
Tolv år alene. Min søn Kristian var blevet voksen, 22, bor med sin kæreste i den anden ende af byen. Han ringer om søndagen, hvis han husker det. Jeg ringer ikke selv. Ikke fordi jeg ikke vil, men fordi når jeg gør, lyder han bekymret: “Mor, er der noget galt?” Ikke glæde, men uro. Et opkald fra mor = ulykke. Vi har glemt det der med bare at ringe.
Min eksmand gik, da Kristian var ti. Han gik til Hanne fra regnskab, tog jakkerne fra entreen og elkedlen hvorfor han skulle have kedlen, forstår jeg endnu ikke. Vi delte lejligheden: ham i en to-værelses, mig i en etværelses på Nørregade, tredje sal. Jeg tænkte, okay. Jeg kommer igennem det. Og det gjorde jeg, for uden ham blev det ikke værre. Bare mere stille. Stilheden bredte sig over tolv år.
Siden har ordet “kærlighed” haft samme effekt på mig som “enhjørning.” Smukt. Men ikke ægte. Veninder fortalte om mænd, jeg nikkede bare. Romantiske film slukkede jeg halvvejs. Ikke fordi det gjorde ondt. Jeg troede bare ikke på det. Som med julemanden som barn tror du, til du ser din far stå med hvidt skæg og badekåbe. Så falder illusionen.
Natruten passede mig. Om natten skal man ikke smile til passagerer, ikke håndtere gamle damer med indkøbstrolley eller unge med skoletasker i midtergangen. Man skal ikke høre på telefonbrok eller lugte shawarma på bagerste række. Om natten bare vej og tavshed. Og tavsheden passede mig. Som en jakke syet til kroppen.
Men denne passager brød stilheden. Ikke med ord, men med tilstedeværelse. Han var som en sten i skoen lille, men uundgåelig.
To uger observerede jeg. Vænnet mig til ham, som til rutens fasthed. “Parken” han stiger ombord. “Industrien” han bliver siddende. Tilbage til “Parken” han stiger af. Nikker som til en bekendt. Jeg nikker igen.
Hver nat et lys. Gult, svagt, i hans hænder.
Signe, måske er han hjemløs? spurgte Bodil i kontrolrummet før min vagt.
Bodil havde været kontrolleder i otte år. Kraftig, rødt hår opsat med en kuglepen. Kendte alt om chaufførerne hvem der var skilt, hvem der drak, hvem der snart ville drikke. Jeg stolede på hende.
Hjemløse betaler ikke, sagde jeg. Han betaler, hver gang. Mønter. Præcis.
Måske er han tosset?
Han er rolig. Kigger bare ud, rører ikke nogen. Snakker ikke for sig selv. Han er normal, bare… sær.
Bodil tænkte sig om. Hældte te fra termokande med citron og mynte, som altid.
Måske har konen smidt ham ud? foreslog hun. Det sker. Nogle mænd sultrer stormen af i natbussen, mens hun galper.
Hver nat? En måned? Det er ikke skænderi, det er skilsmisse.
Bodil trak på skuldrene.
Signe, sagde hun. Kærlighed er, når nogen venter på dig med en el-kedel. Alt andet er opspind. Og natbusser.
Jeg grinede. Ingen ventede mig hjem med kedel. Hjemme ventede kun min kat kastrerede Bastian, rød og fed med overlegen mine. Han holdt nu kun af foder.
Men tanken blev hængende. Hvorfor kører denne mand? Til endestationen og retur, fem nætter om ugen, en hel måned hvorfor?
Måske har han søvnløshed? Måske en vane fra før nattevagt måske, og kan ikke vænne sig fra at køre?
Det lød fornuftigt, men jeg kunne se på hans øjne i spejlet klare, rolige, fokuserede. En mand med et formål.
Jeg besluttede at spørge.
***
Det tog tre dage at samle mod. Tosset nok jeg kørte denne mand hver nat og var bange for et simpelt spørgsmål. Men sådan er det i byen; vi er tæt på, men ikke sammen. Lad være, stik ikke næsen i andres sager. Grænser. Jeg havde holdt dem i fire år, det gik let, for andres liv ragede mig ikke.
Men denne passager interessede mig. Og det ærgrede mig.
Han steg på som altid, på “Parken” klokken tyve minutter i et. Lagde mønterne, gik ind, tredje række, vinduet. Fandt frem sit lille objekt i snor, trykkede det mellem hænderne.
Vi kørte i stilhed. Udenfor gled gadelamperne, butikker med rulleskodder, tomme stoppesteder. Byen så forladt ud, en kulisse efter en forestilling. Kun vi to var tilbage.
Ved endestationen ventede vi tre minutter. Jeg slukkede lyset i vognen, kun natbelysning tilbage gulligt skær. Gik ud af min kabine.
Han sad der stadig. Ubevægelig. Lommelygten i hånden.
Undskyld, må jeg spørge om noget?
Han så op. Stemme dyb, hæs på en måde, som om en brødkrumme sad fast.
Spørg.
Du tager denne tur hver nat. Allerede en hel måned. Altid til endestationen og tilbage. Hvorfor?
Han tav. Så mig i øjnene, ikke overrasket, ikke irriteret. Afvejede om det var værd at svare.
Så sagde han:
Til min kone.
Jeg forstod ikke straks. Kiggede på uret tyve over et.
Til din kone? Nu?
Rikke har nattevagt på fabrikken “Progress” kontrolafdelingen. Jeg kører med hende. Altså, ikke med hende men ved siden af. Bussen kører forbi fabrikken, jeg blinker til hende i vinduet.
Han løftede håndfladen. Lommelygten på snoren, gul lyskegle, slidt plastik. Presset af hans greb hele året.
Med denne, sagde han.
Jeg satte mig overfor. Benene ømede efter seks timer bag rattet.
Du stiger på, kører til endestationen, blinker lygten ud mod fabrikken til din kone og så retur?
Ja.
Hver nat?
Fem nætter. Hun arbejder fem, fri to. Når vi begge er hjemme, behøver vi ikke. Ellers gør jeg.
Vi tav. Udenfor fabrikken “Progress” tre etager, mursten, bygget i 70’erne. Puds i flager, rustne rør. Men på tredje sal, gule lys i vinduerne. Nattehold.
Hvorfor? spurgte jeg.
Han så på mig, som havde jeg spurgt hvorfor folk trækker vejret.
Ville du ikke gøre det?
Nej. Min eksmand orkede ikke engang åbne døren for mig, når jeg slæbte poser op. Jeg husker, hvordan jeg engang kom fra Føtex, to poser i hånden, én i tænderne, fordi jeg ikke kunne tage nøglen. Ringede. Han åbnede, så på mig og sagde: “Hvorfor tog det så lang tid?” Tog ikke imod poserne, rykkede sig ikke. Spurgte og forsvandt til TV’et.
Men ham her han kører hver nat gennem hele byen bare for at blinke til sin kone.
Jeg hedder Peder, sagde han. Peder Møller. Men de fleste siger bare Møller.
Karen, svarede jeg. Karen.
Han nikkede. Kiggede ud mod fabrikken.
Vi har været sammen i femogtyve år. Gift i 2001, hun var treogtredive, jeg seksogtredive. Sent, ja. Vi havde begge prøvet at mislykkes før. Jeg var mekaniker hun i kvalitetskontrol. Vi mødtes på fabrikken. Jeg gik tidligt på pension slitage, udbetaling. Hun blev. For tre år siden fik hun nattevagt: 40% ekstra, vi sparer sammen til sommerhus. Et lille sted ved Limfjorden. Hegn, æbletræer. Rikke drømmer om jordbær.
Han talte ikke for at få medlidenhed. Ikke for at være storladen. Bare som at fortælle om vejret eller togtider.
Første måned på natarbejde lå jeg vågen. Kiggede på det hvide loft og spekulerede hvordan går det hende? Ude på gaden, mørkt, koldt. Går alene de to hundrede meter. Falder, måske, eller bliver antastet? Man kan ikke ringe mobilen skal blive i skabet på fabrikken.
Han tav. Stryger sin hånd over knæet.
Til sidst tænkte jeg bussen kører jo. Elleveren. Forbi fabrikken. Jeg tager med. Hun ser jeg er tæt på. Ikke fysisk, men hun ser det.
Og hun så det?
Ikke med det samme. En uge blinkede jeg fra bussen, hun fattede ikke det var mig. Lys i bussen, reflekser. Så sagde jeg det hjemme: “Rikke, jeg blinker til dig hver nat, kig kun ud, når bussen kører forbi.” Hun gjorde det. Ringede om morgenen: “Møller, var det dig?” Jeg sagde ja. Hun græd. Sagde: “Blink igen.”
Jeg fik en klump i halsen. Fjollet at sammenligne, men alligevel.
Hvorfor så tilbage?
Hvor skal jeg ellers hen klokken et om natten på Industrien? Industrikvarter, hegn, asfalt, gadelamper der ikke virker. Jeg tager bussen hjem, lægger mig. Står op klokken seks og møder hende.
Ved fabrikken?
Ja. Jeg laver morgenmad til hende. Hun elsker havregrød med rosiner. Te med mynte, vi har det på altanen. Om vinteren tørret, om sommeren frisk.
Jeg tænkte på Bodils el-kedel. “Kærlighed er, når nogen venter dig med en kedel.” Men det her var mere end det. Det var lommelygte, natbus, havregrød og femogtyve år. Og mynte på altanen. Og et sommerhus, de sammen drømte om.
Tre minutters pause var gået. Jeg gik tilbage, startede motoren. Peder Møller sad på sin plads. Lommelygten over benet.
Jeg kørte tilbage gennem øde gader og spekulerede. Tolv år alene, aldrig blinket til nogen med en lommelygte. Ingen havde blinket til mig. Eksmand tog kedlen, jeg blev med Bastian og natruten. Katten hilser ikke på mig, kun på dåsen.
Ingen sorg, men forundring. Tænk, at sådan noget findes. Ikke i film, men i en ellever bus på “Parken Industrien.” En mand med en slidt lygte kæmper sig gennem natten, så hans kone kan se hans lys.
På “Parken” steg han af. Nikkede som altid.
Jeg så på ham langsom, lidt skæv gang, mørk jakke. Almindelig pensionist. Og helt usædvanlig.
***
Næste nat bremsede jeg ekstra op ud for fabrikken. Ikke ved stoppestedet lidt længere fremme, hvor vejen løb lige under tredje sals vinduer. Skemaet blev brudt, men hvem tjekker klokken to?
Peder Møller tog lommelygten frem. Trykkede tre korte blink, tre lange, tre korte. Hurtigt, præcist, som han talte takten. Fingrene rolige, mekaniker-vane.
Jeg kiggede i bakspejlet. Så op gennem forruden. I tredje vindue til venstre anede jeg et lille flakkende lys. Tre gange kort, tre lange, tre korte.
Hun svarede.
Jeg holdt vejret. Sad bag rattet og så på de to gule prikker én i bussen, én i fabrikkens vindue. Hundrede meter mørke imellem dem. Mursten, ruder, marts luft. Og mellem dem to lysstråler der fandt hinanden.
Bare en lygte. Bare et vindue. Men jeg forstod straks at her så jeg noget ægte. Ikke noget fra tv, der får én til at zappe væk. Ægte. Så ægte, at det snørede i næsen, så man helst ville kigge væk, for det var flovt at overhøre.
På endestationen gik jeg ud af kabinen.
Er det jeres kode? spurgte jeg.
Peder Møller stod ved døren, havde puttet lygten i lommen.
Vores, sagde han. Ikke morse. Bare noget vi fandt på. Tre korte som hjertet, tre lange som et kram, tre korte at slippe. Rikke grinede første gang, jeg viste hende det. Sagde: “Møller, du er en romantiker.” Det er jeg ikke. Jeg savner hende bare, selv gennem væggen. Hun lærte koden på én aften. Nu hver nat hun blinker, jeg blinker.
Hvor længe?
Ét år. Hver nat. Vinter og regn. I januar var der tyve frostgrader, husker du? Bussen var forsinket. Jeg stod derude fyrre minutter, fødderne frøs fast. Men jeg ventede. Og blinkede. Hun sagde næste morgen: “Så dig. Du kom syv minutter for sent. Jeg talte efter.”
Et år. Fem nætter hver uge. Over 250 ture. For få sekunders gensynslys.
Før ville jeg have sagt vanvid. Eller bare én, der ikke har noget at give sig til. Nu sagde jeg ingenting. For alle ord føltes grå sammenlignet med den lygte.
Jeg gik bag rattet igen. Startede. Spejlet viste Peder Møller afslappet, tilfreds. Han gjorde det samme hver nat og det var nok.
Næste par nætter holdt jeg øje. Kunne det passe? Måske bilder han sig det ind. Måske Rikke for længst ikke kigger, lyset er indbildning. Ren rutine, tomme ritualer.
Men fjerde nat så jeg da bussen kørte forbi fabrikken, stod en kvinde tæt på ruden. Kastanjebrunt hår i fletning. Og lommelygte. Gul som hans.
Hun ventede. Ægte ventede. Hver nat til vinduet selv fra arbejdsbordet.
Så gik bussen i stykker en uge senere. Kompressoren, eller hvad det var. Råbte på mekanikeren. Bodil tildelte en reserverute lille, rungende bus med smalle sæder og varme kun foran.
Peder Møller så det straks, trådte ind, satte sig forrest, resten inviteret med værktøj og reservedele. Lige ved mit sæde.
Det var ikke komfortabelt. Motoren brummede, karrosse rystede, affjedringen klonk. Men Peder holdt lommelygten fast, så ud på vejen som var det limousine.
På endestationen gik jeg ud, trængte til at løsne benene. Han fulgte efter. Vi stod i nattekulden. Gule fabriksruder bag os.
Han blinkede. Hun svarede. Alt som altid.
Peder, sagde jeg. Femogtyve år er et helt liv. Er Rikke aldrig træt af det?
Han tog ikke anstød. Smilte. Gned hænderne fingrene røde af kulde.
Træt, ja. Selvfølgelig. Jeg er også træt. Vi er ikke unge mere. Slidte knæ, ryg, dårlige tænder. Men det er ikke det samme. Det er ikke “træt af.” Det er vant til.
Vant til som ligeglad?
Nej. Vant til som noget, man ikke vil undvære. Jeg vænnede mig til at ryge stoppede, det var svært. Men Rikke hende lader jeg ikke gå. Kan du se forskellen? Nogle vaner ødelægger dig. Andre holder dig oppe. Rikke holder mig sammen.
Og du hende?
Det håber jeg, sagde han. Jeg kan jo ikke vide det. Hun siger ikke: “Møller, du er min klippe.” Hun siger: “Møller, køb brød.” Eller: “Luk vinduet.” Men jeg hører det i stemmen. Når jeg er nær, trækker hun vejret roligere. Går jeg ud, strammer hun, som løfter hun skjold.
Jeg tav. Over os summede en ensom gadelampe. Resten af industrikvarteret lå i mørke.
Kærlighed er ikke, når hjertet løber løbsk, sagde han. Det er, når hjertet ved, hvor det skal gå hen. Uden hovedet med. Benene fører dig bare. Jeg sætter mig i bussen hver nat, uden at tænke. Som at trække vejret. Prøv at lade være det kan du ikke. Sådan har jeg det.
Hvis du bliver syg? Eller bussen aflyst?
Bliver jeg syg tager jeg en taxa. Har sat to tusinde kroner af i en konvolut bag spejlet. Bliver bussen aflyst så går jeg. Fire kilometer, en time at gå. Jeg har prøvet sidste november. Bussen brød sammen. Jeg gik. Rikke spurgte næste morgen: “Hvorfor haltede du?” Jeg haltede ikke. Bare træt.
Han grinede hæst. Jeg tænkte: her er en, der kender sit formål. Ikke det store livsformål men det lille: lommelygte, natbus, havregrød med rosiner. Det, hvor det handler om at købe brød og lukke vinduet. Jeg var misundelig. Ikke over hans kone, ikke over kærligheden. Over hans sikkerhed.
Hele livet troede jeg, kærlighed var noget stort. Ofringer, patos, smukke ord i solnedgangen. Men det gælder: en lille slidt lommelygte i snor og en tavs mand i natbussen. Det var mere end alt andet, jeg havde set på 44 år.
Vi satte os. Jeg startede motoren. Varmen steg op på ruden. Peder stoppede lommelygten ind under jakken, holdt hånden mod brystet jeg så det i spejlet.
Vi kørte i stilhed. På “Parken” steg han af, nikkede som altid. Jeg så efter ham højre ben vendt ud, jævne skridt, hænder i lommerne. Almindelig pensionist. Og usædvanlig.
Hjemme klædte jeg mig af, fodrede Bastian, lagde mig. Tog telefonen. Kristian stod i kontakterne. Klokken var kvart i fire. For tidligt. Men nummeret lyste i mørket, og jeg faldt i søvn med mobilen i hånden.
***
Ringede næste dag klokken to. Kristian var forbløffet.
Mor, er der sket noget?
Nej, jeg ringer bare.
Pause. Jeg mærkede han tænkte: ringer mor bare? Den mor, som aldrig blev først?
Er du sikker, mor?
Helt sikker. Hvordan har du det? Hvordan går det med Louise?
Det går. Vi arbejder begge. Hvorfor ringer du?
Kristian det er længe siden jeg har sagt det. Du betyder noget for mig. Bare ville du skulle vide det.
Pause. Lang. Jeg forestillede mig ham ved køkkenbordet, rodløs om anden hånd.
Også dig, mor.
Kort. Rå. Som mændene i familien bedstefar og far var sådan. Fåmælt om følelser, som var munden lukket. Men det var nok. Jeg smilede og lagde på.
Tog tøj på, gik i “Alt Til Hjemmet” rundt om hjørnet. Der lugtede af lim, vaskepulver og ny plastik. Fandt hylden med lommelygter. Tyve slags kæmpe og miniature.
Jeg valgte en lille. Med gult lys. Uden snor den vil jeg flette selv med sejlgarn, som Peder Møller. Kassedamen, en firskåren kvinde i blåt forklæde, spurgte:
Skal du bruge batterier?
Ja.
Hjemme trykkede jeg på knappen. Gul stråle mod loftet. Bastian sprang fra bordet, ramte gulvet og gemte sig under sengen. Jeg lyste på væggen. En lille varm cirkel, som de jeg så fra busruden.
Jeg prøvede. Tre korte. Tre lange. Tre korte. Det gik skævt første gang fingrene rystede, knappen stram. Anden gang blev de lange for lange. Tredje blev der fire korte. Men fjerde gik perfekt. Hjertet slår. Kram. Giv slip.
Jeg ved ikke, hvem jeg skal blinke til. Måske min søn? Måske bare mig selv. Eller bare ud i mørket, som Peder gjorde, da Rikke endnu ikke vidste det var ham. Han blinkede en uge, uden at forvente svar. Fordi han ikke kunne lade være.
Lommelygten kom i min jakkelomme. Jeg blev rolig. Som om jeg nu også kendte koden. Ikke andres min egen.
Senere mødte jeg ind. Bodil skænkede te citron og mynte, som altid.
Nå, hvad med din passager? Kommer han stadig?
Hver nat, sagde jeg.
Ved du hvorfor?
Ja.
Og? Lad nu ikke være med at fortælle.
Bodil, sagde jeg, du tog fejl. Kærlighed er ikke, når nogen venter på dig med el-kedel. Kærlighed er, når man hver nat kører tværs gennem byen med en lommelygte. Et år. I sne og frost. Uden at klage.
Bodil så på mig som på en tosse. Åbnede munden, lukkede igen. Sagde:
Signe, er du blevet forelsket i passageren?
Nej, sagde jeg. Jeg er blevet klar.
Hun forstod ikke. Jeg forklarede ikke. Der er ting, man må se klokken to om natten, gennem busruden, mens byen sover og to mennesker blinker til hinanden over hundrede meters mørke.
Nat. Rute. Bussen var repareret diesel, gummi, kaffe. Jeg startede. Turtallet steg, motoren brummede.
På “Parken” tyve i ét kom Peder Møller ind. Mønter i kassen. Tredje række, vindue. Lommelygte i hånden. Som altid.
Jeg kørte gennem øde gader. Lyskurve blinkede gult natindstilling. Ingen biler, ingen fodgængere. Byen sov. Men vi kørte.
På “Industrien” stoppede jeg. Lidt længere fremme, under tredje sals vinduer.
Peder Møller tog lygten frem. Tre korte, tre lange, tre korte.
Jeg kiggede mod fabrikken. Et sekund. To. Tre.
En glimt, svagt gult lys på tredje sal. Tre korte, tre lange, tre korte.
Rikke svarede.
Peder Møller lagde lygten væk. Lænede sig tilbage. Jeg så i spejlet han smilede. Og inde i mig selv rykkede noget sig. Ikke sorg, ikke misundelse bare glæde af at have været tæt på noget ægte.
Jeg stak hånden i lommen. Lommelygten lå der lille og lun. Jeg klemte om den.
Så tog jeg den frem. Så på fabriksvinduet, hvor lyset var slukket. Rikke vendt tilbage til arbejdet. Så på den mørke vej forude. Lygter, våd asfalt, april himmel, ingen stjerner.
Trykkede på knappen.
Tre korte. Tre lange. Tre korte.
Gul stråle ramte forruden og bredte sig over den våde vej. Ingen svarede. Men det var ligegyldigt. Jeg havde blinket og det gjorde mig varm. Som om nogen måske så det alligevel. Et sted. En eller anden.
I bakspejlet så Peder Møller på mig. Nikkede. Sagde intet. Nikkede bare.
Jeg lagde lommelygten i lommen og kørte. Kørte ham hjem til morgenmad, til mynte på altanen, til Rikke som kom hjem klokken seks og ville sige: “Møller, jeg så dig. Du var to sekunder for tidlig i dag.”
I marts troede jeg ikke på kærlighed. I april lå en lommelygte i min lomme.
Og hver nat, på endestationen “Industrien,” blinkede jeg ud i mørket. Tre korte hjertet slår. Tre lange krammer. Tre korte slipper.
Lugt af diesel, gummi og en snert af håb.
